Ukraines kamp for uafhængighed
Ivan Nester, cand.mag. Oplæg på Folkeuniversitetet, 13.11.08. Redigeret i 2012.
1. Begrebsafklaring
2. Historisk rids
3. Nationalismen
4. Konklusion
1. Begrebsafklaring
Uafhængighed defineres her som suverænitet. Ukraines uafhængighed er lig med Ukraines suverænitet. Det suveræne styre er legitimt. Et styre behøver dog ikke være demokratisk for at være legitimt. En kongemagt kan også være legitim, ja selv et despoti. Det afgørende er, at den styreform, der nu er tale om, opfattes legitim, dvs., at styrets handlinger bliver taget til følge i socialt relevant udstrækning. Før man fik nationalstaten, udgik suveræniteten fra kongen af Guds nåde. Kongen var suveræn og var repræsenteret af lensmænd og amtmænd lokalt, mens folket var hans undersåtter. I dagens moderne demokratier er det befolkningen/vælgerne, der er suverænitetens og legitimeringens kilde.
Hvis vi ser på Danmark, så har både kongemagten og senere den demokratiske statsmagt været stærkt forankret i befolkningen i mange hundreder år. Kongeriget Danmark har været uafhængigt og det danske styre har haft en suverænitet over sit område meget længere end de fleste andre lande. Der har dog været undtagelser: Da svenskerne besatte Danmark i 1658-59 og tyskerne gjorde det i 1940-45 var Danmark underlagt et fremmed overherredømme og havde ikke monopol på tvangsmagt. Det havde de østeuropæiske lande heller ikke, da de i perioden 1945-1989 var underlagt sovjetisk overherredømme.
Et land kan nemlig først defineres som uafhængigt og suverænt, når det er fri af fremmed overherredømme, og det således er landets styre, der har monopol på anvendelsen af tvangsmagt. Derfor er der to forudsætninger for en stats uafhængighed og suverænitet: Legitimiteten, der bygger på accept af styrets myndighed, og tvangsmagten, som udgår fra styret og indebærer kontrollen med politi og militær.
I august 1991 proklamerede Ukraine sin statslige suverænitet, og i de efterfølgende måneder skete der det revolutionerende, at de enheder af den sovjetiske hær, som befandt sig på ukrainsk territorium, aflagde ed og svor troskab til Ukraine og dets folk. Det betød, den ukrainske styre for første gang i historien kunne håndhæve sin suverænitet indenfor det ukrainske territorium. Staten Ukraine havde nu både befolkningens accept og et monopol på legitim anvendelse af tvangsmagt.
Gennem størstedelen af sin historie har Ukraine ellers været en provins eller et omstridt territorium uden klare grænser. Ukraines historie er præget af nabolandenes kamp om at herske over Ukraine og ukrainernes kamp for uafhængighed. Der har været flere krige i og om Ukraine end mellem Danmark og Sverige.
I dag vil jeg fortælle om Ukraines kamp for uafhængighed.
2. Historisk rids
Ukraine betyder ”landet, som ligger på kanten”. Navnet ”Ukraine” nævnes første gang i 1187, hvor det bruges til at betegne Kiev-statens randområde.
Geografien har spillet en afgørende rolle i Ukraines historie. 95% af Ukraines nuværende territorium er sletteland.
Pga. sin placering i den vestlige udkant af den euroasiatiske slette blev landet gang på gang løbet over ende af nomadestammer. Ifølge den amerikanske statsteoretiker Charles Tilly var det krigen der skabte staten, og staten, som førte krig.
Historisk har ukrainerne aldrig fået pusterum til at opbygge et slagkraftigt militær, som kunne dæmme op for fremmed indtrængen.
Den nordvestlige del af Ukraine er domineret af skove og sumpe. Netop i dette område, hvor geografien bød på en vis beskyttelse, opstod de første slaviske jordbrugssamfund.
Vikingerne kaldte området for ”Garderrige”, fordi de slaviske stammer omgav deres gårde med palisadeværk. Rundt omkring hovedsæderne lå landsbyerne. Den dominerende slaviske stamme var poljanerne, hvis anfører Kyj menes at have grundlagt byen Kiev i år 482.
