|
De ukrainsk-russiske relationers historie af Ivan Nester, historiker, cand. mag.
Kiev var på det tidspunkt stadig residensbyen for Storfyrsten af Kiev-riget, som var Rurik-dynastiets overhoved. Kiev var også hjemstedet for den ortodokse kirkes metropolit og nogle af rigets største kirker og klostre. Da Kiev-storfyrsten Volodymyr Monomakhos dør i 1125, efterlader han sig seks sønner. Den yngste af dem hedder Yuriy Dolgorukiy. Han bliver fyrste af Rostov-Suzdal og grundlægger i 1147 byen Moskva. Selvom han er yngste søn, gør Dolgorukiy (den langarmede) krav på Kiev-tronen og erobrer byen i 1149 og igen i 1155. Dolgorukiy er upopulær blandt Kiev-borgerne, og i 1157 bliver han forgivet under en fest hos en Kiev-stormand. Herefter gør Kiev-borgerne oprør og udrydder de stormænd og hirdmænd, som Dolgorukiy havde indsat i flere ukrainske byer. Opgøret mellem Dolgorukiy og Kiev-borgerne havde en vis symbolik, idet Dolgorukiy var Moskvas grundlægger, som endte med at blive forgiftet i Kiev. Det er netop qua Dolgorukiy, at Moskva gør gældende, at Rusland er efterfølgerstat til Kiev-riget. I 1167 var der tre ældre sønnesønner af Volodymyr Monomakhos, der gjorde krav på storfyrsteværdigheden i Kiev. En af dem var Yuriy Dolgorukiys søn - Suzdal-fyrsten Andrey Bogolyubskiy. Kiev-stormændene ville dog hellere have hans fætter, Volynien-fyrsten Mstyslav, som storfyrste. I 1169 samler Andrey Bogolyubskiy derfor en stor hær og går mod Kiev. Efter en langvarig belejring af Kiev bliver byen indtaget. I henhold til de uskrevne regler i Kiev-riget mente Kiev-borgerne, at den nye fyrste var kommet for at slå sig ned som storfyrste og overlod byen til hans nåde. Hvad enten det var, fordi han ville hævne sin far, eller bare ville knuse Kiev som konkurrent, så viste Andrey Bogolyubskiy ingen nåde. Kiev blev i to dage udsat for en hidtil uset udplynd-ring og massakre. Kirker blev brændt ned, både mænd, kvinder og børn myrdet eller taget til fange for at blive solgt som slaver. Kirkerne blev tømt for ikoner, ornater, bøger og kirkeklokker. Beboelseskvarterer og en stor del af kirkerne og klostrene blev brændt ned. Som det største trofæ tog moskovitterne det hellige Gudmoder ikon, som senere skulle blive det største relikvie i det russiske Imperium. Der havde været i Kiev-riget en århundredelang tradition for, at man skånede civilbefolkningen i andre russiske byer. Men Andrey Bogolyubskiys fremfærd viste, at moskovitterne havde mistet følelsen af national solidaritet med Kiev-borgerne. Den nation, som var ved at blive dannet i de nordrussiske fyrstendømmer, Moskva og Suzdal, bestod af en blanding af lokale finsk-ugriske stammer og et indoeuropæisk befolkningselement, der siden det 10. århundrede var ind-vandret fra den nordøstlige del af det nuværende Ukraine som følge af den dårlige sikkerhedspolitiske situation. Disse flygtninge søgte den øgede tryghed, som de nordrussiske skove kunne tilbyde dem. Den moskovitiske nation, som begyndte at aftegne sig i det 12. århundrede, var således en blanding af et finsk-ugrisk, et indoeuropæisk og senere også et tatarisk element, mens Kiev-rigets oprindelige befolkning havde bestået udelukkende af indoeuropæere. Ligheden mellem ukrainsk og russisk skyldes netop, at det russiske sprog er opstået under indflydelse af kirkeslavisk og oldrussisk, som var det sprog, som man talte i Kiev-riget. Det indoeuropæiske element i Moskovien udgøres således af efterkommere af emigranter fra Ukraine, mens det dominerende etniske element i Moskovien stadig udgøres af efterkommere af de finsk-ugriske stammer, der oprindeligt beboede området. Der er således på trods af mange hundreder års blanding af den indoeuropæiske befolkning i Ukraine (og Hviderusland) med den