Statsform: Republik. Ukraine erklærede sig selvstændig og suveræn stat den 24.8.1991, hvilket blev bekræftet af over 90% ved en folkeafstemning 1.12.1991. En uge senere blev Sovjetunionen opløst af Ruslands, Ukraines og Hvideruslands præsidenter - de lande som havde stiftet unionen i 1922. Netop pga. det klare folkeafstemningsresultat havde Ukraines præsident, Leonid Kravtjuk, som den eneste af de tre præsidenter et klart folkeligt mandat til at opløse Sovjetunionen, jf. Lukashenkos magtovertagelse i Hvideruslands og den russiske præsident Boris Jeltsins legitimitetsproblemer op gennem 90'erne og hans efterfølger Vladimir Putins forsøg på at reanimere en form for Neo-Sovjet. Disse bestræbelser led et afgørende tilbageslag under Den orange Revolution i 2004 og Maidan-revolutionen i 2014. De efterfølgende begivenheder på Krim og Østukraine repræsenterer Ruslands modoffensiv mod "vestliggørelsen" og afrussificeringen af Ukraine. Ukraines strategiske dybde og stærke væbnede styrker har tilsammen standset den russiske modoffensiv. Efter Minsk-II aftalen i 2015 er der opstået en mere eller mindre frossen konflikt i Østukraine.

 

Historie: Byen Kiev (Kyiv) blev grundlagt i 482 e. kr. og er således en af de ældste nuværende hovedstæder i Verden. Til sammenligning blev den første danske rigshovedstad Lejre grundlagt omkring 500 e. kr. Byen Kiev dannede fra 882 rammen om den første statsdannelse i det østslaviske område. Kiev-staten var ligesom Novgorod regeret af efterkommere af skandinaviske vikinger, Rørik/Rurik-dynastiet.

Rørik var en dansk fyrste, der stammede Hedeby og tilhørte Lejre-grenen (den med Harald Hildetand) af datidens to danske vikingefyrstehuse. Det er værd at bemærke, at nanvet Rørik (eller "Rurik" i Kiev-munkens Nestors version) var et gennemgående mandenavn i Lejre-grenen af datidens to danske fyrstehuse, men slet ikke forekom i andre fyrstehuse, heller ikke i de svenske og norske.

De første 100 år efter Rurik-dynastiets magtovertagelse i 882 var Kiev således styret af det fyrstehus, som blev grundlagt af den danske vikingehøvding Rørik. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Rørik-dynastiet således endda er lidt ældre end det danske Jellinge-dynasti (Gorm og Thyra). I 988 antog Kievs vikingefyrste Volodymyr den Hellige kristendommen (omtrent samtidig med Danmark og Skandinavien). Hans søn Jaroslav den Vise gjorde Kiev til en europæisk stormagt. Efter en opblomstringsperiode gik Kiev-staten til grunde i 1200-tallet pga. sin udsatte geografiske beliggenhed. Ukraine kom senere ind under først litauisk og siden polsk overherredømme, som blev brudt efter en blodig borgerkrig i 1648-54, hvor Polen havde allieret sig med osmannerne. Hetman (høvding) Bohdan Khmenlytskyj søgte beskyttelse hos Moskva-rigets zar, der tilhørte den ortodokse tro ligesom flertallet af Ukraines befolkning. Det udnyttede Moskva til at etablere et nyt overherredømme i Ukraine. Efter slaget ved Poltava i 1709, hvor hetman Ivan Mazepa begik det skæbnesvangre fejltrin at overvurdere svenskerkongen Karl XII militære styrke, beseglede Moskva-riget (Det russiske Imperium) sit overherredømme i Ukraine. Den ukrainske elite tilpassede sig mere eller mindre modstræbende dette. Til gengæld erobredes i løbet af 1700-tallet store landområder fra osmannerne.

