Ukraine og 70-året for 2. Verdenskrigs afslutning
Historiker cand. mag. Ivan N. Nielsen har for Newsgerrig. com analyseret situationen omkring 2. Verdenskrigs afslutning i Ukraine.
Set med ukrainske briller var der ikke så meget at juble over den 9. maj 1945. 4,5 millioner ukrainske borgere havde mistet livet (ifølge visse opgørelser er tallet langt højere) i det blodige sammenstød mellem nazismen og kommunismen - to totalitære ideologier, der havde udryddelsen af hele folkeslag og samfundsklasser øverst på dagsordenen.
Samling af Ukraine i en helstat
Hvis man skal fremhæve et lyspunkt, stadigvæk set med ukrainske briller, så cementerede 2. Verdenskrig samlingen af Ukraine i en helstat bestående af såvel Galicien som Dnipro-Ukraine. Som bekendt var dette i første omgang sket som en konsekvens af Polens deling i 1939.
Allerede Kiev-fyrsten Volodymyr den Hellige erobrede i år 990 Galicien, lagde området ind under Kiev-riget og lagde dermed kimen til det nationale bånd mellem Galicien og Dnipro-Ukraine.
Efter mongolernes ødelæggelse af Kiev i 1240 var det da også Galicien, der overtog rollen som Rurik-dynastiets ukrainske højborg og blev stedet, hvor den ukrainske statslighed overvintrede.
At Galicien (og Volynien) i mellemkrigsårene (1919-1939) var underlagt Polen, viste sig imidlertid at blive afgørende for udviklingen af den national-filosofi, som blev et fundament for tanken om Ukraine som en uafhængig stat og om et totalt brud med Moskva såvel politisk, kulturelt, historisk som geografisk.
Polen blev mere Ukraine-venlig
Den polske leder i mellemkrigsårene Josef Pilsudski nyorienterede polsk udenrigspolitik i en mere Ukraine-venlig retning og er bl.a. citeret for at sige, at uden et uafhængigt Ukraine vil der ikke være noget uafhængigt Polen.
Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN) blev dannet i 1929 i Krakow og baserede sin ideologi på nationalfilosofien. OUN fik hurtigt tag i den ukrainske ungdom i landet.
Netop Pilsudskis dogme lå til grund for de polske myndigheders relativt tolerante holdning til ukrainerne i mellemkrigstidens Polen, i hvert fald indtil Pilsudskis død i 1935.
De ukrainske intellektuelles nationale idéudvikling fik derfor langt mere gunstige vilkår i Polen end i Sovjet, hvor nationalkommunisternes ukra-iniseringskampagne i 1920’-erne blev straffet med Stalins Hungersnød i 1932-33, der af flere lande er blevet betegnet som et folkedrab på den ukrainske nation.
Kimen til Sovjetunionens sammenbrud
Ifølge OUN’s ideologi var Ukraines uafhængighed en absolut værdi, som alle andre hensyn var underlagt. Denne ideologi lå til grund for UPA’s (den ukrainske oprørshærs) 10 år lange væbnede kamp i Vestukraine (1942-52) og dagens ukrainske soldaters indædte kamp mod den militært set overlegne men mindre motiverede modstander i Østukraine. Også ”de hundredes himmelfloks” dødsforagtende fremrykning på Instytutska-gaden i Kiev i februar 2014 kan forklares med nationalfilosofiens gennembrud i de urbaniserede ukrainske massers bevidsthed.
Efter landets samling i 1945 begyndte den i Galicien udviklede national-filosofi at sive ind i Dnipro-Ukraine. Samlingen i 1945 lagde derfor paradoksalt nok også kimen til Sovjetunionens sammenbrud. Naturligvis var nationalismen bandlyst i Sovjetukraine, og det kostede lange fængselsstraffe at udføre offentlig agitation for nationalismen. Men den fik som undergrundsideologi alligevel en vis indflydelse og trak den nationalliberale ukrainske dissidentbevægelse med sig. Ikke mindst fordi nationalismen baseredes på nationens historiske erfaring om mange hundreder års ukrainsk statslighed og kamp for uafhængighed, som sovjetmyndighederne ihærdigt forsøgte at slette fra den kollektive erindring.
National-filosofien fortrængte nationalkommunismen
Da den nationalkommunistiske ukrainske elite i 1991 udnyttede omvæltningen i Moskva til at udråbe Ukraines statslige uafhængighed, begyndte national-filosofien for alvor at fortrænge national-kommunismen som dominerende idéstrømning i landet. Og i to omgange – i 2004 og 2014 - satte en alliance af integrale og liberale nationalister sig igennem og trængte mere russisk-venlige kræfter fra magten i Kiev.
Den dominerende ideologi
Der var som sagt ikke meget at juble over set med ukrainske briller i maj 1945. Men landets samling det år skabte de institutionelle forudsætninger for den gradvise udbredelse af den vestukrainske nationalfilosofi til hele Ukraine. Og kombineret med landets hastige urbanisering i efterkrigsårene medførte denne dynamik dels, at de etniske ukrainere senest fra 2001 udgjorde et solidt flertal i storbyerne (bortset fra Krim og Donbas), dels, at ukrainsk nationalisme – såvel i sin liberale og integrale version - satte sig igennem som den dominerende ideologi i landet på bekostning af mere russofile strømninger, som sovjetkommunismen havde forsøgt at påtvinge befolkningen.