I det 9. århundrede opstod Kiev- staten, som kom til at eksistere i et par hundreder år som en levedygtig politisk enhed. Ifølge den første slaviske krønike, Nestor-krøniken, erobrede de skandinaviske fyrster Askold og Dir Kiev og lagde grunden til en bystat. Ifølge Nestor havde de stridende slaviske stammer i år 862 anmodet vikingerne, som de kaldte ”rus”, om at komme og herske over dem, fordi ”der ikke er orden i vort land”. Sådan begyndte den skandinaviske Rurik-slægt at herske over Kiev.
I 988 lod fyrst Vladimir (Valdemar) Kiev-rigets indbyggere kristne. I 1054 valgte Kiev-fyrsterne at følge den byzantiske – ortodokse – gren af kristendommen, bl.a. fordi den anerkendte fyrstens overhøjhed i verdslige anliggender.
Ved hjælp af kirkens legitimering søgte fyrst Jaroslav at centralisere magten i Kiev-staten og erstatte arvegodsprincippet med en rotationsordning, der betød, at Kiev-fyrstens sønner skiftedes til at herske over hver sin by indenfor Kiev-Rusland.
I løbet af det 12. århundrede fortrængte arvegodsprincippet mere og mere rotationsprincippet. Manglen på accept af en central autoritet i Kiev betød fejder mellem diverse fyrstendømmer, som alle gjorde krav på byen.
Pga. magtkampene svækkedes Kievs forsvar, og både i 1169 og 1240 blev byen jævnet med jorden. Kiev-riget ophørte med at eksistere.
I 1362 blev Kiev indtaget af den litauiske storfyrste Algerdas.
Omtrent samtidigt begyndte det polske kongedømme at udvide sin magt. I 1349 kom således Galicien med hovedbyen Lviv under polsk overhøjhed.
I løbet af 1500-tallet kom resten af det daværende Ukraine ind under Polen. Den katolske jesuiterorden stod meget stærkt i Polen, og som led i kontrareformationen grundlagdes en lang række jesuiterkollegier, bl.a. i Ukraine.
Flertallet af de ukrainske jordbesiddere så op til polakkerne, var åbne overfor en kulturel og sproglig polonisering og overgik i stort tal til den romersk-katolske tro.
Den polske assimilation af den ukrainske overklasse medførte, at ukrainsk sprog, kultur, skikke og sædvaner samt den ortodokse religion næsten udelukkende kom til at blive forbundet med underklassen - de livegne bønder.
Som modreaktion mod udbredelsen af det polske og katolske herredømme oprettede de ukrainske magnater, som var forblevet loyale overfor den ortodokse kirke, i samarbejde med ortodokse gejstlige de såkaldte broderskaber, der skulle sikre bevarelsen og udbredelsen af den ortodokse tro. I 1581 udkom den første Bibel på et slavisk sprog under fyrst Ostrozskyjs protektorat.
Konflikten mellem den romersk-katolske og ortodokse kirke kulminerede i 1596 med underskrivelsen af Brest-unionen, da en del af den ukrainske ortodokse kirke gik over til at anerkende Pavens overhøjhed. Dette lagde grunden til den græsk-katolske kirke og skærpede konflikten mellem katolikker og ortodokse.
Livegenskab, armod og manglende sikkerhed fik mange ukrainske bønder til at flytte til det sydøstlige Ukraine, hvor kosakkerne var ved at blive en magtfaktor. I midten af det 16. århundrede grundlagde de en ny politisk enhed ved Dnepr-flodens udløb – Zaporizhska Sitj.
Zaporizhska Sitj bestod af en række fortifikationer på øer i Dnepr-flodens nedre løb. Når de mødte en militært overlegen modstander, fortrak kosakkerne til disse fæstninger og fik forsyninger ad vandvejen. Den største fæstning – Mala Khortytsa – blev opført i årene 1550’erne af en af de ukrainske godsejere, som ikke havde ladet sig polonisere.
Historikerne er enige om, at Vyshnevetskyjs sikkerhedssystem dannede grundlaget for en relativt levedygtig politisk enhed - kosaksamfundet.
De polske konger forsøgte at integrere kosakkerne i den polske stat bl.a. ved at bruge dem som grænsetropper. Mange kosakanførere blev gjort til jordbesiddere i et forsøg på at styrke deres loyalitet. De øvrige kosakker skulle udenfor felttogene være livegne for godsejerne.
