Den store hungersnød i Ukraine.

Af Ivan Nester, formand for Dansk-Ukrainsk Selskab

 

 

Af alle europæiske folkeslag er ukrainerne dem, som har båret de største ofre, fordi landet i kraft af sin placering og betydning blev det primære øvelsesterræn for de totalitære ideologier. Ukraines vigtigste ressource er foruden befolkningen dets frugtbare landbrugsjord, og kontrollen med den var afgørende for Stalins målsætning i 1930erne om en hasteindustrialisering af Sovjetunionen.

Europæisk historie har oplevet mange menneskeskabte katastrofer. Ingen af dem overgår Den store Hungersnød i Ukraine i 1932-33. Dette folkemord er en tragedie af ubegribelige dimensioner, som på to år kostede et sted mellem 5 og 10 millioner bønder livet. Den store Hungersnød kan sammenlignes med Holocaust og tyrkernes massakre på armenierne. Men hvor disse tragedier er kendt i brede kredse over hele den vestlige verden, er det kun få udenfor Ukraine og den ukrainske diaspora, som har hørt om det ukrainske folks lidelser i 1932-33, selvom også denne forbrydelse er ganske veldokumenteret bl.a. i Library of Congres i USA. Den danske regering burde for længst have erklæret Hungersnøden i 1932-33 for et folkemord (genocide) mod den ukrainske nation. Det ukrainske parlament anerkendte i november 2006 Holodomor som et folkemord på den ukrainske nation. Loven i dansk oversættelse.

Stivfrosne lig i den ukrainske hovedstad Kharkov i 1933.

Baggrunden for hungersnøden i Ukraine i 1932-33 var, at Sovjetunionen med Stalin spidsen fra 1929 begyndte en tvangskollektivisering af landbruget. Det var et spørgsmål om at kontrollere bønderne, som endnu var den dominerende erhvervsgruppe økonomisk og dermed var et potentielt politisk problem. Pga. den relativt lange ukrainske tradition for selvstændigt landbrug og individuel landbrugskultur i modsætning til det i Rusland dominerende fællesbrug blev det vanskeligere at lokke de ukrainske bønder ind i kollektivbruget. Staten skulle imidlertid ifølge den kommunistiske doktrin have uindskrænket adgang til produktionsresultatet, herunder høsten, dels for at sikre eksport til Vesten, dels for at brødføde bybefolkningen, som stod i spidsen for den industrialisering, man havde iværksat med den første 5-års plan. Foruden at knække den ukrainske selvejerbondes modstand mod kollektiviseringen af landbruget og bane vejen for en hurtig overgang til industrisamfundet, var det en for styret velkommen sideeffekt, at kollektiviseringen og sulten tilintetgjorde grundlaget for ukrainsk national identitet - selvejerbonden.

Historisk har de klassemæssige skillelinjer i Ukraine fulgt de etniske. Da Ukraine var under Polen, udgjorde de ortodokse ukrainerne bondestanden, mens de katolske polakker var godsejere eller administratorer, og jøderne var købmænd eller forpagtere af de polske godsejeres jord. Da Ukraine kom ind i Det russiske Imperium, overtog russerne stort set polakkernes rolle som herrefolk og udbredte deres sprog og kultur til de ukrainske byer. Den etniske sammensætning i Den ukrainske Sovjetrepublik i 1920erne var følgelig den, at landdistrikterne var ukrainske, mens byerne var overvejende russisk-talende. Derfor blev Stalins hungersnød i Ukraine både en såkaldt kommunistisk klassekamp og en etnisk udrensning - et folkemord, når man tænker på de millioner af ofre. 

Forud for folkemordet havde Stalin udryddet den nationalt bevidste del af kirken og intelligentsiaen. Op gennem 30'erne tilintetgjorde Stalin under flere udrensningsbølger mere eller mindre hele toppen af Ukraines kommunistiske parti. Når Stalin ikke engang følte, at han kunne stole på ledende partispidser i Ukraine, som han i høj grad selv havde været med til at udnævne, er det måske ikke så underligt, at den ukrainske befolkning blev udsat for det massemord, som Holodomor endte med at udvikle sig til. Den stalinistiske udgave af kommunismen havde på baggrund af 20ernes  national-kommunisme i Ukraine en meget begrænset legitimitet og var som et folkeligt projekt dødfødt fra starten. 

