Den ukrainske

kosakstats historie

Af Ivan Nester (artiklen er fra 2011)

Fra det 16. århundrede begynder indbyggerne i de ukrainske byer og landsbyer at flygte fra livegenskabet og feudalherrernes undertrykkelse i Storfyrstendømmet Polen-Lithauen. De søgte hen mod området omkring Dnipro-flodens nedre løb og blev af tyrkerne betegnet som ”kosak”[1]. Kosakkerne stod i modsætningsforhold til tyrkerne og tatarerne og de polske feudalherrer. Polen kontrollerede på dette tidspunkt store dele af Ukraine, der formelt var en polsk koloni. Den konstante trussel om at blive angrebet fik kosakkerne til at opføre fortifikationer på en række mindre øer i Dnipro-floden, hvor de kunne holde stand mod angriberne. Kosakkerne sluttede sig sammen til en militær organisation, de betegnede som ”Zaporozhskaya Sech” eller ”Zaporozhska Sich”. I dag dækkes dette landområde af den ukrainske region Dnipropetrovska samt af dele af de omkringliggende regioner på begge sider af Dnipro-floden.

Kosakkernes fæstningsværker i Dnipro-floden dannede rammen om militærtræning og var brohoved for deres udfald mod de østlige og sydlige nomadefolk. Legender og samtidige beretninger nævner sådanne kosak-fæstninger på øerne Khortitsa, Tomakovka, Bazavluk og Nikitinsky Rog samt ud til floderne Chertomlik og Podpolnaya. Fæstningen på øen Khortitsa var den største og ældste kosakborg og menes at være blevet opført i årene 1553-57. ”Zaporozhskaya Sech” som militær-politisk organisation blev nedlagt af den russiske Kejserinde Ekaterina den Store i 1775. Men i over to hundrede fungerede ”Zaporozhskaya Sech” som et arnested for det ukrainske folks kamp mod feudal og national undertrykkelse og som et administrativt, økonomisk og politisk centrum for Kosakstaten med egen hær. ”Zaporozhskaya Sech” blev en vigtig faktor i bevarelsen og udvidelsen af det ukrainske folks etniske territorium. Fra omkring slutningen af det 16. århundrede udgjorde ”Zaporozhskaya Sech” en veltrimmet militær-politisk organisation. Hæren var inddelt i regimenter og delinger og blev ledet af en hetman eller ataman. Hærens administration blev ledet af den øverste militære embedsmand, mens domstolen blev ledet af en dommer. Hetmanens militære assistenter (kosakkernes officerskorps) udgjorde den såkaldte starshyna (kosakeliten).

Indbyggerne i ”Zaporozhskaya Sech” var ligeberettigede og kunne alle deltage i rådsmøder, hvor det ofte var dem, der råbte højest, som fik deres vilje. Under sådanne ofte spontane rådsmøder valgte eller afsatte ligeledes kosakhøvdingen – hetmanen eller atamanen – samt hans nærmeste assistenter.

Medlemmer af kosakeliten havde den absolutte myndighed under felttog og havde ret til at fælde dødsdomme. I fredstid var elitens magt begrænset. I alt har der været 5-6.000 kosakker i selve ”Zaporozhskaya Sech”, hvoraf 10% skiftedes til at fungere som garnison, mens resten enten var på felttog eller beskæftigede sig med mere fredelige sysler som jagt, fiskeri og saltudvinding i Dnipro-flodens munding. Sech lå strategisk ud til handelsvejen mellem Polen og Sortehavsområdet, hvorfor handlen også spillede en vigtig rolle. På trods af den formelle ligeberettigelse for alle indbyggerne i Sech opstod der i stigende grad socioøkonomiske gnidninger mellem kosakeliten og de mindrebemidlede kosakker.

