Den ukrainske nationalismes hovedværk Af Ivan Nester, cand. mag, formand for DUS Juristen og historikeren Dmytro Dontsovs (1883-1973) bog ”Nationalisme” (ukr: ”Націоналізм”) fra 1926 skulle gå hen og blive en moderne bibel i kampen for den ukrainske nations selvstændighed - i første omgang for nationalistbevægelsen i det daværende polsk-kontrollerede Vestukraine (Østgalicien og Volynien) - og efter ”genforeningen” i 1945 også for nationalisterne i Dnipro-Ukraine. 85 år er nu gået siden 1. udgivelsen af Dontsovs teoretisk-filosofiske hovedværk, som målt på betydningen for den ukrainske nationale genfødsel efter det ukrainske risorgimentos (statsdannelses-bestræbelserne i 1917-20) nederlag kun overgås af den ukrainske nationaldigter, Taras Shevchenkos, grundlæggelse af det moderne ukrainske litteratursprog og hans italesættelse af nationsbegrebet ”Ukraine”. Hvor Shevchenko kom Ukraine til undsætning, da nationen stod på gravens rand, pustede Dontsov afgørende nyt liv og optimisme i et folk, der var ved at blive tilintetgjort af den polske stats assimilationspres og Sovjetstatens hungersnød og masseudrensninger. Dmytro Dontsov – idemanden bag moderne ukrainsk nationalisme Dontsovs ideer har vist sig at have en længere holdbarhed end den marxisme-leninisme, som dominerede Ukraines politiske liv gennem det meste af det 20. århundrede. Dogmet om En suveræn ukrainsk helstat – USSD (ukr. forkortelse: УССД) som det ultimative mål for nationens liv og stræben blev virkeliggjort i 1991 efter årtiers kamp og mange millioner dødsofre. Ingen andre nationer har betalt så høj en pris for at leve i frihed som ukrainerne. Dontsovs tanker om handlingsnatio-nalismen (integral nationalisme) var inspireret af de idealistiske filosofer Hegel og Fichte, viljes- og intuitionsfilosoferne Schopenhauer, Nietzsche, Henri Bergson og Ortega y Gasset, eliteteoretikerne Mosca og Pareto samt af de ukrainske idealister: Skovoroda, Shevchenko og Lesya Ukrayinka. Tre år efter ”Nationalisme”’s 1.udgave blev Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN) stiftet i Wien, og kort tid efter indledte OUN en væbnet kamp indenfor det daværende polsk-kontrollerede Vestukraine. Ledelsen af OUN var stærkt inspireret af Dontsovs ”Nationalisme” og artiklerne i ”Det litterær-videnskabelige tidsskrift”, som udkom i Lviv i 1922-39 med Dontsov som chefredaktør. Under og efter 2.verdenskrig fortsatte kampen gennem OUN’s militære gren – UPA. Efter nedlæggelsen af våbnene i 1951 fortsatte de ukrainske nationalister kampen for en suveræn ukrainsk helstat ved at gå ind i menneskerettighedsbevægelsen og med livet som indsats udføre lobbyvirksomhed i alle samfundslag i overensstemmelse med OUN’s Dontsov-inspirerede dogme: ”Opnå en suveræn ukrainsk helstat eller dø i kampen for den!”. Førsteudgaven af ”Nationalisme” udkom i Zhovkva (en by 20 km nord for Lviv) og var et fundamentalt opgør med hele det verdenssyn, der havde præget slutningen af 1800-tallets og starten af 1900-tallets generation af demokratiske, liberale og socialistiske ukrainske politikere med deres sympati for marxismen-leninismen og den russofile føderalisme, der især kom til udtryk i forbindelse med den mislykkede uafhængighedskamp i årene 1917-20. I bogen videreudvikler Dontsov de tanker, som han allerede før 1. verdenskrig havde formuleret i det Kiev-baserede tidsskrift ”Slovo”, i brochurerne ”Moderne moskofili” og ”I anledning af et kætteri”, der også udkom i Kiev, beretningen på den 2. ukrainske studenterkongres i Lviv i 1913, krigsårenes ”Den ukrainske statstanke og Europa” (Berlin, Vinnytsia og Lviv), ”Ukraines internationale stilling og Rusland”, ”Primitivismens kultur” og ”Mazepa”, samt efter 1. verdenskrig – i artiklen ”Vores politiks grundlag” i Lviv-tidsskriftet ”Det litterær-videnskabelige tidsskrift”. ”Nationalismes” grundidé er en antitese til tanken om Ukraine som ”Lillerusland og til synet på Ukraine som Ruslands provins, hvis fremmeste fortaler ifølge Dontsov var den ukrainske folkesocialist Mykhailo Dragomanov (1841-1895). Disse tanker om, at Ukraine blot skulle nøjes med at gøre krav på visse ”indrømmelser” af kulturel og social karakter blev af Dontsov imødegået med ideen om den politiske nation, hvis ideal og mål var politisk og statslig separatisme, et fuldstændigt brud med Rusland i alle dets afskygninger (det være sig demokratisk, autoritært eller kommunistisk), kulturelt set et opgør med hele Moskoviens ånd, og socialt set en negation af socialismen. Der var tale om et radikalt opgør med datidens fremherskende tanker i den ukrainske demokratisk-socialistiske elite. På spørgsmålet ”HVAD?” svarede ”Nationalisme”: uafhængighed og fuldstændig separatisme med vægt på det sidstnævnte som en foregribelse af fremtidige slagord som ”føderation” og ”uafhængighed indenfor rammerne af det fælles fædreland”, Rusland. På spørgsmålet ”HVORDAN skal man opnå disse mål?” svarede bogen: i en