 

I 1800-tallet opstod i Ukraine en national-romantisk bølge med digteren og politikeren Taras Shevchenko i spidsen, hvis betydning for ukrainsk national identitet - som noget ikke-russisk - var og er uden sidestykke. Man kan sige, at Shevchenko var en anti-tese til den russiske dominans i Ukraine og medførte et paradigmeskift i ukrainsk national bevidsthed. Han italesætter ganske enkelt "Ukraine" som nationsbegreb og grundlægger det moderne ukrainske litteratursprog ved at sætte bøndernes "lillerussiske" dialekt i en poetisk og national-romantisk ramme. Hans mytologi er en vigtig bestanddel af ukrainsk national identitet. Uafhængighedsperioden i 1918-21 blev fulgt af en ny ordning under Moskva, denne gang i form af en kommunistisk sovjetrepublik. I det vestlige Ukraine under Polen udvikles 1922-39 en mere militant ide om den ukrainske nations uafhængighed som et absolut mål - dvs. hvor den ukrainske nations uafhængighed er vigtigere end fx styreformen i den kommende uafhængige ukrainske stat. Op mod 15 millioner ukrainere mistede livet i 30'erne politisk motiverede katastrofer, samt under 2. verdenskrig. I 1945 annekteredes ukrainske landområder fra Polen, Ungarn og Rumænien, mens Rusland i 1954 afstod Krim til Ukraine. Landets uafhængighed etableredes og befæstedes afgørende efter Sovjetunionens sammenbrud 1991.

 

Sprog: ukrainsk og russisk. Den russisktalende del af befolkningen udgør ca. 45%; men flertallet er ukrainsktalende. Efter Krims annektering og Det østlige Donbas' de facto løsrivelse udgør de etniske ukrainere op mod 90% af befolkningen i landet, mens ca. 60% er ukrainsk-talende.

 

Religion: Ukrainsk-ortodokse og russisk-ortodokse (ca. 80% af alle troende), græsk-katolske, romersk-katolske, muslimer og jøder. Derudover findes over et halvt hundrede andre officielt anerkendte trossamfund.

 

Administrativ inddeling: 25 oblast’er (regioner), 2 byer med regional status (Kyiv og Sevastopol) og 1 autonom republik (Krim).

 

 

 

 

Om Ukraine

 

Indbyggertal: 45,6 millioner (1.1.12). 68.7% af befolkningen bor i byerne, mens 31.3% bor på landet. Til sammenligning levede i 1926 kun 18,5% af Ukraines befolkning i byerne. 3 millioner ukrainske statsborgere arbejder som sæsonarbejdere i Vesten og Rusland.

 

Ukraine er det land, som modtager flest overførsler. 7,58 mia. USD overførte ukrainerne til deres hjemland sidste år. Polen kommer på 2. pladsen med 7,46 mia. USD. På tredjepladsen følger Nigeria med 7,41 mia. USD overført. IFAD's rapport er baseret på Verdensbankens data.

 

I 2016 boede der her i landet 9000 personer født i Ukraine (tallet omfatter både ukrainske og danske statsborgere).

 

Ukrainske mænd mellem 30-59 år har med 94% (i 2014) den højeste beskæftigelsesfrekvens blandt samtlige indvandrergrupper i Danmark. Kilde: Danmarks statistik.

 

Ifølge det ukrainske tidsskrift "Weekly Mirror", som henviser til ACCA (International Association of Chartered Certified Accountants), udgjorde ​​"skyggeøkonomien" i Ukraine 1,1 billioner UAH (ca. 300 mia. DKK) i 2016. Landets officielle BNP udgjorde 2,38 billioner UAH (ca. 630 mia. DKK), mens det ukrainske statsbudget for 2016 var på 595 milliarder UAH (ca. 158 mia. DKK). Hvis tallene er rigtige, så udgjorde Ukraines "skyggeøkonomi" i 2016 45% af landets officielle BNP. (Til sammenligning var Danmarks officielle BNP i 2016 på godt 2 billioner DKK).

 

Artikler om Ukraines historie mm.

 

Ukrainsk nationalisme - opindelse, udvikling og betydning i dag

 

Moderne ukrainsk nationalisme

 

Ukraines historie

 

Ukraine v. Rusland - historisk og aktuelt

 

Den ukrainske revolution i det 17. århundrede

 

Ukraines nationaldigter Taras Shevhenko - liv og levned

 

Danmark og Kijev-Ruthenien i Vikingetiden

 

Sammenhængen mellem det danske Skjoldunge-kongehus og Kijev-staten i vikingetiden