Tilbage

 

Danmark og Kiev-Rus i

vikingetiden.

Foredrag i Dansk-Ukrainsk

Selskab, 17.02.2011 ved

cand. mag. Ivan Nester.

Når vi taler om forholdet mellem danerne og Kiev-Rus i vikingetiden, har vi grundlæggende to slags kilder at støtte os til: de skriftlige beretninger og de arkæologiske udgravninger. Til dette oplæg har jeg studeret Saxos Danmarkskrønike[1] samt munken Nestors oldrussiske krønike ”Tale of the bygone years” eller ”Povest vremennykh let”.[2] Desuden har jeg fundet videnskabelig litteratur baseret på de arkæologiske udgravninger og byzantiske samt vesteuropæiske krøniker.

En vigtig præmis er her, at Saxo og Nestor som kilder er uafhængige af hinanden, dvs., at det er utænkeligt, at Saxo kunne have indhentet oplysninger fra Nestors krønike. Alligevel kan vi hos Saxo læse om ”ruthenerne” og sågar ”ruthenske vikinger”. Ruthenerne er datidens betegnelse for russerne. De eneste russere, der fandtes i vikingetiden var Rus eller ros-folket – en krigerelite af nordisk oprindelse, som beherskede transportvejen fra ”varægerne[3] til grækerne”. Denne alternative sejlrute var blevet aktuel efter arabernes erobring af Den iberiske halvø i 711, og gik fra Østersøen til Ladoga-søen, videre til til Ilmen-søen, videre ad Lovat-floden ned til Den vestlige Dvina og via en biflod ned til ”vikingetidens hovedrasteplads” Gnezdovo i nærheden af det nuværende Smolensk.

Vejen fra varægerne til grækerne førte fra Østersøen via Ladoga-søen og Ilmen-søen til Dnipro-floden og videre ud i Sortehavet.

1/3 af samtlige nordiske amuletter, (Thors hammere og lign.) fundet ved arkæologiske udgravninger i Østeuropa, er fundet omkring Gnezdovo. Ved Gnezdovo trak man skibene over til Katyn-floden – en biflod til Dnipro-floden - videre ud i Dnipro-floden, videre sydpå sejlede man bl.a. forbi Kiev (Kænungard), og videre ud i Sortehavet, indtil man nåede Konstantinopel/Byzans. Dette var datidens motorvej fra Skandinavien til Byzans og en aktiv handelsrute, indtil den blev afbrudt af pechenegerne[4] i 1068.

Kort over Kiev-Rus omkring 862.

Uafhængig af den oldrussiske krønike vidner byzantinske kilder om de samme forhold. I den lærebog i styrelse af det byzantiske rige, som den højtdannede kejser Konstantin 7. Porphyrogenitos skrev til sin søn, indgik en skildring af folket rhos i Kiev, af dets organiserede tributopkrævning blandt de omkringboende slaviske stammer og dets farter om foråret ad Dnjepr[5] til Sortehavet og derfra videre til Konstantinopel for at afsætte de indkomne varer. Undervejs måtte de forcere Dnjeprs 7 farlige strømhvirvler, af hvilke de 5 nævnes med både slaviske og russiske navne samt i græsk oversættelse. Det var Vilhelm Thomsens fortjeneste at han gennemførte identifikationen af disse russiske navne med nordiske, og dernæst at han indså denne iagttagelses betydning: gengivet af en mand der ikke selv beherskede det russiske sprog og i øvrigt var ganske ligeglad med rus-folkets oprindelse, var Dnjepr-fossernes nordiske navne et uafhængigt vidnesbyrd om at russisk på Konstantins tid, dvs. i midten af 10. årh. var et nordisk sprog.[6] Det kyrilliske alfabet bliver opfundet i det 10. århundrede af to brødre fra Thessaloniki kaldet slavernesapostle, den hellige Kyrillos og den hellige Methodios, der i deres mission blandt slaverne havde brug for et slavisk skriftsprog, så de kunne oversætte Bibelen.

Som det fremgår af denne artikel, leverer Saxos Danmarkskrønike uafhængigt af den oldrussiske krønike flere eksempler på samkvem mellem danerne og ruthernerne/russerne.