Ingen af ofrene for Holodomor var skyldige som enkeltpersoner. Selvejerbønderne var i regimets øjne skyldige alene af den grund, at de ifølge den marxistisk-leninistisk ideologi tilhørte en fjendtlig og anti-revolutionær klasse, nemlig den selvejende bonde, hvis økonomiske interesser i sagens natur før eller siden ville blive et problem for proletariatets (læs: Stalins) herredømme. Talrige vidneberetninger og dokumenter fra de nu åbnede arkiver godtgør ikke desto mindre, at også millioner af kollektivbønder, som nåede at blive omfattet af kommunistpartiets kollektiviseringskampagne fra 1929, døde af sult.

De færreste i et Vesten præget af verdenskrisen og nazismens fremmarch i Tyskland, ville tro på at, Sovjetunionen kunne eksportere korn samtidigt med, at dets egen befolkning led sultedøden. Velmenende progressive “kulturradikale" personer i Vesten fik hermed et medansvar for, at de ufattelige lidelser, sovjetstaten påførte sine egne borgere, forblev skjulte for den brede vestlige offentlighed. At kornafgrøder blev beslaglagt til fordel for byernes befolkning eller solgt til udlandet til gengæld for moderne industriudstyr, samtidigt med at millioner døde, men at byerne, de traditionelle centre for informationsstrømmen, forblev velforsynede med korn. Det sidstnævnte er også en del af forklaringen på, at regimet havde held med at skjule forbrydelsen for offentligheden udenfor Sovjetunionen.

Man regner med, at en ukrainsk bondefamilie på fem personer i slutningen af 1932 havde ca. 80 kg korn frem til næste høst. Da kornet slap op og bønderne ikke havde mere brød tilbage, begyndte de at spise katte, hunde, rotter og blade. Nogle var så fortvivlede af sult, at de greb til kannibalisme. Da sulten var på sit højeste, omkom 25.000 mennesker dagligt. Regimet fortsatte ubønhørligt med at beslaglægge korn, uanset at tusindvis af landsbyer uddøde, og nogle af de mere modige ukrainske kommunister forsøgte at forklare centralmagten i Moskva, at også kollektivbønder døde som fluer. Folk gik ud i marken og kom ikke hjem. Næste dag blev de fundet døde af deres kammerater, som var ude at lede efter dem, men heller ikke kom hjem... Bønderne fik besked på ikke at spise foder, men gemme det til hestene, som skulle transportere de opsamlede lig. Det blev strafbart at samle korn til sig selv. Al fysisk modstand mod konfiskationerne af korn blev brutalt slået ned af væbnede aktivister og sikkerhedspolitiet. De bønder som ikke bar ydre tegn på sult, blev straks mistænkt for at gemme korn. Huse blev endevendt i et forsøg på at finde skjult korn. Ifølge øjenvidner så man i de ukrainske byer som Kiev, Kharkiv og Dnipropetrovsk folk, der lå døde på gaderne. Det var bønder, der havde brugt deres sidste kræfter på at tage til byen i håb om at finde noget brød.

Sandheden om Den store Hungersnød i Ukraine var næppe blevet dokumenteret så grundigt, som den er i USAs kongres, hvis ikke præsident Ronald Reagan lige før sit genvalg i 1984 havde imødekommet et pres fra den ukrainske diaspora og noget mod sin vilje underskrevet en lov om nedsættelsen af et udvalg, som skulle undersøge Den store Sult i Ukraine og dens følger. Udvalget bestod af 5 amerikanske senatorer og kongresmedlemmer og 5 repræsentanter for den ukrainske diaspora i Nordamerika. Dr. James E. Mace blev formand og dr. Olha Samiylenko hans assistent. Senatorer og kongresmedlemmer som Mica, Dekacini, Brumfield, Hertel og Florio var drivkraften bag komiteens arbejde. Udvalget gennemførte i løbet af tre år en grundig undersøgelse af alle tilgængelige dokumenter og afhørte under ed 321 vidner og overlevede ofre for Den store Sult i Ukraine. Udvalgets arbejde er nedskrevet i tre bind samt et fjerde resumebind, som alle findes i Library of Congres i USA. Udvalget nåede efter de tre års arbejde til følgende konklusioner:

1) Undersøgelserne leverede urokkelige beviser for sovjetmagtens tvangskonfiskation af korn fra bønderne samtidigt med, at man gennem trusler og terror gennemførte tvangskollektiviseringen i Ukraine.

