01.05.00. Selvcensur fremherskende i ukrainsk journalistik

Ukraine indtager 92. pladsen i det menneskelige udviklingsniveau ud af 185 lande. Det er konklusionen i en rapport om udviklingen af mennekset i Ukraine i 1999, som FNs udviklingsprogram har gennemført. Man har for at måle det menneskelige udviklingsniveau målt kriminalitet, miljøsikkerhed, den økonomiske udvikling, befolkningens sociale beskyttelse, niveauet for borgernes rettigheder og friheder samt deres deltagelse i demokratiske processer.
 

01.05.00. Forsvarsminister fyrer ansvarlige for ulykkesmissil

01.05.00. Kutjma: europæisk integration hovedmotoren

02.05.00. Kommunistisk kæmpeoptog i Simferopol på Krim

Andre steder i Ukraine var 1. maj demonstrationerne mindre omfattende. De største fandt traditionen tro sted i Kyiv, Kharkiv og Luhansk og samlede nogle tusinde deltagere. I Kyiv sagde kommunistlederen Symonenko noget om, at "arbejderne nok skal visse de nuværende magthavere, hvem der egentlig har magten i Ukraine". Oligarkernes parti SDPU (o), der jo er en slags socialdemokratisk parti selvom dets private fodboldklub hedder Dynamo Kyiv, havde arrangeret gratis uddeling af boghvedegrød og 100 gram vodka til alle forbipasserende. De stenrige SDPU (o) folk havde tilsyneladende hyret gruppen af unge aktivister til at stable arrangementet på benene. SDPU (o) hævder, at den slags 1. maj møder går tilbage til de første 1. maj møder for over hundrede år siden, da socialdemokraterne i Rusland endnu var et totalt ukendt parti. Men et parti, hvis radikale kommunistiske gren efter 1917 så sandelig skulle komme til at sætte sit helt specielle præg på forrige århundrede.
 

04.05.00. Kutjma ude af top ti for pressefrihedens fjender

1. Foday Sankoh, leader of the Revolutionary United Front, Sierra Leone.
2. Ayatollah Ali Khamenei, supreme leader of Iran.
3. Slobodan Milosevic, president of Yugoslavia.
4. Jiang Zemin, president of China.
5. Zine al-Abdine Ben Ali, president of Tunisia.
6. Nursultan Nazarbayev, president of Kazakhstan.
7. Fidel Castro, president of Cuba.
8. José Eduardo dos Santos, president of Angola.
9. Alberto K. Fujimori, president of Peru.
10. Mahathir Mohamad, prime minister of Malaysia.
 

04.05.00. Journalister i protest for større pressefrihed

05.05.00. Søgsmål mod pressen for 20 mia. USD i 1999

08.05.00. Svært for Ukraine at få flere lån fra IMF

09.05.00. Jusjenko forsvarer ukrainske interesser i USA

09.05.00. Will Kuchma become the Big Brother?

R. Romanov, Sevastopol

The only obstacle to becoming our president the Big Brother can be the principal position of the West. The threat of a default due to the inability of Ukraine to pay her internal and external debts in the current year enables the West to take an unusually stern attitude to Ukraine. The question is what Ukraine and the West are ready to sacrifice to guarantee 'the constructive dialog'. The voting on the Chechen problem in the PACE showed that a compromise is possible to reach in rather wide boundaries. Perhaps, Kuchma hopes to reach a compromise too.
President Kuchma issued a decree on holding the all-Ukrainian referendum on 16 April. The Central Election Committee has already recognized the validity of more than three million signatures collected by 379 initiative groups. The collection of the signatures was carried in the worse traditions of an authoritarian state. The top administration sent down quotas, and local bureaucrats lined up their subordinates, made them to subscribe ASAP and reported on the 'people's will'. Workers of budget organizations were forced to sign under the threat of sacking. In several days the needed number of signatures — more than three million — was collected.
MPs responded by adopting, on 11 January, a new law 'On temporary moratorium of holding all-Ukrainian and local referendums'. The law reads that referendums must not be held because of the complicated social and economic state and of the absence of the needed legal base.
'The main thing is the will of the people', said the President through the mouthpiece of his press secretary, and disregarded the new law. Moreover, the President declared that the referendum would be held by all means, and its results will have the direct action.
At first, few people took the initiative of holding the referendum seriously, considering that it was rather a means of pressure on the semi-red Parliament. However, Leonid Kuchma decided that it was not worthwhile to stop in midway. Rather important questions will be solved by this referendum: on making amendments to the Constitution by way of holding a referendum, on distrust to the present composition of the Supreme Rada, on the right of disbanding the Rada by the President, on widening the list of reasons for disbanding the Rada, on canceling the deputies' immunity. Thus, the President decided how to amend the operating Constitution through the referendum. Now this is the only way of changing the Constitution, since it is certainly impossible, bearing in mind the present composition of the Parliament, to change anything, since such a procedure demands two thirds of the nominal composition of the Parliament. President's reasons and planned corrections arise great doubts. One of the corrections is to create a two-chamber Parliament. This model is typical for federal states, and in the unitary Ukraine it seems senseless.
According to the President's plan, the upper chamber of the Supreme Rada must consist of the regional leaders. There is a great difference with the situation in Russia, where the regional leaders are elected by the population, while in Ukraine they are appointed by the President. After the first stage of the Presidential election, Leonid Kuchma dismissed three governors (of the Vinnitsa, Poltava and Kirovograd oblasts), who appeared unable to guarantee him the victory in their regions. Thus, if this point is supported at the referendum, a part of the Parliament will be appointed by the President. (The question of electing regional bosses by the population does not enter the referendum.) Then we shall have in Ukraine a Constitutional model by Lukashenko, which the majority of democratic states and interstate unions refused to consider democratic. And what will be the attitude of the same states and organizations to Kuchma?
Lord David Russel, the PACE chairman, is said to have directed a letter to Leonid Kuchma with a request to suspend the all-Ukrainian referendum until the Venice Commission prepares the conclusion on its agreement with the principles of European democracy. Very soon the delegation of the monitoring committee of the Council of Europe will come to Kyiv, and the members of the Commission must make their conclusions concerning the Parliament opposition and the referendum in Ukraine.
On 28 January the US embassy in Ukraine spread its declaration concerning the referendum. It reads: 'While Ukraine is solving questions of forming the structures of her democratic institutions, this process must be rightful and must guarantee the equilibrium between different branches of power, since this is very important for a democratic society'. 'Many questions about holding the referendum remain rather fuzzy' for the USA.
A rather careful and vague reaction on the side of the Western countries to the actions of Kuchma and oligarchs standing behind his back is well explainable. An open support of Kuchma's antidemocratic activities on the side of the Western distributors of democracy is impossible. On the other hand, it is the first time when it is possible to isolate the left from power in Ukraine. At last, the non-leftish majority of the Supreme Rada of Ukraine is capable to take decisions without looking back at the left revanchists. An illustration to this situation is the revocation of the state holiday, of 7th November, the day of the bolshevik revolution in Russia.
Nine years of imitation of reforms drove the country to the catastrophic economic state. Now it is obvious for everybody. Only the will of the strong administration to pass radical reforms is able to return somehow the minimal trust of the world financial institutions. Yet, permanent compromises with the left forces whittle all the efforts. But it is a delicate question where lies the boundary between strong power and dictatorship. As the German magazine 'Welt' writes: 'The logic of the Ukrainian President is such: either the reforms will be realized by authoritarian methods, or there will be no reforms at all.' Such a way of development is very dangerous, especially so that the rightist opposition is very weak and the power is corrupted.
Sympathizing with Kuchma's political struggle with the left opposition, the majority of MPs, including those who support democratic principles, are noticeably slip to the support of unlimited authoritarian power of Leonid Kuchma and his oligarchic camarilla. The Ukrainian politologist Mykhaylo Pogrebinsky comments on the current events rather coolly: 'Frankly speaking, democracy in our country has not yet begun, so it will be an exaggeration to say that it is ending'. Another well-known politologist Mykola Tomenko thinks that the referendum will lead the society to a dead-end when 'the President and the people will find the operating Constitution illegitimate'. In his opinion, 'at the first stage of independence oligarchs grabbed the people's money, and at the second stage the will of oligarchs will become the will of the people'.
Meanwhile, in Lugansk the supporters of Ukrainian Rukh (the part split from the Rukh of Ukrainian people) began to collect signatures for including to the referendum one more question: making Leonid Kuchma the President for life. If they succeeded and the question were answered positively, Ukraine could become the second in Europe (after Belorus) state where MPs are appointed by the President and Leonid Kuchma would become another lifelong President after 'the great leader of all Turkmens' Turkmenbashi Saparmurad Niyazov.
 

10.05.00. Clinton besøger Ukraine 6. juni

10.05.00. To Moldova-borgere mistænkt for mord på 5 studerende

11.05.00. Ny IMF-mission til Ukraine i midten af juni

12.05.00. Radaen sender præsidentens forslag til forfatningsdomstolen

15.05.00. Journalist-aktion planlagt af SDPU (o)

22.05.00. Kutjma beskyldes for at bruge IMF-lån til spekulation

Grani 3-9.4.00. Georgij Gongadze "Kutjma + Demokrati = Kleptokrati?"
I sidste uge bragte den britiske avis Financial Times påny en artikel om begivenhedsforløbet omkring skandalen mellem Den internationale Valutafond (IMF) og Ukraines Nationalbank (NBU). Denne artikel handlede om, at USA ville eftersøge de personer, som kunne have tjent på valutaoperationerne med IMFs midler. Den information, som den amerikanske medie-koncern NBC har offentliggjort på sin hjemmeside, kan blive værdifuld i den forbindelse.

"Kleptokrati" (når magten er i hænderne på tyveknægte)
Artiklen på NBC's hjemmeside hedder "USA beskyldes for at ignorere oplysningerne om Ukraines misbrug af IMFs midler". Den starter med at omtale FBI-agent Joel Bartou's oplysninger om, at han "havde informeret regeringsfolk i USA om, at Ukraines præsident har gennemført valutaoperationer, men at Washington undlod at reagere".
    En anden af FBIs topagenter, som dog ikke ønskede sit navn blive nævnt, oplyste at detaljerne i beskyldningerne var blevet holdt hemmelige for medarbejderne i FBI og CIA, og at Clinton- administrationen angiveligt har hemmeligtstemplet informationerne udfra politiske motiver.
    "Bartou, hvis speciale har været afsløringer af organiseret kriminalitet i det forhenværende Sovjetunionen, afdækkede resterne af det angiveligt fungerende [hvidvasknings]skema efter at have arbejdet med forhenværende premierminister Pavlo Lazarenko. Han meddelte, at han havde fundet beviser for, at Ukraines præsident Leonid Kutjma manipulerede med IMFs midler på det ukrainske obligationsmarked, overførte de opnåede gevinster til bankkonti i udlandet for herefter at anvende disse penge til at styrke sin magt i Ukraine". (Lignende beskyldninger blev i løbet af 1999 fremsat mod Jeltsin og hans omgivelser, red.)
    "Jimmy Leach, formand for bankudvalget i Repræsentanternes Hus, startede høringer om hvidvask af penge og effektiviteten af de internationale lån til landene i det tidligere Sovjetunionen. Overfor medie-koncernen NBC udtrykte Leach en dyb bekymring over Bartou's beskyldninger og erklærede, at han ville indkalde ham til afhøring. "Den nuværende opfattelse af Ukraine vil jeg kalde kleptokrati", - sagde Leach, - "endda noget værre end det i Rusland. Disse lande stjæler fra deres egen befolkning og destabiliserer dermed det internationale system. Hvidvask af penge er kriminelt i sig selv, men den måde disse penge indsamles på er sandsynligvis en endnu større forbrydelse".

Hvordan arbejdede pengene
"Joel Bartou oplyste, at NBU i slutningen af 1997 modtog et lån fra IMF på 613 mill. USD, som blev fordelt på en række rater. Det var Viktor Jusjenko, Ukraines nuværende premierminister, der var formand for NBU's bestyrelse på det tidspunkt. Jusjenko besluttede at overføre disse midler til en bank af klassen AAA - Credit Swiss First Boston på Cypern. En aktiv rolle i oprettelsen af denne filial var ifølge Joel Bartou's informationer tiltænkt Viktor Jusjenkos bror. På trods af den åbenlyse interessekonflikt, var overførslen af pengene til Credit Swiss en lovlig transaktion, som siden skaffede en 6% gevinst til den ukrainske regering.
    Beviserne i sagen vidner ifølge FBI-agent Bartou om, at Credit Swiss overførte pengene til firmaerne Cypronavus Co. og Cymenko. Ifølge Bartou vidner den kendsgerning at denne overførsel ikke er registreret i Credit Swiss' bogholderi om, at der eksisterede en hemmelig aftale mellem banken og Ukraines regering. Dvs. at pengene på papiret aldrig forlod banken Credit Swiss".
    Viktor Jusjenko afviser selv kategorisk, at han personligt har haft noget som helst at gøre med de sandsynlige pengeoverførsler til Cypern. I et interview i avisen Fakty sagde Ukraines premierminister, at forhenværende vice-formand for NBU Volodymyr Bondar udfra "panukrainske" motiver og uden at inddrage Jusjenko havde gennemført visse operationer med ukrainske statslige indenlandske obligationer, forkortet OVDP. Derudover rettede Jusjenko selv henvendelse til aktørerne på værdipapirmarkedet med anmodning om at information vedrørende sandsynlige manipulationer med OVDP skulle stiles direkte til IMF.

Enorme gevinster fra statsobligationer
FBI-agenten Joel Bartou:
"Derefter købte firmaerne Cypronavus Co. og Cymenko den ukrainske regerings obligationer. Det var obligationer som skulle medvirke til at tiltrække udenlandske investeringer og som kun udenlandske selskaber må købe. Disse obligationer blev indløst med en gevinst på mellem 55-65 %." Ifølge Bartou har han beviser på, at de midler som man tjente på disse transaktioner, senere havnede på udenlandske bankkonti, som [Ukraines præsident] Kutjma kontrollerer.
    Regeringsobligationer giver så høje gevinster, fordi de regnes for at være meget risikofyldte. Desuden havde Ukraine allerede meddelt betalingsstandsning for så vidt angår nogle af dem. Men de statsobligationer, som Kutjmas stråmænd købte til ham, havde en garanti fra de selvsamme personer, som har magten til at regulere deres virksomhed.
    "Når man er sikker på, at disse statsobligationer nok skal blive indløst under alle omstændigheder, er det ikke længere en risikabel operation. Man indskyder penge i nogle statsobligationer for derefter at sikre en garanteret indløsning af disse obligationer, uanset hvad der sker".
    "De procentuelle gevinster var så store, at Kutjma på 9 måneder formåede at tjene mellem 100 og 200 millioner USD med undgangspunkt i et 500 millioner USD stort lån fra IMF, som så blev brugt til at købe ukrainske statsobligationer for, meddelte Joel Bartou"
    Bartou påpegede, at en almindelig standard-revision ikke kan afsløre den slags transaktioner p.g.a. det svært gennemskuelige i afledningsmanøvrerne. Netop derfor kan man ikke sige, at IMFs penge er stjålet, eftersom de i det mindste på papiret aldrig har forladt den bank, som de blev sat ind i. Men der blev gennemført ulovlige operationer med de penge".
    "Vi betegner det som "falskmønternes system" oplyste Bartou. "Det er et klassisk russisk hvidvaskningstrick. Det er det, som mange revisorer ikke forstår. De leder efter spor på et stykke papir, men det er netop det, man ikke bør gøre. Det er åbenlyst, at selv når IMF-penge bliver kontrolleret, så benytter revisionsselskaberne sig af oplysninger fra den ukrainske regering, som er forfalskede eller ændrede."
    Bartou oplyste endvidere, at den eneste måde, man kan afsløre disse svært gennemskuelige skemaer, er at finde de personer, som købte de ukrainske regeringsobligationer.

Spekulationspenge sikrede Kutjmas genvalg
Ifølge FBI-agenten havde han fulgt disse obligationskøb og fundet ud af, at gevinsterne blev strøget af selskaber, som kontrolleres af Oleksandr Volkov - præsident Kutjmas chefrådgiver og leder af hans præsidentvalgkamp sidste år. Internationale observatører fra OSCE oplyste efter valget, at Kutjma havde manipuleret og monopoliseret de statslige massemedier under valgkampen. "Under genvalget af præsident Kutjma", - sagde Bartou, - "brugte han penge fra sine udenlandske konti til at købe TV-og radiostationer samt aviser (som han skabte et monopol ud af). Disse TV-kanaler og radiostationer bragte herefter udelukkende Kutjmas reklameindslag og bragte ikke andre kandidaters reklameindslag. Jeg er overbevist om, at der findes beviser på, at penge som blev brugt til at opkøbe TV-og radiostationerne samt aviserne kom fra de ovenomtalte operationer. Det tyder på, at operationerne med IMF-pengene førte til en begrænsning af demokratiet under præsident Kutjmas valgkamp" konstaterer Bartou.
    Disse oplysninger har været med til at forpeste klimaet mellem Ukraines regering og de vestlige financielle institutioner. Meget tyder på, at de sidstnævnte ikke længere tror på hverken den ukrainske regerings ord eller underskrifter. Der skal konkrete resultater på bordet. Det bliver nu op til præsident Bill Clinton og IMFs næste Ukraine-mission, der ankommer til Kyiv i næste måned, at vurdere om Ukraine har opnået de konkrete økonomiske resultater som er en forudsætning for en genoptagelse af lånene. De politiske resultater, som præsident Kutjma har opnået i år, kan USA ikke være helt utilfreds med, eftersom Kutjma har neutraliseret kommunisterne og skabt forudsætningerne for indførelsen af et højre-nationalt diktatur, der politisk og militært er uafhængigt af Rusland. Det eneste, der afholder Kutjma fra at gennemføre det, er formentlig hans frygt for at blive alt for afhængig af Vesten og miste muligheden for at spille Vesten og Rusland ud mod hinanden og dermed give dem skylden for Ukraines ulykker og selv slippe for ansvaret. Desuden vil en fuldstændig eleminering af oppositionen og parlamentet rette hele søgelyset mod Kutjma og dermed begrænse hans mulighed for at skyde skylden for reformernes fejlslag på oppositionen og Radaen. Derudover kan Kutjma stadig håbe på at det lykkes ham at udbygge den splittelse, som hans semi-diktatoriske regime allerede har skabt ikke bare i forholdet mellem USA og Europa, men såmænd også internt mellem regeringerne i Europa og parlamentarikerne i Europarådet og Europa-parlamentet.
 

22.05.00. Ingen kollektivbrug tilbage i Ukraine efter Kutjma-dekret

23.05.00. Bundestag-delegation i Ukraine. Nazi-erstatning og Tjornobyl

23.05.00. Radaen afventer Forfatningsdomstolens afgørelse

23.05.00. Le Pen æresgæst ved ukrainske nazisters kongres

24.05.00. Kutjma beskyldes for at være "Godfather"

Hanna Tymtjenko: H. Omeltjenko: "I dag er Leonid Kutjma årsagen til alle vores ulykker"

- At dømme udfra udenlandske massemediers dækning var temaet korruption i Ukraine det sprørgsmål der oftest blev rejst under premierminister Viktor Jusjenkos seneste besøg i USA. Amerikanerne krævede omgående bekæmpelse af den omfattende korruption i vores land. Hvad er Deres vurdering af korruptionens omfang i Ukraine og udsigterne til at bekæmpe den?
H. Omeltjenko: Realiteterne har tvunget Leonid Kutjma - hvad enten han ville det eller ej - til at indrømme, at "alle sfærer af samfundslivet reelt er blevet kriminaliseret og mørklagt" i løbet af hans fem år som statsoverhoved. Disse ord tilhører præsidenten personligt. Han udtalte dem den 14. december 1999 på et udvidet møde i koordinationsrådet til bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet. Ved samme lejlighed sagde Kutjma, at korruptionen reelt har bredt sig til alle sektioner af staten og på alle administrative niveauer. Man kunne stoppe her. Men jeg vil gerne minde læserne om, at jeg siden 1995 som formand for den 13. Radas udvalg til bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet gang på gang har rejst disse spørgsmål, herunder overfor præsidenten personligt, bl.a. under de udvidede møder i koordinationsrådet til bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet. Dengang viftede Kutjma, hans rådgivere, administrationschefer og ex-premierministre mig væk som en irriterende flue. Det kom så vidt som til at præsidenten i en tale indrømmede, at Ukraine ifølge internationale eksperter var et af de mest korrumperede lande i verden. Jeg vil gerne understrege, at det er vi blevet under Leonid Kutjmas tid som statsoverhoved. Derfor er hovedårsagen til det nuværende korruptionsniveau netop Kutjma og den personalepolitik, den økonomiske politik og den indenrigs- og udenrigspolitik, som han fører som statsoverhoved for Ukraine.
- Hvad med hans omgivelser. Dem kan man vel ikke kalde professionelle. De arbejder vel snarere ud fra et kald.
H. O.: Jeg ser sådan på det: Gårdmænd og viceværter er stort set de eneste personer, som præsident Kutjma ikke udnævner i Ukraine i dag. Resten af personalepolitikken i staten hører i følge forfatningen under præsidentens kompetence. Kun premierminsteren udnævner han efter Radaens godkendelse. Samtidigt med det træffer han egenhændigt afgørelser vedrørende samtlige ministre, formænd for statskomiteer, formænd for de regionale statsadministrationer samt ledere af magtorganerne (f.eks. sikkerhedstjenesten). Derfor må det være præsidenten, der som den eneste bærer et personligt ansvar for disse personers arbejde og følgerne heraf. I slutningen af 1995 kom jeg med en nærmest fornærmende kritik af Leonid Kutjmas personalepolitik og sagde, at præsidenten i sin ansættelsespolitik ikke tager hensyn til integritet, professionalisme og patriotisme, men om det er hans bysbarn, gudfar, svoger samt underdanighed, spytslikkeri og især tilstedeværelsen af kompromitterende materiale, især hvis der er tale om strafbare handlinger. Ved at udpege den slags personer til høje embeder holder præsidenten dem fast i en stor rusten krog der sidder i ribbenet, og derfor vil de gøre alt, som han forlanger...
Hvad angår vurderingen både i udlandet og herhjemme af omfanget af korruptionen i Ukraine, så minder præsidentens erkendelse af problemet om hugormen, der aldrig vil bide sit hoved eller hale af. En hugorm piller bare sit skind af. Staten er under L. Kutjmas ledelse blevet så korrupt, at man må   spørge sig selv om, hvorvidt denne stat er i stand til at bekæmpe sig selv. Hvis staten har en mafias karakteristika, så opstår det næste spørgsmål: kan mafiaen bekæmpe sig selv? Nej, den kan kun bekæmpe en anden mafia. Kutjma selv siger i alle sine taler, at staten reelt er delt op i forskellige klaners indflydelsessfærer.
- Hvofor etablerer mafiaen så ikke en intern orden?
H. O.: Mafiaen har etableret sin egen hårde interne orden med udgangspunkt i sine korporative, financielle og politiske interesser. Mafiaens opgave er for enhver pris at beholde den politiske magt, hvilket den da også beviste under præsidentvalget sidste år. En anden opgave [for mafiaen] består i ved hjælp af den såkaldte folkeafstemning efter folkeligt initiativ at styrke denne politiske magt ved at gøre den så absolut og så koncentreret i én persons hænder, at den overgår selv fascistiske magthavere som Pinochet, Hitler og Mussolini. De beføjelser, som præsidenten ville opnå gennem en landsomfattende svindel med hensyn til forfatningsændringer, fremkalder følgende konklusion: Det magtapparat, som præsidenten står i spidsten for, ønsker ved hjælp af umiddelbart legitime metoder som en folkeafstemning at opnå en absolut magt for at sikre, at statsoverhovedet bliver en "Godfather" som træffer alle beslutningerne indenfor mafiaen. Kun hans omgivelser kan i så fald få lov til at kysse ringen på Godfather's venstre hånd, mens den som forsøger at overtage denne ring og sætte den på sin hånd vil blive udslettet ikke kun økonomisk men også personligt. Et eksempel er Pavlo Lazarenko.
- Men Pavlo Lazarenko er jo fortid og bliver omtalt af magthaverne som et eksempel på deres bekæmpelse af korruption. Måske er det på tide at nævne nogle nye navne?
H. O.: Jeg er uenig. Pavlo Lazarenko er ikke årsag til, men en følge af den personalepolitik, som Leonid Kutjma har skabt.
- Der hvor jeg vil hen er: Pavlo Lazarenko befinder sig af naturlige årsager udenfor Ukraines grænser. Andre faktorer er tilstede i Ukraine. De har gang på gang rejst spørgsmålet om Vadym Pintjuk og Oleksadr Volkov. Hryhorij Surkis har præsidenten endda selv nærmest officielt udnævnt til landets 1.oligark. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig at spørge Dem om, hvorvidt Ukraines chef-oligark Surkis virkeligt er så ren? Hvis ja, er det så et unikt eksempel på "rent oligarki"?
H. O.: Det er en overfladisk betragtning. Jeg er jurist og har arbejdet i justitsvæsenet siden 1986. Derfor ser jeg på ondets rod. De mest korrumperede personer, oligarkerne, de største forbrydere og mest bestikkeligt embedsmænd - hvis de bare sørger for at bukke for præsidenten, snakke ham efter munden, være spytslikkere og forsikre ham om deres underdanighed er der ingen der vil kramme et hår på deres hoved med Leonid Kutjma ved roret.
- Det siger vi så. Men Deres opgave og "Antimafia"-gruppens, som De er formand for i Radaen, opgave er jo at bekæmpe disse fænomener. I det mindste i parlamentet...
H. O.: Som folkedeputeret har jeg de samme beføjelser som en Ivan Pljusj, en Viktor Medvedtjuk, en Petro Symonenko og en Oleksandr Moroz. Det er: henvendelse, forespørgsel, initiativ til at nedsætte et undersøgelsesudvalg bestående af folkedeputerede, udvalgets beretning eller rapport og en beslutning, som Radaen træffer som følge heraf. Mere er der ikke. De udarbejdede materialer bliver så sendt til Den øverste Anklager, hvor de får ikke en politisk men juridisk vurdering. Derefter er det garanten for forfatningen - nemlig Ukraines præsident - der beslutter, om der skal straffes eller ej. I januar 2000 har vi afleveret et materiale underskrevet af fire medlemmer af vores undersøgelses- udvalg til sekretæren for Rådet for den nationale sikkerhed og forsvar, Jevhen Martjuk og Den øverste Anklager, Mykhajlo Potebenjko. Det indeholdt et forslag om nødvendigheden af at rejste tiltale mod Leonid Kutjma, Leonid Kravtjuk, Jukhim Zvjahilsky og Anatolij Lobov for konkret tyveri af statens valutabeholdning for mange millioner USD. Hidtil er der ikke kommet noget svar.
Engang sagde jeg til Øverste anklager Mykhajlo Potebenjko: "Kan De ikke skrive på et rent stykke papir, personligt og ikke via Deres vice-anklager, at De afviser at rejse en straffesag mod Leonid Kravtjuk, Leonid Kutjma og Valerij Pustovojtenko og send mig en officiel erklæring om, at De afviser at rejse tiltale mod disse personer". M. Potebenjko svarede mig: "Inden alt for længe vil du så kunne sætte mig i fængsel på det grundlag med henvisning til en manglende opfyldelse af mine embedspligter", dvs. på grundlag af grov forsømmelse. M. Potebenjko underskriver aldrig svarene på mine og Oleksandr Jermaks henvendelser vedrørende højtstående personer; det gør hans vice-anklagere. Men som jurist forstår han udmærket, at han gemmer sig bag andres ryg. Men den tid kommer, når Kutjma, Kravtjuk, Pustovojtenko, Potebenjko, Vorsinov og andre vil blive afhørt af ærlige Øverste anklagere. Og de folkedeputerede vil bekræfte, hvordan deres forgængere dækkede over det hele. Hvis man går ud fra retfærdighedens og lovens princip, så skal Leonid Kutjma, Leonid Kravtjuk, Jukhim Zvjahilsky, Anatolij Lobov, Valerij Pustovojtenko, Anatolij Khorishko og Valerij Shmarov alle på anklagebænken sammen med Pavlo Lazarenko. Det bliver sagen om den statslige mafia i Ukraine.
- Hvad er Deres vurdering af det midlertidige undersøgelsesudvalg i Radaen vedrørende Oleksandr Tkatjenkos virke under hans periode som formand for Radaen? En beretning, som Jaroslav Kendzior blev afbrudt midt i p.g.a. flertallet i Radaen?
H. O.: Det er en stor skændsel mod Ukraine. Jeg skammede mig over at høre Jaroslav Kendziors beretning [vedrørende Tkatjenkos virke]. Hvad med at nævne i stedet, at der reelt er blevet stjålet 100 millioner Hryvna til at opføre en bygning på Desjatynna-gaden 10 (præsidentens residens i Kyivs centrum), hvor Kutjma har en lejlighed som han har privatiseret, uden at Øverste anklager er kommet med en retlig vurdering af tyveriet. Til gengæld smider den Pavlo Lazarenko ud af dennes lejlighed i samme bygning. Og her skal man sidde og høre om nogle få tusinde Hryvna. Jeg mangler ord til at beskrive min ophidselse over deputeret Kendzior.
- Hvad mener De der reelt kan gøres for at genetablere et minimum af orden i staten?
H. O.: Hvis vi ønsker reelle fremskridt, så er det absolut nødvendigt ad forfatningens vej at udskifte den nuværende præsident. Det er den eneste udvej, hvis vi stræber mod at tage det første skridt mod skabelsen af en retsstat i Ukraine. Vi bør arbejde hårdt på at gennemføre retfærdige nyvalg til præsidentposten i Ukraine. Det behøver ikke nødvendigvis at være rigsretssag. Det der er er brug for er, at f.eks. minearbejderne ikke kun fremsætter økonomiske slogans, når de strejker, men også fremsætter politiske slogans. Hvis der bare én gang kom ligeså mange mennesker til at protestere foran præsidentens administration som til en fodboldkamp mellem Dynamo Kyiv og Barcelona eller Real Madrid og krævede hans afgang, så ville vi have nyvalg til præsidentposten inden 6 måneder.
 

25.05.00. Kutjma, oligarkerne og olien

Azerbajdzhans udenrigsminister, Velajat Gulijev, gentog i sidste uge påny Azerbajdzhans planer om at transportere mindst 9-10 millioner tons olie årligt ad ruten Supsa (Georgien) - Odesa (Ukraine) - Brody (Lviv-regionen) til Central-og Østeuropa. "Den euroasiatiske oliekorridor bliver livets åre!" erklærede Gulijev den 17. maj på vej fra Kyiv til Warszawa. Denne erklæring ser ud til at have fremkaldt bekymring ikke alene hos visse oliemagnater men også i "Naftohaz Ukrainy" - Ukraines statslige olieselskab. Straks efter sendte "Naftohaz Ukrainy" nemlig to vice-direktører til Krim og Odessa for øjeblikkeligt at finde ud af status på de olieterminaler, der er under opførelse der, herunder ikke mindst olieterminalen "Pivdennyj (den sydlige) i Odessa, byggeriet af hvilken blev genoptaget i marts i år. Få dage forinden havde præsident Kutjma udstedt et dekret rettet mod olieterminal-byggeriet (i øvrigt udarbejdet af sekretæren for det nationale sikkerheds- og forsvarsråd, Jevhen Martjuk), som han stilede til premierminister Viktor Jusjenko "til øjeblikkelig udførsel!". Kutjmas dokument betød reelt: at opførslen af olieterminalen med en kapacitet af 9 millioner tons og olierørledningen "Odesa-Brody" skulle indstilles omgående - indtil der oprettes et konsortium af udenlandske selskaber der har udvist interesse i at opføre en ukrainsk olierørledning. Hvorfor lige pludselig dette besøg fra Azerbajdzhan og azerbajdzhanernes invitation af Kutjma til Baku?
    Det er ikke første gang en ukrainsk premierminister får besked på at stoppe financieringen af byggeriet. De forudgående direktiver om, at der skulle "bygges uden for megen hast!" bekræftede blot, at de personer, som skal varetage statens interesser har svært ved at definere disse! Alt sammen efterlader det det indtryk, at den ukrainske energipolitik er og forbliver irrationel. Indimellem tager man sig til hovedet: kan et lands ledere overhovedet handle sådan? For et år siden erklærede daværende premierminister Pustovojtenko i fuldt alvor, at Odesa-olieterminalen allerede stod klar til at omskibe 10 millioner tons olie fra Azerbajdzhan om året, transportere den videre til forarbejdning på Lysytjansk olieraffinaderi i Luhansk-regionen. Pustovojtenko var dog nødt til lige at præcisere overfor de måbende journalister, at det ikke drejede sig om olieterminalen i "Pivdennyj-havnen, men om den nyligt ombyggede oliehavn i Odessa. Men tilbage stod spørgsmålet: hvordan i al verden vil man transportere råolien fra Odessa til Lysytjansk? Sagen er, at den eksisterende olierørledning bliver brugt til transport af russisk olie den stik modsatte vej; nemlig til Odessa-havnen og derfra videre til udlandet. Ifølge eksperter er det kun teoretisk muligt at vende oliestrømmen, hvis man enten ændrer trafikken i Prydniprovskyj olierørledningssystemet eller vender oliestrømmen i ledningen mellem Lysytjansk og Tikhoretsk 180 º (Krasnodar-regionen, Rusland), hvorved man så ville stoppe den russiske olie til Novorossijsk (ved Sortehavet, Rusland)...
    Først lidt interessant baggrundsinformation: Dagen efter Leonid Kutjmas sejr ved det ukrainske præsidentvalg i juli 1994 ankom der to biler med politiets elitetropper (ZMOP) ledet af vice-chefen for Odessa regionale statsadministration til "Pivdennyj"-olieterminalens byggeplads ved Odessa og meddelte truende de tilstedeværende, at de straks skulle standse arbejdet og aldrig komme der igen!.. Visse iagttagere forbinder dette eksempel på embedsmænds vilkårlighed med en sensationel artikel i den russiske avis "Komsomolskaja Pravda" - oplysninger Kutjma aldrig har dementeret - om, at Rusland op til det ukrainske præsidentvalg i 1994 gennem firmaet "Balkar Trading" havde afsat en kvote på 2,5 millioner tons olie til en værdi af 100 mill. USD. Folkedeputeret Serhij Drahomaretsky (blev dræbt i 1996 eller 1997, red.) hævdede, at det blev gjort efter et direktiv fra daværende russiske premierminister Viktor Tjernomyrdins apparat... Det tyder på, at byggeriet af olieterminal-komplekset "Pivdennyj" (med en planlagt kapacitet på 40 milliioner tons råolie om året) i en Sortehavs-region, som er en særlig interessesfære for de russiske giganter "Lukoil", "Transneft", "Gazprom", "ONEKSIM"-gruppen samt andre energiimperier, var og er i klar modstrid mod med de magtfulde russiske oligarkers interesser. Deres planer omfatter på det seneste ikke alene den ukrainske men også den rumænske del af Sortehavskysten. Netop i årene efter 1994 investerede olieeksportørerne op mod 86 mill. USD til en udbygning og rekonstruktion af Odessas oliehavn.
    En af Kutjmas udtalelser siger sådan set alt om de ukrainske myndigheders reelle holdning til opførelsen af en terminal og olierørledning, der ville gøre nationen mindre afhængig af kun ét olieeksporterende land: "Min indstilling i dag er: at byggeriet skal ikke standses, men i betragtning af  vores økonomiske vanskeligheder skal det hele ikke gå for stærkt...". Hvordan skulle garantens ("garant" bruges sarkastisk om Kutjma med henvisning til, at han er Forfatingens garant, med en samtidig antydning af, at han også er garant for andre/andet, red.) underordnede opfatte dette signal? Daværende vice-premierminister A. Holubtjenko udstedte ganske enkelt et direktiv om at standse financieringen af olieterminalen og byggeriet af den 667-kilometer lange ledning fra Odesa til Brody. En så "patriotisk" handling gik selv præsidenten for nabolandet Polen, Aleksander Kwasniewski, for nær. Polen er en potentiel partner i realiseringen af projektet, og Kwasniewski ventede Kutjma i Warszawa. Det kostede Holubtjenko posten som vice-premierminister. Men næsten samtidigt med det afskaffede regeringen embedet som Odessa-projektets kurator. Herefter var der ingen der interesserede sig for projektet på ukrainsk regeringsniveau.
    Det eneste firma, der fortsatte byggeriet af olierørledningen "Odessa-Brody" var det statslige olietransport-selskab "Druzhba" under ledelse af L. Bunjak. I skrivende stund har man allerede opført over 475 kilometer olierørledning med 1220 milimeter i diameter. Polen har sat sin økonomiminister Janusz Stejpoff til at kurere projektet, og han som har samlet en række specialiserede virksomheder omkring selskabet "Golden Gate", som skal realisere byggeriet af den polske del af projektet; nemlig strækningen fra Brody til Polotsk.
    Først 5 år senere, da Viktor Jusjenko blev regeringschef, vendte en række af den ukrainske regerings byggestyrelser (over 200 personer og moderne teknologi) tilbage til olieterminal-projektet.
    De første tankskibe med den kaspiske olie forlader Supsa havn med kurs mod Sortehavets og Middelhavets oliehavne senest i juli 2001. Den som til den tid ikke har opbygget en olieterminalskapacitet vil komme bagud. Dette efterslæb bliver efter alt at dømme umuligt at indhente p.g.a. de særlige omstændigheder omkring olietransport. Når ukrainerne at opføre olieterminalens hav-og kystafsnit, som efter planen skal omskibe råolie fra tankskibe med en dødvægt på 80-100.000 tons? For at kunne nå det skal der inden juli 2000 udføres arbejde for mindst 40 mill. Hryvna og inden årets udgang - for mindst 323 mill. Hryvna. Hidtil har man kun præsteret at udføre arbejder for 1 mill. Hryvna om måneden. Formanden for A/S "Ukrnaftoterm" Arkadij Perepelytsa vurderer, at der i løbet af de sidste 6 år kun er blevet udført 10% af de projekterede arbejder under byggeriet af olieterminalen i Adzhalitskij limanen. Til sammenligning er 80% af byggeriet af olierørledningen "Odesa-Brody" færdigopført takket være det statslige A/S "Hovedolierørledningerne "Druzhba". Hvis olieterminalen og rørledningen tages i drift i juli 2001 (værdien af færdiggørelsen anslås til 200 mill. USD) vil det udvide den nuværende olierørledning "Druzhba"s transportmuligheder i afsnittet "Brody-statsgrænsen" med op til 34 mill. tons olie om året. Det vil sidenhen gøre det muligt at forøge olietransporten til Syd-og centraleuropa.
    Alt dette forudsætter imidlertid, at man på Bankova-gaden (præsidentens administration) i det mindste fra nu af holder op med at varetage oligarkernes interesser og blokere Jusjenko-regeringens bestræbelser på at færdiggøre olieterminalen i Odessa. Men det kræver, at præsidenten først erkender og derefter finder en vilje til at forfægte statens virkelige interesser...
 

25.05.00. Russisk oliegigant opkøber Odessas olieraffinaderi

26.05.00. IMFs mission kommer i midten af juni

26.05.00. Jusjenko lovede minearbejderne 100 mill. inden mandag

29.05.00. Martjuk tilbage i fin form

29.05.00. Ukraine og NATO. Status

I sidste uge besøgte formanden for NATOs militærkomite Guido Venturioni Kyiv. På trods af den
noget kortfattede attitude under den afsluttende pressekonference, er der ifølge avisen Zerkalo
Nedeli’s iagttager Valentin Badrak (UNIAN) ingen tvivl om, at NATO fortsat billiger Ukraines
forsigtige skridt imod Europa og er villig til at se gennem fingrene med hensyn til de ret klare signaler fra ukrainske ledere om, at Ukraine ikke ser medlemsskab af NATO som et mål. Som tidligere omtalt har NATOs generalsekretær George Robertson allerede besøgt Kyiv to gange i år, og NATOs nu forhenværende øverstbefalende i Europa, Wesley Clark, én gang. Desuden afholdt den bilaterale komite Ukraine-NATO sit møde i Kyiv med deltagelse af NATO-ambassadører fra 19 medlemslande.
    Der er efter ukrainsk målestok opnået ikke ubetydelige fremskidt i samarbejdet med NATO. I år har Ukraine omsider ratificeret SOFA-aftalerne, som handler om retsstatus for de styrker, der deltager i øvelser på ukrainsk territorium, samt aftalen om oprettelsen af den ukrainsk-polske fredsbevarende bataljon. Årets ukrainske statsbudget var det første, hvor der blev afsat midler til landets deltagelse i programmet “Partnerskab for fred”. Desuden har Javorivskyj militære øvelsesterræn på grænsen til Polen i år opnået status af et internationalt center for uddannelse af fredsbevarende styrker.
    Disse resultater har fået NATO til så småt at begynde at antyde overfor Kyiv, at tiden nu
måske også var inde til en militærreform. Sidste år blev programmet for samarbejde mellem
Ukraine og NATO kun opfyldt for 64% vedkommende, selvom man i den ukrainske generalstab
hævder, at Ukraine har opfyldt denne plan for 95% vedkommende, og at kun 5 fælles
arrangementer blev forpurret p.g.a. ukrainske forhold. Det ene af disse fem “kiksere” fandt sted, da
ukrainske skibe på vej til en flådeøvelse med NATO af hidtil uafklarede årsager pludselig vendte rundt og sejlede tilbage. Men selv i den slags situationer er NATO som nævnt villig til at udvise en del forståelse overfor Ukraines noget tvetydige linje.
    Ifølge forsvarsminister Oleksandr Kuzmuk har Ukraine opfyldt 12 ud af 23 mål for samordning af Ukraines væbnede styrker med NATOs. Ukraine er tæt på at have opfyldt de krav, der stilles til et medlem af programmet “Planning and Review Process”. Derfor kunne landet, hvis det ville, allerede nu ansøge om at blive optaget i programmet “Membership Action Plan”, som eksempelvis Rumænien og Bulgarien. Hvorfor tager Ukraine ikke det næste logiske skridt? Svaret ligger ifølge Zerkalo Nedeli i den næsten totale energiafhængighed af Rusland og tilstedeværelsen af en russisk militærbase på Krim.
    Ovennævnte afspejles i følgende udtalelser: Ifølge Zerkalo Nedeli gentog Leonid Kutjma
kort efter sit besøg i Georgien, at “spørgsmålet om Ukraines indtræden i NATO er ikke aktuelt i
dag, mens enhver tale om ukrainsk medlemsskab af NATO ikke alene er ufrugtbar, men skader
Ukraines politiske image”. Men for ikke at støde Vesten helt fra sig, så slog Kutjma fast, at “Ukraine er interesseret i en uddybning af samarbejde med NATO i alle sfærer”. Kutjmas forsvarsminister
Kuzmuk anså det også for nødvendigt at gentage sin chef under et besøg i Rusland fornyligt, hvor han ifølge Zerkalo Nedeli understregede, at “alle tilkendegivelser vedrørende Ukraines forhold til
NATO fra de såkaldte “politikere” er udelukkende deres personlige mening”. Med “såkaldte
politikere” hentydede Kuzmuk formentlig til de pro-vestlige embedsmænd i det ukrainske
udenrigsministerium. Der er altså internt i den ukrainske regering uenighed om holdningen til NATO. Eller også er der tale om en "arbejdsdeling", hvor hvert ministerium trækker i sin retning.
    Et par tidligere Warszawa-pagt lande har taget initiativ til en “interesseklub”, som skal
koordinere produktion, reparation og modernisering af landenes sovjetiskfremstillede våben,
eftersom landene endnu ikke har råd til at indkøbe NATOs standardvåben. De seks i klubben bliver
Bulgarien, Tjekkiet, Polen, Ungarn, Slovakiet og Rumænien. Rusland, Hviderusland og Ukraine er
ikke med i planerne, selvom Ukraines industrikapacitet sagtens kunne tilbyde de østeuropæiske
lande kvalificeret hjælp til deres sovjetisk-producerede våbensystemer. Selvom de 6
østeuropæiske lande ikke har fundet det relevant at invitere Ukraine med, så er det værd at nævne,
at admiral Guido Venturioni under sit besøg påpegede, at Ukraine har gode muligheder for et
industrielt samarbejde med NATO, hvilket Bruxelles da også vil søge at fremme.
    Ifølge Zerkalo Nedeli’s iagttager er det svært at udlede, hvad der er vigtigst for Vesten: Et
uafhængigt Ukraine uden hvilken et nyt (russisk) imperium ikke er muligt, eller Georgien og
Azerbajdzhan med deres oliereserver. I hverfald er der meget der tyder på, at de to sidstnævnte
lande er nemmere at have med at gøre for NATO end det uforudsigelige Ukraine. I slutningen af sidste måned blev Georgien, Azerbajdzhan og Tyrkiet enige om byggeriet af en olierørledning fra Baku til Ceyhan til en værdi af omkring 2,4 mia. USD. USA har været koordinator på projektet, som efter planen skal føre 1 million tønder olie dagligt ad den 1730 kilometer lange ledning fra Baku via Georgien til Ceyhan i Tyrkiet. Aftalen blev underskrevet i Washington.
    Georgien og Azerbajdzhan har begge erklæret, at de gerne ser sig selv som medlemmer af
NATO. Georgien er utilfreds med den fortsatte tilstedeværelse af russiske baser i landet og
Ruslands støtte til separatiserne i Abkhazien. Azerbajdzhan er utilfreds med, at det russisk-støttede
Armenien fortsat holder 1/4 af Azerbajdzhans territorium besat. Tyrkiet har for længst taget det
sprogligt og religiøst nært beslægtede Azerbajdzhan under sine vinger som kommende
NATO-partner. Georgien er også ved at komme med. Præsident Shevarnadze har erklæret, at
Georgien “vil banke på NATOs dør i 2005”. Rusland har et par gange forgæves forsøgt at likvidere
Shevarnadze, som var udenrigsminister under Gorbatjov og dermed var med til at afvikle det
imperium, som hans landsmand Stalin (Dzhugashvili) skabte. USA vil til næste år yde 20 mill.
USD som hjælp til etableringen af en troværdig statsgrænse i Georgien og nogle mill. USD som
hjælp til de væbnede styrker. Tyrkiet vil til næste år hjælpe Georgien med at få tilpasset landets hær
til NATO-standarder.
    NATOs tålmodighed med afstanden mellem Ukraines erklæringer og handlinger er ifølge Zerkalo Nedeli ikke ubegrænset. Der er i hverfald en meget stor forskel på den bevægelse henimod NATO, som Ukraine har foretaget, og det som man har set hos alle andre tidligere øst-lande, specielt de baltiske lande.
    Som det er blevet belyst i forudgående artikler på denne nyhedsside, så er
energiafhængigheden af Rusland ikke et vilkår, men en vigtig del af Kutjmas strategi. Den var årsagen til at han kom til magten i 1994, og den er årsagen til at han stadig sidder der. Et NATO-medlemsskab kunne skade de ukrainske oligarkers forretninger, der er baseret på russisk olie og gas. Meget tyder nemlig på, at de førende oligarker, der støttede Kutjmas genvalg, er særdeles afhængige af, at Rusland fortsat sender sin gas til Europa via Ukraine og er eneste olieeksporterende land. Oligarkerne sidder på distributionen af russisk olie. Det ville blive sværere, hvis der var flere lande, Ukraine importerede olie fra. Hvis Rusland for alvor vil stramme skruen overfor Ukraine, så kan det føre den russiske gas gennem Hviderusland og stoppe forsyningerne til Ukraine. Det ville betyde, at Ukraines oligarker ikke længere kan stjæle den russiske gas og reeksportere den til Østeuropa med store fortjenester. Uden den russiske gas og olie ville Ukraine - dvs. reelt en meget lille gruppe mennesker tæt på Kutjma - miste flere milliarder USD årligt. Rusland er tilsyneladende indstillet på at lade Ukraine stjæle sin gas i ny og næ mod at få adgang til at privatisere ukrainske nøgleindustrier og udbygge den militære tilstedeværelse via Sortehavsflåden.
 

30.05.00. Berømt kirke genindviet i Kyiv

30.05.00. Tyskland dropper ukrainsk-russisk transportfly

30.05.00. Politisk terror på Krim

31.05.00. Direkte flyrute Kyiv-København-Kyiv

31.05.00. Vækst i industriproduktion i Ukraine

31.05.00. Kyiv skal gå over til fjernvarme