I det 8. århundrede bliver der skabt to hovedgrene af den danske kongefamilie med udspring i de to halvbrødre Harald (Hildetand) og Regnar[7] (i sagaen kaldet Randver), født omkring 710-720. Disse grene fortsatte on-and off på den danske trone i de næste 200 år. Harald Hildetand har formentlig æren af at have konsolideret det danske rige mm. til et enkelt kongedømme og regerer i mange år. I Saxos Danmarkskrønike læser vi i bog VII s. 296: ”Derpå bemægtigede han (Harald Hildetand) sig Lejre[8] og samlede atter det splittede Danerrige i det gamle omfang.

Ifølge Saxo (bog VII s. 294-295) var Harald Hildetand (død ca. 772) søn af Halfdan, som vi vender tilbage til. Ifølge vikingetidshistorikeren Peter Lawætz bliver Harald Hildetand stamfader til skjoldungerne, der er en kongeslægt, hvor bl.a. navnet Rørik forekommer. Dette vender vi også tilbage til.

Saxo omtaler ved flere lejligheder ruthenere som folk fra Rusland. I bog VII s. 290 læser vi: ”I de dage hjemsøgte en ruthensk viking ved navn Rød skammeligt vort fædreland med plyndring og grumhed.” Heraf kan vi udlede, at der allerede i det 8. århundrede fandtes vikinger i Rusland, der formentlig af og til konkurrerede med skandinaverne om kontrollen med sejlruterne. Saxo skelner i øvrigt mellem ruthenere og slavere. Han omtaler danske vikingetog mod slaverne, semberne og kurlænderne. Kurland er den gamle betegnelse for det nuværende Letland. Man kunne nemt sejle dertil via Østersøen og videre ad floden Den vestlige Dvina.

I Saxo bog VII s. 291 læser vi, at da Halfdan, altså faren til Harald Hildetand, ”…erfarede, at der rasede en krig mellem svenskerkongen Alver og ruthenerne, drog han på stående fod til Rusland, tilbød landsens folk dér sin bistand og blev af alle modtaget med den største ære.”[9] Vi har altså her et eksempel på, at en dansk konge drager til Rusland for at slås mod svenskerkongen (”der ikke var langt borte”). Halfdan bliver vel modtaget af de lokale, ligesom Rurik blev det ifølge Nestor-krøniken. Der var altså præcedens for et fredeligt samkvem mellem danske vikinger og den lokale befolkning eller stammer i Rusland. Videre beretter Saxo, at Halfdan dræber Alvers stridsmand Hildiger og bliver indtil videre i Rusland (formentlig for at passe sine handelsforretninger). Saxo s. 293-94: ”Blandt danskerne udbredte sig et rygte om, at Halfdan var faldet for Hildigers hånd”. Halfdan får dette rygte at vide i Rusland af købmænd og sejler straks tilbage til Danmark. Heraf kan vi udlede, at de danske vikinger havde handelssamkvem med Rusland allerede i starten af det 8. århundrede, muligvis i skarp konkurrence med svenskerne. Tidspunktet passer med, at denne alternative sejlrute bliver aktuel efter arabernes erobring af Middelhavet, der som nævnt sker omkring 711.

I øvrigt peger de arkæologiske fund i den svenske by Birka på, at byen opstod, blomstrede og forfaldt i takt med nordbohandelen langs Volga, altså den østligste af de to russiske sejlruter. Der er fundet langt flere arabiske mønter fra før år 900 på Gotland og i Birka end i Skåne og Danmark. Dette tyder på, at de svenske vikinger i deres samkvem med Østerledet primært benyttede sig af Volga-sejlruten og i mindre grad af Dnipro-sejlruten. Handelen med Det arabiske rige foregik nemlig i Middelalderen via Det kaspiske Hav og Volga-floden.

Tilbage til Saxo. Harald Hildetand, som efterfølger Halfdan, dør omkring 772. Hans epoke afsluttes med Bråvallaslaget, hvor en samlet dansk hær bestående af sjællændere, skåninger, jyder, frisere og saksere bliver tilbagevist af en svensk hær under anførelse af kong Ring. Svenskerne gør sig fri af det danske overherredømme og i den efterfølgende tid kæmper de sjællandske konger ifølge Saxo for atter at samle det danske rige.

Den mest succesrige af dem hedder Ragnar (eller Regnar) Lodbrog (ca. 795- ca. 870), som har base i Lejre på Sjælland. Regnar Lodbrog, som er søn af Halfdan og barnebarn af Harald Hildetands halvbror Regner, er en central skikkelse i den danske kongeslægt. Saxo skriver, at under Lodbrog udkæmpedes der en borgerkrig om kontrollen med Skåne og Jylland. Efter at have besejret jyderne og angrebet sakserne og tvunget dem til at betale skat, underlægger han sig Sverige.