Det polske styre måtte hurtigt erkende, at det ikke havde mulighed for at etablere kontrol med kosakkernes ministat i Sech. I stedet begyndte polakkerne at opbygge aflønnede kosakdelinger, som skulle have polske adelige befalingsmænd og være loyale overfor de polske myndigheder. Den polske konge Stefan Batoriy oprettede i 1578 seks delinger med i alt 600 aflønnede (registrerede) kosakker, der fik deres egen kaserne med et arsenal og hospital i byen Terekhtemyrov (ca. 100 km sydøst for Kiev). Til gengæld for dette forpligtede kosakkerne sig til at anerkende polske adelsfolk som deres befalingsmænd og afholde sig fra ”spontane overfald på tatarerne”, hvilket ofte havde skabt problemer for Polens udenrigspolitik. De registrerede kosakkernes opgave bestod i at beskytte Polens sydøstlige grænser og holde øje med de mere uformaliserede dele af kosakmasserne. Status som registreret kosak gav betydelige fordele, først og fremmest betød den frigørelse fra livegenskabet. Derfor ansøgte et stigende antal kosakker om at blive registreret. De polske myndigheder så ingen anden udvej end at udvide antallet af registrerede kosakker, som i 1630-erne nåede op på mellem 6.000 og 8.000 mand. Mange af de registrerede kosakker fik med tiden opbygget ikke betydelige formuer og jordbesiddelser. Der opstod en stor forskel på de relativt velstående registrerede kosakker og den øvrige kosakmasse, som sjældent ejede mere end bønderne. Det polske styre forsøgte at styrke de registrerede kosakkers loyalitet overfor den polske krone ved at give de rigeste af dem lavadelige privilegier og sidestille dem med den lokale polske lavadel. Ikke desto mindre viste det sig gang på gang, at de registrerede kosakker, når det kom til stykket, tog oprørernes parti, når de fattige kosakker og de ukrainske bondemasser greb til våben i et forsøg på at kaste det feudale åg af sig.

Den polske regering så med bekymring på, at Sech i stigende grad opførte sig som en stat i staten. Polen, som i slutningen af 1500-tallet kommer under stigende pres fra Det osmanniske Rige og dets vasalstat på Krim, ser imidlertid ingen anden udvej end at bruge kosakkerne som en fremskudt militærstyrke, der kan tage kampen op mod truslerne fra syd og øst, alt imens den polske hovedstyrke klarer de militære udfordringer i Vesteuropa. Kosakkernes ofte succesrige felttog mod de muslimske tyrkere og tatarer gav dem en øget tro på egen militære formåen og en messiansk opfattelse af sig selv som ”kristendommens vogtere”.

Det militær-politisk stadig mere pressede Polen var i stigende grad afhængig af kosak-hjælpetropper[2] uden dog at ville give dem politiske indrømmelser i form af en væsentlig forøgelse af antallet af registrerede kosakker og en lempeligere holdning til den ortodokse kirke. Kosakkernes militære erfaringer og deres stigende selvbevidsthed danner grundlaget for ideen om at gøre hele det polskkontrollerede Ukraine til en selvstændig kristen stat styret af en af kosakkerne valgt hetman. Den polske konge klagede til Sejmen: ”Det indre anarki, som medfører komplikationer og trækker os ind i konflikter med vore naboer, træder igen i forgrunden. De (kosakkerne) ignorerer deres forpligtelser til at være tro mod og tjene deres herrer, indfører deres egne regler og truer uskyldige menneskers liv og ejendom”.

Frem til udbruddet af den ukrainske kosakrevolution i 1648 forsøgte de polske regeringer med skiftende held at bruge de registrerede kosakker til at inddæmme og kontrollere de ukrainske undersåtter, men stødte hele tiden på kosakkernes modvilje mod at slå ned på deres mindre privilegerede landsmænd og trosfæller. Den ukrainske kosakrevolution medførte etableringen af en nationalstat, hvoraf den del, som lå øst for Dnipro-floden (Hetmanatet), eksisterede som en autonomi indenfor Det russiske Imperium frem til 1764.

Når man fremhæver kosakelitens særlige rolle, bør man hæfte sig ved, at det politiske system og den institutionelle model for en ikke-monarkisk statsdannelse, som denne elite havde udviklet, kom til at eksistere i over 100 år. Da folkemasserne imidlertid mistede muligheden for at øve reel indflydelse på begivenhedernes gang, hørte de også op med at være bærere af suveræniteten, hvilket i sidste instans førte til tabet af den statslige suverænitet. 

Den nationale befrielseskrig, som startede i februar 1648 med, at en deling oprørske kosakker indtog fæstningen ”Zaporozhskaya Sech” og valgte Bohdan Khmelnitskij som hetman for Zaporozhskaya-hæren, varede efter mange forskeres mening frem til september 1676. Efter de ukrainske styrkers store sejre ved fæstningerne Zhovti Vody og Korsun i 1648 udviklede kosakoprøret sig med lynets hast til at blive en fællesnational opstand. I løbet af juni-november 1648 kom den nationale frihedskrig og den sociale kamp, der var udgået fra bondebevægelsen og var gået over i en masseopstand, til at omfattede samtlige etniske ukrainske områder under Polen og Litauen.

Det ukrainske folks nationale frihedskrig i midten af 17. årh. har aldrig været genstand for en tilbundsgående udforskning hverken i den ukrainske eller i den udenlandske historieskrivning. Blandt andet er den kronologiske afgrænsning af den ukrainske revolution den dag i dag et åbent spørgsmål. Men der kan gives et bud på nogle faser i revolutionens udvikling.

Den første fase (februar 1648 til juni 1652) var den mest intensive i den nationale frihedskrig og den sociale kamp. Denne fase var kendetegnet ved en hastig udvikling af de statslige institutioner, udformningen af den nationale statslige idé og etableringen af en politisk elite.

Den anden fase (juni 1652 til august 1657) var kendetegnet ved en negativ udvikling i Ukraines økonomiske og geopolitiske stilling og en aktiv søgning efter udenlandske allierede med henblik på at nedkæmpe Polen.

Den tredje fase (september 1657 til juni 1663) var en periode med en markant skærpelse af den social-politiske kamp, som mundede ud i en borgerkrig, der førte til en opsplitning af kosak-Ukraine i to hetmanater (Højrebredsukraine og Venstrebredsukraine) samt udskillelsen af Zaporizhska Sich i en særskilt politisk enhed.

Den fjerde fase (juli 1663 – juni 1668) var kendetegnet ved den polske og den russiske regerings forsøg på at dele den ukrainske stat (hvilket skete ved aftalen i Andrusiv i 1667).

Den femte fase (juli 1668 – september 1676) var kendetegnet ved en fornyet intensivering af den politiske kamp, en øget indblanding fra fremmede staters side i Ukraines interne forhold, afviklingen af de statslige institutioner i Højrebredsukraine samt polske, russiske, tyrkiske og Krim-tatarske troppers omfattende hærgen i landet.

Statsbygningen var en meget vigtig del af den revolutionære proces. På trods af forskellige synspunkter og vurderinger kan forskerne enes om den konklusion, at den revolutionære proces førte til etableringen af en nationalstat. I løbet af revolutionens første år aftegnede der sig en tydelig kamp mellem to tendenser i holdningen til den ukrainske styreform; nemlig den republikanske, som blev støttet af Zaporizhska-hæren, og den monarkiske, om blev støttet af tilhængerne af Hetmanatet.

Efter den tyrkiske hærs nederlag ved Wien i 1683, kom Højrebredsukraine for alvor igen ind under Polen, mens Venstrebredsukraine blev en autonomi indenfor Moskva-imperiet med en folkevalgt hetman, der skulle godkendes af Tsaren.

I Venstrebredsukraine gjorde hetman Ivan Mazepa i 1708 oprør mod den russiske tsar Peter den Store i et forsøg på at samle de forskellige ukrainske landsdele til en samlet uafhængig stat under svensk protektorat.

Afviklingen af kosakstaten og genindførelsen af livegenskabet i Højrebredsukraine var en medvirkende årsag til flere kosakopstande vendt mod det polske herredømme. Modsætningsforholdet mellem den polske adel og de ukrainske livegne bønder resulterede i fænomenet ”gaydamakerne”[3]. Gaydamakerne var bønder, der var flygtet fra livegenskabet, og som foretog væbnede overfald på godsejere, godsforvaltere og andre velhavere i det polskkontrollerede Højrebredsukraine. De ukrainske bondemasser sympatiserede med gaydamakerne, som de betragtede som en slags beskyttere mod herremændenes udbytning og undertrykkelse. Gaydamakerne søgte tilflugt på stepperne i Zaporozje i Venstrebredsukraine, der var kontrolleret af Rusland. Selvom myndighederne i Venstrebredsukraine slog ned på gaydamakerne og søgte at fordrive dem fra området, nærede de menige kosakker en udbredt sympati for dem, gav husly og leverede våben til gaydamakerne. Ofte sluttede kosakkerne sig til gaydamakernes væbnede enheder som anførere. Under ledelse af kosakanførere formåede gaydamakerne således flere gange at gennemføre væbnede opstande mod det polske styre; nemlig i 1704, 1734, 1750 og 1768. Da Rusland i 1734 blandede sig i det polske kongevalg og sendte soldater for at fordrive den anti-russiske kandidat Stanislaw Leszinski, indledte gaydamakerne en opstand på Kiev-egnen under anførelse af kosakken Verlan. Opstanden blev i første omgang slået ned af russerne, men kort tid efter udbrød der en ny gaydamak-opstand, denne gang under anførelse af Zaporozje-kosakken Gryva. Opstanden varede i to år, indtil kosakanføreren Sava Chalyi gik over på polakkernes side. Chalyi blev senere dræbt af andre kosakker som hævn for dette forræderi. En endnu større gaydamak-opstand fandt sted i 1750 og kom til at omfatte hele Kiev-området.