finsk-ugriske befolkning i Moskva-Rusland stadigvæk forskel på den typiske russers og den typiske ukrainers fysiognomi. Sovjetstyret påskønnede etnisk blandede ægteskaber mellem russere og ukrainere. De russiske nationalister betragter ikke ukrainere som en nation, der er adskilt fra den russiske, og her ligger problemets kerne i dag. De neo-sovjetiske russiske nationalister drømmer om at reintegrere Ukraine i en form for euroasiatisk union. Men historien viser, at ukrainerne aldrig har været tillokket af tanken om at høre ind under Moskva. Efter Kiev-massakren i 1169 skulle der gå 400 år, før ukrainerne og moskovitterne igen kom i nærkontakt med hin-anden. De ukrainske kosakker deltog gennem det 16. og 17. århundrede i flere polske krige og felttog mod Moskovien, herunder besættelsen af Moskva i 1609. Unionen af 1654, da Ukraines leder Bogdan Khmelnytskyi anerkendte den moskovitiske tsars overhøjhed, var et nødtvungent skridt, som Khmelnytskyi tog, fordi hans hidtidige allierede – tyrkerne - havde valgt at skifte side til fordel for polakkerne. I et afgørende polsk-ukrainsk slag i 1651 havde tyr-kernes forræderi således gjort det muligt for polakkerne at nedslagte 30.000 ukrainere som hævn for deres oprør i 1648 mod polsk overhøjhed. Den ortodokse tro havde ukrainerne og moskovitterne tilfælles, og dette var da også et af Khmelnytskyis argumenter for at søge den moskovitiske tsars beskyttelse. Patriarken i Konstantinopel havde i 1620 udpeget en metropolit for den ukrainske ortodokse kirke med hovedsæde i Kiev. Ganske vist havde denne metropolit i 1625 henvendt sig til Moskva med anmod-ning om beskyttelse mod den romersk-katolske kirke, men hans efterfølger, metropolit Petro Mohyla, indgik i 1632 et kompromis med polakkerne, som gjorde det muligt at grundlægge et ukrainsk-ortodoks undervisningssystem, der byggede på tanken om en symbiose mellem den slaviske orto-doksi og det katolske Vestens latinske traditioner. Størstedelen af den ukrainske gejstlighed så med skepsis på den ortodokse kirke i Moskva, som de betragtede som værende religiøst og kulturelt tilbagestående. De foretrak at beholde en autonom ortodoks kirke med egen metropolit beskyttet af kosakstaten. Allerede kort tid efter 1654 begyndte især kosakeliten og gejstligheden at miste den smule tillid, de havde haft til moskovitterne, især da Moskva begyndte at indgå separataftaler med polakkerne henover hovedet på ukrainerne. Da Ivan Vygovskyi blev hetman i 1657, indledte han en tilnærmelse overfor polakkerne. Dette resulterede i en moskovitisk-ukrainsk krig, som kulminerede i slaget ved Konotop i 1658, hvor Moskovien led et af sine største nederlag, da over 30.000 moskovitiske soldater blev nedslagtet af ukrainernes allierede – Krim-tatarerne. Moskva udnyttede spændingerne mellem kosakkerne til at få valgt deres mand som hetman for Venstrebred-Ukraine. Efter en separatfred med Polen, blev Ukraine i 1686 delt mellem et russisk-kontrolleret Venstrebred-ukraine og Zaporozje og et polsk-kontrolleret Højrebred-Ukraine. De ukrainske folkemasser var i oprør over, at tsaren havde forrådt sit løfte om at holde Ukraine samlet og fri af polske godsejere. Ukrainerne på begge sider af Dnipro-floden forblev orienterede mod europæisk og især polsk kultur, hvilket adskilte dem fra moskovitterne. Endnu et blodigt kapitel indledtes i 1708. Da den russiske tsar Peter den Store løb fra sine forpligtelser til at beskytte Ukraine mod Polen, valgte hetman Ivan Mazepa at søge beskyttelse hos den svenske konge Karl den 12. Kort tid efter overfaldt den russiske øverstbefalende i Ukraine Mazepas hovedby Baturyn, hvor alle byens 6.000 indbyggere blev nedslagtet. Da Zaporozje-kosakkerne gik over på Mazepas side, tilintetgjorde de russiske