Hungernød-katastrofen 1932/33 i aktuel og historisk-juridisk belysning
Et sagkyndigt panel gennemgik og kommen-terede på et symposium Stalins forfærdende nedslagtning af millioner af ukrainere – et begivenhedsforløb, som nu for første gang oprulles i detaljer for Ukraines befolkning.
Af Ivan Nester og Henrik Døcker
Hungersnød-katastrofen 1932- 33, i det følgende blot benævnt ved sit ukrainske ord Holodomor, blev grundigt belyst fra mange aspekter på det symposium, som Dansk–Ukrainsk Selskab i samarbejde med den ukrainske ambassade i Danmark gennemførte den 4. december 2007.
Stalin frygtede at ”miste” Ukraine
Er der stadig mange huller i vores viden om hvordan Sovjetunionen organiserede alt dette, så er det af utvivlsom stor interesse, at man har fundet frem til et telegram fra august 1932, som den daværende sovjetiske diktator Josef Stalin tilsendte sin stedfortræder og senere partichef i Ukraine, Lazar Kaganovitj. ”Hvis vi ikke får styr på situationen i Ukraine, taber vi måske Ukraine”, hed det.
Symposiet var sat i ramme af en udstilling, væsentligst af fotos og plakater, som ambassaden havde arrangeret i det tidligere kapel til Assistens Kirkegård, hvor også selve symposiet fandt sted. Åbningen med deltagelse af ambassadør Natalia Zarudna formede sig som en mindestund for de omkr. syv millioner ofre for hungersnøden med stemnings-fulde taler og Bach-musik, fremført af ganske unge violinister.
Den svenske folkeretsprofessor Jacob W.F. Sundberg redegjorde for sit formandskab i den internationale undersøgelses-kommission, der 1988-90 kulegravede hungersnøden. Det var et arbejde, som bød på adskillige klippeskær, ikke mindst fordi ingen af de seks medlemmer kunne russisk eller ukrainsk. Der var også en stribe uoverensstemmelser mellem medlemmerne. Den endelig rapport, der blev tilsendt FN og Europarådet i 1990, gik ikke ind på spørgsmålet om hvorvidt massedrabet i virkeligheden var et folkedrab.
Som Sundberg, der i dag er pensioneret fra sit professorat i Stockholm, forklarede, er mange sammenhænge først gradvist blevet gravet frem og fortolket meningsfuldt. Det gælder f.eks. Stalins såkaldte blokadedekret af januar 1933, hvorigennem ukrainere blev hindret i at forlade Den Ukrainske Sovjetrepublik. Tusinder af dødstruede mennesker forsøgte ganske enkelt at nå frem til områder uden for Ukraine, hvor de havde en chance for at overleve.
Først på en konference i Moskva i 1988 blev det kendt, men da var der ingen ukrainere til stede! Stalin hævdede imidlertid i 1933, at disse ukrainere, der var søgt til Rusland og Hviderusland, i virkeligheden var ’socialrevolutionære og polske agenter, der ville gejle bønderne op mod sovjetmagten’. Med mange henvisninger og citater konkluderede Sundberg selv – modsat flertallet i sin kommission - at der var tale om folkedrab, således som det senere blev begrebsafgrænset i den internationale folkedrabs-konvention af 1948. De øvrige medlemmer fandt det ikke bevist i egentlig forstand, at Sovjetunionens blodige undertrykkelse havde udslettelsen af den ukrainske nation til formål.