Op gennem det 18. århundrede var den polske stat stærkt svækket grundet det såkaldte adelsanarki. Den polske hær eksisterede nærmest kun på papiret, og derfor måtte de store adelige polske jordbesiddere i Ukraine – Potocki’erne, Lubomirski’erne, Branicki’erne og andre – etablere deres egne væbnede styrker for at kunne forsvare sig mod fx bondeopstande. Disse ”gårdmilitser” talte ofte flere tusinde tungt bevæbnede krigere. Størstedelen af disse militser udgjordes af ”gårdkosakker”, som var blevet rekrutteret blandt livegne bønder, der som belønning blev fritaget fra hoveriet. Gårdmilitserne var inddelt i regimenter under anførelse af kosakoberster, som godsejerne forsøgte at lokke med diverse privilegier for at sikre deres loyalitet. Alligevel skete det meget ofte, at disse kosakoberster og deres underordnede endte med at slutte sig til gaydamakernes opstande, endda i en ledende rolle, som det skete med ovenomtalte oberst Verlan, der havde været øverstkommanderende for fyrst Lubomirskis gådmilits. Denne loyalitetskonflikt kom for alvor til udtryk under den største af alle gaydamak-opstande i det polske Ukraine, nemlig 1768-opstanden, som Taras Shevchenko beskriver i sit berømte digt ”Gaydamakerne”.    

Opstanden i 1768 var en udløber af såvel social som religiøs undertrykkelse af ukrainerne. Den ortodokse gejstlighed, som oplevede en betydelig forfølgelse fra den græsk-katolske kirkes side, sympatiserede med oprørerne. Den græsk-katolske kirke, også kaldet den uniate kirke, var blevet skabt i 1596 som led i et forsøg på at få den ukrainske befolkning omvendt til katolicismen eller i det mindste gøre den mere loyal overfor den katolske kirke. De ukrainske ortodokse gejstlige så sig nødsaget til i al hemmelighed at rette henvendelse til den russiske regering for at søge om beskyttelse. Abbeden ved Motronynskyi-klosteret syd for Kiev, Melkhysydek Znachko-Yavorskyi, flygtede til Sich, hvorfra han rejste videre til den russiske hovedstad, Sankt-Petersborg, for at bønfalde kejserinde Ekaterina II om beskyttelse. Den snu russiske regent vidste udmærket, at enhver indre splittelse i Polen var en fordel for hende, og hun lovede derfor den gejstlige ukrainer undsætning. Abbeden rejste opmuntret af kejserindens løfter nu tilbage til sit kloster, hvor han sammen med nogle gesandter fra Zaporozhska Sich, først og fremmest kosak-anføreren Maksym Zaliznyak, lagde planer for et oprør mod det polske herredømme i Højrebredsukraine.

Den politiske situation i datidens Polen var gunstig set med oprørernes øjne. En del af den polske lavadel var omkring 1768 blevet så utilfredse med den polske konge Stanislaw Poniatowski, som de betragtede som alt for eftergivende overfor russerne og den ortodokse kirke i de ukrainske områder, at de stiftede en såkaldt konføderation med det formål at få kongen afsat. Rusland kom den polske konge til undsætning med en hær, som belejrede konføderationens styrker ved byen Berdychev sydvest for Kiev. Nu besluttede de ukrainske oprørsledere, at tiden var inde til gå til angreb på polakkerne i området. Under ledelse af Zaliznyak brød en mindre deling af gaydamaker ud fra Motronynskyi-klosteret, og i løbet af kort tid lykkedes det dem at erobre en lang række byer i Højrebredsukraine. I alle byer og landsbyer gik oprørerne meget hårdt til værks overfor de polske lavadelige og deres jødiske godsforvaltere og tjenestefolk. Folket tog del i myrderierne, plyndrede ofrenes ejendom og fik tilslutning fra stadig nye oprørsdeltagere. Zaliznyak fortsatte til byen Uman syd for Kiev – en stor handelsby, der tilhørte den polske adelsslægt Potocki’erne. Potocki’erne havde beordret deres gårdmilits til at forsvare byen. Militsen bestod af kosakker under ledelse af kosak-løjtnant Ivan Gonta. Gonta og hans kosakker gik imidlertid over på oprørernes side, som derfor let kunne indtage Uman. Gaydammakerne gennemførte et såkaldt ”pogrom” mod polakker og jøder, som kostede ca. 2000 mennesker livet. Det efterfølgende kosakråd, der blev afholdt i Uman, udråbte Zaliznyak til Ukraines hetman, mens Gonta blev forfremmet til oberst for Uman. Gaydamakerne fortsatte deres oprørsfelttog fra Uman videre mod nord og vest. Nu blev ikke alene den polske regering, men også den russiske bekymret for, at oprøret ville komme ud af kontrol. Den russiske general Krechetnikov rykkede mod Uman, hvor han indledte tilsyneladende venskabelige forhandlinger med oprørslederne og fik lokket Zaliznyak, Gonta og andre gaydamak-ledere over til en banket i sin lejr. Der blev alle oprørslederne arresteret, hvorefter gaydamakernes hær gik i opløsning. De 840 tilfangetagne ukrainere, der formelt var undersåtter af den polske krone, blev udleveret til de polske myndigheder, mens de resterende, der formelt var russiske undersåtter, blev retsforfulgt af russiske militærdomstole. Polakkerne dømte og henrettede gaydamakerne i landsbyen Serby og byen Kodni syd for Zhytomyr. Især Gonta gik en grusom død i møde. Hele hans familie blev udryddet. Zaliznyak og 250 af hans kammerater blev dømt af de russiske myndigheder i Kiev. De blev pisket, fik næseborene revet op, blev brændemærket på panden og kinderne og sendt til tvangsarbejde i Sibirien.