tropper Zaporozje-kosakkernes befæstninger og dræbte alle tilfangetagne. Poltava-slaget den 28. juni 1709 beseglede Ruslands greb om Ukraine. Russiske tropper blev permanent udstationeret i Ukraine og ukrainske kosakker brugt som kanonføde under russiske felttog. I 1775 likviderede russerne resterne af Zaporozje-autonomien, og i 1783 nedlagdes kosakhæren. I 1785 blev kosakeliten sidestillet med den russiske adel og den ukrainske autonomi definitivt afskaffet. De russiske garnisoners permanente udstationering i Ukraine blev fulgt af en obligatorisk militærtjeneste af 25 års varighed. Det russiske bu-reaukrati blev eksporteret til Ukraine og afløste det polske adelsvælde og kosakstatens administration. Bureaukratiet var et fremmedartet fænomen i Ukraine, og det er ikke tilfældigt, at det netop var en ukrainsk forfatter, nemlig Mykola Gogol, som i 1836 skabte en blændende satire over det russiske bureaukrati i sit berømte skuespil ”Revisoren”. Under Napoleons felttog i 1812 gik der rygter om, at dele af efterkommerne af den gamle kosakelite åbenlyst udbragte skål for Napoleon i håb om, at han besejrede Det russiske imperium. Shevchenkos radikale polemik baner vejen for et gennembrud for nationalismen som en af de dominerende ideologier i det 19. og det 20. århundredes Ukraine. Netop Shevchenko be-gynder at italesætte navnet ”Ukraine” som nationsbegreb og løfter det fra at være et regionalt begreb til et nationalt begreb. Han er den første ukrainer, der knytter ideen om suverænitet an til et nationsbegreb. Hans forgængere – hetmanerne – havde knyttet suverænitetsbegrebet til en konge eller en fyrste. Shevchenkos geniale bidrag bestod således i, at han opfandt begrebet den ukrainske nation og knyttede det til begrebet frihed og uafhængighed. Tsarens regime så meget strengt på Shevchenkos revolutionære separatisme, eftersom man havde nogle dårlige erfaringer med den polske opstand i 1830-31, som var en national opstand mod russisk overherredømme. Shevchenko blev sendt i forvisning og fik sit helbred ødelagt. Styrets hårdhændede behandling af Shevchenko og undertrykkelsen af alt det, der kunne minde om ukrainsk eller lillerussisk nationalisme og separatisme tvang de ukrainske intellektuelle til at vælge evolutionens og forståelsens vej. De dominerende ideologiske strømninger i post-Shevchenko Ukrai-ne blev derfor den ”ukrainofile” og social-populistiske strømning. Den rationelle og fornuftsprægede folkeoplysning af masserne kom til at dominere den proces, som kan kaldes 1800-tallets ukrainske nationale vækkelse under ledelse af skikkelser som Antonovych og Dragomanov. Da muligheden kom i 1917 for at opnå selvstændighed, manglede de ukrainske intellektuelle – eliten – beslutsomheden til et radikalt opgør med russisk overhøjhed i alle dens afskygninger - det være sig monarkistisk, demokratisk eller kommunistisk. Den integrale ukrainske nationalisme, som danner grundlaget for ideen om den ukrainske nations uafhængighed og statslige suverænitet, blev først udviklet i 1920’ernes polskkontrollerede Vestukraine, og var en reaktion på det, der blev set som den demokratiske ukrainske elites forræderi mod folkemasserne under uafhængighedskrigen i 1917-20. Men den var også et fundamentalt oprør med det menneskesyn, der havde præget den ukrainske post-Shevchenko elite i 2. halvdel af det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede. 1920’ernes og 30ernes ukrainske nationalistiske filosofi (nationsfilosofi) med østukraineren Dmytro Dontsov som ophavsmand gav startskuddet til en militant og radikal kamp for Ukraines uafhængighed og imod Ukraines fjender, først og fremmest Rusland. Nationen var for Dontsov en absolut værdi, og for ham eksisterede der intet højere mål end opnåelsen