- Relationerne mellem Daneriget og Østerleden (Ukraine) fra vikingetiden til Valdemarerne.
- af Ivan Nester, historiker, cand. mag. (feb. 2023, den oprindelige udgave er fra nov. 2018)
- Intro
- Jernalderen og
Vikingetiden
- Pause/spørgsmål
- Middelalderen og
Valdermarerne
Europa i omkring år 200 e. Kr.
150-200 e. Kr. (romersk jernalder: 1-400 e.Kr.):
1. Glasskål fra Sarmatien (Ukraine) fundet i Uppåkra i Skåne.
2. Kolbearmring af guld fra Sarmatien fundet ved Himlingøje på Sjælland.
Sejlruter fra Skandinavien til Konstantinopel i jernalderen og vikingetiden. Dansk kort.
Fra Østersøen sejlede man via Ladoga søen og Ilmen søen eller via Vestlige Dvina (Daugava) til Dnipro-floden og videre til Sortehavet.
"Vikingetidens vigtigste rasteplads” var Gnezdovo lidt vest for Smolensk.
Ved Gnezdovo krydsede skibene over til Katyn-floden - en biflod til Dnipro-floden – og sejlede videre sydpå, enten til Kijev (Kønugaard) eller videre ud i Sortehavet og derfra til Konstantinopel (Miklagaard). Dette var en aktiv handelsrute, indtil den blev afbrudt af Pechenegerne i 1068.
Litteratur: Fritz Wolder ”Vikingerne ved Ruslands vugge”, Helikon 2016.
Skjoldungerne – den oprindelige (øst)danske kongeslægt (400-900 tallet e. Kr.)
Skjoldungerne er en mytisk dansk kongeslægt, der omfatter figurer som Skjold (søn af Odin), Rolf Krake og Ivar Vidfamne. Dynastiet omfatter altså en række Lejre-konger og skånske konger.
Den frisiske linje (Jellingdynastiet) er en sidegren til Skjoldungerne.
De skånske konger kan have haft Uppåkra (da: Opager) som hovedsæde. Dansk hovedværk: Peter Lawætz ”Af kongelig byrd”, København 2017.
Den frisiske linje/Jellingdynastiet opstår i 600-tallet, hvor Ivar Vidfavnes datter Aud blev gift med den frisiske konge Radbaud.
De to danske kongehuse
Den hedenske danske/skånske kongerække, 400-800-tallet.
Uppåkra – det glemte magtcentrum
Uppåkra (da: Opager) syd for Lund i Skåne, Sydsverige, er ældre end Lejre. Et 44 hektar (665 x 665 meter) stort område (=80 fodboldbaner). Menes at have været et magtcentrum fra ca. 100 f.Kr. til ca. 1000 e. Kr. Blev opdaget i 1934. Der er kun udgravet 0,2 pct.
En kortlægning af Uppåkra er politisk betændt for Sverige, fordi den kan bekræfte, at Skåne som skandinavisk magtcentrum er ældre og større end Uppsala/Birka. Efter mange års nøl er en større udgravning dog gået i gang og forestås af Lunds Universitet i perioden 2022-2025. Svensk hovedværk: Dick Harrison ”Tusen år i Uppåkra”, Lund 2021.
Templet i Uppåkra forblev uberørt på trods af, at de omkringliggende bygninger brændte gentagne gange. Tyder på Valhalla-agtig status.
Høvdingehallen i Uppåkra minder om andre store haller i bopladser som Gudme, Tissø og Lejre. Hallen var et stormandssæde i mange generationer og blev genopført mindst fem gange i løbet af en periode på omkring 500 år. Logisk hovedsæde for skånske konger eller jarler.
Uppåkra lå strategisk placeret mellem Øresund mod vest, Høje å mod nord/nordøst, et moseområde mod sydøst og Sege å mod syd. (ca. 6000 hektar). Meget godt landbrugsområde.
Modeltegning af Uppåkra i Skåne
- Lejre og 2. Uppåkra. Rekonstruktioner af kongehallerne
Lejre - arkæologisk flyvetur med drone (5. august 2017)
https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=1394849510611780&id=100002602328948
Saxo Grammaticus.
De Gesta Danorum (Om danernes bedrifter), Lund 1201.
