Hungersnødkatastrofe og folkedrab

Der er grøde i folkeretten for tiden. Og verdens diktatorer gør klogt i at følge med i de nyudviklinger, internationale og nationale domstole gennem deres afgørelser har tilvejebragt.

Af Henrik Døcker (artiklen er fra 2007)

Fortidens immunitet for tidligere statsoverhoveder er en saga blot, thi verdensoffentligheden følger nu med et vågent øje bevægelser over landegrænserne af personer, som så at sige ”har lig i lasten”. Senest er Etiopiens tidligere diktator, Mengistu Haile Mariam, in absentia blev idømt livsvarigt fængsel for folkedrab ved en domstol i landets hovedstad Addis Abeba. Henrettelsen af Iraks tidligere diktator Saddam Hussein var ikke begrundet i folkedrab, eftersom den retslige behandling af hans grusomme massedrab på kurderne ikke nåede at blive inddraget, inden dødsdommen faldt på grund af en række henrettelser af nogle landsbybeboere iblandt den rent irakiske befolkning.

Folkedrabsbegrebet risikerer at blive devalueret

Dommen over Mengistu har mere symbolværdi, eftersom han lever i sikkert asyl hos en anden diktator, Robert Mugabe, i Zimbabwe. Mere interessant er derimod den lov, som Ukraines parlament i november vedtog, og hvorefter den store hungerkatastrofe i Ukraine i 1932-33 nu regnes for et sovjetisk folkedrab på det ukrainske folk. Loven føjer sig imidlertid til en tendens til  at inddrage omfattende nedslagtninger af befolkningsgrupper som folkedrab, uden at der er foretaget en nærmere folkeretlig analyse af situationen. ”Folkedrab” er blevet et slags slagord, som tjener til at forhøje alvoren omkring de blodige begivenheder – i fortid og i nutid.

 Bevæbnede rytteres voldtægter, landsbyafbrændinger og massedrab på befolkningen i Darfur er egentlig officielt kun af USA blevet betegnet som folkedrab. Men mange mennesker verden over benytter uden dybere refleksion udtrykket om tragedien dér.

Mens mellem 50.000 og 100.000 kurdere antages at have mistet livet ved Saddam Husseins mest målrettede tilintetgørelsesaktion mod kurderne, ”Operation Anfal” i 1988, omkom måske 500.000 under den etiopiske diktators kombinerede nedslagtning og tvangsforflyttelse af oprørske samt hungersnødramte landbofamilier fra Tigre-provinsen i 1990’erne.

Hvad angår den hungersnød, som Sovjetunionen påførte Ukraine (foruden Nord-Kaukasus og det nedre Volga-bækken) i 1932-33, så menes den at have taget livet af omkr. syv millioner mennesker. Dette sidste har været kendt i årevis og blev under alle omstændigheder dokumenteret af den britiske forfatter Robert Conquest allerede i 1986 i sin bog ”The Harvest of Sorrow”. Som de fleste andre, der har beskrevet Stalin-tidens værste terror- og undertrykkelsesperioder, påpeger de ikke i denne forbindelse et udtrykkeligt udryddelsesformål af den ukrainske befolkning. Efter at Ukraine i 1991 blev en selvstændig stat har opfattelsen af den kunstige hungersnød under benævnelsen Holodomor (dvs. død ved udsultning) imidlertid slået rod i befolkningen, og vedtagelsen af loven i november 2006 – hvorefter det er forbudt at benægte det sovjetiske folkedrab på Ukraine – er kun kulminationen på en lang udvikling. Ti lande i verden har officielt erklæret sig enig med Ukraine i denne opfattelse.

Folkedrab forudsætter tilsigtet ombringelse af en bestemt folkegruppe

Der synes ikke umiddelbart at være tale om at Ukraine foranlediget af loven ønsker nogen form for erstatning fra Ruslands side, men loven vil på den anden side medvirke til en yderligere nedkøling af forholdet mellem de to lande. I dag er Ukraine imidlertid optaget af at skabe sig en profil, forskellig fra Ruslands og med støtte fra Vesteuropa, idet det ustabile politiske klima med præsident Viktor Justjenko i idelig splid med sin ministerpræsident Viktor Jakunovitj og angreb fra den magtfulde oppositionspolitiker Julia Timosjenko. Det sovjetiske folkedrab på Ukraine føjer sig til andre påståede folkedrab i det 20.århundrede, som politikere, historikere, jurister og andre strides om: Tyskernes nedslagtning af hereroerne i det daværende Tysk Sydvestafrika (i dag: Namibia), Det Osmanniske (tyrkiske) Riges massedrab på armenierne eller De Røde Khmerers  udsultning og massehenrettelser af cambodjanere. En kolonimagts, et imperiums og en ekstremistisk politikerkastes barbariske nedkæmpelse af hhv. forsvarsløse indfødte afrikanere, et kristent mindretal og dele af den egne befolkning (fortrinsvis de uddannede). Var det tilsigtet udryddelse af en veldefineret gruppe?