kamp og national revolution mod Moskovien i stedet for ”forståelsens” eller ”evolutionens” vej. Dragomanovs ideologi kan ifølge Dontsov beskrives med en strofe fra hans hymne ”Hej, det er ikke meget ukraineren beder om…”. I ”Nationalisme” formuler Dontsov tanken om, at ”ikke meget” skulle erstattes af ”alt”, og ”beder om” - af ”kræver” og ”forlanger”. Dragomanov-hymnens tese om ”kærlighed til alle slavere og først og fremmest til moskovitterne som ”storebror”, der skal lede alle de andre”, bliver i ”Nationalisme” afvist som en naiv og skadelig kapitulation. På spørgsmålet: ”HVEM skal fuldføre [nationens mål]?” svarer ”Nationalisme”: den nye ånds menneske. Hvilken ånds? En ånd, der står i modsætning til den dekadente ånd, som havde domineret den ukrainske intellektuelle elite i starten af 1900-tallet med dens ”slavehjerner” og ”slavehjerter” (citat af Ivan Franko). Denne intellektuelle elites udvandede, vægelsindede og fornuftsprægede tanker blev i ”Nationalisme” modsagt af en urokkelig tro på sin idé og sin Sandhed (som modstanderne straks betegnede som ”dogmatisme”, ”ensidighed” og ”emotionisme”). Denne intellektuelle elites varme og sentimentale kærlighed til ”den kære moder”, fred og idyl blev i ”Nationalisme” modsagt af en Shevchenko-inspireret utvetydig kærlighed til sin nation, dens storslåede fortid og fremtid (som modstanderne betegnede som ”fanatisme”). Denne intellektuelle elites omskiftelige vilje, som var ”usikker på sin retning”, og som fokuserede på ”omstændighederne”, altså på den fremmede magt, som havde skabt dem, blev i ”Nationalisme” modsagt af en kompromisløs krigerisk ånd og denne ånds primat over materien (af modstanderne betegnet som tom ”romantik” og mangel på ”realisme”). Desuden formulerede Dontsov i et særskilt afsnit af ”Nationalisme” en mystik, som stod i modsætning til ”den kastrerede realisme” – en mystik, ”uden hvilken politikken uddør; en mystik, der er en kilde til nationens liv og dens kraft”. Den integrale nationalisme – handlingsnationalismen. I følgende afsnit, hentet fra bogen, ”Nationalisme” definerer Dmytro Dontsov det, han betegner som ”den nye nationalismes” (den integrale nationalismes eller handlingsnationalismens) to førstekrav – viljen til magt og det negerende moments rolle: Hvis vi ønsker at holde os flydende i det barske livs malstrøm, skal vor nationale ide bygge på denne vilje (modsat fornuft), på et dogme (og ikke på en påvist sandhed), på et selvstændigt – ikke derivativt – postulat og på en ubegrundet impuls. For nationens vilje til liv som ”et ønske om en uklart fornemmet anderledes tingenes tilstand” (Fichte) er grundlaget for al bevidst stræben og idet, der er baseret på denne vilje. For fornuften og ideen bliver først til en bevægende kraft, når den selv ”handler som affekt” (Jodl). ”Viljen til magt” (Nietzsche), ”Élan vital” (Henri Bergson), ”Tørsten efter sejr” (Jack London), Handlingen for handlingens skyld, ”uden mål”, for at ”jage af sted mod det ukendte” (Lesia Ukrayinka), Shevchenkos ”fantasi”, ophøjelsen af ”entusiasmens jernkraft”, ”dumdristighedens” element (Gogol), ”den stærkes sandhed og ”den stærkes ret” (Kulish) – således karakteriserede vore og fremmede forfattere og tænkere denne vilje. Hvilken essens gemte sig bag disse udsagn? Mon det er tale om denne historiens irrationelle faktor, hvorpå enhver sund nationalisme skal basere sig på (i modsætning til den provinsielle videnskab (der hentydes til Dragomanovs tanke om Ukraine som provins, red.))? Er det mon denne ”vilje” og denne ”patos”, som de bedste, om end enkeltstående, ukrainere, altid har længtes efter? En definition vil ikke hjælpe os. Denne irrationelle evne i den menneskelige sjæl kan ikke rummes i begrebernes sprog, man skal lære at fornemme den. Som Schopenhauer rigtigt siger, - det er ligeså svært at begribe viljen som det sidste indhold i ordene Gud, kraft, rum”. Det er noget, som ”gennemleves, fornemmes, men ikke erkendes”. Dens vigtigste kendemærke er det, at den er et mål i sig selv, en bevægelse, som ikke er afhængig af objektet, men leder efter det. ”Et nyfødt barn, skriver Schopenhauer, tumler omkring og skriger: det har en stærk vilje til noget, selvom det endnu ikke ved, hvad det er, det vil”. Det nyfødte barn skriger… Dette var et viljens skrig - irrationelt og motivløst – et første skrig fra den nyfødte, som ifølge romerretten var en absolut forudsætning for tilblivelsen af en person. Videre betegner Schopenhauer denne vilje som noget, der i modsætning til intellektet ”ikke bliver træt og ikke bliver ældet”. Viljen for ham er “das Ansich der Natur”, en urkraft, qualitas occulta . Det er den evige stræben, den evige utrættelige drift, der kun opnår midlertidig tilfredsstillelse, for derefter på ny at jage fremad. Denne abstrakte og irrationelle stræben er en lykke i sig selv. Heri ligger den menneskelige lykke, og kun heri, i denne overgang fra behovet til dets opfyldelse, og