De erfaringer, som kosakkerne fik i de krige, de kom til at udkæmpe mod moskovitterne, tyrkerne og tatarerne, blev af uvurderlig betydning i deres uafhængighedskamp.
Kosakkerne var utilfredse med at være kanonføde og livegne for magnaterne, mens de ukrainske godsejerne følte sig diskrimineret af den polske overklasse, der ikke betragtede dem som ligemænd.
Kosakkernes militære færdigheder, forarmelsen og det gamle nag mod katolikkerne betød, at det var et spørgsmål om tid, inden en stærk anfører ville kunne samle dem i et oprør mod det polske overherredømme.
Den polsk-ukrainske krig 1648- 1654 skulle blive skæbnesvanger for såvel Polen som Ukraine. Polen ophørte med at være en stormagt, mens Ukraine kom ind i den russiske magtsfære.
Den polsk-uddannede godsejer Bohdan Khmelnytskyj, som havde været Polen en loyal tjener, indtil han blev ramt af en personlig tragedie, viste sig som en karismatisk leder og som en dygtig hærfører, der i løbet af få måneder fik mobiliseret en oprørshær på over 100.000 kosakker og livegne bønder. I løbet af ganske kort tid løb den ukrainske oprørshær polakkerne over ende.
Problemet var, at Khmelnytskyjs mål med oprøret ikke var et uafhængigt Ukraine. Det er værd at bemærke, at ordet uafhængighed eller suverænitet på det tidspunkt ikke blev knyttet til et folk men til en monark af Guds nåde.
Khmelnytskyj ønskede at få indsat en set med hans øjne mere retfærdig polsk monark. Han tøven gav derfor polakkerne et pusterum, som de brugte til at iværksætte en modoffensiv mod oprørsstyrkerne. En presset Khmelnytskyj gik nu til den tyrkiske sultan for at få ham som beskytter. Da sultanen svigtede ukrainerne i et afgørende slag mod polakkerne i 1651, havde Khmelnytskyj kun det kulturelt og religiøst beslægtede storfyrstendømme Moskva at støtte sig til.
Moskva havde siden 1462 haft en missionerende selvopfattelse som udbreder af den ortodokse tro. Zar Aleksej afviste i første omgang de ukrainske tilnærmelser. Men da han kunne se, at såvel Polen som Ukraine var ved at forbløde, var han ikke sen til at udnytte tomrummet til at udvide Moskvas indflydelse i regionen.
I 1654 godkendte Khmelnytskyj og hans råd af kosakanførere således, at Ukraine skulle anerkende den ortodokse moskovitiske zar som overhoved og beskytter.
Khmelnytskyj gik med til at anerkende zarens overhøjhed uden som modydelse at få zarens anerkendelse af kosakkernes rettigheder og privilegier. Zar Aleksej var enehersker af Guds nåde, og hans udsendinge ville end ikke høre tale om at give de ukrainske undersåtter nogle rettigheder. Khmelnytskyj måtte acceptere rollen som vasal for zaren.
Trods det magre udbytte lagde Khmelnytskyj-opstanden grunden til de kommende århundreders kamp for uafhængighed, som forblev det forjættede mål, som alle ukrainske ledere fremdeles måtte forholde sig til.
Da Khmelnytskyj døde i 1657, kontrollerede kosakstaten hele det nuværende centrale Ukraine. Administrativt blev landet inddelt i et antal distrikter, som svarede til antallet af regimenter i krigstid, mens obersterne i fredstid var en slags amtmænd.
Med 1654-aftalen havde moskovitterne fået lov til at udstationere gesandter i samtlige ukrainske byer. De rapporterede hjem til zaren og modtog klager fra utilfredse godsejere, kosakker og bønder. Disse klager blev af Moskva ofte brugt som påskud til indblanding i de ukrainske anliggender.
Flere af Khmelnytskyjs efterfølgere forsøgte uden held at styrke Ukraines uafhængighed af Moskva. Men Moskva havde fat i den lange ende og var ikke sen til at drage fordel af splittelsen mellem forskellige sociale grupper og forskellige kosakfraktioner.
Moskva befæstede sit herredømme over det centrale og østlige Ukraine, mens Polen og den katolske kirke beholdt grebet om det vestlige Ukraine.
Denne deling af landet i en russisk og en polsk/vestlig sfære trækker dybe spor ind i det moderne Ukraines historie.