 Det er det som kræves i FN’s konvention vendt mod folkedrab fra 1948. Den forudsætter, at en (større) gruppe mennesker på grund af deres nationale, etniske, racemæssig eller religiøse tilhørsforhold bevidst påtvinges ødelæggende livsvilkår med det forsæt helt eller delvis at tilintetgøre gruppen som sådan. Folkedrabsbegrebet var under 2. Verdenskrig første gang blevet defineret af den polske jurist Raphael Lemkin under indtryk af det nazistiske Tredje Riges systematiske udryddelse af jøderne. Nürnberg-domstolen, hvilende på en statut fra 1946, nåede ikke at få dette begreb med. Den praksis fra internationale tribunaler, der siden er tilvejebragt er lille og hidrører alene fra de to vedrørende  Eksjugoslavien og Rwanda. De internationalt sammensatte dommerpaneler har defineret folkedrab snævert, dvs. med absolut vægt på, at ’gerningsmanden’ (altså den pågældende stat) tydeligt har tilkendegivet, at han med sine forbrydelser tilsigtede at udrydde gruppen som sådan. Antallet af domme for folkedrab ligger indtil nu under 15. Alligevel optager emnet meget i den offentlige debat, særligt nok i Europa.

Snarere forbrydelse mod menneskeheden

Den tragedie, der ramte Ukraines befolkning for over 70 år siden, er også af en karakter, der gør det vanskeligt for ikke at sige dybt problematisk at indpasse i de folkeretskyndiges gængse definition af folkedrab. Der taltes i konventionen af 1948 – sandsynligvis af hensyn til Sovjetunionen – ikke om sociale grupper. Konventionen fik ikke – som senere menneskeretskonventioner – nogen kontrolkomité, som kunne modtage rapporter om dens overholdelse eller som kunne igangsætte sanktioner mod stater, som måtte krænke konventionen. Den Kolde krig fra 1940’erne til 1991 var i det hele taget en væsentlig årsag til, at en international strafferet som en slags opfølgning af Nürnberg-statutten først begyndte at udfolde sig for ca. ti år siden.

 De forskellige krigsforbrydertribunaler, som noget naturligt bl.a. kriminaliserede folkedrab, er et udtryk herfor. De uhyrlige og meget omfattende tilfælde af tortur, drab, deportationer mv., er oftere blevet klassificeret som krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Det er de to andre hovedkategorier, som de alvorlige brud på den humanitære folkeret i det hele taget omfatter. Det er lidt kompliceret, at krigsforbrydertribunalernes statutter definerer forbrydelser mod menneskeheden forskelligt! 

 Når folkedrabsanklager undertiden frafaldes, skyldes det, at det har været vanskeligt at bevise hensigten om at tilintetgøre denne og hin folkegruppe. Eksjugoslavien-tribunalet har i flere tilfælde forhandlet med tiltalte og fået dem til at tilstå forbrydelser mod menneskeheden mod at frafalde en tiltale for folkedrab. Mens det efter flere sovjeteksperters mening er temmelig klart, at Sovjetunionen bevidst under 2. Verdenskrig søgte at udrydde enkelte folkegrupper (som f.eks. krim-tartarerne eller tjetjenerne), som deporteredes til Centralasien og Sibirien under umenneskelige forhold (enten iskoldt eller beklumrende varmt i overfyldte kreaturvogne), så har mange veget tilbage for at betegne den brutale fremfærd over ukrainerne i begyndelsen af 1930’erne som folkedrab.

Ukraine blev ”spærret” for udlændinge under hungersnødkatastrofen

De nævnte mindre folkegrupper i Kaukasus (og nogle andre) blev ganske vist ikke umiddelbart dræbt i stor skala, men på den anden side henvist til så elendige forhold på bestemmelsesstedet, at udsigten til en hurtig død ofte var vis. Når de var deporteret fra deres hjemegn, blev navnene på de deporterede fjernet fra alle officielle dokumenter, kirkegårde blev nedlagt, landsbynavne omdøbt.. Ukrainerne var der simpelthen for mange af til at man målrettet kunne gå mod dette folks udslettelse. En tradition for at være selvejerbonde var her i øvrigt større end i Rusland. Mellem 7 og 10 millioner af disse bønder skønnes at være omkommet under den kampagne, den sovjetiske diktator Josef Stalin indledte under mottoet ”Udryd kulakkerne som klasse”. Kulak - russisk for knytnæve - skulle her forstås som den undertrykkende bonde. Kulak blev efterhånden et vidt begreb: Fra at omfatte en bonde med blot et par heste til enhver, der ikke villigt føjede sovjetmagten.