derfra videre til et nyt behov. Vil de gerne fornemme, hvad denne vilje er? Læs digterne! Allerede Goethe sagde, at ”det vigtigste i livet er livet og ikke dets følger”. Schiller fornemmede sin kreative vilje som ”en følelse uden et defineret og klart objekt, som dukker op noget senere. Forud for det kommer en vis musikalsk stemning i sjælen”. Bares betegner denne vilje som feber, Guyot – som ”det døve instinkt”. Hos Lesya Ukrayinka var den en ”vanskabning, som blev Gud hos mennesker”, hvorom der skrives legender ”i blodets farve”, det er sfinksen:qualitas occulta. Denne vilje til livet fornemmer hun som noget, der brænder i vores sjæl med en evig flamme ”som stokroser i hjemmet”. Essensen i dem er, at de ”begærligt skælver og brænder”, men det er ikke til at sige, om de ”ønsker lykken eller døden”. I dette begær efter at leve, vokse og kæmpe har vi livets essens, og ikke i konsekvenserne; i den blinde dynamisme, som hverken har navn eller titel, og som vi først opfatter, når den eksploderer indeni os. Den sociale betydning af denne åndelige kapacitet er enorm, fordi den er motoren i de menneskelige handlinger, netop denne irrationelle kraft, og ikke fornuften. Vore provinsialister opbyggede deres nationale verdenssyn på antagelsen, at fornuften er det psykiske livs vigtigste motor. Det var en fejl. Hovedmotoren i vore handlinger er vore egne ønsker, affekter, lidenskaber, som motiverne følger i kølvandet på. ”Fremdriften sker… i medfør af forskellige former for følelser, dvs. ingenlunde i medfør af dette eller hint begreb… Fremdriften finder i sidste ende sted uafhængigt af rationelle beviser, overvejende ikke efter løsrevne, men kun efter uudtalte regler, som hele mennesket er et udtryk for”. For ”viljen virker selv der, hvor den ikke drives frem af nogen erkendelse… En etårig fugl har ingen forestilling om æg, som den bygger sin rede til; en ung edderkop ved intet om røveri, men spinder alligevel sin spind”. Hovedbevæggrunden for handlinger er ”det blinde virke, som ganske vist følges med erkendelsen, men aldrig føres af den”. Motiverne kommer i anden række, som Goethe lader Mefisto sige: Du glaubst zu schieben, und du wirst geschoben. Den samme tanke havde Schopenhauer, der talte om “det blinde virke(blinde Tätіgkеіt), der handler af sig selv, og kun i følgeskab, men aldrig under ledelse af, fornuften(Am Anfang war die Tat). I sin tese om handlingens primat overfører Schopenhauer den fra naturfænomenernes felt til de menneskelige handlingers felt. ”Fuldstændig på samme måde (skriver han)… er der dér, hvor det ikke mere er årsager og provokationer, der fremkalder fænomenernes indtræden, men kun motiver, i dyrenes og menneskenes handlinger”. I naturfænomenernes verden iagttager filosoffen, at ”det hårde stræber mod… at blive flydende, mens det flydende stræber mod at blive til gas…, intet legeme er uden en stræben, uden et begær. Intet sted er der et urokkeligt punkt”. Denne bevægelse, og ikke årsager og motiver, er netop essensen med livet i naturens verden, ligesom i de menneskelige handlingers verden. ”Bevidstheden (siger Guyot) omfatter en ret begrænset del af livet og menneskers handlinger. Sammenlagt set er det de døve instinkter, som er grundlaget og førstekilden til handlinger, også selvom de er gjort i fuld bevidsthed. Suarez skrev ”intellektet tænker meget om sig selv, men i virkeligheden er det et produkt af naturen, en papegøje, der tror, den er en ørn. Nietzsche indtog et lignende standpunkt ”denne drift, som i lige mål behersker det højeste og det jævneste menneske, eksploderer fra tid til anden som åndens lidenskab, og da har omkring sig en vidunderlig verden af grundsætninger og beder af al kraft at glemme, hvilket i sagens natur er en handling, instinkt og vold. Denne drift er årsagen til alle anstrengelser og aktiviteter, som levendegør naturen. Dette er kraften i sig selv, for uden den ville hverken fornuften eller intellektet have noget at gøre. Denne vilje, (som Schopenhauer også betegner som ”det blinde virke”, ”villet”, ”stræben”, ”impulsen”, ”tørsten efter”, ”vreden”, ”ophidselsen”, ”hadet”) er den første gren i livets træ. I denne vilje er der intet af Descartes’ “Cogito, ergo sum”. Intellektet er et andenrangs princip, som er underlagt viljen og er en senere opfindelse. Denne vilje til livet er ”det, som ikke mere kan forklares med noget, men noget, som omvendt bør danne grundlaget for enhver forklaring”. Den er ”den mest reelle sandhedskerne i verden”. Den (viljen) er en følge af livets erkendelse, ikke conclusio ex praemissis..., ikke noget andenrangs..., men kun noget førsterangs og ubetinget”. De menneskelige handlinger, der ligesom det, som Schopenhauer kalder dyrenes Kunsttriebe (kunstimpulser) (termitternes og edderkoppernes byggerier) synes “at være opstået som følge af lange overvejelser og bevidst tankevirksomhed, (men i virkeligheden er alt dette) den blinde drifts