Ivan Mazepa var den sidste kosakanfører, der gjorde et seriøst forsøg på at opnå uafhængighed. Han havde i årtier været loyal overfor den russiske zar Peter den Store, men da svenskerkongen Carl den 12. angreb Rusland og en militært presset zar lod ukrainerne sejle deres egen sø, øjnede Mazepa muligheden.
Men i det afgørende slag ved Poltava i 1709 led den svenske hær og Mazepa et forsmædeligt nederlag, og Peter den Store brugte Mazepas forræderi til at gennemføre en brutal udrensning i Ukraine med englændernes undertrykkelse af Irland som forbillede.
Peters efterfølger Katarina den Store afskaffede kosakkernes autonomi helt og tilskyndede dem til at deltage i det fælles russisk-ukrainske erobringsprojekt, som op gennem 1700-tallet medførte en kolonisering af Sortehavsregionen, hvor et område svarende til en tredjedel af det nuværende Ukraine på få årtier blev erobret fra osmannerne og kristnet.
Udbredelsen af det russiske herredømme i Ukraine kulminerede i 1793-95, da hele det vestlige Ukraine med undtagelse af Galicien blev annekteret af Zaren som led i Polens 3. deling.
Ukraine blev inddelt i ni guvernementer og, kunne de næste 120 år leve i et for ukrainerne uvant politisk stabilt system under de skiftende russiske zarer. Den gamle ukrainske overklasse nød godt af de privilegier, som livegenskabet og zarens beskyttelse gav dem. Mange gjorde karriere i det imperiale embedsværk og lod sig adle. De ukrainske bønder levede en kummerlig tilværelse, men kunne i det mindste føle sig rimelig sikre på ikke at blive overfaldet af nomadestammer.
Vi har set, hvordan Ukraines udsatte sikkerhedspolitiske situation i to skelsættende tilfælde pressede landets ledere til på skrift at legitimere et fremmed overherredømme; nemlig da fyrsterne i 862 bad vikingerne om at komme og få bragt orden i deres hus, samt i 1654, da kosakkerne anerkendte den moskovitiske zars overhøjhed. Disse to begivenheder var med til at undergrave Ukraines uafhængighed.
Et symptom på ukrainernes generelle accept af den russiske zar var deres overvældende opslutning om den russiske hær under Napoleons felttog mod Rusland i 1812. Ukrainerne lod sig i stor stil indrullere i de frivillige kosakregimenter, som kæmpede på russisk side.
I 1812 var en hurtig besættelse af Ukraine slet ikke med i Napoleons strategiske overvejelser for felttoget mod Rusland.
Derimod er det velkendt, at da Hitler i 1945 satsede på en blitzkrig mod Sovjetunionen, var det i vid udstrækning i forventning om at blive budt velkommen i Ukraine. Odessa med 1/3 jødisk befolkning før krigen var den eneste ukrainske by, som virkelig forblødte i kampen mod de fremrykkende tyske tropper og hvor civilbefolkningen aktivt deltog i modstanden. De øvrige ukrainske byer overgav sig relativt let til værnemagten. Ukraine forblev under tysk besættelse i to år og det store flertal af ukrainerne forholdt sig neutralt til tyskerne, selvom nazisternes regime i Ukraine var langt mere hårdhændet end i Danmark.
De største prosovjetiske guerillastyrker opererede med de hviderussiske skove som base. Den største guerillastyrke i Ukraine udgjordes derimod af ukrainske nationalister i det nordvestlige Ukraine, der bekæmpede såvel tyskerne som russerne.
Lidt udenfor hovedstaden Kiev oprettede tyskerne i 1941 en Kz-lejr for sovjetiske krigsfanger, hvor 120.000 tilfangetagne omkom, uden at lokalbefolkningen eller partisaner i nævneværdig grad kom dem til undsætning.
Der var gået 133 år mellem Napoleons felttog og Hitlers operation Barbarossa.
Hvad var der sket med ukrainerne i de mellemliggende 133 år, og hvad var forklaringen på deres relativt venlige modtagelse af de tyske besættelsestropper i 1941?
3. Nationalismen
Den amerikanske og den franske revolution havde banet vejen for etableringen af et nyt politisk system, som baserede sig på folkemassernes accept.