2) Moskvas officielle version, at det var kulakkernes (selvejerbøndernes) sabotage, der var skyld i sulten i de ukrainske landsbyer, var et falsum.

3) USAs regering havde detaljerede oplysninger om sulten i Ukraine, men foretog sig intet for at forhindre katastrofen. Tværtimod genoprettede det kapitalistiske USA de diplomatiske forbindelser med det kommunistiske Sovjetunionen i 1933.

4) En del af den amerikanske presse samarbejdede med den sovjetiske regering i at benægte, at der var sult i Ukraine. Hovedpersonen i disse dementier var New York Times’ korrespondent Walter Duranti, som i 1932 sågar modtog den eftertragtede Pulitzer-pris for sine reportager fra Sovjetunionen. Ikke uinteressant i denne sammenhæng er, at Duranti i private samtaler indrømmede, at op mod 10 millioner kunne være døde af Den store Sult.

5) Efter videnskabelige beregninger foretaget af forskningsinstitutter i USA er man nået frem til at 7-8 millioner ukrainere sultede ihjel under Den store Sult. (Antallet af ofre bliver endnu større, hvis man medtager de etniske ukrainere, som dengang levede i Den russiske Føderations sydlige regioner).

Kongressens omfattende undersøgelser udkom på den amerikanske regerings forlag i 1990 "Commision on the Ukrainian Famine. Oral history project of the Commission on the Ukraine Famine", James E. Mace and Leonid Heretz, eds. (Washington, D.C.: Supt. of Docs, U.S. G.P.O., 1990). Kommissionens videnskabelige konsulent, James E. Mace, havde i 1983 udgivet bogen "Communism and the dilemma of national liberation: national Communism in Sovjet Ukraine, 1918-1933". Samme år udkom den rystende dokumentarfilm “Harvest of Despair". I 1986 havde den britiske historiker R. Conquest samlet nok materiale til en indgående analyse af Den store Sult i bogen "The Harvest of Sorrow: Soviet Collectivization and the Terror -- Famine" i samarbejde med Canadian Institute of Ukrainian Studies. Samme år nedsattes en international advokatkommission sponsoreret af World Congress og Free Ukrainians. Den nåede frem til den konklusion, at Den store Sult i Ukraine i 1932-33 var et folkemord (genocide). Kommissionens undersøgelser findes i "International Commission of Inquiry into the 1932-1933 Famine in Ukraine. Final report", [Jacob W.F. Sundberg, President], 1990. I samme periode blev emnet belyst på grundlag af åbnede arkiver i hhv. det tyske og det britiske udenrigsministerium. Foruden de nævnte værker findes der mange andre beretninger om Den store Sult, overvejende leveret af repræsentanter for den ukrainske diaspora i Vesteuropa og Nordamerika eller flygtede sovjetukrainere. Det seneste opsamlingsværk udkom i 1998: “The socio-political background of the famine genocide in Ukraine 1932-33" i USA. Bogens forfatter, I. Samiylenko, en amerikaner af ukrainsk afstamning, som var medlem af Kongressens undersøgelsesudvalg i 1980erne.

På trods af benægtelsen fra Sovjetunionens side kom beretninger om folkemordet langsomt ud, og i løbet af Den kolde Krig i 50erne og 60erne dukkede de første monografier baseret på øjenvidneskildringer og rapporter fra de vestlige ambassader i Moskva om sultedøden i 1932-33 op i Nordamerika. I Sovjetunionen blev det frem til slutningen af 1980erne nægtet, at der overhovedet havde været politisk betingede problemer med høsten i 1932-33. Men da Gorbatjovs “glasnost" endelig havde slået igennem omkring 1988-89, begyndte der at komme mange beretninger om Den store Sult. De havde en stor videnskabelig værdi, fordi deres kilder var hemmelige arkiver eller vidner, der havde set eller overlevet 1932-33. 