virke, altså den vilje, som ikke underlagt erkendelsen. Det samme siger filosoffen Spencer, der ellers ligger milevidt fra Schopenhauer: ”Intellektet er ikke en kraft (power) men kun et redskab; det er ikke en ting, der selv bevæger og skaber, men kun en ting, der bevæges og skabes af kræfter, som står bag det. At sige, at fornuften styrer mennesket er ligeså uklogt som at sige, at mennesket er styret af sine øjne. Fornuften er et øje gennem hvilket ønsket kan se, hvordan det kan blive tilfredsstillet”… En analogi til viljen og intellektet ser han i vinden, som oppuster skibets sejl og roret, som styres af rorgængerens hånd. ”Den eneste sande psykiske kraft er ønsket”. Efter Hume kan fornuften aldrig mere blive motivet bag vore handlinger, når den ikke forbindes med en eller anden passion eller affekt. Livets kendsgerninger er aldrig et motiv for de menneskelige handlinger, når de ikke fremkalder drifter eller væmmelse. ”Mennesker, skriver Hume, handler ofte bevidst imod deres egne interesser, og derfor er det ikke tanken om deres størst mulige lykke, der influerer på dem”. I adskillige tilfælde, skriver Spencer, har tålmodigheden gode (for den enkelte) følger, mens nydelsen har skadelige følger; de løse følelser medfører indimellem døden – Hvorfor sker det? Fordi de menneskelige følelser ”som formål” ikke har at bevare den enkelte, men kun arten. ”Had og foragt, som den enkelte indånder, er ifølge Gumplowicz (polsk sociolog 1838-1909, red.) kun et urværk, som nogen har påtvunget… Hvem er den, som her tænker, føler, smager, mon det er den enkelte? Nej! Det er en samfundsgruppe… Det er denne gruppes tanker, følelser, smag, overbevisninger, og ligeledes dens hensigter og mål”. Hver eneste følelse, som spiller en rolle i samfundslivet (siger Durkheim) bør, i det store hele, være nyttig for samfundet, for ellers ville samfundet blive opløst, som det sker der, hvor den umiddelbare nydelse og umiddelbare tålmodighed bliver motiverne bag de menneskelige handlinger. […] Den enkeltes affekter og følelser bliver til en enorm social kraft, en dynamisk motor i samfundet, som holder det i live og medfører dets vækst og udvikling. I det sociale liv er denne affekt-kraft en kilde til alskens handlinger og begivenheder. Intellektet forbliver den sekundære faktor, mens den kraft, som handler i retning af artens overlevelse, er viljen, som er synonym med driften. Denne drift – selvglæde, kærlighed, had, impuls, vrede, stræben efter kamp – er fundamentet, som vitaliserer verden. ”Selve handlingsbehovet er den allerstærkeste stimulans for den organiske og ikke-organiske evolution. Derfor skal enhver nationsfilosofi ikke bygge på logikkens sønderrevne fundamenter, men alene på denne vilje til livet, uden sanktioner, uden begrundelse, uden motiv, som ikke alene ikke bør bremses (som Dragomanovisterne ville), men omvendt bør dyrkes og udvikles, for med den lever og dør nationen, med den velsignes hele nationens politik og hele dens fundament, og denne vilje skal ikke bremses af de løsrevne ideers – liberalismens, kosmopolitismens, humanismens osv. - ”kastrater”. Denne nationens vilje til vækst, fremdrift og kamp, som ses i enkeltpersoners handlinger, bør alene styrkes og ikke hæmmes. Og denne styrkelse bør være det første og vigtigste fundament i denne nationale ide, som jeg her sætter i stedet for den lade, intellektualistiske, viljesløse og ”kastrat-agtige” provinstankegang. Denne vilje har forskellige udtryksformer, men uanset hvilken form den antager, om det er i form af heltegerninger eller undertvingelsen af naturen og mennesker, eller i risikoens og usikkerhedens lyksaligheder, er Schopenhauers livsvilje (Wille zum Leben) ensbetydende medNietzsches”viljen til magt” (Wille zur Macht), med kampen og tilintetgørelsen af forhindringer. Denne uklare drift er (med Hegel) viljens stræben mod at ”konkretisere sig selv”, sit “du bør”, sit “uopfyldte behov”, “forene det subjektive”. Viljen, som indtil videre lever i subjektets form, ønsker at tilintetgøre denne “ensidighed”, som for den er “en forhindring”. Det er dens indre ”uro”, der tilskynder den til at tilintetgøre denne forhindring, den er nødt til at overføre sin kraft til det ydre, vælte grænser, som deler det subjektive og det objektive. En af denne hegelske ”uros” vigtigste udtryksformer er nydelsen af risikoen, faren, bevægelsen og skabelsen. Dette var en filosofi, der ”længtes efter det, som der skulle gøres” (Sehnsucht des Sollens); visdommen hos dem, for hvem “naturens uslukkelige tørst”, som aldrig opnår ”tilfredsstillelsens sidste fred” ikke er en forbandelse (som for Frankos ”Murere”), men kun den højeste lykke, som Spengler anså som det vigtigste kendetegn ved ”det faustiske menneske”. Det er det, som Thalion kalder “gout du risque”, “nydelsen som består i at spille livets lotteri med håbet om at vinde den store gevinst”, en søgen efter faren. I denne form for livsvilje-ytring