Saxo beretter nu i bog IX s. 364: ”Derefter rustede Ragnar sig til et tog mod Hellespontierne[10] (grækerne), stævnede danskerne til tinge…”. ”Ragnar drog af sted ledsaget af sine sønner med undtagelse af Ubbe og angreb og underlagde sig Hellespontierne og deres kong Dian…” ”Dians sønner, Dian og Daxon, der var gifte med Ruthenerkongens døtre, fik deres svigerfader til at hjælpe dem med krigsfolk og tog sig med den største iver for at hævne deres fader.” I det efterfølgende slag besejrer Ragnar og hans sønner hellespontierne og ruthenerne og driver dem på flugt. Skytherne skal også være blevet tilintetgjorte i det nederlag. Ragnars søn Hvidsærk fik Skythernes land, dvs. den nordlige Sortehavskyst. Ruthenerkongen havde været med i slaget, men måtte flygte fra nederlaget. Ragnar havde altså indsat en af sine sønner som statholder i et område, der omtrent svarer til det nuværende sydlige Ukraine, det område, som skytherne kontrollerede.

Saxo beretter videre i bog IX s. 367-68: ”Imidlertid fik Daxon, som længe forgæves havde søgt at overvinde Hvidsærk, der stod for styret i Skythien, til sidst denne lokket i en fælde…” ”Da Ragnar erfarede [at hans søn Hvidsærk var faldet]… overdrog han til Ivar at tage vare på riget… og sejlede med sin flåde til Rusland, fangede Daxon og sendte ham betynget til Udgård (dvs. i landflygtighed)…” ”Denne mildhed bragte ruthenerne til at skamme sig ved yderligere at rase mod en konge, som ikke engang ved bitter uret kunde drive til at ombringe sine fanger.” Ragnar giver Daxon hans land tilbage mod skattebetaling hvert år. Den danske konge indgår altså her, og vi taler formentlig om 1. halvdel af 800-tallet, en aftale om, at ruthenerne skal betale skat til danerne en gang om året. Det passer meget godt på Nestor-krønikens beskrivelse af konflikten mellem de lokale stammer og de nordiske tributopkrævere. Ifølge Nestors beretning for år 862, havde stammerne Chud, Slovener, Meri, Vesi og Krivichi (østslaviske stammer) drevet varægerne (vikingerne) hinsides havet, nægtet at betale skat til dem og var begyndt at regere selv. Kort tid efter begyndte stammerne at slås indbyrdes og besluttede at invitere Rurik til at genetablere en orden i landet. Som nævnt er Rurik eller Rørik et gennemgående dansk fyrstenavn i vikingetiden, hvilket taler for, at Rurik kom fra det danske område. Det vender vi tilbage til.

Ifølge Saxos beskrivelse skulle Ragnar Lodbrog gennem Rusland for at komme til Hvidsærks Skythien. Dette bestyrker min teori om, at Ragnar sejlede ned af Dnipro-floden til Sortehavet. Noget tyder desuden på, at begreberne Rusland og Skythien flyder sammen i Saxos beretning, hvilket heller ikke kan undre, da begge områder lå ud til Dnipro-floden med direkte adgang til Sortehavet og videre til Hellespont. På vej hjem fra Rusland, tog Ragnar en afstikker til Sverige og indsatte sin søn Erik Vejrhat som statholder dér.[11]

I Saxos II bog (s. 35ff) skriver han om Frode Frejegod, som havde været i Kurland og derefter angreb russernes konge Trane, som var kommet mod ham med en stor flåde. Efter at have besejret russerne, drog Frode hjem til Danmark efter at have pålagt russerne skat. Frode førte krig i Østerleden, som var vikingernes betegnelse for de lande, som lå øst for Skandinavien. Her har vi endnu et eksempel på dansk tributherredømme i Rusland, hvilket passer ind i Nestors beretning om de slaviske stammers betaling af skat til varægerne.

Ifølge vikingetidshistorikeren Peter Lawætz er der en betydelig styrke i påstanden om, at den danske kongeslægt med udspring i de formodede halvbrødre Harald (Hildetand) og Randver/Regnar født o.710-20 kan rekonstrueres til en genealogi, som omfatter markante vikingekonger som regenter

med tilknytning til Danmark (Lejre, Hedeby, Jelling), England (York), Irland (Dublin, Limerick, Waterford, Hebriderne og Man), Normandiet samt Rusland (Novgorod, Kiev).