af en uafhængig stat. Kampen gjaldt ikke kun de ydre fjender, men ikke mindst de kræfter i selve Ukraine, der repræsenterede liberale, demokratiske og socialistiske anskuelser, som Dontsov gav hovedansvaret for den mislykkede uafhængighedskrig i 1917-20. Den integrale ukrainske nationalisme fastslår, at målet helliger midlet, viljen står over fornuften, instinktet over refleksionen, intuitionen over deduktionen og kollektivet (nati-onen) over individet. En ledelse bestående af heroiske og selvopofrende professionelle politikere skal lede nationen på grundlag af det ufejlbarlige nationale instinkt. Nationalisterne følte et åndsfællesskab med de heltemodige Kiev-fyrster, kosak-hetmaner og ikke mindst med Taras Shevchenko, idet de fordømte de intellektuelle og humanistiske Shevchenko-fortolkere og kritikere som Dragomanov, Franko, Vinnychenko og Hrushevskyi. Ligesom Shevchenkos radikale nationalisme var en reaktion på mange års russisk undertrykkelse, blev den integrale ukrainske nationalisme en reaktion på den intellektuelle elites svigt overfor masserne og ideologiske underdanighed overfor Rusland. Med den integrale nationalisme som ideologi førte Organisationen af Ukrainske Nationalister og Ukraines op-rørshær (OUN-UPA) deres væbnede kamp i 30’erne og 40’erne under det berømte slagord ”Opnå en suveræn ukrainsk helstat eller dø i kampen for den”. Dette slogan vandt genklang hos nationalisterne i Dnipro-Ukraine (Øst-ukraine). Med uafhængigheden i 1991 blev OUN’s dogme til statsideologi og samtlige ukrainske præsidenter siden 1991 har på trods af deres udgangspunkt været enten ideologiske eller økonomiske nationalister. OUN’s dogme er lig med Ukraines statsræson, dvs., at alle andre hensyn tilsidesættes til fordel for dogmet om en suveræn ukrainsk helstat. Det 20. århundrede blev det blodigste i Ukraines historie, idet landet mistede op mod 20 millioner mennesker som følge af 2 verdenskrige, 2 borgerkrige og 2 x hungersnød. Sovjetunionen med Stalin i spidsen var hovedansvarlig for de op mod 7 millioner etniske ukraineres død i årene 1932-33 som følge af den kunstigt frembragte Hungersnød – Holodomor. Ukraine har forsøgt at få FN og verdenssamfundet til at anerkende Holodomor som et folkemord mod den ukrainske nation. 15 lande har anerkendt Holodomor som folkemord. Uanset hvordan man vender og drejer det, var Holodomor et attentat på den ukrainske nations kulturelle egenart, som i Sovjetstyrets øjne stod i vejen for en kollektivisering og industrialisering af landet. Den ukrainske kultur var mere individualistisk end den russiske, fordi den ufrugtbare jord i Moskovien tvang russerne til at leve i landsbyfællesskaber, mens den frugtbare jord i Ukraine gjorde det muligt at dyrke jorden individuelt og udvikle en selvejermentalitet. (Ukraine råder over 30% af ver-dens muldjord). Den stærkere tilknytning til jorden og naturen betød også en stærkere tilknytning til den traditionelle livsstil samt religiøse højtider og vaner. Pga. den mindre frugtbare jord i Rusland havde de russiske godsejere også en interesse i at pålægge bønderne en pengeafgift og dermed tilskynde dem til større mobilitet ved at tage arbejde på manufakturer og i handelsvirksomheder. Dette var ikke tilfældet i Ukraine. Ukraines frugtbare jord betød, at godsejerne havde en større in-teresse i at få bønderne til at udføre hoveriarbejde. Dette medførte, at den ukrainske bonde blev knyttet stærkere til den traditionelle levevis i landsbyen og på marken end den russiske. Mens 95% af de russiske bønder i 1861 levede i landsbyfællesskaber, drev 75% af bønderne i Ukraine individuelt landbrug. Efter ophævelsen af livegenskabet medførte denne forskel, at de ukrainske bønder blev endnu stærkere knyttet til deres