1. Den ukrainske Revolution i det 17. århundrede.
2. Konotop 1659 - en ukrainsk sejr
(notat udfærdiget af det ukrainske udenrigsministerium i forbindelse med markeringen af 360-året for indledningen af Den ukrainske Revolution i 1648.)
Oversat og redigeret af Ivan Nester
Der er hændelser og epoker, som kommer til at danne en milepæl for de kommende generationer. I det ukrainske folks historie er den nationale befrielseskrig, indledt i 1648 under ledelse af Bohdan Khmelnytskyj, en sådan milepæl.
Indtil midten af det 17. århundrede havde Ukraine ikke haft nogen statslig suverænitet, og de etnisk ukrainske områder havde overvejende hørt ind under Storfystendømmet Litauen, Moldova, Østrig og Transsylvanien. De ca. 5 millioner ukrainer, der levede i Polen, havde mærket en stigende national og religiøs undertrykkelse.
Den polske adels og herremændenes udbytning af ukrainernes arbejdskraft var grusom. På tværs af forskellige økonomiske og sociale interesser gik brede lag af befolkningen sammen i protest mod den nationale og sociale undertrykkelse, tvangsomvendelsen af befolkningen til katolicismen, undertrykkelsen af den ortodokse kirke og konfiskationen af kirkens gods og jord.
Dette gav den ukrainske revolution karakter af en national befrielseskrig, hvor den bærende kraft var kosakkerne, bønderne, bybefolkningen og den ortodokse gejstlighed.
Den ukrainske nationale revolution blev udløst af en grusom social udbytning, stigende vanskeligheder i udviklingen af det nationale sprog og kultur og undertrykkelsen af den ortodokse religion. Den begyndte i 1648 som en mægtig eksplosion af folkelig vrede. Hvad intensitet, omfang og indhold angår blev den ukrainske revolution analog med de revolutionære processer i det 17. århundredes Europa og skal derfor også ses i denne kontekst.
Den ukrainske revolution var således ikke noget isoleret fænomen i verdenshistorien. De europæiske tænkere havde forberedt revolutionens teoretiske grundlag ved at påvise, at folket er magtens kilde. De ideer, ifølge hvilke staten er et redskab for den politiske magt, mens folket er dens kilde, blev støttet af kosakkernes ledere i Ukraine, hvilket vidner om deres fremskridtvenlighed og fremsynethed.
Kampen for Ukraines selvstændighed blev det bærende element i de processer, som blev indledt i 1648, mens de kvalitative ændringer, som disse processer førte med sig, roligt kan anses for at være revolutionære. Den ukrainske kosakrevolution blev et vigtigt startskud for nye samfundsprocesser og nye civilisationer på kontinentet. Den ukrainske kosakrevolution medførte etableringen af en nationalstat, hvoraf den del, som lå det østlige Ukraine (Hetmanatet), eksisterede som en autonomi indenfor Det russiske Imperium frem til starten af 1880-erne.
Når man fremhæver kosakelitens særlige rolle, bør man hæfte sig ved, at det politiske system og den institutionelle model for en ikke-monarkisk statsdannelse, som denne elite havde udviklet, kom til at eksistere i over 100 år. Da folkemasserne imidlertid mistede muligheden for at øve reel indflydelse på begivenhedernes gang, hørte de også op med at være bærere af suveræniteten, hvilket i sidste instans førte til tabet den statslige suverænitet.
Den nationale befrielseskrig, som startede i februar 1648 med, at en deling oprørske kosakker indtog fæstningen Zaporizhska Sitj og valgte Bohdan Khmelnitskij som hetman for Zaporizhska-hæren, varede efter mange forskeres mening frem til september 1676. Efter de ukrainske styrkers storslåede sejre ved fæstningerne Zhovti Vody og Korsun i 1648 udviklede kosakoprøret sig med lynets hast til at blive en fællesnational opstand. I løbet af juni-november 1648 kom den nationale frihedskrig og den sociale kamp, der var udgået fra bondebevægelsen og var gået over i en masseopstand, til at omfattede samtlige etnisk ukrainske områder under Polen og Litauen.