Så vidt de danske kilder, men hvad siger andre kilder om forholdet mellem Danmark og det russiske område?

Ifølge vesteuropæiske kilder, først og fremmest Annales Bertiniani, er Harald Klak ældste barnebarn af Harald Hildetand og søn af Halfdan. Han har en nevø Rørik, der debuterer i årbøgerne 850, idet han tager kommandoen over den danske ledingsflåde og med denne hærger i Friesland til fordel for kong Lothar (mod Ludvig den Tyske). Rørik er formentlig identisk med den Rurik, der ifølge Nestor-krøniken kaldes til rus-konge i Novgorod o.863 og dermed ser ud til at være stamfader til en lang række regenter i Kiev-Rus.

Rørik opnår ifølge Annales Bertiniani i 855 kontrol med (senere lensmand for) Dorestad og størstedelen af Friesland samt formentlig også Ditmarsken i 857, tab af det hele senest i 867. Forklaringen på, at Rørik må forlade det frisiske område, er, at han begynder at angribe Kejserens besiddelser syd for Ejderen. Rørik forsvinder fra de vestlige kilder omkring 860. Og på netop dette tidspunkt dukker Rurik ifølge Nestorkrøniken op i Ladoga-området ved indfaldsvejen til ”vejen fra varægerne til grækerne”.

Det vigtigste er at konstatere, at Rørik må være født o.825 for at være aktiv i den beskrevne periode. Rurik tager år 862 e.Kr. kontrol med Garðaríki eller Rusland for et kort tidsrum til ca. år 870-2 e.Kr. (se Nestorkrøniken (for året 862)).

De slaviske stammer omkring Ladoga indkalder som nævnt danske Rurik til at blive regent og skabe orden og fred. Rurik tager senere en tur til Norden og kommer tilbage med en hustru Ingerid fra ”Urman” (af mange fortolket som Norge) og en svoger eller slægtning Oleg (Helge). 877 fødes sønnen Igor (Ivar eller Ingvar). Rurik dør 879, og Oleg indtræder i funktionen som formynder for Igor indtil sin død i 912.

De sager, Rørik beskæftiger sig med i Vesten efter o. 863, er bortset fra det frisiske oprør i 867 uden åbenbar praktisk betydning og drejer sig måske alene om at bevare egen ejendom. I betragtning af Røriks tidligere krigeriske og politiske meriter er det forbløffende, at han efter 873 forsvinder ud af de frankiske årbøger uden en nekrolog. Forklaringen kan meget vel være, at han ikke var der, og at man derfor ikke vidste, hvornår han døde.

Ruriks efterkommere Oleg og Igor[12] flytter deres hovedsæde fra Novgorod til Kiev. Fyrst Igor anses af russiske historikere for at være det sikre startpunkt for den Rurik-fyrsteslægt, som omkring 882 sætter sig på tronen i Kiev, der bliver vikingestaten ”Kiev-Rus”, som opkræver skat af de lokale stammer og kontrollerer handelsvejen mellem Norden og Byzans. Ifølge ukrainske historikere opstod ordet ”Rus” netop som en betegnelse for en politisk sammenslutning af de stammer, som beboede det nuværende centralukrainske område omkring Dnipro-floden.[13]

Kiev-Rus eksisterer som en mere eller mindre samlet statsdannelse indtil 1240, da den bliver løbet ende af mongolerne. Rurik-fysteslægten fortsætter med at regere i fyrstendømmet Galicien, den primære arvtager til Kiev-Rus, samt i fyrstendømmet Moskva, hvor den uddør i 1612. I Ukraine videreførtes Rurik-slægten bl.a. i den kendte adelsfamilie Ostrogski, som havde en stor indflydelse især i Storfyrstendømmet Litauen og på et tidspunkt kandiderede til den polske kongetrone.

Konklusion:

Indtil antagelsen af kristen-dommen i 988 var Kiev-Rus en dansk-inspireret hedensk vikingestat, som var domineret af det dynastiske arvefølgeprincip, hvor den ældste i slægten til enhver tid stod til at arve tronen. Dette medførte utallige borgerkrige om kontrollen med residensstaden Kiev. Vikingerne blev brugt som lejesoldater af de skiftende fyrster, der kæmpede om magten. Således erobrede den senere fyrst Volodymyr den Hellige Kiev i 978 med en hær bestående af vikingelejesoldater.