private bedrifter. Landbrugsreformerne medførte i Ukraine en lagdeling af bondestanden, hvor den mere velstående halvdel af bønderne udviklede sig til de såkaldte kulakker, der af Stalin blev erklæret for ”folkefjender”. Ifølge Stalin var den ukrainske nationalisme blevet styrket primært pga. kulakkerne. De ukrainske landmænd havde aldrig støttet bolsjevikkerne, og med den begyndende urbanisering var Stalin bange for, at de ukrainske byer skulle blive en platform for ukrainsk nationalisme og separatisme. Efter hungersnøds-massemordet på de ukrainske bønder gennemførte diktatoren desuden en masseudrensning af det ukrainske kommunistparti, som i hans øjne var blevet gennemsyret af nationalisme (national-kommunisme). I 1937 besluttede Stalin således at likvidere hele KPUs ledelse og hele den sovjetukrainske regering. Næsten alle det ukrainske partis CK-medlemmer og politbureau medlemmer omkom under udrensningerne, der blev overvåget af Stalins personlige udsendinge. 18 ukrainske ministre omkom. 37% af medlemmerne af KPU – næsten 170.000 personer - blev udrenset. Under 2. verdenskrig udgjorde ukrainerne under halvdelen af personalet i de sovjetiske partisanstyrker, der opererede på ukrainsk territorium, selvom ukrainerne udgjorde 80% af befolkningen i Ukraine, og selvom tyskernes besættelse var udpræget brutal med summariske henrettelser, beslaglæggelser af landbrugsproduktion og deportation af ukrainere som slavearbejdere til Tyskland. Gennem hele den tyske besættelse forholdt civilbefolkningen sig mere eller mindre passiv overfor tyskerne. De havde oplevet Stalins hungersnød og udrensninger som mere indgribende end den tyske besættelse. Den tyske besættelse gav de fleste ukrainere nye håb, om end de hurtigt blev gjort til skamme. I det vestlige Ukraine begyndte den væbnede modstand mod primært polakkerne, tyskerne og russerne for alvor i 1943. Op mod 100.000 soldater menes at have kæmpet i den ukrainske nationalistiske oprørshær (UPA) i perioden 1942-1952. Til sammenligning nåede antallet af sovjetiske partisaner i Ukraine næppe op på over 50.000 igennem hele krigen. De fleste sovjetiske partisanoperationer blev udført i den nordlige del af Ukraine, Volhynien og Polis-sya, fordi man derfra nemt kunne søge tilflugt i de hviderussiske skove, der i øvrigt blev brugt som base for de sovjetiske partisaner. Ukrainernes manglende engagement i partisankampen irriterede Stalin, der ifølge Khrustjov overvejede at deportere samtlige ukrainere til Sibirien. Frygten for en landsomfattende ukrainsk opstand fik ham til at droppe planerne. 5,3 mill. ukrainske indbyggere mistede livet under 2. verdenskrig. Dog bør det også nævnes, at hele 4,5 millioner ukrainske borgere var soldater i Den røde Hær under krigen. At kommunismen i Ukraine primært var indført udefra understreges af, at flertallet af medlemmerne af det ukrainske kommunistparti endnu i starten af 60’erne kom fra de russificerede østlige regioner. Ukrainiseringen af det ukrainske kommunistparti sker under 1. sekretær Petro Shelest, der står for en lokalpatriotisk autonom linje i for-hold til Moskva. Hans linje havde en solid opbakning i KPU. Kun 3 ud af 25 regionale partisekretærer stemte for, at han blev afsat i 1972. Efter hans afsættelse slog Ukraine ind på en neostalinistisk kurs, der først sluttede med introduktionen af Glasnost i midten af firserne. Shelests afløser gik i gang med en russificeringspolitik i overensstemmelse med Brezhnevs plan om en ”sammensmeltning” af Sovjetunionens folkeslag til ”et sovjetisk folk”. Mellem 1969 og 1980 faldt andelen af ukrainsksprogede tidsskrifter i Ukraine fra 46% til 19%. Forældrene blev tilskyndet til at sende deres børn i russiske skoler for at fremme deres karrieremuligheder. Det