I begyndelsen af 1800-tallet blev Tyskland ramt af en national-romantisk bølge. Man begyndte at dyrke sproget og de folkelige traditioner som de bærende elementer i et folks kultur og tale om en ”nation” - et nationalt fællesskab baseret på fælles sprog og kultur. Ifølge den tyske filosof Herder var sproget det vigtigste bindeled for et folk.
Disse tanker blev spredt til Østeuropa, herunder Ukraine, hvor en række intellektuelle gik i gang med at ophøje det ukrainske bondesprog til et litteratursprog.
Problemet var, at det sprog, som de ukrainske bønder kommunikerede på, fremstod som enfoldigt sammenlignet med de sprog, som den ukrainske overklasse foretrak at bruge; nemlig polsk, tysk, fransk og russisk.
Det første litterære værk på ukrainsk blev den ukrainske embedsmand Ivan Kotljarevskijs fortolkning af Virgils ”Æneiden”. Hans mening var at vise, hvor komisk et klassisk værk på denne tid kunne lyde, hvis det blev oversat til ukrainsk og omsat til moderne ukrainske forhold. Alligevel blev Kotljarevskijs bog fra 1798 en milepæl og den dag i dag betragtes han som en af ukrainsk litteraturs ophavsmænd.
Kendetegnende for de ukrainske national-romantiske intellektuelle var, at de var loyale overfor zaren og satte ikke spørgsmålstegn ved den bestående orden. De var lydige tjenere i Det russiske Imperium, hvor de havde gode karrieremuligheder.
I 1840’erne opstod der imidlertid en ny strømning, som prøvede at forene den nationale kultur med en politisk ideologi. Landets intellektuelle tyngdepunkt flyttede til den gamle hovedstad Kiev, som i 1834 havde fået et nyt universitet.
Som ofte i historien skulle der en karismatisk personlighed til for at kanalisere massernes aspirationer imod et konkret mål.
Taras Shevtjenko (f. 1814) var rundet af den ukrainske muld og levede en kummerlig tilværelse som livegen, indtil hans herremand tog ham med til Sct. Petersborg, hvor Shevtjenkos kunstneriske evner blev opdaget. Dengang sværmede en del russiske intellektuelle for den troskyldige ukrainske folklore. Førende kunstnere løskøbte Shevtjenko og sørgede for, at han blev optaget på Kunstakademiet i Sct. Petersborg, hvor han fik en førsteklasses uddannelse. I 1840 udfoldede den 26-årige Shevtjenko hele sit stormfulde talent i ukrainsk litteraturs hovedværk ”Kobzar”.
Shevtjenko formåede at udvide det ukrainske sprogs smidighed, udtryksmuligheder og ressourcer ved at få en række ukrainske dialekter, bondesproget, skriftsproget og elementer af kirkeslavisk til at gå op i en højere enhed. Hans poesi blev startskuddet til ukrainernes litterære og intellektuelle frigørelse.
Som en mand af folket vidste Shevtjenko alt om den armod, som herskede i feudalsamfundet. Han brugte ”Kobzar” til at appellere til en radikal og revolutionær bekæmpelse af uretfærdighederne i samfundet.
Sideløbende med den sociale indignation gik Shevtjenko som den første ukrainske forfatter nogensinde åbenlyst i rette med den russiske undertrykkelse af Ukraine. I en polemik med den store russiske digter Aleksandr Pushkin, der lovsang Peter den Første og Katarina den Anden, kaldte Shevtjenko dem for bødler og skrev, at Peter den Første havde korsfæstet Ukraine, mens Katarina den Anden havde givet det dødsstødet. I et digt fra 1845 fordømte Shevtjenko den blodige russiske besættelse af Kaukasus og drog paralleller til russernes undertrykkelse af kosakstaten.
Shevtjenko skosede også Khmelnytskyj for at have overladt Ukraine til zaren og lovsang de kosakledere, som havde forsøgt at løsrive Ukraine fra Moskva.
I 1847 blev Shevtjenko anholdt af myndighederne for sin påståede forbindelse til en hemmelig ukrainsk undergrundsorganisation. Set med zarens øjne var Shevtjenko den farligste politiske aktivist i Ukraine, og han blev forvist til Sibirien, hvor han i 1861 døde af tuberkulose kun 47 år gammel. Så revolutionære var nogle af Shevtjenkos værker, at de først fik lov til at blive udgivet efter 1905.
Med Shevtjenko fik den ukrainske nationalisme mæle. I hans optik var Ukraines kamp for national uafhængighed tæt forbundet med kampen for social retfærdighed, som også andre af zarens undersåtter udkæmpede.
Shevtjenko italesatte en vision om ukrainsk national uafhængighed og frihed for det være sig polsk, russisk eller anden overhøjhed.
Inspireret af Shevtjenko forsøgte ukrainske intellektuelle i anden halvdel af 1800-tallet at udbrede kendskabet til ukrainsk sprog og litteratur. Der indledtes et tæt samarbejde mellem vestukrainerne i det politisk relativt liberale Østrig-Ungarn og østukrainerne i Rusland.
Styrets hårdhændede behandling af Shevchenko og undertrykkelsen af alt det, der kunne minde om ukrainsk eller lillerussisk nationalisme og separatisme tvang de ukrainske intellektuelle til at vælge evolutionens og forståelsens vej. De dominerende ideologiske strømninger i post-Shevchenko Ukrai-ne blev derfor den ”ukrainofile” og social-populistiske strømning. Den rationelle og fornuftsprægede folkeoplysning af masserne kom til at dominere den proces, som kan kaldes 1800-tallets ukrainske nationale vækkelse under ledelse af skikkelser som Antonovych og Dragomanov.
I 1876 udstedte dem russiske zar Aleksander et dekret, der forbød anvendelsen af det ukrainske sprog i hele den offentlige sfære. Bøger på ukrainsk måtte ikke indføres og trykkes, og ukrainsk-sindede lærere fik forbud mod at undervise.
Nogenlunde på samme tid begyndte kendskabet til marxismen at blive udbredt. Zarens hemmelige politi undervurderede fra starten af marxisternes evne til at få tag i masserne. Man var tilsyneladende mest bange for, at nationalismen skulle få tag i befolkningerne i vestlige provinser som Ukraine og Polen.
Den måde, industrialiseringen i det russiske imperium skete på fra 1890erne, havde også en betydning for den ukrainske nationalismes vækstmuligheder. I Rusland var det staten og ikke borgerskabet, der forestod industrialiseringen, som blev koncentreret i nogle få områder af Rusland samt i Øst- og Sydukraine.
Ukraines frugtbare sorte muldjord har historisk dannet grundlag for en mere individuel landbrugskultur end i Rusland, hvor landbrugskulturen var mere kollektivistisk.
Før revolutionen udgjordes arbejderproletariatet næsten udelukkende af russere.
Dette russiske proletariat var rimelig modtageligt overfor marxistiske og socialistiske budskaber. Dette var en vigtig præmis for revolutionerne i 1905 og 1917.
En vigtig grobund for nationalismen menes at være en hurtig industrialisering og urbanisering af en stor landbefolkning, som på få år skal omstille sig til et byliv.
Indtil langt op i 1930erne var ukrainerne i mindretal i de ukrainske storbyer, hvilket menes at have lagt en dæmper på nationalismens fremvækst. Den russiske, polske og jødiske borgerskabskultur var dominerende i alle ukrainske byer.
De ringe vækstbetingelser for ukrainsk nationalisme var medvirkende til, at socialismen blev den dominerende politiske strømning indenfor den ukrainske intelligentsia.
Ved et fuldt demokratisk parlamentsvalg i december 1917 fik de overvejende socialistiske ukrainske partier 70% af stemmerne, mens Lenins bolsjevikker, der i oktober samme år havde erobret magten i Rusland, måtte nøjes med 10%.
I januar 1918 erklærede Ukraines parlament – Centralradaen - landet for en selvstændig og suveræn stat under den socialistiske præsident Hrushevskyj.
Uafhængigheden varede kun kort, fordi regeringen blev løbet militært over ende af skiftevis hvide loyalister, bolsjevikker og tysk-støttede ukrainske godsejere.
Bolsjevikkerne vandt borgerkrigen og indsatte i 1920 en kommunistisk sovjetregering i Kiev.
Valget i december 1917 havde vist, at bolsjevikkerne kun nød opbakning fra et mindretal af befolkningen. Derfor kunne bolsjevikkerne ikke basere deres magt på folket. Fra starten af havde bolsjevikkerne derfor et legitimitetsproblem, som i Ukraine blev forstærket af det nationale aspekt.
Den integrale ukrainske nationalisme, som danner grundlaget for ideen om den ukrainske nations uafhængighed og statslige suverænitet, blev først udviklet i 1920’ernes polskkontrollerede Vestukraine, og var en reaktion på det, der blev set som den demokratiske ukrainske elites forræderi mod folkemasserne under uafhængighedskrigen i 1917-20. Men den var også et fundamentalt oprør med det menneskesyn, der havde præget den ukrainske post-Shevchenko elite i 2. halvdel af det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede.
1920’ernes og 30ernes ukrainske nationalistiske filosofi (nationsfilosofi) med østukraineren Dmytro Dontsov som ophavsmand gav startskuddet til en militant og radikal kamp for Ukraines uafhængighed og imod Ukraines fjender, først og fremmest Rusland. Nationen var for Dontsov en absolut værdi, og for ham eksisterede der intet højere mål end opnåelsen af en uafhængig stat. Kampen gjaldt ikke kun de ydre fjender, men ikke mindst de kræfter i selve Ukraine, der repræsenterede liberale, demokratiske og socialistiske anskuelser, som Dontsov gav hovedansvaret for den mislykkede uafhængighedskrig i 1917-20. Den integrale ukrainske nationalisme fastslår, at målet helliger midlet, viljen står over fornuften, instinktet over refleksionen, intuitionen over deduktionen og kollektivet (nati-onen) over individet. En ledelse bestående af heroiske og selvopofrende professionelle politikere skal lede nationen på grundlag af det ufejlbarlige nationale instinkt. Nationalisterne følte et åndsfællesskab med de heltemodige Kiev-fyrster, kosak-hetmaner og ikke mindst med Taras Shevchenko, idet de fordømte de intellektuelle og humanistiske Shevchenko-fortolkere og kritikere som Dragomanov, Franko, Vinnychenko og Hrushevskyi. Ligesom Shevchenkos radikale nationalisme var en reaktion på mange års russisk undertrykkelse, blev den integrale ukrainske nationalisme en reaktion på den intellektuelle elites svigt overfor masserne og ideologiske underdanighed overfor Rusland.
For at gøre kommunismen mere spiselig for de ukrainske masser indledte partiet i 1923 på den døende Lenins foranledning en “ukrainisering” af sovjetmagten. Drivkraften var den ukrainske partichef Mykola Skrypnyk, der I 1933 begik selvmord.
Sammenlignet med Ukraines status som provins i Zarrusland var den ukrainske socialistiske sovjetrepublik en klart afgrænset national og territorial helhed med egen hovedstad og administrative apparat.
Ukrainiseringen gav synlige resultater. I 1923 udgjorde ukrainerne 35% af de regeringsansatte. I 1926 var tallet steget til 54%. Ukrainernes andel af partimedlemmer steg fra 23% i
1923 til 52% I 1927. I 1929 blev der undervist udelukkende på ukrainsk i over 80% af skolerne og 30% af de videregående læreanstalter mod ingen før revolutionen. Samtidig faldt analfabetismen markant.
Fra 1928 indledte sovjetmagten en industrialiserings- og kollektiviseringskampagne, som fik mange ukrainske bønder til at flytte til byerne. I 1920 udgjorde ukrainerne 32% af befolkningen I de ukrainske byer. Dette tal var I 1939 steget til 58%. Byernes befolkningstal fordobledes fra 1926 til 1939. I 1926 udgjorde ukrainerne 6% af den ukrainske arbejderklasse. I 1939 var dette tal vokset til 30%.
Den sovjetiske diktator Josef Stalin betegnede Ukraine som det svage led i Sovjetunionen. Ifølge Khrustjov ville Stalin gerne have deporteret eller myrdet alle ukrainere, mens til deres held var de for mange. Ligesom den russiske chauvinisme var et vigtigt bindemiddel i zarens imperium, blev den russiske nationalfølelse en hovedingrediens i Stalins sovjetiske imperium. Derfor udgjorde en bondenation som ukrainerne med deres spirende nationalisme et problem for imperiets enhed.
Efterhånden som millioner af ukrainske bønder strømmede til byerne – kommunisternes traditionelle højborge – opstod en reel fare for, at byerne ville blive arnested for ukrainsk nationalisme og separatisme.
I 1933 udpegede kommunistpartiet den ukrainske nationalisme støttet af kulakkerne som den største fare for Ukraine. Mellem 1933 og 1937 udrensede Stalins håndlangere i Ukraine - Postushev og Khrustjov - næsten hele det ukrainske parti- og statsledelse, samt kultur og åndsliv. 37% af de ukrainske partimedlemmer blev skudt.
Under hungersnøden I 1932-33 omkom ca. 7 millioner ukrainske bønder som følge af en hungersnød fremkaldt af partiets brutale konfiskation af samtlige kornafgrøder i landet med henblik på eksport.
1920ernes ukrainisering blev afløst af en russificering i overensstemmelse med den officielle ideologi, som ophøjede russerne til “et stort folk, der hjalp hele menneskeheden til demokrati og socialisme”.
I 1920erne var moderniseringen og ukrainiseringen gået hånd i hånd, men Stalins tilintetgørelse af den ukrainske elite førte til en russificering, og fra slutningen af 1930erne kom russisk kultur igen til at blive associeret med det moderne Ukraine, alt imens ukrainsk kultur degraderedes og blev sidestillet med den traditionelle bondekultur.
4. Konklusion
De politiske udrensninger og den store hungersnød i 30erne var et udtryk for, at Stalin-styret havde et legitimitetsproblem i Ukraine, men de kan også ses som udtryk for, at ukrainerne var ved at udvikle sig til en nation, som udgjorde en potentiel trussel mod den sovjetiske centralmagt.
De fleste ukrainere forholdt sig neutrale til den tyske invasion, fordi deres loyalitet overfor sovjetmagten kunne ligge på et meget lille sted, jfr. nationalismen og 30ernes erfaringer.
Tyskernes hårdhændede behandling af ukrainerne og Den røde Hærs befrielse af Ukraine - med efterfølgende udrensninger af hundredetusinder af kollaboratører og oprørere – skabte fornyet legitimitet for sovjetmagten i Ukraine.
Med indlemmelsen af Galicien, Volynien og Bukovina i Sovjetukraine kunne kommunisterne nu bryste sig af at have samlet det ukrainske folk ”…i en fri og ny familie…”.
Sovjetmagtens blodige nedkæmpelse af det nationalistiske oprør i Vestukraine skabte et indædt had til alt russisk i det engang russiskvenlige område, som i århundreder havde været udsat for polsk undertrykkelse.
Med den integrale nationalisme som ideologi førte Organisationen af Ukrainske Nationalister og Ukraines oprørshær (OUN-UPA) deres væbnede kamp i 30’erne og 40’erne under det berømte slagord ”Opnå en suveræn ukrainsk helstat eller dø i kampen for den”. Dette slogan vandt genklang hos nationalisterne i Dnipro-Ukraine (Øst-ukraine). Med uafhængigheden i 1991 blev OUN’s dogme til statsideologi og samtlige ukrainske præsidenter siden 1991 har på trods af deres udgangspunkt været enten ideologiske eller økonomiske nationalister. OUN’s dogme er lig med Ukraines statsræson, dvs., at alle andre hensyn tilsidesættes til fordel for dogmet om en suveræn ukrainsk helstat.
Vestukrainerne var op gennem efterkrigstiden aktive først i modstandsbevægelsen og siden i demokrati- og menneskerettighedsbevægelsen.
Vestukrainerne overtog stafetten som de fremmeste fortalere for Ukraines uafhængighed.
Mange vestukrainere flyttede til Kiev, fordi de ikke ville gøre karriere i det forhadte Rusland.
I 2004 udgjorde udvandrere fra Galicien eller deres efterkommere 25% af Kievs befolkning.
Vestukrainerne bevarede drømmen om et uafhængigt Ukraine, som de havde håbet på at få under og efter 2. verdenskrig.
I 2004 stemte 79% af Kievs befolkning på Viktor Jusjtjenko som præsident. Befolkningen i Kiev var udslagsgivende for, at Den orange Revolution lykkedes. Hundreder tusinde af dem gik på gaden og gav husly til de mange tilrejsende demonstranter. Den afgående præsident Kutjma havde ikke mod til at sætte kampvogne ind mod masserne og gå over i historien som en blodig tyran.
Litteratur:
Paul Robert Magocsi ”A history of Ukraine” Toronto 1996.
Orest Subtelny “Ukraine. A History” Ukrainian edition, Kiev 1993. Dmytro Dontsov "Natsionalism" Lviv 1926.