Især i de første år efter uafhængigheden i 1991 udkom der hundreder af arkivdokumenter og øjnevidneberetninger i Ukraine, der godtgjorde, at Den store Sult ikke var en myte, der skulle danne rammen om en ung statsdannelse, men et stedfundet folkemord, der ikke alene kunne sidestilles med, men overgik andre folkemord i det 20. århundrede. Den første officielle ukrainske bog om Den store Sult “1933-Sult" udkom i 1991 i et oplag på 30.000 eksemplarer. Bogen baseredes bl.a. på interviews med 1000 overlevede vidner til Den store Sult fra hele Ukraine. Afsløringerne af folkemordet førte bl.a. til en spillefilm “Sult-33", som blev vist første gang i ukrainsk fjernsyn en uge før den historiske folkeafstemning den 1. december 1991, der resulterede i Ukraines uafhængighed og Sovjetunionens opløsning den 25. december 1991.

I dagens Ukraine er der ikke konsensus om, hvorvidt man overhovedet skal mindes ofrene for folkemordet 1932-33. Det ses bl.a. i det officielle værk “All about Ukraine" fra 1997, hvor alle kontroversielle afsnit er koordineret med Den øverste Rada (parlamentet). I afsnittet om Holodomor står der, at hungersnøden indenfor Sovjetukraine kostede op til 3,5 millioner ukrainere livet. 

Denne uenighed afspejler det grundliggende social-etniske skisma i landet. I den russisktalende østlige og mest industrialiserede del af Ukraine hævder man, at Den store Hungersnød ikke var et bevidst folkemord, og at deres politiske modstandere overdriver antallet af døde. Den manglende konsensus om landets fortid og fremtid gør den i forvejen vanskelige omstillingsproces fra planøkonomi til markedsøkonomi endnu vanskeligere.  

Efter samlet pres fra den provestlige opposition, EU og USA lykkedes det i efteråret 2004 at få udskiftet præsident Leonid Kutjma med Viktor Jusjtjenko. I Vesten havde man igennem flere år frygtet, at korruptionen og nepotismen ville føre landet tættere på Rusland. Grunden til, at man ikke havde tillid til Kutjma i Vesten var til syvende og sidst, at man så ham som en gammel sovjetisk "apparatjik" for hvem Ukraines selvstændighed og tilnærmelsen til Vesten først og fremmest var smukke fraser, som havde sikret ham og hans nærmeste omgivelser en milliardformue, politisk immunitet og uindskrænket magt. Derfor har Vesten mere tiltro til den nationalliberale politiker og tidligere nationalbankdirektør Viktor Jusjtjenko. Præsident Jusjtjenko menes at være ukorrupt, har en amerikansk kone og virker sympatisk og troværdig. Selvom Jusjtjenko halvanden år efter sin magtovertagelse er politisk presset, betragtes han af et flertal af befolkningen som en legitim ukrainsk præsident. Han prøver at forene de traditionelle ukrainske kristne værdier og en tilnærmelse til Vestens og USA's liberale værdier med et medlemskab af NATO som det langsigtede mål.   

Ukraines parlament har anmodet FN om at få begivenhederne i 1932-33 anerkendt som folkemord (genocide). Flere landes parlamenter har i løbet af 2003 tiltrådt det ukrainske parlaments anmodning om en fordømmende udtalelse om hungersnøden i 1932-33.

Der skulle gå 15 år fra Ukraines løsrivelse fra Sovjetunionen i december 1991 til den 28. november 2006, hvor 233 ukrainske parlamentsmedlemmer (der skal 226 til et flertal) stemte for et lovforslag om Hungersnøden, som  var blevet fremsat af Ukraines præsident Viktor Jusjtjenko. De folkevalgte havde inden afstemningen ændret ordlyden af lovforslaget, idet omtalen af Hungersnøden som "et folkemord på den ukrainske nation" blev ændret til ""et folkemord på det ukrainske folk".

I det vedtagne lovforslag er det også nævnt, at en offentlig benægtelse af Hungersnøden i Ukraine i 1932-33 "er retsstridig, en forhånelse af mindet om millioner af ofre for Hungersnøden og en ærekrænkelse af det ukrainske folk".

Som bekendt havde præsidenten i sit lovforslag ønsket et forbud mod offentlig benægtelse af Hungersnøden.