Op gennem det 18. århundrede blev Zaporozhska Sich som et område, der var fri for livegenskabet, ved med at være et yndet tilflugtssted for livegne bønder, der flygtede fra de dele af Ukraine, der enten var under polsk eller russisk adelsvælde. Den russiske regering havde et tvetydigt forhold til de frie kosakker, fordi de på den ene side ofte deltog i blodige bondeoprør mod adelen, men på den anden side også var aktive i de russiske forsøg på at erobre Sortehavsregionen fra den tyrkiske sultan. I 1770 menes der at have levet 200.000 mennesker i Zaporozhska Sich, hvoraf flertallet var kosakker, dvs. frie og bevæbnede mænd. Kosakeliten kontrollerede blandt andet den lukrative handel ad Dnipro-floden. De sociale spændinger tog til mellem det rige lag af kosakanførere og de mindrebemidlede kosakker. De idelige sociale konflikter i området kombineret med kosakkernes modvilje mod at lade russerne kolonisere Sortehavskysten og Krim overbeviste til sidst Ekaterina den II om, at tiden var inde til at gøre en ende på problemet. Den 4. juni 1775, mens de fleste kosakker fra Zaporozhska Sich endnu befandt sig ved den tyrkiske front, omringede de dele af den russiske hær, der var på vej hjem fra fronten, Sich, og jævnede den med jorden. Kosak-hetmanen Kalnyshevskyi, der ellers havde fulgt en prorussisk kurs, blev sammen med hele kosakeliten arresteret og sendt til øgruppen Solovki i det nordligste Rusland. En deling på 5.000 kosakker nåede at komme i sikkerhed på den tyrkiske side af grænsen i nærheden af Donau-flodens munding. Ca. halvdelen af Zaporozhska Sichs territorium blev uddelt til russiske magnater, mens resten blev udstykket til serbiske og tyske kolonister. Ekaterina den II forsøgte at slette enhver folkelig erindring om Zaporozhska-kosakkerne. Samtidig med dekretet om likvideringen af Zaporozhska Sich beordrede hun, at enhver omtale af den gamle kosakstat ville være at sidestille med majestætsfornærmelse. I 1792 bliver resterne Zaporozhska-kosakkerne deporteret til Kuban-området i Rusland og etablerer sig i det nye områder som russiske grænsetropper under betegnelsen ”Kuban-kosakker”. Kuban-kosakkerne eksisterer frem til 1921, hvor de bliver interneret af myndighederne. I 1991 genetableredes den ukrainske kosakorganisation med hovedsæde i Zaporizhya, arnestedet for de frihedselskende kosakker.

[1] Ordet “kosak” menes at være afledt af det tyrkiske ”quzzaq” (eventyrer).

[2] Zaporozhje-kosakkerne deltog blandt andet i det polsk-litauiske felttog mod Moskva i 1605-09. Efter slaget ved Khotyn i 1621 (daværende Moldavien, nuværende Ukraine) mellem Polen og Den tyrkiske Sultan, hvor en kosakhær på 40.000 mand undsatte en polsk garnison, der var ved at blive løbet over ende af en tyrkisk hær på 150.000 mand, og dermed forhindrede osmannernes erobring af de sydlige dele af Polen-Litauen, krævede de hjemvendte kosakker at blive optaget i registret som belønning for deres indsats under slaget.

[3] Gaydamaki er afledt af det tyrkiske ord haydimak – at overfalde, at angribe.