Rafael Lemkin og folkedrabskonventionen
Journalist Henrik Døcker, næstformand i Dansk-Ukrainsk selskab – hvis artikler om Holodomor vil være dette blads læsere bekendt – resumerede nogle af de tilfælde af organiserede massedrab, som det 20. århundrede har budt på. Han mindede om, at diktatorer som Mussolini, Stalin og Hitler ikke havde den fjerneste idé om internationale menneske-rettigheder, eftersom disse ikke var ’opfundet’, da fascismens, kommunismens og nazismens blodige undertrykkelse satte ind. Men det var i Folkeforbundet, FN’s forgænger som international fredsorganisation, at en ung polsk-jødisk jurist ved navn Rafael Lemkin færdedes, og igennem 1930’erne bl.a. var optaget af behovet for inter-nationalt at straffe de ansvarlige for forfærdende massedrab som f.eks. det på armenierne i Det Osmanniske Rige i 1915.
Som landflygtig i USA formulerede Lemkin teksten til FN’s folkedrabskonvention, der i december 1948 blev vedtaget af FN’s generalforsamling blot én dag før FN’s Menneske-rettighedserklæring.
En gennemgang af forarbejderne til konventionen viser, at Sovjetunionen hele tiden modsatte sig, at folkedrabs-definitionen skulle omfatte andet end etniske, nationale eller religiøse grupper. Hvis massedrab på sociale og politiske grupper også skulle med, havde man åbnet sluserne for mange politisk prægede opgør. (Man kan gisne om hvorvidt frygten for sandheden om Sovjets massedrab på de tusinder af polske officerer i Katyn bl.a. spøgte i baghovedet).
I folkedrabskonventionen er det udtrykkeligt pointeret, at der sigtes til denne alvorlige masseombringelse af bestemte folkegrupper såvel i tilfælde af krig som fred. Men retsopgøret mod det slagne Nazi-Tyskland omkr. 20 toppolitikere og generaler ved Nürnberg-processen gennemførtes på et års tid, har det siden hen vist sig betydelig vanskeligere at få afsluttet processer f.eks. mod personer, der er tiltalt for folkedrab i Eksjugoslavien. Som tidligere beskrevet i Ukraine Nyt peger meget på, at det var Stalins hensigt at kvæle spirer til en stærkere ukrainsk nationalfølelse netop gennem den kunstige hungersnød. Afskæringen af Ukraine fra udlandet, dvs. såvel fra en uafhængighed nyhedsformidling fra udenlandske iagttagere som fra hjælpeforsyninger fra udlandet, er stærke indicier for folkedrabspåstanden. Henrik Døcker tog dog afstand fra lovregler mod eller for folkedrab (illustreret ved den ukrainske folkedrabslov og lignende love i Tyskland, Østrig m.fl.lande) , idet han pointerede, at de stod i misforhold til det ytringsfriheds-begreb, som bl.a. Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstol i Strasbourg forfægter.
Det ukrainske traume fra Nazi-Tysklands besættelse
Symposiets ukrainske gæst, Mikhajlo Kirsenko, professor i europæiske studier og euro-atlantisk politik ved Det Diplomatiske Akademi i Kijev, oplyste, at Stalin fra begyndelsen af 1930erne betragtede truslen fra Vestmagterne som værende reel. Da Ukraine var et grænseområde, er det nærliggende at tro, at han var bange for, at landet ville lade sig indlemme i den polske diktator Jozef Pilsudskis Storpolen.
Kirsenkos folkedrabstese har en sikkerhedspolitisk undertone - at folkedrabet tjente det formål at styrke det prosovjetiske element i Ukraine gennem at rense landet for ukrainere og erstatte dem med mere loyale indvandrere fra Rusland og omdanne Ukraine til en stødpude i stedet for en potentiel femtekolonne. Stalin var bange for at miste Ukraine, fordi han vidste, at der langt ind i det ukrainske kommunistpartis rækker fandtes nationalt orienterede personer, som baserede deres nationale tanker på Lenins tese om nationernes selvbestemmelse og den klippefaste tro på, at det ukrainske proletariat - arbejderne og bønderne - til enhver tid ville vælge den socialistiske vej, og at dette af sig selv ville bevare Ukraine i en union med Rusland.