De danske vikinger havde handelssamkvem med Rusland allerede i starten af det 8. århundrede, muligvis i skarp konkurrence med svenskerne. Tidspunktet passer med, at denne alternative sejlrute bliver aktuel efter arabernes erobring af Middelhavet, der som nævnt sker omkring 711.

Saxo omtaler adskillige steder Ruthenien, Rusland, ruthenere og russere. Da Saxo skrev sin Danmarkskrønike i slutningen af 1100-tallet fandtes der kun ét Rusland, nemlig Kiev-Rus med Kiev som hovedstad. Der findes på Saxos tid ganske enkelt ingen andre lande med det navn. Moskovien – det nuværende Rusland – tager først patent på sin nuværende betegnelse i slutningen af 1600-tallet. Derfor må man udlede, at når Saxo taler om danernes samkvem med ”ruthenerne” eller ”russerne”, så mener han vikingestaten Kiev Rus. Dette forklarer også det forhold, at Saxo også skriver om ”ruthenske vikinger”.

Ifølge sprogforskeren Vilhelm Thomsen var russisk så sent som i det 10. århundrede et nordisk sprog. Med antagelsen af kristendommen og udbredelsen af det slaviske alfabet fra det 10. århundrede bliver russisk slaviseret og det dets nordiske præg forsvinder. Men indtil da taler danskere, svenskere og Kiev-russerne formentlig i bund og grund det samme sprog, hvilket forklarer deres omfattende samkvem og samhandel på ”vejen fra varægerne til grækerne”.

Der er som nævnt fundet langt flere arabiske mønter fra før år 900 på Gotland og i Birka end i Skåne og Danmark. Dette tyder på, at de svenske vikinger i deres samkvem med Østen i 700-tallet og 800-tallet primært benyttede sig af Volga-sejlruten og i mindre grad af Dnipro-sejlruten. At svenskerne allerede i vikingetiden har en omfattende samhandel med araberne, kan måske være en del af forklaringen på, at svensk politisk kultur er anderledes end dansk. Men dette er en anden historie.

Det vil være en helt oplagt konklusion, at Rurik er identisk med Rørik. De hedder det samme; deres levetid passer sammen; og der er tidsmæssigt plads til lægge aktiviteterne sammen til et realistisk program for en enkelt person. Nestors årstal behøver næppe opfattes så strengt. For nogle er det desuden en anstødssten, at en udnævnt regent i Rusland tager tilbage til Vesteuropa for at passe et eller andet der, måske i flere omgange, men hvorfor ikke? Som det fremgår af Saxos Danmarkskrønike, var både Kong Halfdan, Harald Hildetands far, og Ragner Lodborg i Rusland i flere omgange for passe forretninger og opkræve tribut.

Kort over Kiev-Rus’ udbredelse i det 10. århundrede.

[1]Skrevet i slutningen af 1100-tallet

[2]Skrevet omkring 1070

[3]Varægerne er den betegnelse, grækerne brugte om vikingerne

[4]Nomadestammer i den sydøstlige del af det nuværende Ukraine, som Kiev-Rus lå i mere eller mindre permanent krig med.

[5]Dnjepr hedder Dnipro på ukrainsk.

[6] Inge Skovgaard-Petersen, ”Vikingerne i den nyere forskning”, Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 3

[7]Han er bedstefar til senere omtalte Ragnar Lodbrog

[8]”…efter at have fældet Hunding og Rørik…”. Rørik er gennemgående dansk fyrstenavn.

[9] Hvis Halfdans søn Harald (Hildetand) var født omkring år 700, må man antage, at Halfdan har været aktiv i starten og indtil midten af 700-tallet.

[10]Hellespont er datidens betegnelse for Dardanellerne, en halvø lige syd for Byzans, dengang beboet af grækere.

[11] Styrkeforholdene her ca. 50 år efter Bråvallaslaget ser ud til at være, at danskerne igen har overtaget i forhold til svenskerne og kan udpege statholdere i nærområdet, ligesom de kan opkræve tribut i andre lande, fx Rusland.

[12] Ifølge Peter Lawætz kan det meget vel tænkes, at Igor har sit navn fra Regnar Lodbrogs søn Ivar Benløs, der døde 873.

[13]Nemlig stammerne: poljanerne, drevljanerne, deregovych’erne, siverjanerne og senere også polochanerne og Smolensk-krivicherne.