På sin side havde Regionernes parti fremsat et lovforslag, som skulle betragte folkemordet som "forbryderiske handlinger udført af det totalitære og undertrykkende Stalin-styre rettet mod masseudryddelsen det ukrainske og andre folk i USSR som følge af den kunstigt fremsatte Hungersnød i 1932-33".

Regionernes parti insisterede også på at fjerne ordet "forbud" fra den del af lovforslaget, som omhandlede den offentlige benægtelse af Hungersnøden.

Inden afstemningen satte parlamentsformand Oleksandr Moroz de to lovforslag - fra præsidenten og fra Regionernes parti - til afstemning særskilt.

En repræsentant for præsidentens sekretariat sagde efter afstemningen, at  præsident Viktor Jusjtjenko anser vedtagelsen af en lov om Hungersnøden for at være et historisk skridt, som konsoliderer det ukrainske folk. "Præsidenten anser dagens beslutning i parlamentet for at være et historisk skridt, hvorved det ukrainske parlament tilbagebetaler det, som det skylder mindet om de generationer, der ikke overlevede denne Hungersnød".

Læs den britiske journalist Gareth Jones' øjnevidneskildringer fra den ukrainske hungersnød her:

Bibliography on the Ukrainian Famine

Ammende, Ewald, "Human life in Russia, (Cleveland: J.T. Zubal, 1984),Reprint, Originally published: London, England: Allen & Unwin, 1936.

"The Black Deeds of the Kremlin: a white book", S.O. Pidhainy, Editor-In-Chief, (Toronto: Ukrainian Association of Victims of Russian-Communist Terror, 1953), (Vol. 1 Book of testimonies. Vol. 2. The Great Famine in Ukraine in 1932-1933).

Conquest, Robert, "The Harvest of Sorrow: Soviet Collectivization and the Terror -- Famine", (Edmonton: The University of Alberta Press in Association with the Canadian Institute of Ukrainian Studies, 1986).

Davies, R.W., "The Socialist offensive: the collectivization of Soviet agrilculture, 1929-1930", (London: Macmillan, 1980).

"Der ukrainische Hunger-Holocaust: Stalins verschwiegener Volkermond 1932/33 an 7 Millionen ukrainischen Bauern im Spiegel geheimgehaltener Akten des deutschen Auswartigen Amtes", (Sonnebuhl: H. Wild, 1988), By Dmytro Zlepko. [eine Dokumentation, herausgegeben und eingeleitet von Dmytro Zlepko].

Dolot, Miron, "Execution by Hunger: The Hidden Holocaust, a survivor's account of the Famine of 1932-1933 in Ukraine", (New York City: W.W. Norton & Company Inc., 1985).

Dolot, Miron, "Who killed them and why?: in remembrance of those killed in the Famine of 1932-1933 in Ukraine", (Cambridge, Mass: Harvard University, Ukrainian Studies Fund, 1984).

Dushnyk, Walter, "50 years ago: the famine holocaust in Ukraine", (New York: Toronto: World Congress of Free Ukrainians, 1983).

"Famine in the Soviet Ukraine 1932-1933: a memorial exhibition", Widener Library, Harvard University, prepared by Oksana Procyk, Leonid Heretz, James E. Mace. -- (Cambridge, Mass: Harvard College Library, distributed by Harvard University Press, 1986).

"Famine in Ukraine 1932-33", edited by Roman Serbyn and Bohdan Krawchenko, -- (Edmonton: Canadian Institute of Ukrainian Studies, 1986). [Selected papers from a conference held at the Universite du Quebec a Montreal in 1983).

"The Great Famine in Ukraine: the unknown holocaust: in solemn observance of the Ukrainian famine of 1932-1933", (Compiled and edited by the editors of the Ukrainian Weekly [Roma Hadzewycz, George B. Zarycky, Martha Kolomayets] Jersey City, N.J.: Ukrainian National Association, 1983).

Gregorovich, Andrew, "Black Famine in Ukraine 1932-33: A Struggle for Existence", FORUM: A Ukrainian Review, No. 24, (Scranton: Ukrainian Workingmen's Association, 1974).

Halii, Mykola, "Organized famine in Ukraine, 1932-1933", (Chicago: Ukrainian Research and Information Institute, 1963).