Det ukrainske folks nationale frihedskrig i midten af 17. årh. har aldrig været genstand for en tilbundsgående udforskning hverken i den ukrainske eller i den udenlandske historieskrivning. Blandt andet er den kronologiske afgrænsning af den ukrainske revolution den dag i dag et åbent spørgsmål. Men der kan gives et bud på nogle faser i revolutionens udvikling.
Den første fase (februar 1648 til juni 1652) var den mest intensive i den nationale frihedskrig og den sociale kamp. Denne fase var kendetegnet ved en hastig udvikling af de statslige institutioner, udformningen af den nationale statslige idé og etableringen af en politisk elite.
Den anden fase (juni 1652 til august 1657) var kendetegnet ved en negativ udvikling i kosak-Ukraines økonomiske og geopolitiske stilling og en aktiv søgning efter udenlandske allierede med henblik på at nedkæmpe Polen.
Den tredje fase (september 1657 til juni 1663) var en periode med en markant skærpelse af den social-politiske kamp, som mundede ud i en borgerkrig, der førte til en opsplitning af kosak-Ukraine i to hetmanater (Højrebred-Ukraine og Venstrebred-Ukraine) samt udskillelsen af Zaporizhska i en særskilt politisk enhed.
Den fjerde fase (juli 1663 – juni 1668) var kendetegnet ved den polske og den russiske regerings forsøg på at dele den ukrainske stat (hvilket skete ved aftalen i Andrusiv i 1667).
Den femte fase (juli 1668 – september 1676) var kendetegnet ved en fornyet intensivering af den politiske kamp, en øget indblanding fra fremmede staters side i Ukraines interne forhold, afviklingen af de statslige institutioner i Højrebred-Ukraine samt polske, russiske, tyrkiske og Krim-tatarske troppers omfattende hærgen i landet.
Statsbygningen var en meget vigtig del af den revolutionære proces. På trods af forskellige synspunkter og vurderinger kan forskerne enes om den konklusion, at den revolutionære proces førte til etableringen af en nationalstat. I løbet af revolutionens første år aftegnede der sig en tydelig kamp mellem to tendenser i holdningen til den ukrainske styreform; nemlig den republikanske, som blev støttet af Zaporizhska-hæren, og den monarkiske, om blev støttet af tilhængerne af hetmanatet.
Revolutionens mål var følgende:
- at sikre afskaffelsen af den nationale og religiøse undertrykkelse fra polsk side og forhindre, at den blev genindført af enten Moskovien (Rusland) eller Det osmanniske Imperium;
- at opbygge en national enhedsstat og forsvare dens uafhængighed;
- at afskaffe den socioøkonomiske model, som var baseret på de store og mellemstore
godsejeres (feudalherrers) jordbesiddelser, livegenskabet og den livegne bondestand, og etablere en ny socioøkonomisk model baseret på kosakstandens og bondestandens små jordbesiddelser og de frie arbejdsrelationer.
Hovedindholdet i frihedskampen var at afskaffe enhver form for slavelignende relationer i de eksisterende former for eksploitation og etablere et system af personlig frihed og ejendomsret til jorden.
Den revolution, som indledtes i 1648, var i sit omfang, indhold og intensitet et langt mere kompliceret fænomen i ukrainsk historie end det, man normalt betegner som ”opstand” og ”krig”, fordi der her var tale om selve kampen for Ukraines uafhængighed og enhed.
I en udenrigspolitisk kontekst skabte Den ukrainske Revolution desuden en markant ændring af styrkeforholdet i Øst-, Syd-øst-, Central- og Sydeuropa.
Revolutionen havde derudover følgende indenrigspolitiske effekter:
- den førte til etableringen af en nationalstat, hvor den del af nationalstaten, som lå det østlige Ukraine (Hetmanatet), forblev en autonomi indenfor Det russiske Imperium frem til starten af 1880-erne;
- den førte til udformningen af en national statslig ide, som for de efterfølgende generationer af ukrainere blev en slags testamente i deres kamp for uafhængighed;
- den kom til at spille en afgørende rolle i dannelsen af en ny politisk elite og blev en kraftig drivkraft i udviklingen af nationalbevidstheden;
- den befæstede navnet ”Ukraine” som betegnelse for den nyopståede stat, markerede en fase, hvor ukrainerne fra at være betegnet som ”Det russiske folk” gradvis overgik til at blive benævnt som ”Det ukrainske folk”, og sikrede, at kosakkerne, byboerne og bønderne kunne høste frugterne af revolutionens socioøkonomiske landvindinger længe efter dens afslutning.