gemmer sig den samme udfordring til skæbnen, den fjendtlige, ”objektive”, verden, som den søger at kæmpe mod og underlægge sin magt. Ofte kommer denne vilje til udtryk i form af heltedåd. Helten enten påtvinger omgivelserne sin vilje og vinder, eller også afviser han disse omgivelser, men uden at give dem lov til at knække sin udødelige vilje, han dør, men nægter at anerkende, at der står en fremmed vilje over ham. Han søger døden, som han foretrækker frem for at underkaste sig de forhadte omgivelser. Ofte udtænker han forskellige motiver for sine heroiske handlinger, men disse motiver er ikke disse handlingers kilder. ”De virker eller virker ikke, afhængig af, hvorvidt de mødes i enkeltheden, eller ej, med endnu et element”. Dette element er en rent fysiologisk modstilling af ens subjektive Jeg, ens vilje overfor det objektive, og ønsket om at besejre det, evnen til at sige ”Nej” til den ydre verden… Det er en ”væsnets blinde instinktive reaktion mod ethvert attentat mod dets Jeg”… Det er “Non irreductible”, bevidst om sin fundamentale uforsonlighed overfor verden, ”rasende beslutning” om ikke at ændre et komma i sin holdning. […] Uanset hvad denne ukendte årsag (til den heroiske aktion) måtte være, eksisterer den, fordi den forårsager vores handlinger, uafhængigt af motiverne. Dette rene ago quia absurdum, “er en forunderlig reaktionens gave overfor omgivelsernes fatalitet”, som ændrer begivenhedernes forløb, “tvinger en til at bøje sig for den ydre verdens tyranni, eller afviser det med dødens noble gestus”. Denne “styrkefølelsens vidunderlige egoisme”, “er kilden til den største nydelse... ophøjer evnen til at skabe”, som vil – imod alt og alle – befæste sin vilje til magt. […] Den ukrainske idé Senere i bogen ”Nationalisme”, nærmere i kapitlet ”den ukrainske idé”, formulerer Dontsov ”den helt nye ånd”, der efter hans mening skal besjæle nationen og give den én samlet vilje til at herske over sit territorium. Her følger en oversættelse af afsnittet ”Det nye nationale eros”: Det, som den ukrainske idé mangler, er ”en helt ny ånd”. Vores ørkenvandring er endnu ikke slut, fordi vi har haft tusinder af viljer i stedet for én, og hundreder af tågede tanker i stedet for én klar, som kunne rette alle mod ét mål. For hvad er en nation andet end en samling af millioner af viljer omkring et fælles ideal; nemlig idealet om en bestemt etnisk gruppes beherskelse af et territorium, som den fik i arv fra sine forældre, og som den gerne vil give i arv til sine børn. En oversættelse af vore underbevidste ”ønsker” til begrebernes klare sprog – således formulerer Fichte krystalliseringen af enhver idé. Den ukrainske idé består af disse to dele: 1) Et klart formuleret mål, et ideal, som vor nationale vilje stræber hen imod, 2) Selve viljen, den følelsesmæssige side, det nationale ”eros”. En følelse, som er motivet bag handlingen, og en tanke, som giver følelsen en afgrænset form (Spencer). Årsagen til vore seneste katastrofer var netop den manglende udvikling af det ”emotionelle”. […] Det Ukraine, som vi ønsker, findes ikke endnu, men vi kan skabe det i vores sjæl. Vi kan og skal opvarme denne idé med den fanatiske hengivenheds ild, og da vil denne ild fortære vores slaveagtige ”skam” over os selv, som ødelægger os, ligesom skammen over sin egen ret tilintetgjorde det franske aristokrati (før 1789) og som ”den angrende godsejers” ideologi tilintetgjorde den russiske overklasse (før 1917). Før vi er blevet næret af dette lidenskabelige ønske om at skabe vor egen verden ud af det ydre kaos, før den ”lillerussiske” blidhed i os bliver afløst af den offensive kærlighed til at besidde, før teorierne bliver til aksiomer og dogmer, før ”skammen” forvandles til ”brutalitet”, før dens rygradsløse ”folkekærlighed” bliver til aggressiv nationalisme, bliver Ukraine ikke en nation. Dette er det hidtil oversete ”subjektive moment”, uden hvilket hverken naturrigdommene, menneskehedens antal eller ”evolutionen” vil hjælpe os. Ifølge Kielen har nationalitet først og fremmest en subjektiv side. Det er det viljemæssige og lidenskabelige element, som kan varmes op til feber, men også falde til under frysepunktet. I sidste tilfælde vil ingen objektive betingelser være nok til, at nationen kan opnå historiens anerkendelse af sine krav på en statslig eksistens. Hos os har man ignoreret dette element. I stedet for at opvarme denne ”emotionalitet” til det yderste, afkølede man den. Aldrig har de nationale postulater i ukrainskheden været forbundet med ”entusiasmens jernkraft”. Dragomanov og ”folkevennerne” vrængede af ordet nationalisme, skammede sig over dette ord. Ukrainerens tilknytning til ”det, som giver ham livet”, sit eget, anså [Dragomanov] for at være ”latterlig”, ligesom ”alle instinktive følelser”. Hans idé turde ikke hente noget fra ”den religiøse fanatisme” eller ”kampens hede”. Han ønskede, at ”de rationelle begrundelser skulle stå over