"Holod na Ukraini, 1932-1933: vybrani statti", uporiadkuvala Nadiia Karatnyts'ka, (New York: Suchasnist', 1985).

Hlushanytsia, Pavlo, "Tretia svitova viina Pavla Hlushanytsi == The third world war of Pavlo Hlushanytsia, translated by Vera Moroz, (Toronto: Anabasis Magazine, 1986). [Bilingual edition in Ukrainian and English].

"Holod 1932-33 rokiv na Ukraini: ochyma istorykiv, movoij dokumentiv", (Kyiv: Vydavnytstvo politychnoyi literatury Ukrainy, 1990).

Hryshko, Vasyl, "Ukrains'kyi 'Holokast', 1933", (New York: DOBRUS; Toronto: SUZHERO, 1978).

Hryshko, Vasyl, "The Ukrainian Holocaust of 1933", Edited and translated by Marco Carynnyk, (Toronto: Bahrianyi Foundation, SUZHERO, DOBRUS, 1983).

"International Commission of Inquiry into the 1932-33 Famine in Ukraine, Proceedings [transcript]", May 23-27, 1988, Brussels, Belgium, [Jakob W.F. Sundberg, President; Legal Counsel, World Congress of Free Ukrainians: John Sopinka, Alexandra Chyczij; Legal Council for the Commission, Ian A. Hunter, 1988.

"International Commission of Inquiry into the 1932-33 Famine in Ukraine. Proceedings [transcript]", October 21 - November 5, 1988, New York City, [Jakob W.F. Sundberg, President; Counsel for the Petitioner, William Liber; General Counsel, Ian A. Hunter], 1988.

"International Commission of Inquiry into the 1932-1933 Famine in Ukraine. Final report", [Jacob W.F. Sundberg, President], 1990. [Proceedings of the International Commission of Inquiry and its Final report are in typescript, contained in 6 vols. Copies available from the World Congress of Free Ukrainians, Toronto].

Kalynyk, Oleksa, "Communism, the enemy of mankind: documents about the methods and practise of Russian Bolshevik occupation in Ukraine", (London, England: The Ukrainian Youth Association in Great Britain, 1955).

Klady, Leonard, "Famine Film "Harvest of Despair"", FORUM: A Ukrainian Review, No. 61, Spring 1985, (Scranton: Ukrainian Fraternal Association, 1985).

"Kolektyvizatsia i Holod na Ukraini 1929-1933: Zbirnyk documentiv i materialiv", Z.M. Mychailycenko, E.P. Shatalina, eds., (Kyiv: Naukova Dumka, 1992).

Kostiuk, Hryhory, "Stalinist rule in Ukraine: a study of the decade of mass terror, 1929-1939", (Munich: Institut zur Erforschung der UdSSSR, 1960).

Kovalenko, L.B. & Maniak, B.A., eds., "Holod 33: Narodna knyha-memorial", (Kyiv: Radians'kyj pys'mennyk, 1991).

Krawchenko, Bohdan, "Social change and national consciouness in twentieth-century Ukraine", (Basingstoke: Macmillan in association with St. Anthony's College, Oxford, 1985).

"Lettere da Kharkov: la carestia in Ucraina e nel Caucaso del Nord nei rapporti dei diplomatici italiani, 1932-33", a cura di Andrea Graziosi, (Torino: Einaudi, 1991).

Mace, James E., "Communism and the dilemma of national liberation: national communism in Soviet Ukraine, 1918-1933", (Cambridge, Mass.: Distributed by Harvard University Press for the Ukrainian Research Institute andthe Ukrainian Academy of Arts and Sciences in the U.S., 1983).

Makohon, P., "Svidok: Spohady pro 33-ho", (Toronto: Anabasis Magazine, 1983).

Martchenko, Borys, "La famine-genocide en Ukraine: 1932-1933", (Paris: Publications de l'Est europeen, 1983).

Marunchak, Mykhailo H., "Natsiia v botot'bi za svoie isnuvannia: 1932 i 1933 v Ukraini i diiaspori, (Winnipeg: Nakl. Ukrains'koi vil'noi akademii nauk v Kanadi, 1985).