Idealerne fra den ukrainske revolution i det 17. århundrede blev en uudslettelig del af det ukrainske folks kollektive erindring som en begivenhed, der fremkaldte begejstring og forblev en uudtømmelig del af den ukrainske nationale ånd og patriotisme.
Konotop 1659 - en ukrainsk sejr
Slaget ved Konotop (en by i den nuværende Sumska-region i det nordøstlige Ukraine), som fandt sted 27-29. juni 1659, stod mellem den moskovitiske (russiske) hær og Hetman Ivan Vyhovskyjs styrker støttet af Krim-horden.
Optakten
Dette slag fandt sted i en periode i ukrainsk historie, som man plejer at betegne som ”Ruinen”; nemlig perioden efter hetman Bohdan Khmelnytskyj død, som var præget af en åbenlys borgerkrig, nabolandenes intervention i Ukraine og den fortsatte tilbageslag for de forudgående års landvindinger under befrielseskrigen. Modsætningsforholdet til Moskva-regeringen, som efter Khmelnytskyjs død havde øget sin indblanding i Hetmanatet, tog til i styrke.
Efter den nye hetman, Ivan Vyhovskyjs, magtovertagelse begyndte de moskovitiske statholdere i mange ukrainske byer, herunder i Kiev, åbenlyst at støtte den ukrainske opposition mod Vyhovskyj og medvirkede i realiteten til en skærpelse af borgerkrigen i Ukraine. I denne situation blev Vyhovskyj i 1658 nødsaget til at underskrive aftalen i Hadjatj, som gav Ukraine en ligeværdig status i Det polske Rige på linje med Polen og Litauen, annullerede unionen mellem den romersk-katolske og græsk-katolske kirke og garanterede den ortodokse kirkes rettigheder.
Efter denne aftale fik Moskva-rigets regering over fra anstiftelse af borgerkrig til en åbenlys væbnet intervention i Ukraine i efteråret 1658. I alliance med Vyhovskyjs fjender blandt de ukrainske kosakker, Bezpalyj, Voronko og Barabash, indtog den moskovitiske general Romodanovskijs hær en række ukrainske byer, hvor de på bestialsk vis ikke alene nedslagtede Vyhovskyjs tilhængere, men også foranstaltede omfattende plyndringer. En samtidig krønikeskriver giver følgende beskrivelse af Romodanovskijs plyndring af byen Konotop:
”Han tog imod en procession af byens borgere, bad og slog korsets tegn for sig som en kristen, men plyndrede byen og dens indbyggere som en anden tatar, idet han sagde: ”Gud skal nok finde den skyldige, men tropperne skal underholdes og belønnes for de strabadser de har lidt under felttoget”.
Denne moskovitiske fremfærd fik en stadig større del af den civile befolkning og kosakkerne over på Vyhovskyjs side. I foråret 1659 holdt den store moskovitiske hær på over 150.000 mand under ledelse af fyrst Aleksej Trubetskoj sit indtog i Ukraine som støtte for Romodanovskij. Nogle af kosakkerne og Vyhovskyjs fjender under borgerkrigen under ledelse af den af moskovitterne udnævnte ”hetman” Bezpalyj sluttede sig til den moskovitiske hær. Kort tid efter lykkedes det oberst Huljanytskyjs styrke at angribe Moskva-hærens vogntog og i et overraskelsesangreb under tilbagetoget at indtage Konotop. Uagtet de talrige trusler og overtalelsesforsøg afviste Huljanytskyj at forråde Vyhovskyj, og med en styrke på fire tusinde kosakker forsvarede han Konotop-fæstningen. Den store moskovitiske hær besluttede at indtage Konotop, inden den fortsatte sin march ind i Ukraine. Belejringen af Konotop indledtes den 21. april 1659.
