Ukraines demo­grafiske bolværk. Analyse i magasi­net rØst, april 2015

af Ivan Nester

Fantasierne om en snarlig russisk invasion af Ukraine er stærkt over­drevne, skriver Ivan Nester Nielsen. Ukraines byer er i dag højborge for ukrainsk nationalisme, og den udvik­ling har mere end noget an­det sikret Ukraines selv­stændighed.

De sidste 100 års demografiske udvikling i de ukrainske byer er en ofte overset forklaring på den udeblevne russiske mili­tære invasion af landet, (bort­set fra de facto besættelsen af det østlige Donbas).

På under 100 år er de etniske ukrainere i de ukrainske storbyer gået fra at være et mindretal på ca. 30% i 1926 til et absolut flertal på ca. 75% i 2001. Tal­lene udgør et gennemsnit for de otte største byer i den rege­ringskontrollerede del af landet; nemlig Kyiv, Kharkiv, Odessa, Dnipropetrovsk, Lviv, Zaporiz­hya, Mykolayiv og Kherson. De seneste tal er fra folketællingen i 2001, men i dag er tallene formentlig endnu mere i de et­niske ukraineres favør.

Borgerkrigen 1920

For ca. 100 år siden var situa­tionen fundamentalt anderle­des. Under borgerkrigen 1917-1921, hvor ukrainerne kæm­pede for selvstændighed fra Rusland, var det relativt let for den russiske invasionsstyrke at tage kontrol med de ukrainske byer. Det ikke-ukrainske flertal gav stiltiende sin accept. Det var i landområderne, hvor 90% af befolkningen var ukrainsk, at den væbnede modstand mod sovjetmagten var stærkest. Her varede kampene langt ind i 1920’erne. Den kunstige hun­gersnød i 1932-33 (Holodomor) ramte da også primært den ukrainske landbefolkning, og det ses i dag af ukrainerne som beviset på, at man fra russisk siden med Stalins tvangskol­lektivisering af landbruget øn­skede at ødelægge den ukra­inske nation.

Resultatet af den ukrainisering af Ukraines storbyer, som ind­ledtes i 1920’erne, var derfor en etnisk - mere end en sprog­lig - ukrainisering og afrussifi­cering. Med undtagelse af den vestukrainske storby Lviv, taler de fleste etniske ukrainere i storbyerne i dag russisk i dag­ligdagen. Det afholder dem dog ikke fra at betegne sig som etniske ukrainere og for en stor dels vedkommende også som ukrainske nationalister. Situati­onen kan sammenlignes med Irland, hvor et flertal af bybe­folkningen taler engelsk i dag­ligdagen, men af historiske grunde stadig nærer dyb mistil­lid til englænderne.

I 1926 levede 18% af Ukraines befolkning i byerne. I 2001 var dette tal steget til 68%.

Forskere har peget på, at en hurtig industrialisering og urba­nisering af en stor landbefolk­ning er en vigtig grobund for nationalismen.

I Sovjetukraine var nationalkommunismen, hvor ukrainske interesser blev forsøgt forsvaret overfor centralmagten i Mo­skva, blevet til en slags surrogat for nationalismen, der af ideologi­ske grunde var bandlyst. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev den russofile natio­nal-kommunisme gradvist ud­faset som dominerende ideo­logisk strømning i Ukraine og erstattet dels af den liberale og dels af den integrale variant af ukrainsk nationalisme. Denne proces accelererede under Glasnost-politikken i 1980erne og cementeredes efter uaf­hængigheden i 1991.

Den orange Revolution var et nationalt gennembrud

Men det afgørende gennembrud for ukrainsk nationalisme skete efter Den Orange Revo­lution i slutningen af 2004, hvor ukrainerne første gang gjorde oprør mod den Moskva-støt­tede østukrainske politiker Viktor Janukovitj. De bragte den vestligt orienterede og na­tionalistiske Viktor Jusjtjenko til magten i Kyiv i januar 2005.

I december 2014 opsummere-de Jusjtjenko i et interview: ”I min periode som præsident i 2005-2010 oplevede vi en ukrainsk renæssance. Jeg vil hævde: ånden vinder altid over materien. Jeg er overbevist om, at vi aldrig har talt så me­get om værdier, enhed, sprog, kultur, historisk hukommelse og vore helte som i 2005-2010…. Det Maidan, der fandt sted for et år siden, havde ikke været muligt uden Den orange Revolution 2004”.

Tal fra Institut for sociologi ved Ukraines videnskabernes aka-demi synes at bekræfte denne udvikling: Ukrainernes tillid til russerne faldt markant fra 1994 til 2010. I 1994 svarede 68% af de adspurgte "ja" til spørgs-målet: "Er De parat til at optage en russer i Deres familie, eller er De parat til at acceptere en russer som ven". I 2010 var dette tal faldet til 45%. Der er næppe nogen tvivl om, at ukrainernes tillid til russerne det seneste års tid er faldet yderligere pga. Krim-annekteringen og den russisk-støttede separatisme i Østukraine.

Russisk invasion er helt ure­alistisk

I dag udgør de ukrainske stor­byer pro-ukrainske højborge. En russisk invasionsstyrke vil møde en langt overvejende fjendtligsindet ukrainsk bybe-folkning, der med massiv vest­lig støtte ville kunne føre gue­rillakrig med store russiske tab til følge. Denne omstændighed har mere end noget andet af­holdt de russiske generaler fra at invadere Ukraine med re­gulære tropper. Kreml vil helst undgå en gentagelse af Afgha­nistan-fadæsen, hvor Sovjet­unionens fejlslagne krig i 1979-89 endte med landets sam­menbrud. Et russisk militært nederlag i Ukraine vil med stor sandsynlighed føre til Rus­lands sammenbrud.