var sågar blevet mistænkeligt at snakke ukrainsk. Over halvdelen af alle skoleelever i Ukraine gik i 1980’erne i russisksprogede skoler, selvom disse skoler kun udgjorde 22% af det samlede antal folkeskoler i Ukraine. Mellem 1959 og 1979 steg antallet af etniske russere i Ukraine fra 7 til 10 millioner. I 1970 var 20% af alle ægteskaber i Ukraine etnisk blandede mod kun 3% i starten af det 20. århundrede. Det paradoksale var, at ukrainernes nationale identitet blev styrket parallelt med russificeringen i den forstand, at hvor den ukrainske almue endnu i 2. halvdel af 1800-tallet identificerede sig som ”lillerussere”, ”hutsuler”, ”khokhly” eller ”ruthenere”, havde de 100 år senere fået en klar national identitet som ”ukrainere”, noget som de ukrainske 1800-tals intellektuelle kun kunne drømme om. I de centrale og vestlige (historiske) dele af Ukraine var der selv i Sovjettiden en tendens til en ukrainisering af den ikke-ukrainske befolkning. Et andet af Sovjettidens paradokser var, at urbaniseringen af den ukrainske befolkning skabte en grobund for ukrainiseringen af de ukrainske byer og dermed en ideologisk orientering væk fra den agrare social-populisme og i retning af nationalismen. I 1926 levede kun 18,5% af Ukraines befolkning i byerne. I 2001 var tallet steget til 67,2%. Tjernobyl-katastrofen i 1986 blev en øjenåbner ikke alene for ukrainerne men også for det lokale kommunistparti, fordi Moskva forsøgte at skyde skylden på ulykken på den lokale ledelse, selvom det i sin tid var Moskva, der havde gennemtrumfet opførelsen af et atomkraftværk så tæt på millionbyen Kiev. Fra 1987-88 indleder de ukrainske intellektuelle en proces, der gør op med den sovjetiske historieforfalskning omkring de største tragedier i Ukraine i det 20. århundrede – Holodomor og udrensningerne i 30’erne. I 1989 grundlægges folkebevægelsen ”Rukh”, der introducerer det hidtil forbudte blå-gule flag til sine demonstrationer. Ved parlamentsvalget i 1990 opnår kandidaterne fra den demokratiske blok for første gang sæde i det ukrainske parlament. Kort tid efter bliver national-kommunisten Leonid Kravtjuk valgt til formand for Ukraines parlament. Han opfanger signalerne fra samfundet og indleder et samarbejde med Rukh om at sikre størst mulig ukrainsk uafhængighed. Når vi taler om forholdet mellem Ukraine og Rusland, er det vigtigt at understrege, at der i praksis, om end ikke i teori, er forskel på liberale og konservative russiske regenter. Liberale russiske regenter som Aleksander den II, Gorbatjov og Jeltsin har faktisk qua deres handlinger fremmet ukrainsk uafhængighed. Selvom Rusland altid har været ekspansionistisk, også i forhold til Ukraine, så har den russiske imperialisme altid oplevet tilbageslag, og disse tilbageslag har ukrainerne ikke været sene til at udnytte, ikke mindst ved uafhængigheden i 1991. Ukraines videnskabernes akademis sociologiske institut har i 1994 og igen i 2010 stillet ukrainerne følgende spørgsmål: ”Vil De have en russer som medlem af Deres familie, eller vil De gerne have en russer som Deres ven?”. I 1994 svarede 68% ”ja”. Dette tal var faldet til 45% i 2010. Ukrainernes syn på russerne er altså blevet mere negativt i perioden. De neo-sovjetiske russiske nationalister betragter ikke ukrainere som en nation, der er adskilt fra den russiske, og her ligger problemets kerne i dag. De russiske nationalister drømmer om at reintegrere Ukraine i en form for euroasiatisk union. Men historien viser, at ukrainerne aldrig har været til-lokket af tanken om at høre ind under Moskva. I dag svarer Ruslands andel af Ukraines udenrigshandel til EU’s andel, som er stigende. I aftalen om venskab, samarbejde og partnerskab mellem Ukraine og Rusland fra 1997 hedder det blandt andet:
|