"Memorial", compiled by Lubomyr Y. Luciuk and Alexandra Chyczij; translated into English by Marco Carynnyk, (Toronto: Published by Kashtan Press for Canadian Friends of "Memorial", 1989). [Bilingual edition in Ukrainian and English. this is a selection of resolutions, aims and objectives, and other documents, pertaining to the activities of the "memorial" Society in Ukraine].

Mishchenko, Oleksandr, "Bezkrovna viina: knyha svidchen'", (Kyiv: Molod', 1991).

Oleksiw, Stephen, "The agony of a nation: the great man-made famine in Ukraine, 1932-1933", (London: The National Committee to Commemorate the 50th Anniversary of the Artificial Famine in Ukraine, 1932-1933, 1983).

"Pavel P. Postyshev, envoy of Moscow in Ukraine 1933-1934", [selected newspaper articles, documents, and sections in books], (Toronto: World Congress of Free Ukrainians, Secretariat, [1988]), (The 1932-33 Famine in Ukraine research documentation.

Pidnayny, Alexandra, "A bibliography of the great famine in Ukraine, 1932-1933", (Toronto: New Review Books, 1975).

Pravoberezhnyi, Fedir, "8,000,000: 1933-i rik na Ukraini", (Winnipeg: Kultura i osvita, 1951).

Senyshyn, Halyna, "Bibliohrafia holody v Ukraini 1932-1933", (Ottawa: Montreal: UMMAN, 1983).

Solovei, Dmytro, "The Golgotha of Ukraine: eye-witness accounts of the famine in Ukraine", compiled by Dmytro Soloviy, (New York: Ukrainian Congress Committee of America, 1953).

Stradnyk, Petro, "Pravda pro soviets'ku vladu v Ukraini", (New York: N. Chyhyryns'kyi, 1972).

Taylor, S.J., "Stalin's apologist: Walter Duranty, the New York Time's man in Moscow", (New York: Oxford University Press, 1990).

"The Foreign Office and the famine: British documents on Ukraine and the great famine of 1932-1933", edited by Marco Carynnyk, Lubomyr Y. Luciuk and Bohdan Kor.

"The man-made famine in Ukraine", -- (Washington D.C.: American Enterprise Institute for Public Policy Research, 1984). [Seminar. Participants: Robert Conquest, Dana Dalrymple, James Mace, Michael Nowak].

United States, "Commission on the Ukraine Famine. Investigation of the Ukrainian Famine, 1932-1933: report to Congress / Commission on the Ukraine Famine", [Daniel E. Mica, Chairman; James E. Mace, Staff Director]. -- (Washington D.C.: U.S. G.P.O.: For sale by the Supt. of Docs, U.S. G.P.O., 1988), (Dhipping list: 88-521-P).

United States, "Commision on the Ukrainian Famine. Oral history project of the Commission on the Ukraine Famine", James E. Mace and Leonid Heretz, eds. (Washington, D.C.: Supt. of Docs, U.S. G.P.O., 1990).

"Velykyi holod v Ukraini, 1932-33: zbirnyk svidchen', spohadiv, dopovidiv ta stattiv, vyholoshenykh ta drukovanykh v 1983 rotsi na vidznachennia 50-littia holodu v Ukraini -- The Great Famine in Ukraine 1932-1933: a collection of memoirs, speeches amd essays prepared in 1983 in commemoration of the 50th anniversary of the Famine in Ukraine during 1932-33", [Publication Committee members: V. Rudenko, T. Khokhitva, P. Makohon, F. Podopryhora], (Toronto: Ukrains'ke Pravoslavne Bratstvo Sv. Volodymyra, 1988), [Billingual edition in Ukrainian and English].

Verbyts'kyi, M., "Naibil'shyi zlochyn Kremlia: zaplianovanyi shtuchnyi holod v Ukraini 1932-1933 rokiv", (London, England: DOBRUS, 1952).

Voropai, Oleksa, "V deviatim kruzi", (London, England: Sum, 1953).

Voropai, Oleksa, " The Ninth Circle: In Commemoration of the Victims of the Famine of 1933", Olexa Woropay; edited with an introduction by James E. Mace, (Cambridge, Mass.: Harvard University, Ukrainian Studies Fund, 1983).

Copyright (c) Dansk-Ukrainsk Selskab

Designed by Anton Matveev