 Den kendte forfatter Arthur Koestler (1905-85) var blandt de få udlændinge, der berejste Sovjetunionen i disse rædselsår. Han var kommunist dengang, men kunne ikke undgå at støde på og blive påvirket af de ulykkelige forarmede, udhungrede ukrainere, han mødte under ophold på jernbanestationer. Hans officielle følgesvende bortforklarede de forhutlede tiggere som ”samfundsfjender”. Koestler såvel som andre oprindeligt prosovjetiske journalister og forfattere fra Vesten blev forevist Potemkin-kulisser, men én eneste journalist, den britiske Malcolm Muggeridge havde held til at unddrage sig sine sovjetiske ’opsynsmænd’: Han bevidnede derefter i dagbladet ”Manchester Guardian” om den forfærdende hungersnød, som lagde mange landsbyer øde, Man har beregnet, at omkr. 25.000 mennesker daglig omkom af sult (gennemsnitlig dræbtes 6000 personer dagligt under 2. Verdenskrig). Kort efter at Muggeridges artikler var offentliggjort, blev Ukraine gjort utilgængeligt for udlændinge.

 Årsagen til den brutale fremfærd var den tvangskollektivisering af det ukrainske landbrug, som  den sovjetiske diktator Josef Stalin slog ind på i begyndelsen af 1930’erne. Efter at  den unge sovjetstat  i 1920’erne havde understøttet ukrainsk selvbevidsthed som et middel til at sætte gang i udviklingen og skabe nye sociale og kulturelle eliter, fandt magtherrerne i Kreml ud af at Ukraine med basis i sit frugtbare agerbrug havde fået en egen magtposition, der kunne true sovjetrussernes styring af staten. Korn fra Ukraines bugnende kornkammer skulle i stedet for at tjene befolkningen som livsgrundlag tilføres sovjetstaten for at skaffe nødvendige eksportindtægter til import af maskiner. Da den afleveringskvote til staten, Kreml forlangte i 1932, var 44 pct. højere end året før, udviklede situationen sig fra krise til katastrofe. Da var i øvrigt 69 pct. af alle landbrugsejendomme kollektiviserede, ganske overvejende ved tvang. Politiske kommissærer flokkedes i landdistrikterne, men  en udryddelse af ukrainerne som sådan lader sig næppe påvise. En sådan påtvunget forarmelse af store dele af befolkningen har i øvrigt sin parallel i Maos Tsetungs kommunistiske Kina.

Folketallet fald op mod 10 pct. i 1930’erne

Hungersnødkatastrofen i Ukraine 1932-33 var i mange henseender mørklagt indtil for ganske få år siden. Efter at tusinder af akter fra det daværende hemmelige politi NKVD’s arkiver nu er blevet åbnet, er det blevet muligt at få kastet et klarere lys over et stor og usikkert statistisk materiale. Hvad enten nu denne uhyrlige udsultning, disse ufattelig mange dødsfald skal kaldes folkedrab eller forbrydelse mod menneskeheden, så viser befolkningsudviklingen i den daværende sovjetrepublik Ukraine en påfaldende tilbagegang i årene 1926-39: Fra 31,3 millioner til 28,1 millioner eller en nedgang på 9,9 pct., mens til eksempel Den Russiske Føderation viste en stigning på 28 pct. og Hviderusland en stigning på 11,2 pct.

 Den lov, som fastslår folkedrabet i Ukraine, er som nævnt  gået  et skridt videre, idet det også kriminaliserer en offentligt benægtelse af det ukrainske folkedrab. Det betegnes fra nu af som en ærekrænkelse af det ukrainske folk og er dermed en strafbar handling, idet der dog endnu ikke er fastsat nogen sanktion for overtrædelse. Herved kopierer man så at sige en nylig vedtagen lov i Frankrig, der forbyder en benægtelse af Det osmanniske (tyrkiske) Riges folkedrab på landets armeniere i 1915. Dette sidste er næppe i overensstemmelse med hvad flertallet af Europas befolkning betragter som ytringsfrihed – selv om det unge selvstændige Ukraine har stort behov for at vide mere om sin historie.

 Noget andet er, at landets store nabo Rusland sandsynligvis vil tolke loven som yderligere et tegn på Ukraines kurs mod Vesten, dvs. bort fra den russiske magtsfære. Det vil nok også skabe større spænding mellem de ukrainsk- og de russisktalende blandt Ukraines omkr. 50 millioner indbyggere. Loven kom da heller ikke til verden uden sværdslag i parlamentet. Et meget spinkelt flertal stemte for loven, som kun overlevede takket været fravær af veto fra præsident Viktor Jusjtjenko, som ellers normlat er i mindretal blandt parlamentets medlemmer. Der tilsigtes holdt seminarer om folkedrabet i mange lande, incl. Danmark.