Stalin og Kaganovitj stolede imidlertid ikke på, at ukrainerne ville vælge den socialistiske vej og dermed unionens vej, fordi det store flertal af befolkningen - bønderne - havde vist sig modvillige til at lade sig kollektivisere fra 1929. Det ukrainske samfund var orienteret mod den national-kommunistiske kurs, og Stalin var bange for, at det nationale tog overhånd, hvilket meget i Ukraine tydede på, konkluderer Kirsenko.
Svenskeren Johan Dietsch, ph.d., forsker ved det historiske fakultet ved Lunds Universitet, er inspireret af historikeren Hans-Georg Gadamer, der forfægter, at historien er medium for identitetsdannelse, det vil sige, at det er igennem historien, at vi forstår os selv og andre. Næret af det produktive svenske historiske forskningsmiljø for holocaust- og historiedidaktik har Dietsch sat sig for at afdække skildringen af såvel Holodomor som Holocaust, og hvordan de har påvirket og stadig former den ukrainske historiediskurs. Den konklusion Dietsch drager, er lidet flatterende for Ukraine og vidner om en fortsat tilstedeværelse af et stort nationalt traume og et utilstrækkelig opgør med fortiden. Ganske ulig tyskernes Bewältigung der Vergangenheit.
I begyndelsen af 1980’erne kom der internationalt fokus på mange ukraineres kollaboration med den nazistiske besættelsesmagt og mulige andel i jødeudryddelsen i Ukraine gennem retssagen mod John Demjanjuk, den formodede bøddel fra Treblinka-udryddelseslejren (i Polen), ham, der var kendt som Ivan den Grusomme. Som Dietsch og andre før ham har fremhævet, var det på denne baggrund, at ukrainske emigrantkredse i Nordamerika i 1980’erne iværksatte et storstilet forsøg på at udbrede kendskabet til den ukrainske hungersnød og opnå international anerkendelse af udåden som et folkedrab rettet mod ukrainske folk.
Holocaust kun sporadisk nævnt i ukrainske historiebøger
Gennem udstillinger, produktionen af filmen The Harvest of Despair og afholdelsen af en historikerkonference i forbindelse med højtideligholdelsen af 50-året for hungersnøden i 1983 og - med nok størst folkelig gennemslagskraft - sponsoratet af det første større akademiske studie, bogen The Harvest of Sorrow af Robert Conquest (1984), søgte den ukrainske diaspora at skabe en kritisk masse af publiceret forskning til støtte for folkedrabstesen. Parallelisering af de to begivenheder skulle bevidst forlene hungersnøden med den etos, som knyttede sig til Holocaust; spørgsmålet om den ukrainske nazikollaboration og medansvar for dele af holocaust blev nedtonet og overskygget (og koldkrigsindtrykket af Sovjetunionen som ondskabens imperium yderligere bestyrket).
Dietsch har imidlertid udsat en stribe nyere ukrainske historielærebøger, der alle er officielt godkendt til brug for undervisningen i disciplinerne 'Ukraines historie' og 'verdenshistorie', for kritisk læsning. Her er pointerne, at Holocaust er så godt som fraværende i den nationale historieskrivning (på samme måde som den var fraværende i sovjetiske lærebøger) og alene optræder i de verdenshistoriske fremstillinger til skolebrug, og det endda kun i nævneværdig grad efter år 2000 og uden overhovedet at komme ind på vigtige begivenheder som retsopgøret, ikke mindst Nürnberg-processen.
Dietsch tilskriver fraværet af Holocaust i den nationale historie, at rollen som martyr allerede er optaget og finder støtte hertil i sin analyse af de ukrainske skolebøgers belysning af Holodomor. De ukrainske 10. klasses elever efterlades stort set med det indtryk, at Holocaust var noget der fandt sted uden for Ukraine, havde et industrielt præg og blev begået af nazister, påpeger den svenske historiker.
I dag har over 20 lande vedtaget at betragte Holodomor som folkedrab på den ukrainske nation.