Belejringen af Konotop
Det første angreb på Konotop blev slået tilbage. Byens fortifikationer var stærke og en del af
fæstningen var omgivet af sumpet terræn, hvilket vanskeliggjorde brugen af tungt artilleri og
kavaleri tæt på byen. Kl. 5 om morgenen den 21. april indledte fyrst Trubetskoj sit angreb med en bøn; Konotop blev beskudt fra kanoner og slaget gik i gang. Det lykkedes nogle af de moskovitiske delinger at komme ind i fæstningen, men Huljanytskyjs kosakker kæmpede bravt og tvang erobrerne ud af byen med store tab for dem.
Efter denne fiasko opgav Trubetskoj at indtage byen i et direkte angreb. I stedet fortsatte han med at beskyde byen fra kanoner og gik i gang med at kaste voldgraven til med jord. Men om natten brugte kosakkerne denne jord til at styrke fæstningens voldanlæg. Desuden foretog de natlige udfald og overraskelsesangreb mod de moskovitiske tropper omkring byen. Kosakkernes vedvarende angreb tvang Trubetskoj til at flytte sit militære hovedkvarter til landsbyen Pidlypna, 10 km fra Konotop, hvorved hans hær blev splittet op mellem det militære hovedkvarter og de styrker, der belejrede Konotop. Ifølge visse kilder mistede de moskovitiske styrker omkring 10.000 alene under belejringen af Konotop.
Frem til den 29. juni – i alt 70 dage – formåede Huljanytskyjs garnison på 4.000 mand at holde fæstningen mod Trubetskojs 150.000 mand store hær, hvilket gav hetman Vyhovskyj mulighed for at organisere sin egen hær, få hjælp fra Polen og Krim og sågar hverve lejesoldater. Vyhovskyjs soldater fik støtte af polske frivillige rytterdelinger under ledelse af fyrsterne Potocki og Jablonowski samt Loncynskis infanteri, desuden blev delinger på omkring 4000 serbiske og moldaviske lejesoldater udkommanderet til at forsvare Vyhovskyjs hovedkvarter.
I henhold til en aftale indgået med Krims Khan Muhammed-Girey den 4. om militær bistand ankom Krim-Khanen i starten af juni i spidsen for en hær på 30.000 mand.
Slaget ved Konotop
Sammen med Krim-horden fortsatte Vyhovskyjs hær sin march mod Konotop. Den 24. juni 1659 nedkæmpede de ved landsbyen Shapovalivka en lille moskovitisk fortrop. De tilfangetagne kunne oplyse, at Trubetskoj ikke længere befandt sig ved Konotop, og at han ikke forventede at få undsætning foreløbig. På grundlag af disse oplysninger blev der udarbejdet en handlingsplan, ifølge hvilken tatarerne skulle placere sig i et baghold i en lille skov øst for landsbyen Sosnivka, hvor Vyhovskyj havde sit hovedkvarter. Vyhovskyj overlod kommandoen til Stepan Huljanytskyj og begav sig i spidsen for en lille styrke i retning af Konotop. Tidligt om morgenen den 27. juni gik kosakkerne til angreb på Trubetskojs hær og erobrede en stor del af de moskovitiske heste, som de jog ud i stepperne. Efter at være kommet sig over overraskelsen gik Trubetskojs kavaleri til modangreb og tvang Vyhovskyj til at trække sig tilbage på den anden side af floden Sosnivka i retning af sit hovedkvarter.
Den efterfølgende dag, den 28. juni, sendte Trubetskoj en udvalgt styrke på 30.000 moskovitiske ryttere anført af bojaren Semen Pozharskij ud for at indhente Vyhovskyj. Pozharskij gik over floden Sosnivka og slog lejr ved flodbredden. De resterende 30.000 moskovitiske tropper blev tilbage i Trubetskojs hovedkvarter. På det tidspunkt var en 5.000 mand stor styrke under ledelse af Stepan Huljanytskyj gået bag om Pozharskijs styrke. De indtog i al ubemærkethed broen over Sosnivka-floden, ødelagde den og i ly af natten byggede de en dæmning og oversvømmede floddalen.