I Sverige har man været skeptisk overfor Saxo og de islandske sagaer som troværdige kilder (Weibull-skolen). I Norge er man derimod begejstret for de islandske sagaer, fordi de som regel forherliger nordmændenes bedrifter.
Saxo bygger i vid udstrækning på de islandske sagaer, men er præget af den kristne mission – Saxo var biskop Absalons højre hånd og arbejdede i ærkebispesædet i Lund.
I Danmark har man generelt ligget under for svenskernes narrativer om skandinavisk historie, inkl. jernalderen- og vikingetiden.
Det er da også primært på grund af pres fra internationale arkæologer, at Sverige overhovedet er gået i gang med at udforske Uppåkra og relatere det til de skriftlige kilder.
De første Skjoldunger og Østerleden (400-tallet):
Saxo: Hading og Frode I (Rolf Krakes oldefar, ifølge Saxo) har et betydeligt engagement i Østerleden og Hellespont. Hading, Frode I og Halvdan opererer i 400-tallet, altså før Lejres grundlæggelse. Det er Rolf Krake, der grundlægger Lejre.
Saxo: Frode I ruster en flåde og sejler til Kurland, s, 35-37, 40 Rusland (=Estland) og Hellespont (Dardanellerne), drager i krig mod russernes konge Trane. Ud fra Saxos beskrivelse er der tale om den del af Rusland, der enten grænser op til Estland og Letland eller svarer til det nuværende Estland og måske Ingrien. Således omtales et par byer, som i dag ligger i Estland. Hellespont sættes i forbindelse med Østerleden. Frode pålægger russerne tribut og er på et tidspunkt nødt til at vende tilbage, fordi russerne har myrdet hans statholder.
Kijevs og Dardanellernes (Hellespont) placering.
Saxos 1. omtale af ”ruthenerne” (ukrainerne). 3. bog. 500-tallet.
Odin bejler til Rind, Ruthenerkongens datter, for at hun skal føde ham en afløser for sønnen Balder, som danerkongen Hød har dræbt i et slag. (Balder og Hød kæmpede om magten i Daneriget og om Nannas gunst). Rind afviser Odin gang på gang. Ved at bruge alskens list og trolddom opnår Odin sig adgang til Rinds leje og besvangrer hende. Hun føder ham sønnen Bue.
Bue dræber Hød i et slag, men dør lige efter af et banesår. Ruthenerne (ukrainerne) opkaster en mægtig gravhøj over Bues lig. Inden sin død beder Hød om at udnævne sønnen Rørik til konge efter ham.
Rørik (Rurik) er et gennemgående navn i Skjoldunge-slægten. Mere herom om lidt.
Saxos 2. omtale af ”ruthenerne” (ukrainerne). 5. bog. Kønugaard. 500-600-tallet
Frode den 3., som er konge i 50 år, besejrede ruthenernes flåde under et felttog til Østerleden og påtvang dem dansk overherredømme.
”Han foreskrev også ruthenerne at føre krig på de danskes vis og forbød dem at tage sig nogen hustru, uden at købe hende, thi han mente, at det ægteskab, man tilkøbte sig, vilde blive mere at lide på”.
Efter at have besejret hunnerne, underlagde Frode sig hele Baltikum (Estland og Kurland) og Ruthenien. ”Han udnævnte Olimar, Ruthenernes konge, til statholder i Holmegaard (Novgorod) og Ønev til statholder i Kønugaard (Kijev)”, mens en anden Ruthenerkonge Dag fik herredømmet over Estland.
”Frode [3’s] rige omfattede nu imod øst Rusland og nåede mod vest til Rhinen”.
Kijev-riget på Saxos tid: Når Saxo taler om ”Rusland” og ”russere” refererer han formentlig til den centrale og nordlige del af Kijev-riget.
Saxos 3. omtale af ”ruthenerne” (ukrainerne). 6. og 7. bog. 600-tallet.
Kurlænderne, semberne og sangalerne omtales også som ”østerlændinge”. ”Længere mod øst bor russerne”.
”I de dage hjemsøgte en ruthensk viking ved navn Rød skammeligt vort fædreland med plyndring og grumhed. Han var så glubsk, at medens andre dog ikke kunne nænne at plyndre deres fanger helt ind til skindet, anså han det ikke for utilbørligt også at plyndre dem for de klædningsstykker, der dækker dele af legemet, som blufærdigheden byder at skjule. Derfor plejer vi endnu at bruge ordet Røde-ran for at betegne et meget groft og umenneskeligt røveri”.
Saxos 4. omtale af ”ruthenerne” (ukrainerne). 7. bog. 600-tallet.
Skåningen Borkar – ifølge Saxo er han far til kong Halfdan og farfar til kong Harald Hildetand – er på det tidspunkt hersker i Daneriget. Han angriber den ruthenske viking Rød og slår ham ihjel, men dør senere af et banesår, som Rød påfører ham. Borkars søn Halfdan bliver ny konge.
”Da kong Halfdan fandt ud af, at der rasede en krig mellem svenskekongen Alver og Ruthenerne, drog han på stående fod til Rusland, tilbød landsens folk dér sin bistand og blev af alle modtagen med den største ære”.
Halfdan opholder sig længere tid i Rusland, men drager tilbage til Danmark for at forhindre, at Gyrithe af Skåne bliver gift med sakseren Sivard. Gyrithe er nemlig den sidste Skjoldungedynastiet. Halfdan dræber Sivard og gifter sig med Gyrithe, som føder ham sønnen Harald (Hildetand).
Saxos 5. omtale af ”ruthenerne” (ukrainerne). 9. bog. 700-800-tallet.
OBS: Harald Hildetand arver Daneriget, som omfatter, udover Østdanmark, Skånelandene og Sverige op til de store søer. Harald Hildetand regerer i over 50 år, men taber Bråvallaslaget i år 772 til sin nevø Sigurd (Sigfred) Ring, statholderen i Gøtaland. Ring overtager dernæst magten i Daneriget og er således flere gange nævnt som ”danernes konge” i de frankiske årbøger. Under Bråvallaslaget deltager i øvrigt en ruthensk stormand (og dermed hans hird) på Rings side.
Regnar Lodbrog (født ca. 795). Der er uenighed om, hvorvidt han er søn af Sigurd Ring.
Regnar Lodbrog og hans sønner drager mod Hellespontierne (Dardanellerne) og besejrer deres konge Dian i et slag. Dians to sønner er gifte med Ruthenerkongens døtre. Ruthenerne angriber nu Lodbrog for at hævne Dian. Også skytherne deltager i slaget på Ruthenernes side. (anakronisme fsva. omtale af Skythien. Krim ?).
Lodbrog og hans sønner vinder slaget. Hvidsærk bliver statholder i Skythien.
En krig mellem Hellespontiernes nye konge Daxon og Hvidsærks Skythien ender med, at Daxon myrder Hvidsærk. Regnar sejler med sin flåde til Rusland, fanger og forviser Daxon og vinder Ruthenernes sympati.
Danernes rige i Vikingetiden: Jylland (inkl. hele Slesvig), Fyn, Sjælland og øerne samt Halland, Skåne og Blekinge. (Svensk kort)
Vikingespor i Gnezdovo og Central-Ukraine
Skjoldungen Rørik/Rurik (800-tallet)
Rørik/Rurik og Kijev-staten
Skriftlige kilder:
Nestor Krøniken (Kijev-krønikeskriver fra 12. årh.): Efter år 862 e.Kr. bliver den skandinaviske prins Rurik (kone: Ingerid) af lokale inviteret til Ladoga-området.
Ifølge vestlige kilder bliver Rørik af Hedeby i 867 e.Kr. drevet ud af Frisland af den tysk-romerske kejser.
Nestor Krøniken: I 882 e.Kr. sejler Ruriks søn Igor og hans værge Oleg en ledingflåde fra Novgorod via Dnipro til Kijev og erobrer Kijev. Rurik-dynastiet grundlægger Kiejv-staten.
Ruriks herkomst (iflg. Peter Lawætz)
Rørik d. 714
Harald (Hildetand) d. 770
Rørik d. 772 Halfdan d. 808
Harald (Klak) Rørik Hemming
until about 1100 Harald Rørik/Rurik
Ruriks efterkommere (iflg. Nestor-krøniken)
Rurik d. 880
~ Ingerid Oleg d. 912
Igor b. a.878, d. 446
~ Olga from Pskov
Sviatoslav
Jaropolk Oleg Vladimir the Great
Ruriks efterkommere – (iflg. Peter Lawætz)
Rurik/Rørik d. 880
~ Ingerid Helgesdatter
Oleg/Helge d. 912
Igor/Ivar d. 946 [Rurik]
~ Olga from Pskov
Oleg/Helge d. 943 Olga Igor/Ivar Akun/Håkon
~ Volodislav
Sviatoslav
Pause/spørgsmål
Forbindelsen mellem de to danske kongehuse.
Middelalderen og Valdemarerne
Den frisiske linje (Jellingedynastiet) overtager først definitivt magten i Danmark i slutningen af 900-tallet (Gorm den Gamle og hans søn Harald Blåtand). Thyra Danebod – Gorm den Gamles kone - er Skjoldunge. Deres ægteskab forener de to danske kongehuse og er et led i kristendommens indførelse i Danmark.
Danerne udgør grundstammen i Kijev-fyrstens livvagt. (jf. Thietmar von Merseburg, ca. 1015). Omkring år 1000 blev danere og skandinaver kaldt ’varæger’. Mange af dem skabte sig en karriere i kejserstaden Konstantinopel, det nuværende Istanbul, eller i Kijev, som frygtede elitekrigere i den kejserlige eller fyrstelige paladsgarde.
Nogle har nok slået sig ned og er blevet helt assimileret, men mange vendte efter en årrække hjem med rigdomme og erfaringer fra det fremmede. Dette særlige system opstod senest i 800-tallet og fungerede med skiftende intensitet helt til omkring 1200, og varægerne i [Kijev-staten] og i Byzans havde hele tiden tæt forbindelse med hinanden. (Kurt Villads Jensen i 1. udgaven af ”Politiken Historie” 2018).
Efter indførelsen af kristendommen i 963 måtte kong Harald bygge ringborge i de mere hedenske dele af Danmark for at konsolidere kristendommen.
Den tyske Biskop Thietmar von Merseburg skrev om markant dansk tilstedeværelse i Kijev i 1018 (starten af Yaroslav den vises regeringstid).
"I denne store by (Kijev), hovedstaden i riget, findes der mere end 400 kirker og otte markeder; antallet af indbyggere er ukendt. Som i hele landet sammensættes de af stærke, bortløbne trælle, der kommer alle vegne fra, men især af kampdygtige daner, der indtil nu har modstået petjenegernes angreb og også har besejret andre fjender. (Fritz Wolder, 2016, s. 86).
Frans Bengtsson ”Røde orm” (1943) – svensk historisk roman i to dele om skånske vikinger beskriver også en rejse ad Dnipro-floden og deres arbejde som livvagter for Kejseren af Byzans. Romanen ignorerer, formentlig bevidst, Uppåkra og lader Kullen og Sydskåne være udgangspunkterne for de skånske vikingetogter mod vest og øst. Romanen grundlægger den svenske ”Harald Blåtand”-dyrkelse.
Saxos 6. omtale af ”ruthenerne” (ukrainerne). 11. bog.
Knud den Hellige (1080-86) fortsætter for fuld kraft krigen i Østerleden – mod Kurerne, Esterne og Semberne - men mest for at udbrede kristendommen.
Haralds, kongen af Englands, datter [Gytha av Wessex], bliver gift med ”Russerkongen Valdemar”. Saxo refererer her til storfyrst Volodymyr Monomakh af Kijev (Kijev-storfyrste i 1113-1125).
Saxo: ”En dattersøn af [Volodymyr Monomakh af Kijev] er vor konge [Valdemar den Store], som ikke blot har arvet hans blod, mens også hans navn; således randt Englands og Østerledens kongeblod sammen i ham, som vi priser os lykkelige ved at kalde ham vor konge, og som er en pryd for begge de folk, han stammer fra.
Saxos 7. omtale af ”ruthenerne” (ukrainerne). 12. og 13. bog mm.
”Erik Ejegod (1095-1103) drager til skibs gennem Rusland til Byzans”.
Knud [Lavard] (hertug af Slesvig 1115-31) – søn af Erik Ejegod - ”drager i viking i Østerleden og hærger dér i svenskernes lande”.
Saxos viden om Valdemars familie i Kijev-riget taget i betragtning må hans brug af ordene ”Rusland” og ”Ruthenien” i flæng som nævnt hentyde til Kijev-statens område omtrent på Valdemars bedstefars, Mstislavs, tid.
Kijev-riget (Kyivska Rus’) -
882-1240 e. Kr.
Knud Lavard og Erik Emune:
Anden Del af Saxos Danmarkskrønike (1979-udgaven) er på 330 sider, og af disse handler 209 sider om Valdemar den Store, inkl. den borgerkrig (1146-57), der bragte ham til magten.
Valdemar den Store er søn af Knud Lavard og Ingeborg af Kijev/Novgorod.
Knud Lavards bror Erik Emune (konge af Danmark i 1134-37) er de sidste 7 år af sit liv (1130-37) gift med Malmfrida af Kijev/Novgorod, som er søster til Knud Lavards hustru Ingeborga.
Mordet på Knud Lavard
Knud Lavard giftede sig med Ingeborga (Ingeborg) af Kijev i 1116. Ingeborg føder Knud Lavard sønnen Valdemar i byen Slesvig i 1131, kun 7 dage efter mordet på hendes mand, Knud Lavard, ved Ringsted på Sjælland.
Ifølge historikeren Kurt Villads Jensen kan Ingeborg meget vel have forladt Danmark efter mordet på Knud Lavard. Hvis det er rigtigt, så bliver Valdemar opfostret i Kijev-riget.
Men den officielle version har altid været, at Valdemar voksede op på Sjælland hos Asser Rig Hvide.
Borgerkrigene
Mordet på Hertugen af Slesvig, Knud Lavard, i 1131 udløser en borgerkrig i Danmark. Mordet blev begået af Knud Lavards fætter, Magnus, som var søn af Danmarks daværende konge, Niels, som var bror til Erik Ejegod - Knud Lavards far.
Ingeborg af Kijev
I slutningen af 1130 forsøger hun uden held at forhindre Knud Lavard i at rejse til det møde på Sjælland, hvor han bliver snigmyrdet.
I 1137 død afviste Ingeborg et forslag om at udråbe den 6-årige Valdemar til konge af Danmark. Dette viser, at selvom Valdemar voksede op hos Asser Rig, så havde hans mor stadig noget at skulle have sagt i forhold til den danske tronfølge.
Erik Emune (den mindeværdige) og Malmfrida af Kijev
Knud Lavards enke Ingeborga af Kijev var søster til Erik Emunes kone, Malmfrida af Kijev. Ingeborga og Malmfrida var døtre af Mstislav af Kijev, som var en søn af fyrst Volodymyr Monomakhos af Kijev.
Erik Emune var gift med Malmfrida fra 1130 til sin død i 1137. Erik Emune var Knuds halvbror (begge var sønner af kong Erik Ejegod) og siden 1130 også svogre. Efter mordet på Knud Lavard i januar 1131 søger Erik Emune hævn for mordet.
Erik Emunes hævn
Efter nogle indledende nederlag under borgerkrigen flygter Erik Emune til den østlige del af Danmark, hvor han besejrer kong Niels og kronprins Magnus ved Fodevig i Skåne i juni 1134.
Niels og Magnus bliver overrasket af et lynangreb fra Erik Emunes hær på en helligdag. Erik Emunes hær var forstærket med 300 lejede tyske ryttersoldater og ærkebiskop af Lund, Assers, hird.
Den danske ærkebiskop Asser havde tilsluttet sig Erik Emunes oprør, fordi han var utilfreds med, at kong Niels havde givet den tyske kejser overherredømmet i Danmark, så at ærkebiskop Asser pludselig blev reduceret til biskop og underlagt ærkebiskoppen af Bremen.
Erik Emunes og Malmfrida af Kijevs hævn.
Efter slaget ved Fodevig blev hele kong Niels følge, hans hof og de fleste danske biskopper myrdet af Erik Emunes folk. Den eneste overlevende mandlige arving i kong Niels’ slægt var den mindreårige Knud. Malmfrida kan have animeret Erik til at søge hævn, hvilket også var helt i tråd med datidens æresbegreber.
Som konge i Danmark i 1134-1137 var Erik Emune også ret brutal. Han myrdede sin halvbror Harald og næsten alle hans sønner. Han startede vendertogene. Han udførte det første kendte angreb på Oslo og brændte byen ned - muligvis som hævn for den norske konges angiveligt dårlige behandling af Malmfrida, da hun var gift med ham. Erik Emune blev myrdet i 1137 i Slesvig.
Valdemar I (Den store) og Sophia of Minsk. (Minsk var dengang en del af Kijev-riget).
Efter 11 års borgerkrig overtog Knud Lavard og Ingeborgs søn, Valdemar, i 1157 magten i Danmark. Han var gift med Sophia of Minsk.
Valdemar var konge i 26 år og forenede det delte kongerige gennem en offensiv udenrigspolitik rettet mod de slaviske vendere.
Dronning Sophia blev beskrevet som smuk, dominerende og grusom. Ifølge folkesagn slog hun Valdemars elskerinde Tove ihjel og sårede hans søster Kirsten alvorligt, men dette er ikke bekræftet.
Valdemarerne:
Valdemar den Stores regeringstid (1157-1182) var domineret af hans krige mod venderne.
Venderne var et slavisk folk, som boede i den nordlige del af det nuværende Tyskland.
Vendernes idelige røvertogter mod de danske kystområder udgjorde et sikkerhedspolitisk problem.
Valdemarerne:
Valdemar I (Store) forsøger at løse “det vendiske problem” én gang for alle ved at undertvinge venderne med vold og magt.
I løbet af Valdemars regeringstid gennemfører danerne mindst 25 større eller mindre togter mod venderne.
Valdemars søn Knud den 6. fuldender sin fars mission ved at umdertvinge venderne i 1185. Kirken og paven støtter danskernes angreb på venderne, fordi der også er tale om en udbredelse af den kristne tro.
- Den danske flåde efter en sejr over venderne.
2. Absalon og Valdemar den Store indtager Arkona på Rügen.
Valdemar II (Sejr). Erobringen af Estland i 1219. Myten om Dannebrog.
Valdemar IV (Atterdag). Genforeningen af Danmark i 1340-1360 og den blodige erobring af Gotland i 1361.
Byzantinsk indflydelse i danske kalkmalerier fra begyndelsen af 1100-tallet.
I flere af de ældste og falmede kalkmalerier fra begyndelsen af 1100-tallet aner man, hvordan billederne af kirkens stiftere fremstiller dem i tunge silkedragter med [ukrainske/ortodokse] eller græske broderier eller med krigerudstyr og hjelm som en varægergarder.
Nogle af afbildningerne er tydeligvis inspireret af ortodokse ikoner, og billedernes oprindelige dybe blå farve stammer fra den ekstremt dyre sten lapis lazuli, som kom fra Det Byzantinske Rige. Disse kalkmalerier er særlig talrige på Sjælland og i Skåne og optræder i kirker, som er blevet udsmykket af kongefamilien eller af de absolut rigeste og mest indflydelsesrige stormandsslægter.
Sæby Kirke ved Tissø på Sjælland og Gualöv kirke i Bromölla (da: Bromølle) kommune i Skåne (Guelev i Villand Herred).
Sæby Kirke, Tissø pastorat, Sjælland
Gualöv (Guelev) kirke i Bromölla (Bromølle) kommune i Skåne.
Konklusioner:
Kontakterne mellem Østdanmark (Daneriget) og Sarmatien/Østerleden/Ukraine startede allerede i det 2. årh. e. Kr. I 400-600-tallet intensiveredes kontakterne, og i løbet af vikingetiden resulterer de i statsdannelser i Novgorod og Kijev.
Saxos beretning om danekongen Frode III omtaler et dansk overherredømme i Rusland (Novgorod) og Ukraine (Kijev) allerede i 600-tallet, altså ca. 200 år før Rurik/Rørik bliver kaldt til Novgorod.
Skåne og Sjælland er rige landbrugsområder og var det også i jernalderen og vikingetiden -> vækst -> handel -> ekspansion -> krig mod fattigere naboer/aggression fra fattigere naboer (primært nordmænd og svenskere).
Skjoldungen Rørik, som var nevø til danerkongen Hemming og efter hans død kunne have arvet den danske trone, var i 862 e. Kr. med til at oprette et kongerige i Novgorod. 20 år senere grundlagde hans efterfølgere Kijev-staten.
Kijev-staten var i årene 882-988 en hedensk vikingestat med det dynastiske arvefølgeprincip, hvor den til enhver tid ældste mand i kongeslægten stod til at arve tronen. Dette resulterede i utallige fejder og borgerkrige.
Konklusioner:
Historien om Odin og Rind tyder på, at der var en ret intensiv dyrkelse af Østerleden allerede i 500-600 tallet. Kontakten var formentlig af handelsmæssig art, men der var også eksempler på tributpligtighed.
Bemærk, at ordet ”dan” den dag i dag betyder tribut på russisk, og ordet ”dannyj” betyder ”den givne” på russisk og ukrainsk.
Det mest negative, Saxo siger om ruthenerne, er, at de under et slag med Frode 3. havde en ineffektiv flåde og var dårlige krigere. Men ”Han foreskrev også ruthenerne at føre krig på de danskes vis”.
Da de ruthenske vikinger efterfølgende hærger Daneriget, bliver den skånske konge Borkar nødt til at fælde dem i et slag. Man må forstå, at ruthenerne havde lært at føre krig ”på de danskes vis”.
Konklusioner:
Under 1100-tallet danske borgerkrige spiller de ruthenske (ukrainske) prinsesser en vis rolle som katalysatorer og omdrejningspunkter for deres mænds magtkampe.
Meget tyder på, at den brutalitet, som Erik Emune lagde for dagen under magtkampen i 1130’erne, blev næret af hans kone, Malmfridas, og hendes søster, Ingeborgas, hævntørst og intriger og inspireret af de brutale magtkampe i Kijev-riget.
Erik Emunes udrensning kom uforvarende til at bane vejen for Valdemar den Store og hans efterfølgere. Egentlig var det nok hans mening, at sønnen Svend Eriksen (Grathe) skulle have været konge. Men den brutale Svend tabte magtkampen til sin mere koldblodige fætter Valdemar.
Konklusioner:
Valdemarernes brutale, men også sejrrige, regeringsperiode var en videreførelse af 1100-tallets danske magtkampe. Vikingerne blev brugt som lejesoldater af de skiftende fyrster, der kæmper om magten. Således erobrede den senere prins Volodymyr den Hellige i 978 tronen i Kijev med en hird af danske og norske lejesoldater.
Kontakterne ml. Daneriget og Østerleden starter før, at Lejre bliver grundlagt. Derfor er det nærliggende at spørge, om danerne i 400-tallet opererede fra Uppåkra (Opager).
Mht. Uppåkra som det glemte magtcentrum Daneriget venter vi med spænding på de igangværende arkæologiske undersøgelser, inkl. DNA-analyser, som Lunds Universitet er i gang med. De vil forhåbentligt vil kaste nyt lys over denne længe oversete del af Nordens historie og måske også kontakterne til Østerleden.
Danmark i det 12. århundrede (stifter)
De største skibssætninger i Norden findes nær Ystad i Skåne og i Lejre på Sjælland.
1)Ales sten ved Løderup, øst for Ystad i Skåne. Det formodes, at den er rejst omkring år 500 f.Kr., og der er fundet trækul, som kulstof-14-prøver har dateret til 1500 f.Kr.
2)En skibssætning af samme dimensioner findes i Lejre på Sjælland. Udgravninger på stedet har vist flere grave.
3)Lejre var i vikingetiden et vigtigt kultsted, og Ales sten kan have haft samme status.
Tidlig begravelse skik i Skandinavien, Nordtyskland og de baltiske lande. Graven eller kremeringsstedet var omgivet af plader eller sten i form af et skib. Skibene varierer i størrelse og er rejst fra c. 1000 f.Kr. til 1000 e.Kr.
Gravhøje. Skjoldungen Holger Danskes grav menes at ligge ved Rönneberga, i nærheden af Landskrona i Skåne.