følelserne”. At kvæle ekstasen, at dræbe nerven i en idé og omdanne den til et kedeligt partiprogram – det er, hvad [de ukrainske folkevenner] ønskede. ”De nationale aspirationers ”hårde spænding” blev brændemærket som et levn fra de ukulturelle århundreder, som et ”sygeligt fænomen”. Dragomanov tordnede mod ”den gammeltestamentlige intolerances ånd”, som han sågar klandrede Shevchenko for. Dragomanov og hans elever kunne ikke forstå, at intolerancen overfor fremmede guder blot er et spejlbillede af den urokkelige tro på sine egne. Hidtil har ukrainskheden ikke formået at sætte sig op til dette store ønske. Dens ønske har indtil videre været tildækket af ”en blid kærlighed” til sit eget, uden at kende viljen til med magt at påtvinge sig selv sine omgivelser og den ydre verden, uden at have en sådan afvisning af den fremmede idé, som kunne have rystet den i sin grundvold. ”Hvorfor er vi så ynkelige”, - spørger en af de ”spaltede” ukrainske sjæle, og svarer – ”fordi vi ikke har noget jeg vil, og når vi har det, så er det ligeså ynkeligt og svagt som os selv”. Dette var viljens værdiløshed. Man kan ikke sige, at den ukrainske idé helt var berøvet et ”emotionelt” anstrøg, men blot var det ” ynkeligt og svagt”. Den stoppede på et primitivt udviklingsstadie. Vor vilje til etableringen af en national egenart nåede ikke til et punkt, hvor den begyndte at modsige de fjendtlige viljer, til en bevidsthed om, at ”hver enkelt kun besidder det, som han har revet ud af den andens hånd”; uden herremandens nykker ”elskede vi blot vort eget, vort kære”. Og eftersom dette ”uden bevidsthed” virkeligt kom i spil her, var denne ”emotionalitet” i ukrainskheden underudviklet, passiv og alene defensiv. ”I de nationale spørgsmål gik vi aldrig udover den grænse, som selvforsvaret krævede. Vi afskyede såvel den polske som den moskovitiske nationalisme med deres instinkt af statslig vold. Et instinkt, uden hvilken den idé, som polskheden og russiskheden kan takke deres levedygtighed for, er død – dette instinkt var afskyeligt for os. Som et paradoks lød den tese, at enhver sund idé, som gerne vil sejre, bør gøre det af med den fjendtlige verden. Ukraineren ønsker ikke, at hans idé skal sejre ved at bruge magt eller, at hans idés triumf købes af ”vold og tvang”. Ideens sejr skal komme uden opfordring til ”nationalt had”, som ”man ikke kan bygge noget på”; ”vreden” mod den fjendtlige tanke, ”det brændende, modige ønske om at udrydde den fjendtlige idé ved roden”, opfordring til ”massernes mørke instinkter” – det var alt sammen følelser, som skulle tæmmes, også selvom de var rettet mod en fjendtlig omverden. Og selv når det ukrainske patos nåede frem til en afvisning af det fremmede, var denne afvisning halvhjertet og ufuldstændig. Selv den revolutionære ukrainskhed vidste, i sagens natur, kun hvad ”den ikke ønskede, men ikke hvad den ønskede”. Dens ønske om at ”ødelægge det eksisterende” var kun et udtryk for den følelse, som stræbte mod at udrydde volden i verden; den revolutionære ukrainskhed nåede ikke frem til organiseringen af en ny form for ”vold”. Det havde ikke noget ønske om at ”herske over nogen”, men blot et uproduktivt og defensivt ”had til slaveriet”. Men det var alt for lidt! Selve ”blidheden” overfor ens eget vil hverken skaffe idéen sejr eller føre ens folk til handling. Den latinske kirke med dens fremmede sprog, ligesom den østlige kirke med dens kirkeslaviske sprog har formået at få tag i masserne. Og hvilke ødelæggelser blandt ukrainerne forårsages i øjeblikket af den for os fremmede russiske bolsjevisme! Det er åbenlyst, at selve ”blidheden overfor ens eget” og den sentimentale kærlighed til sit eget ikke vil sikre ideens sejr. Der skal være noget andet i den, i dens patos. Og dette ”andet”, som masserne ubevidst stræber mod, og som er ideens essens, som oplyser dens for masserne uforståelige og fremmede detaljer – er netop dette herskerinstinkt, magtinstinkt, ønsket om at påtvinge den fjendtlige tanke og verden sin vilje og, lede, ordne livet, om så med tvang. […] Vort patos var ”en længsel efter et rent, menneskeligt, fredeligt… liv”; men livet er jo ikke kun længsel, det er også vrede! Ikke kun fred, men også krig! Grundlaget for den ukrainske genfødsel var ”det åbenhjertige ønske”, og ikke ”tvang”. Men for at sejre kan den nye ides patos ikke klare sig uden viljen til tvang, og indimellem til ”ran”. For hvad har en vingeskudt nation tilbage, som endnu ikke er blevet taget af de fremmede? Selv på sit eget territorium føler en sådan nation sig ”som på vores, fremmede jord”. […] Herskerinstinktet (”tvangsinstinktet”) er kendetegnet for alle store ideer, og hverken Vynnychenkos (ukrainsk socialistisk politiker, red.) ”blidhed”, Fedkovychs (ukrainsk 1800-tals forfatter) ”savsmuldsfilosofi”, Dragomanovs ”antifanatisme”, Tychynas (sovjetukrainsk forfatter) ”musik” eller socialisternes ”folkekærlighed” ville have sikret en stor