Af Ivan Nester

I.del

Forord

”Den store Thorvaldsen begyndte sin strålende kunstneriske karriere med at skære ornamenter og tritoner med fiskehaler til de stumpnæsede københavnske skibe”. Sådan indleder den ukrainske nationaldigter Taras Shevchenko sin selvbiografiske novelle ”Kunstneren” fra 1856. Som studerende i billedkunst ved Kunstakademiet i Sct. Petersborg brugte Shevchenko blandt andet Thorvaldsens skulpturer som modeller. Som mange andre af datidens unge kunstnere drømte Shevchenko om at komme til Europa for at finde inspiration og nye motiver. Han nåede aldrig at komme til Danmark. Det tætteste var en påbegyndt sejltur til København i 1842, som imidlertid måtte afbrydes i Stockholm pga. lungebetændelse.

Sideløbende med sin kunstneriske karriere begyndte Shevchenko at skrive digte på sit modersmål, ukrainsk[1]. Shevchenko blev

grundlægger af det moderne ukrainske litteratursprog og gjorde det muligt at bruge den af overklassen foragtede lillerussiske ”bondedialekt” til at udtrykke avancerede og komplekse problemstillinger og nuancerede følelser. Han sidestillede ukrainsk med andre statsbærende nationale europæiske sprog og åbnede uanede muligheder for dets videre udvikling. Hans digtning kom således også til at danne grundlag for moderne ukrainsk litteratur. Hvor Shevchenkos store idol, poeten Ivan Kotlyarevskyi, havde skrevet sine lillerussiske digte med en vis ironisk distance, brugte Shevchenko sit modersmål til at konstruere en ophøjet myte, som blev udgangspunktet for en glorificering af Ukraines historiske bedrifter. Hans romantisk-inspirerede poesi var stærkt medvirkende til styrkelsen af den ukrainske nationalbevidsthed og har haft en uvurderlig betydning for fremvæksten af en ukrainsk national identitet. Det var dog primært Shevchenkos samfundskritiske vers, rettet mod Tsarens og herremændenes undertrykkelse og udbytning af befolkningen, kom til at koste ham friheden, ti års forvisning og en begrænsning af hans kunstneriske udfoldelsesmuligheder.

Danmark har nu som det første land i Nordeuropa fået et monument over Shevchenko. Ved at tillade opstillingen af et monument over den ukrainske nationalpoet har Københavns Kommune anerkendt hans betydning som historisk personlighed og som samlende symbol for de ukrainske indvandrere i Danmark og givet et væsentligt bidrag til at udbrede kendskabet til Shevchenko i Danmark og i resten af Skandinavien.

Mindesmærket over Taras Shevchenko har form af en ca. 70 cm høj patineret buste i bronze på en 175 cm høj granitsokkel med indskriften: ”Taras Shevchenko – 1814-1861 – Ukraines nationaldigter” og er placeret i Østre Anlæg, tæt ved indgangen fra Hjalmar Brantings Plads/Stockholmsgade på Østerbro. Busten er udført af den herboende russiske skulptør Sergej Boguslavskiy og sponsoreret af ukrainske forretningsfolk og medlemmer af Dansk-Ukrainsk Selskab, der er initiativtager til projektet. Bronzebusten er støbt på Skulpturstøberiet i Svendborg, som også har fremstillet granitsoklen. Ophavsmanden til busten, Sergej Boguslavskiy, er født og opvokset i Orsk i Vestsibirien - den by, hvortil Shevchenko i 1847 blev forvist for sine systemkritiske digte og synspunkter. I dag har byen Orsk et Shevchenko-museum og et Shevchenko-monument opstillet på en plads opkaldt efter den store ukrainer. Barndommens billeder af Shevchenko har været stærkt indprentet på Sergejs nethinde, og han var lige fra dag ét en aktiv og engageret deltager i projektet.

Over 30 lande har ladet opstille Shevchenko-monumenter. Dette er både et udtryk for omfanget af den ukrainske folkespredning, men er også en anerkendelse af ukrainernes relativt hurtige og smidige tilpasning til deres nye hjemlande. Danmark oplever i disse år en stor indvandring af yngre ukrainere, som kommer for at arbejde i landbruget, servicesektoren og IT-branchen. Det danske erhvervsliv outsourcer i stigende grad sin produktion til Ukraine.

Som nationaldigter er Taras Shevchenko et samlende symbol for ukrainerne og har en identitetsskabende betydning. Hvordan hænger dette så lige sammen med det danske samfunds krav til indvandrerne om tilpasning og integration som en logisk konsekvens af fravalget af deres hjemland til fordel for Danmark?

Kulturelt repræsenterer ukrainerne ikke nogen udfordring for det danske samfund og de danske værdier. Ukrainerne er ligesom danskerne er kendetegnet ved åbenhed og frisind. Der er lighedstræk i vore to landes historie. Både Danmark og Kiev-staten[2] var regeret af vikingefyrster indtil slutningen af det 10. århundrede, da Harald Blåtand i Danmark og Fyrst Volodymyr den Store i Kiev antager Kristendommen og udbreder den blandt deres undersåtter. I de følgende århundreder oplever begge lande en glansperiode med fremgang og velstand, indtil stærkere nabolande mod nord og syd begynder at røre på sig og true deres eksistens som selvstændige stater. Danmark overlevede som en selvstændig nation, mens Ukraine først genvandt sin fulde suverænitet i 1991. Kiev-statens friheds- og lighedstraditioner levede videre blandt de ukrainske kosakker og blev gjort udødelige af Shevchenkos digtning, som endte med at koste ham friheden, underminere hans helbred og føre til hans død i en alder af kun 47 år. Shevchenko skrev en del om de ukrainske kosakkers kamp for selvstændighed mod den tredobbelte undertrykkelse af ukrainerne: polakkernes kulturelle og religiøse undertrykkelse, moskovitternes politiske og militære undertrykkelse og herremændenes økonomiske udnyttelse af de livegne bønder, som havde været frie mænd i den ukrainske kosakstat, hetmanatet, men som den russiske zarina Ekaterina den II afskaffede, samtidigt med at hun genindførte livegenskabet.

Shevchenko var søn af livegne bønder, og havde ligesom sine søskende udsigt til en trøstesløs tilværelse på herremændenes nåde. Shevhenkos poesi var præget af en indignation over den elendighed, som livegenskabet påtvang hans landsmænd og den nationale fornedrelse, som det fremmede herredømme medførte for ukrainerne som nation.

Shevchenkos status som ukrainsk nationaldigter har ofte overskygget hans evner som billedkunstner og grafiker. Hans ven og medstuderende ved Kunstakademiet i Sankt Petersborg, landsmanden Ivan Soshenko, fortalte, at hvis Shevchenko havde opgivet at skrive digte, ville han være blevet en endnu større maler. Shevchenkos værker er ofte blevet sammenlignet med Dürer og Rembrandt, kinesisk gravering og de russiske malere Kiprenskiy og Sokolov. Den moderne russiske kobberstikskole startede med Shevchenko, og der kan trækkes paralleller mellem hans værker og grundlæggerne af de nationale graveringsskoler i Østeuropa. I dag bliver Shevchenko både betragtet som moderne digtnings mester, men også som grundlæggeren af den moderne østeuropæiske kobberstikskole. Som kunstmaler kom Shevchenko meget tæt på impressionismen. Selvom hans talents fulde udfoldelse blev begrænset af 10 års forvisninger og indskrænkninger i den kunstneriske udfoldelse, placerer Shevchenkos innovationer af flere kunstsfærer og hans indflydelse på den videre udvikling af ukrainsk nationalkunst ham på linje med det 19. århundredes allermest fremtrædende kunstpersonligheder. Hans dybe tilgang transformerede klassicismen til en på én gang romantisk og realistisk, delikat og dybt symbolsk verden.

[1]På Shevchenkos tid betegnes ukrainsk stadig som en ”lillerussisk dialekt” af russisk. Således skrev Shevchenko i 1860 et ”lillerussisk” alfabet, der også indeholdt den første officielle lærebog i det sprog, som takket være Shevchenkos poesi siden blev ophøjet fra en dialekt til et litteratursprog; nemlig ukrainsk. [Taras Shevchenko. Zibrannia tvoriv, Кiev 2003. — bind 5]. Det første officielle værk skrevet på moderne ukrainsk var Ivan Kotlyarevskyis ”Eneyida” fra 1798. Shevchenko var en stor beundrer af Kotlyarevskyi, som han viede et af sine første digte fra 1838.

[2]Kiev-staten eller Kiev-Rus (Kyivska Rus) (882-1240) var den første ukrainske statsdannelse med centrum i Kiev, Ukraines nuværende hovedstad.

Barndom og ungdom

Taras Shevchenko blev født en landsby 100 km syd for Ukraines hovedstad Kiev, den 9. marts 1814. Hans forældre var livegne bønder, som arbejdede i forskellige landsbyer indenfor den lokale godsejers domæne. Taras’ mor Kateryna døde, da han var 9 år, og to år senere mistede han sin far, Grygoriy. Da faren lå på sit dødsleje, afslog han at give Taras den del af arven, som tilkom ham, med følgende begrundelse: ”Min søn Taras får ikke brug for sin arvelod. Han bliver ikke en hr. hvem som helst: enten bliver han til noget meget stort, eller også bliver han til den største døgenigt. Så enten vil min arv ikke få nogen betydning får ham, eller også vil han bare solde den op”.

Faren havde åbenbart længe haft en forudanelse om, at hans søn godt kunne blive til noget stort en dag og havde selv sørget for, at Taras lærte at læse og skrive. I landsbyen Kerelivka, hvor Taras voksede op, var der en kirkeskole, hvis kordegn Taras løb ærinder for til gengæld for, at denne underviste ham i de grundlæggende fag. To år efter farens død flygtede Taras til Lysyanka - en større by i området - dels for at komme væk fra sin stedmor og den hårde tjenergerning hos kordegnen, mens også, fordi han havde hørt, at der skulle bo en diakon, som malede ikoner. Lige fra den tidlige barndom havde Taras haft talent for at tegne. Desuden var han tiltrukket af smukke ting og alt, som kunne minde ham om kunst. I et af sine digte mindes Shevchenko drengeårenes kærlighed til det at tegne:

For længe siden, da jeg gik i skole,

Kunne jeg stjæle en mønt hos diakonen,

(For jeg var næsten uden tøj, så fattig

Var jeg dengang), for at købe et

Ark papir og lave et lille hæfte

Med kors, mønstre og blomster ude

i siderne, og skrive af fra

Skovoroda[1] til julesalmer,

Siddende nede i ukrudtet,

Så ingen kunne se mig,

Mens jeg sang og græd…

Taras havde nemlig længe drømt om at blive ikonmaler. Ifølge andre beboere i landsbyen tegnede Taras heste og krigere på gråt papir. I en alder af 12 år bliver han forelsket i nabopigen Oksana, som han havde kendt siden drengeårene. Da Taras flyttede til nabolandsbyen, mistede han for altid kontakten til Oksana, men mange år senere skriver Taras et vers om sin kærlighed til nabopigen:

Vi voksede op sammen,

Holdt hinanden i hånden,

Vore mødre så på os og sagde,

Før eller siden skal de giftes…

Diakonen i nabolandsbyen viste sig imidlertid også at være en ubarmhjertig arbejdsgiver. Herefter flytter Taras til den nærliggende landsby Tarasivka. Diakonen i denne landsby fælder straks en hård dom over Taras: pga. drengens dårlige venstre arm egnede han sig ikke til at blive maler. Nej, ikke engang skomager eller bødker kunne han blive. Dybt skuffet vender Taras tilbage til landsbyen Kerelivka og begynder at arbejde som fårehyrde. Taras er en drømmende og spekulativ natur, og det viser sig hurtigt, at han heller ikke har evnerne til at arbejde som fårehyrde, da han ikke både kan holde styr på alle sine tanker og fårene. Taras’ storebror, Mykyta, prøver at oplære Taras til at blive landmand eller vognmager, men Taras viser absolut ingen interesse eller evne for håndens arbejde. Både familien og de fremmede, han midlertidigt arbejdede hos, begyndte at omtale Taras som en dovenlars.

Taras prøver en sidste gang lykken hos en maler i den nærliggende landsby Khlypnivtsi. Denne maler ser muligheder i Taras’ kunstneriske talent og sender en anmodning til Shevchenkos godsejer Pavel Engelhardt (en russificeret tysker) om at få lov til at uddanne den livegne bondesøn, den nu 15-årige Taras Shevchenko, udi malerkunsten. Da den unge Shevchenko ankommer til godsejerens hovedkontor, falder han i snak med den lokale godsforvalter Dmytrenko, som får den ide at hyre Taras til at arbejde i godsets køkken og uddanne ham til kok.

Det viste sig dog hurtigt, at Taras heller ikke egnede sig til at stå i køkkenet. