Ukrainsk nationalisme - oprindelse, udvikling og betydning i dag

Den ukrainske nationalisme – oprindelse, udvikling og betydning i dag

Ivan Nester Nielsen

Cand. mag. i øststatskundskab og historie fra Københavns Universitet (1994).

51 år.

Formand for Dansk-Ukrainsk Selskab siden 1996.

Begyndte at interessere mig for Ukraine på universitetet (i starten af 90’erne).

Modtog i 2009 den ukrainske stats Meritorden af 2. grad af Ukraines præsident.

Organiserede i 2009-10 opstillingen af Shevchenko-monumentet i København.

Har arbejdet 12 år med udsatte borgere i kommunalt regi. I dag selvstændig tolk og konsulent.


De fem faser i ukrainsk nationalisme - kronologisk

  1. National-romantikken (1800-1861)
  2. Den liberale nationalisme (1861-
  3. Den integrale nationalisme (1926-
  4. Dissidentbevægelsen (1953-1991)
  5. Nation-building (1991-2017)

år 1800: de ”sydrussiske” provinser under det russiske imperium

  1. Nationalromantikken (1800-1861)

Opstår i Tyskland: (Schiller, Grimm brdr., Goethe, Herder og Hegel). Påvirker nabolandene, C-Ø Europa og Ukraine.

Før: renæssancen, barokken og oplysningstiden ophøjede fornuften. Styreform: absolutisme, enevælde ”af Guds nåde”.

Nu: romantikken ophøjer almuens sprog og kultur.  Følelser (modsat fornuft) ses som noget positivt. Styreform: Konstitutionelt monarki på et nationalt og folkeligt grundlag.

National-romantikkens 3 faser (jf. Hroch):

1) akademisk (Kharkiv romantikerne; fra 1790’erne),

2) sproglig (Kharkiv universitet; fra 1804)

3) politisk (Taras Shevchenko/Skt. Petersborg diasporaen).

Taras Shevchenko

Født syd for Kiev. Hans forældre var livegne bønder. Hans godsejer tager ham i 1828 med til Vilno, hvor Taras begynder at uddanne sig til maler.

De flytter i 1831 til Skt. Petersborg. Taras bliver i 1838 løst fra livegenskabet og optaget på det imperiale Kunstakademi. Historiske sidestudier.

Det ukrainske miljø i Skt. Petersborg er med til at forme Taras. Han begynder at skrive nationalromantiske digte.

Gennembrudsdigtet er det anti-russiske digt ”Kataryna” fra 1838.  Shevchenkos poesi spiller på nationalfølelsen og glorificerer Ukraines fortid, især den autonome kosakstat, der eksisterede i 1648-1775.

Hans digte er polemiske og dermed politiske (3. fase iflg. Hroch).

I 1840 udkommer Shevchenkos første digtsamling ”Kobzar” (barden).

Кохайтеся, чорнобриві,  (Dyrk elskov, I sortbrynede)

Та не з москалями, (Men bare ikke med moskali (”moskali” betyder omtrent ”de forbistrede russere”.

Бо москалі — чужі люде, (For moskali er fremmede folk)

Роблять лихо з вами. (De gør jer fortræd)

Москаль любить жартуючи, (En moskal elsker sarkastisk)

Жартуючи кине; (Sarkastisk vil han forlade jer)

Піде в свою Московщину, (Han vil rejse hjem til sit  Muscovy)

А дівчина гине... (Катерина, 1838) (Mens pigen går til grunde).

Kateryna som symbolet på Ukraine. (1840)

Ukraine som nationsbegreb. Gud, Ukraine og sandheden som absolutte værdier.

Слава не поляже; (Hæderen vil ikke falde)

Не поляже, а розкаже, (Den vil ikke falde, men fortælle)

Що діялось в світі, (Om hvad der skete i verden)

Чия правда, чия кривда (Hvem havde ret, og hvem havde uret)

І чиї ми діти. (Og hvis børn vi er.)

Наша дума, наша пісня (Vores tanke og vores sang)

Не вмре, не загине... (Vil ikke dø eller gå til grunde…)

От де, люде, наша слава, (For vor hæder folkens)

Слава України! (Er Ukraines hæder!)

Без золота, без каменю, (Uden guld og uden sten,)

Без хитрої мови (Uden et listigt sprog)

А голосна та правдива, (Men højlydt og sand,)

Як господа слово. (До Основ’яненка, 1840) (Som Guds ord.)

Khmelnytsktyi dekonstrueres, fordi han lukkede moskovitterne ind.

Kritik af den ukrainske overklasse

      Дніпро, брат мій, висихає,
Мене покидає,
І могили мої милі
Москаль розриває...
Нехай риє, розкопує,
Не своє шукає,
А тим часом перевертні
Нехай підростають
Та поможуть москалеві
Господарювати,
Та з матері полатану
Сорочку знімати.
Помагайте, недолюдки,
Матір катувати».

      1843

Min broder Dnipro bliver tørlagt

og forlader mig,

Og mine kære gravhøje

Bliver gravet op af moskovitten…

Lad ham bare rode og grave,

På jagt efter fremmed guld

Alt imens vendekåberne

Vokser op og hjælper

Moskovitten med at herske,

Og frarøve moderen hendes

Sammenlappede skjorte.

Kom så, I umennesker, og hjælp

Med at mishandle moderen”.

Paradigmeskift

Shevchenkos digtning baner vejen for en ukrainsk nationalfølelse, der fordrer national uafhængighed fra Rusland, men er også stærkt kritisk over for polakker og jøder

Hans digte rummer også  en klar social protest.

Paradigmeskift fra ”provins” til ”nation”. ”Ukraine” bliver lig med nation.

I 1847 fængsles og forvises Shevchenko. Han bliver løsladt i 1857, men dør allerede i 1861.

  1. Liberal nationalisme (1861-)

Den nationale bevidsthed skal opbygges gennem uddannelse og folkeoplysning.

Evolution og ikke revolution er vejen frem. 

Liberale, konstitutionelle og demokratiske ideer i centrum.

Forsigtig kritik af absolutismen.

Ukrainsk liberalnationalismes hovedskikkelser

Mykhaylo Dragomanov (1841-1895)

Ivan Franko (1856-1916)

Dragomanovs hovedteser

Demokrati (parlamentarisk styre, borgerne tildeles demokratiske rettigheder og friheder);

Føderalisme (decentralisering, indførelse af selvstyre, staten opbygges nedefra, Ukraine som autonomi inden for en russiskledet føderation);

Europæisme (Ukraines bånd til Vesteuropa er kilden til en progressiv udvikling);

Kulturalisme (frihedskampen skal føres udelukkende med folkeoplysende metoder);

Evolution (pragmatiske og moderate krav og stimulering af reformprocessen nedefra).

Vigtigste ukrainske nationalliberale aktører i 1861-1921

Kirilo-Metodius broderskabet, Kostomarov og Kulish

Mykhaylo Dragomanov og ”Hromada”.

Narodniki, ”Prosvita”

Ivan Franko

Hrushevskyi og Vynnychenko

Den ukrainske revolution i 1917-21

1917-21: Imperiets sammenbrud og den ukrainske revolution

I starten (1917-18) nærer den ukrainske UNR-regering håb om kompromis med Lenins russiske bolsjevikker - fælles oppositionelle fortid i de fem Dumaer (1905-1917).

Men bolsjevikkerne ønsker ikke kompromis. De vil udrydde den gamle orden, oprette proletariatets diktatur og udslette alle klassefjender, herunder ”burgøjserne”.

Lenins bolsjevisme er fundamentalistisk og elitær, selvom den bygger på den historiske materialisme og marxismen. 

Bolsjevikkernes løfter om nemme løsninger og hadretorik om at myrde burgøjserne og give folket fred, brød og jord, vinder genklang hos bybefolkningen i Ukraine,.

Den etniske sammensætning i de ukrainske byer i ca. 1920:

Væksten i andelen af etniske ukrainere i de ukrainske storbyer i løbet af det 20. århundrede:

Kyiv 1919: 23%, 2001: 82% 

Kharkiv 1926: 38%, 2001: 62% 

Odessa 1926: 17%, 2001: 61% 

Dnipropetrovsk 1926: 36%, 2001: 72% 

Lviv 1931: 16%, 2001: 88%

Zaporizhya 1926: 47%, 2001: 70%

Mykolayiv 1926 30%, 2001: 72%

Kherson 1926: 36%, 2001: 75%

Donetsk 1926: 26%, 2001: 46%

1921: Ukraine deles mellem Polen og Sovjetrusland

Brest-Litovsk fredens betydning

I Brest-Litovsk (marts 1918) blev bolsjevikkerne tvunget til at anerkende Den ukrainske Folkerepublik (UNR). 

Da Ukraine i 1922 så skal indlemmes i USSR som UkrSSR, må sovjetleder Lenin nødtvunget gå med til en grænsedragning mellem RSFSR og UkrSS, som nogenlunde svarer til UNR’s 1918-grænser.

1922: Ukr SSR skal være ”national i sin form, men socialistisk i sit indhold”.

1920’erne: de ukrainske kommunister er nødt til at gå ukrainiseringsvejen for at have et minimum af legitimitet. Nationalkommunisme.

  1. Den integrale nationalisme (1926-

Fra 1920’erne udvikles i det polskkontrollerede Vestukraine den integrale (fundamentalistiske) variant af den ukrainske nationalisme.

Ophavsmanden til denne ideologi er Dmytro Dontsov (1883-1973).

Fra 1922 til 1939 er han redaktør for Polens førende ukrainske tidsskrift ”Visnyk”.

Den polske præsident (1925-35) Josef Pilsudski ser ukrainerne som en buffer mod den russiske bolsjevisme og tolererer ”Visnyk”.

Dmytro Dontsov – grundlæggeren af den ukrainske integralnationalisme.

Hovedteser i Dontsovs hovedværk ”Nationalisme” fra 1926.

Ukraine tabte til bolsjevikkerne, fordi den ukrainske elite var alt for blødsøden og humanistisk i holdningen til Rusland.

Ukraine har derfor brug for en ny elite, der arbejder for en national revolution og et totalt brud med Rusland (politisk, økonomisk og kulturelt).

Den fundamentalistiske russiske bolsjevisme skal modsvares af en fundamentalistisk ukrainsk nationalisme.

Parallel til noget vi kender i dag (?).

Hovedteser i integralnationalismen

Ukraine er en del af den vestlige civilisation.

Rusland er Den gyldne hordes arvtager. 

Nationen er den vigtigste aktør i international politik, uanset hvilken klasse, der har magten.

Historisk idealisme.

Reaktion på et ukrainsk nationalt trauma.

Ukraine kan kun overleve som nation, hvis den bryder alle bånd til Rusland.

Hovedteser i integralnationalismen (fortsat)

Opgør med oplysningstiden, humanismen og den historiske materialisme.

Ophøjelse af middelalderens og korstidens dyder (følelser, vilje, affekt, handling, intuition, aggression, dogmatisme, tro og mystik).

En ny og fanatisk revolutionær elite skal erobre de ukrainske massers bevidsthed og lede en revolutionær omvæltning.

1929: Organisationen af ukrainske nationalister (OUN) dannes.

Bygger på Dontsovs ideer, men udarbejder dog et selvstændigt program.

Betegner de mere moderate ukrainske partier i Polen som ”kollaboratører”.

Godkender brugen af vold og terror i kampen for en suveræn ukrainsk stat. Statens uafhængighed er vigtigere end styreformen.

OUN er både anti-russisk og anti-polsk og begår flere terrorhandlinger i 30’ernes Polen.

OUN op til 2. verdenskrig

OUN’s ledelse bliver i 1935 dømt for terror i Polen.

OUN’s formand Konovalets bliver snigmyrdet af NKVD i 1938.

Der opstår i 1940 en splittelse i OUN mellem en radikal fraktion under ledelse af Stepan Bandera og en mere moderat fraktion under ledelse af Andriy Melnyk.

Uenigheden gik bl.a. på holdningen til Hitler-Tyskland.

Stepan Bandera (foto) bliver i 1940 leder af OUN’s revolutionære fløj - OUN (B).

Født i Vestukraine. Leder af OUNs revolutionære fløj fra 1940 til 1959.

Bandera sidder i fængsel i 1936-39, hvor han genlæser Dontsovs værker, og ender med den konklusion, at ukrainerne bør sætte lid til egne kræfter, fordi ingen andre er interesseret i Ukraines uafhængighed. 

UPA’s væbnede kamp i 1942-52

1942: OUN (B) opretter Ukraines oprørshær - UPA.

I 1943-44: etnisk udrensning af polakker i Vestukraine (Volynien).

Indtil 1952 kæmper UPA mod sovjetiske sikkerhedstropper i Vestukraine.

I 1952 får UPA amnesti og går ind i den ukrainske dissidentbevægelse.

  1. Dissidentbevægelsen (1953-1991)

1960’erne: Nationalisterne sætter sig på Sovjetukraines dissidentbevægelse.

som derfor afviser at samarbejde med de sovjetiske dissidenter, fordi de ukrainske dissidenter frygter, at det nationale spørgsmål vil blive overskygget af andre dagsordener.

I 60’erne: politisk liberalisering og ukrainisering af uddannelsessystemet.

Dissidentbevægelsen (fortsat)

Ukraines kommunistparti (KPU) påvirkes i en national-kommunistisk retning.

Starten af 1970’erne: Nationalistisk undergrundslitteratur cirkulerer som ”Samvydav” (”Samizdat”). ”Ukrayinskyi Visnyk” fra 1970, redaktør Viacheslav Chornovil.

Dissidentbevægelsens leder i 1963-1991 – Viacheslav Chornovil.

National-kommunistisk partichef, Petro Shelest (1963-1972) - Ukrainisering.

Stalinistisk partichef Volodymyr Shcherbytskyi
(1972-1989). Russificering.

Chornobyl-ulykken i 1986

Kommunismens sammenbrud

Chornobyl-ulykken i 1986 får Glasnost til at accelerere i Ukraine, hvorefter nationalistisk litteratur cirkulerer fuldstændig frit.

1990: første frie parlamentsvalg. Samtlige ukrainske partier bortset fra KPU går ind for uafhængighed.

I 1991: 90% af vælgerne stemmer for uafhængighed.

  1. Nation-building (1991-2017)

I 1991 opnår de ukrainske nationalister en suveræn ukrainsk helstat -

Interessefællesskab med den postsovjetiske elite.

Den postsovjetiske elite ser nemlig primært uafhængigheden som nøgle til magt og personlig berigelse.

Op gennem 90’erne samarbejder nationalisterne derfor med Kravchuk og Kuchma om nation-building og privatisering.

Ukraine afleverer sine A-våben.

Nationalisternes stemmefremgang 1998-2002

Parlamentsvalget i 1998

Parlamentsvalget i 2002

2001-2004

Efter 2002 går den provestlige nationalistleder Viktor Yushchenko målrettet efter at erobre præsidentposten i 2004.

Bush vs. Putin. Kold krig. Russisk indblanding i præsidentvalget i 2004 på oligarkernes og Yanukovychs side.

USA og EU støtter Yushchenko, som vinder. 

I baggrunden lurer konflikten Yuliya Tymoshenko-Viktor Yushchenko.

Den orange revolution (2004).

Tymoshenko vs. Yushchenko

I 1999 danner Yuliya Tymoshenko ”Fædrelandspartiet”, som betoner demokratiet og retsstaten. Er reelt i opposition til ”Helstatsalliancen”

Hun presses i april 2004 til ikke at opstille til præsidentvalget og give plads til Yushchenko, mod, at den amerikanske regering frafalder tiltalen mod hende i Lazarenko-sagen.

Den orange Revolution i november 2004. Yushchenko kommer til magten.


Yushchenko - Tymoshenko 2005-2011.  Integral nationalisme vs. liberal nationalisme.

Viktor Yushchenko (2005-2010)

Som præsident accelererer Yushchenko ukrainiseringen og afrussificeringen. 

Mistillid mellem Tymoshenko og Yushchenko kulminerer, da Tymoshenko i jan. 2009 indgår gasaftale med Putin.

SBU rejser på Yushchenkos foranledning sigtelse mod Tymoshenko.


Viktor Yanukovych (2010-2014)

Yanukovych bliver præsident i starten af 2010.

”Helstatsalliancen” sikrer, at Yanukovych slår Tymoshenko.

I løbet af 00’erne har Yanukovychs Donetsk-klan sat sig på Regionernes Parti.

Økonomisk nationalisme. Historiebøgerne justeres. Russisk bliver sidestillet i dele af Sydøstukraine.

Yanukovychs magtkoncentration

Forfatningsændring i 2010.

Yanukovychs ”Familie” får større og større politisk og økonomisk magt.

Ukraine forhandler med EU om associeringsaftale og frihandelszone.

2013: EU og Ukraine tæt på en aftale.

Yuliya Tymoshenko i fængsel fra 2011 til feb. 2014

Russisk afpresning af Yanukovych

Fra foråret 2013 iværksætter Rusland en embargo mod Ukraine for at forhindre en associeringsaftale mellem EU og Ukraine.

EU insisterer på, at Yanukovychs styre opfylder 21 betingelser for en associeringsaftale. 

I november siger Yanukovych nej til Associeringsaftalen mellem EU og Ukraine.

Yuliya Tymoshenkos fravær

Fængslingen af Yuliya Tymoshenko medfører, at højrefløjen i hendes national-liberale parti Fædrelandet overtager magten i partiet og indleder et tæt samarbejde med det højrenationalistiske (integral-nationalistiske) parti Svoboda under ledelse af Oleg Tiagnibok.

De nationalliberale accepterer nu højrenationalisternes revolutionære og anti-russiske dagsorden.

Nationalliberale og højre-nationalister i fælles front mod Yanukovych

Arseniy Yatseniuk, Fædrelandspartiet

Oleg Tiagnibok, Svoboda

Jan.- feb. 2014:
Legitimitetstab og revolution 

I januar 2014 går oppositionen til angreb på politiet og indtager flere regeringsbygninger.

Oligarkerne ser deres snit til at komme af med Yanukovych og ”Familien”. 

Yanukovych afsættes i februar 2014 efter den voldelige og Bandera-inspirerede fase af Maidan-revolutionen.

Maidan-revolutionen, jan.- feb. 2014


Højre Sektor – Pravyi Sektor

Dmytro Yarosh – leder. Har Stepan Bandera som forbillede.

Right Sector’s opbygning

Krim og separatisme i Østukraine

Ruslands annektering af Krim (marts 2014) transformerer det ukrainske politiske landskab.

Yanukovych spiller en nøglerolle med sin offentlige anmodning til Putin om en invasion af Ukraine.

I april 2014 starter hans loyalister i Donbas et oprør mod Kiev. Rusland hjælper formentlig oprøret på vej.

Maj 2014: valget af Petro Poroshenko

Poroshenkos valgsejr ved præsidentvalget den 25.05.14 betyder en national samling omkring en nedkæmpelse af oprøret i Donbas.

Poroshenko sætter den fulde militære styrke ind i Østukraine. Vestlige sanktioner giver Ukraine politisk rygdækning til en militær nedkæmpelse af oprøret.

Internationalisering af konflikten. Normandiet- formatet og Minsk-processen.

Petro Poroshenko

Præsidentvalget 2014: Den historiske ”skillelinje” er udvisket.

Sammenligning med 00’erne

Præsidentvalget i 2004

Parlamentsvalget i 2006

Sammenligning med 00’erne

Parlamentsvalget 2007

Præsidentvalget 2010

Minsk-processen

Udeblivelsen af ”det russiske forår” i Syd-østukraine overbeviser Putin om, at en regulær invasion af Ukraine er politisk for risikabel (jf. Afghanistan-krigen 1979-89).

Efter de højintensive kampe i aug.-sep. 2014 og jan.-feb. 2015 har Minsk-processen skabt en lavintensiv konflikt, der ofte er tæt på en frossen konflikt.

01.09.15, 30.04.16, 14.09.16 og 20.02.17 blev der aftalt våbenhvile. OSCE-monitorering.

2017: FN’s domstol: Rusland part i Minsk-processen

De fem faser i ukrainsk nationalisme - kronologisk

  1. National-romantikken (1800-1861)
  2. Den liberale nationalisme (1861-
  3. Den integrale nationalisme (1926-
  4. Dissidentbevægelsen (1953-91)
  5. Nation-building (1991-2017)

Konklusion: 2017: Nation-building i Ukraine er fuldendt.

Ukrainiseringen slog først for alvor igennem efter den orange revolution i 2004 og Maidan-revolutionen i 2014.

I holdningen til Rusland har de ukrainske liberalnationalister accepteret integralnationalisternes dagsorden.

I holdningen til EU og vestlige værdier pågår der stadig en magtkamp mellem liberalnationalisterne og integralnationalisterne.

2017: 92% af Ukraines befolkning betegner sig selv som etniske ukrainere. Andelen af etniske russere er kun 6% mod 17% i 2001 og 20% i 1979.

Konklusion: 2017: Også byerne er ukrainiserede

Væksten i andelen af etniske ukrainere i de ukrainske storbyer i løbet af det 20. århundrede:

Kyiv 1919: 23%, 2001: 82% 

Kharkiv 1926: 38%, 2001: 62% 

Odessa 1926: 17%, 2001: 61% 

Dnipropetrovsk 1926: 36%, 2001: 72% 

Lviv 1931: 16%, 2001: 88%

Zaporizhya 1926: 47%, 2001: 70%

Mykolayiv 1926 30%, 2001: 72%

Kherson 1926: 36%, 2001: 75%

Donetsk 1926: 26%, 2001: 46%

Konklusion, status:
Normativt-militære centre i Europa

Primære normative center: EU

Sekundære normative center: Rusland

Primære militær-politiske center: NATO

Sekundære militær-politiske center: CSTO

Lande på Østbalkan, i Kaukasus samt Moldova ligger klemt mellem disse centre.

Meget vanskeligt for Ukraine at navigere imellem disse centre. Militært pres i Østukraine.

Mere usikkerhed efter valget af Trump, men USA vil næppe fjerne støtten til Ukraine.

Slut

Strategisk – en ny terrorbalance ?

Missilskjoldet i Polen og Rumænien og de russiske mellemdistancemissiler og krydsermissiler genskaber til en vis grad terrorbalancen.

USA vil fra de kommende missilbaser i Polen og Rumænien på få minutter kunne udslette den russiske ledelse i Moskva eller Sotji.

Omvendt er Ruslands mellemdistancemissiler i stand til på få minutter at udslette de kommende missilbaser i Polen og Rumænien og de to landes infrastruktur. Truer også NATO-flådefartøjer.

Nato-missilskjoldet vil måske blive opgraderet til at kunne imødegå de russiske krydsermissiler ”Kalibr” og ”Satan-2”.

Våbenkapløb på vej ?

Ruslands strategiske interesser i Ukraine.

Forhindre Nato eller USA-kontrol med Sortehavsflåden (er de facto lykkedes)

Forhindre ukrainsk Nato-medlemskab (er de jure lykkedes)

Forhindre Nato-missilskjold i Ukraine (er formentlig gjort med S-400 på Krim)

Forhindre brugen af Ukraine som opmarchområde (er formentlig gjort efter affyringen af krydsermissilerne)

Forhindre, at ukrainsk luftrum bliver kontrolleret af Nato eller USA. Adgangsbegrænsende luftrumsystemer som S-400 og S-500. Mellemdistanceraketter

(ABM, INF, New START i fare)

2016: Ukraine stopper med at importere gas fra Rusland. Samhandlen med EU udgør 41% af Ukraines samlede udenrigshandel

Eksport til EU stiger

Ukraines gaskonsumption

Andelen af etniske ukrainere i landets forskellige dele i 2001.

Etniske russere i Ukraine i 2001