Tidligt om morgenen den 29. juni 1659 angreb Vyhovskyjs lille styrke Pozharskijs lejr og begyndte efter en kort træfning et tilbagetog, idet de imiterede en flugt. Pozharskijs fornemmede en let sejr og forlod lejren for at forfølge Vyhovskyjs styrke. Da de moskovitiske styrker gik ind i landsbyen Sosnivka gav kosakkerne med tre artillerisalver og tre ildsøjler tegn til at horden og polakkerne og gik med hele sin styrke til modangreb mod Pozharskij. Da fælden gik op for Pozharskij, forsøgte han først at trække sig tilbage, men det tunge moskovitiske kavaleri og artilleri kørte fast i den mudrede jord omkring floden. På samme tidspunkt gik tatarerne til angreb fra den ene flanke, hvorved den moskovitiske hær blev omringet. En blodig nedslagtning gik i gang. I løbet af resten af dagen den 29. juni blev næsten samtlige fyrst Pozharskijs 30.000 tropper dræbt, mens han selv blev taget til fange sammen med fyrsterne Lvov, Ljapunov, Buturlin, Skuratov, Kurakin og andre. De tilfangetagne blev traditionen tro overladt til tatarerne, som på brutal vis nedslagtede næsten alle. Da den tilfangetagne Pozharskij ifølge krønikeskriveren blev præsenteret for khanen, spyttede han tataren i ansigtet og blev omgående halshugget. Hans afhuggede hoved blev sendt til Trubetskojs hovedkvarter.
Slagets betydning
Nyheden om nederlaget ved Konotop nåede omsider også til Moskva. Den russiske 1800-tals historiker S.M. Solovjov beskriver zarens reaktion på den triste nyhed:
”Blomsten af det moskovitiske kavaleri, som havde været på de succesrige felttog i 1654 og 1655, blev dræbt på en enkelt dag. Zaren var ikke længere i stand til at stille med en så eminent militærstyrke. Zar Aleksej Mikhajlovitj gik sørgende ud blandt folket og Moskva var i rædsel. Så meget desto hårdere var slaget, at det kom så uventet og lige efter en perlerække af sejre! Kort tid forinden havde fyrst Dolgorukij ført den tilfangetagne litauiske hetman til Moskva, og snakken var gået om Khovanskijs triumfer, og så kom Trubetskoj og formøblede en så strålende hær! Ham, som de største forhåbninger var knyttet til, og som var blevet omtalt som ”en raffineret person der indgød ærefrygt, med held i krigsførelse og frygtet af fjenden”. Efter indtagelsen af så mange byer og efter indtagelsen af Litauens hovedstad, begyndte zarens by at frygte for sin egen sikkerhed: i august udstedte zaren et dekret om, at samtlige undersåtter skulle udkommanderes til at befæste Moskvas forsvarsværker. Ofte var zaren og bojarerne (rigsrådet) selv tilstede ved arbejdet; bønder fra omkringliggende landsbyer rykkede mod Moskva med deres familier og ejendele og der gik rygter om, at zaren ville evakuere sig selv øst for Volga og Jaroslavl”.
Men zarens frygt for, at Vyhovskyj og khanen ville gå videre mod Moskva, viste sig at være for tidlige. Straks efter at Vyhovskyj havde indtaget Romny, Lokhvytsa og en række andre ukrainske byer, som var kontrolleret af hans modstandere, kom der en meddelelse fra Krim om, at Ivan Siroks kosakker havde overfaldet tatarske landsbyer, hvilket tvang khanen og horden til at forlade Vyhovskyj for at vende tilbage til Krim. Borgerkrigen brød ud med fornyet styrke. Selvom Hadjatj-aftalen med polakkerne var gunstig for Ukraine, kunne ideen om en union med polakkerne hverken finde opbakning hos et flertal af kosakkerne eller folkemasserne. Desuden ignorerede Vyhovskyj brede interesser i det ukrainske samfund og støttede sig overvejende til kosakeliten, som imidlertid hele tiden bedrog ham, når de stod overfor trusler eller løfter fra enten Moskvas eller Warszawas side.
Slaget ved Konotop var i lang tid næsten tabu i russisk og især sovjetisk historieskrivning. I løbet af århundreder blev informationer om slaget fortiet, fordi sandheden om slaget ved Konotop piller noget af glansen fra den stormagtsmytologi ifølge hvilken ”ukrainerne til evig tid har stræbt hen mod en union med Rusland”.