idés eksistensberettigelse. Hos os protesterede man mod den fremmede ide alene i ”humanitetens” og ”blidhedens” navn. ”Jeg tror ikke på det fælles i os, som følges med et overgreb mod mennesket… Mennesket er for mig et mål i sig selv, selvom man vil beskylde mig for humanisme”, sagde Dragomanov. Men kun den modstand er kreativ, som er svanger med et kommende ”overgreb” mod den store ides hovedfjender. Hvis denne ånd af negationen af hedenskabet ikke havde levet i katakomberne og i de første kristne, ville de romerske ørne ikke have bøjet sig for den. Dragomanov tordnede mod profeternes patos, fordi de havde for lidt ”humanitet og altruistiske tanker”, men i stedet for meget ”rasende vrede mod dem, som ikke er modtagelige overfor profeternes og apostlenes tro”… Hvilken frygtelig blindhed! For den idé, som kun begrænser sig til ”altruisme” overfor sig selv, men er berøvet en ”rasende vrede” mod den ydre verden, er kraftløs. Her er en bolsjeviks udsagn: ”RSFSR er ikke blot fem bogstaver, men også fem flammende tegn, som varsler verden om en ny sandhed. For disse fem tegn er jeg parat til at tage et gevær og gå ud for at dræbe”. Med hvilken ”humanitet” kan man besejre denne fandenivoldske patos og djævlens tjenere? Da Calvin sendte kætterne i døden, sagde han: ”Det er Guds vilje, at hele menneskeheden skal gå i glemslen, hvis det drejer sig om at kæmpe for Hans ære”. Netop denne patos mangler den ukrainske idé, som kun kendte til en begejstring for sit eget, men ikke en afvisning af det fremmede, og som op til 1917 ikke havde formået at stille sit eget patos, som ville udrydde erobrerne, op imod erobrernes patos. Enhver kreativ idé kræver ikke alene at befri sig selv (se liberer), men, som Le Bon sagde, kaste sig over omgivelserne (s’imposer). Hos os afviste man ”tvangen” i ”blidhedens” havn, men hos de andre afviste man ”blidheden” til fordel for triumfen over andre. I tilstedeværelsen af denne ånd, som ikke kun yder modstand, men også har viljen til at herske, ikke alene viljen til befrielsen, mens også viljen til tvang, ikke alene viljen til ”menneskelighed” – er den stærke side i de kreative ideers ”emotionalitet”. Og før dette komponent er trådt ind i vores ”emotionalitet”, vil den ukrainske idé forblive død og ufrugtbar, jaget og spyttet på af fremmede, som ikke tænker på ”blidhed”, men på selvhævdelse. De fremmede ideer, som vi har haft med at gøre, havde alt det, som vi manglede. Den russiske ledelses åndelighed er gennemsyret af det instinkt, som jeg her taler om. ”Hvem jeg end måtte ønske at være – skriver Dostojevskij – hvad jeg end måtte ønske at fuldføre, om jeg bliver velgører eller edderkop, som suger andres blod, er jeg ligeglad. Jeg ved, at jeg vil herske, og det er nok!” Og et andet sted læser vi: ”… den store historiske lov består i, at vi aldrig bliver en stor nation, før vi frembringer en vis selvbevidsthed i os selv, bevidstheden om sin egen værdi for omverdenen… Alle store nationer har netop gennem dette evnet at udvikle deres store kræfter, der var så ”selvbevidste”; havde en sikkerhed, og som netop derigennem tjente menneskeheden, fordi de stolt, uforanderligt og konsekvent forblev det, de var”. Dette patos havde både Pushkin, Tyutjev, Blok, Majakovskij og såvel det prærevolutionære som det postrevolutionære Rusland. En af bolsjevismens fjender skriver om dem: de adskilte sig markant fra ”undersåtterne”, ”kommunisterne var af en eller anden grund altid barberede, gik i læderjakker eller arbejdsbluser, i høje støvler… De talte hårdt og kort… Deres bevægelser var skarpe. Man mærkede en, hvis ikke naturlig energi, så en beslutsomhed, et mod, og ofte en grovhed”. Altså igen ser vi et eksempel på befalingens patos, patos hos dem, for hvem ”et åbenhjertigt ønske” ikke er nok, for dem som hævder, at ideen - for at sejre denne verdens modstand fra omgivelserne, en fremmed idé og sin egen passive masse – kræver ”mod”, ”hårdhed”, ”energi”, ”tvang”, beslutsomhed”, og ofte ”grovhed”… Denne vilje kan i begyndelsen være ubevidst: hverken Khmelnytskyi eller Washington tænkte på en uafhængig stat, da de indledte deres respektive opstande, men de havde denne “combativite” ånd, en abstrakt idé om frihed, modet til at udlede de mest yderliggående logiske slutninger af omstændighederne og viljen til magt, som intet program kan erstatte. Dette manglede provinsionalismens følelsesmæssige side. Ligesom i forhold til den fremmede idé og til det ydre, som skal besejres, ligeså skal man overvinde sine egne omgivelser, hvor ideen bliver udviklet, og deres inerti. I dette tilfælde er ”tvangen” ligeså selvfølgelig som i det første tilfælde, og derfor kunne bærerne af nye ideer, på trods af deres ”demokratiske” retorik, ikke anerkende massens rolle som en kreativ faktor, men kun den førende gruppes. Disse ideer følelsesmæssige moment klarede sig uden den sukkersøde sympati for denne masse, men havde snarere den – iblandet beherskertrangen – kærlighed, med hvilken en træskærer behandler sit materiale. De stærke ideers ideologer i Rusland, sagde en moskovit, ”var helt rolige i deres overbevisning om, at folket vil antage alt i samme øjeblik, som vi foreslår det, rettere befaler… Vores ”almenmenneskelige” var i forhold til sit eget folk ikke andet end godsejere, selv efter landboreformerne”… ”Hvad er bedst – vi eller folket”, - spørger Dostoejvskij, skal folket følge os, eller skal vi følge folket?... Vi bør bøje os for folket… men… med den ene betingelse, at det er et sine qua non: at folket også antager meget af det, som vi er kommet med. Vi kan ikke udslette os selv, uanset hvilken sandhed folket kommer med; vi bør holde fast i vores holdning, og den vil vi for alt i verden ikke give afkald på, ikke engang i det yderste tilfælde, bare for at opnå en lykkelig enhed med folket”. Bolsjevismens fader (Lenin, red.) var også tilhænger af ”tvangsideologien” overfor masserne. Massen var for ham aldrig en sandhedsmålestok, hverken ”folkets vilje” eller flertallets position vil tvinge ham til at give afkald på sin sandhed. Hans idé burde ikke lede efter videnskaben i elementernes rasen, men vil kun vinde ”i en kamp mod elementernes rasen” over masserne, som den skal ”trække væk” fra deres vante kurs. Ganske udemokratisk hævdede han, at ”et dusin kloge er bedre end 100 idioter”. ”For at forlade barnestadiet”, skriver Lenin, ”bør enhver bevægelse blive smittet af en intolerance overfor de mennesker, som står i vejen for dens vækst qua sin falden for fødderne af elementerne”. Hvad kunne vores ”Dragomanovister” stille op mod dette – ganske vist negative og fjendtlige set med vore øjne – selvsikre patos hos den røde russiske nationalismes ideologer? Samme holdning til folket havde ”folkevennen Marat” (politiker under Den franske Revolution, red.), som kaldte det for ”de bange egoister”. Hos den polske nationalist Roman Dmovski kan vi læse følgende: at samle samfundet under én idés fane er ikke muligt, hvis man først skal ”afstemme modsætningerne mellem ild og vand, men er udelukkende muligt ved at forene dem, som bekender sig til ideen, og tvinge dem, som ikke frivilligt vil anerkende den, til lydighed”. Hvilken lighed i synspunkter! – Og her er så, til sammenligning, de ukrainske ”folkevenners” svar på samme spørgsmål (”er vi med folket, eller er folket med os?”) – ”Vi bøjede os for folket, som et livgivende element, som vil læge alle sår… i vores tilværelse, og som vil give svar på alle vore spørgsmål vedrørende den individuelle og samfundsmæssige frihed og den individuelle og menneskelige lykke”… ”Folket må selv bestemme, hvor det bevæger sig hen”… I de to førstnævnte eksempler gav ledelsen sit svar på spørgsmålet fra ”masserne”, mens den i det sidste eksempel spurgte ”masserne”, hvad den skulle gøre? I de første to eksempler har vi en ubøjelig vilje til at besejre massernes passivitet og føre den; mens vi i det sidste eksempel har at gøre med en frygt for at påtvinge sin vilje, ligesom frygten for ”jakobinismen” eller ”despotismen”; på den ene side har vi dem, som leder, og på den anden side har vi dem, som sjokker efter masserne og begivenhederne. På den ene side har vi ledernes psyke, og på den anden side har vi psyken hos dem, som bliver ledet: ”hyrderne” på den ene side og ”fårene” på den anden side. Den selvsikkerhed, som fortalerne for enhver stor idés følelsesmæssige side har et anstrøg af, er intet andet end en ubændig tro på sig selv, viljen til at tvinge den ned over den passive materie, i stedet for at søge ideerne hos den. En idé, som ikke har denne nerve i sin følelsesmæssige side, vil aldrig komme til at herske over materien. Når den ukrainske idé derfor gerne vil gå i kamp med andre om at beherske, skal den først og fremmest forkaste de ufrie tiders forbandede arv. Vi bør grundlæggende revurdere vore værdier. ”Fanatismen”, ”instinktive følelser”, ”emotionalitet” i stedet for ”fornuft”, ”den nationale intolerances ånd” – alt, det som hidtil er blevet trådt ned i skidtet, bør den unge og friske ukrainskhed rehabilitere. I stedet for amor intellectualis bør vi sætte den gamle tro, som ikke kender til tvivl, og en lidenskab, som ikke kender noget ”hvorfor”. Hengivenheden overfor sit eget skal suppleres med viljen til at påføre det fremmede sit stempel; i stedet for afhængigheden af masserne – bør vi sætte viljen til at tvinge masserne til lydighed. Vi bør modigt bære vor tro, uden at bøje os hverken for de fremmede eller for vor egne ”tvivlere”. Vi bør samle styrke til troen på vor idés storslåede mission og aggressivt at udbrede denne tro. En nation, som vil herske, bør også have et herrefolks herskermentalitet. ”Fanatisme” og ”tvang” og ikke ”blidhed” opfylder hovedfunktionen i samfundslivet, og deres plads kan forblive tomt. Hvis vi ikke udfylder denne plads, er der nogle andre, der gør det. Naturen tåler ikke tomrum.

Health Diet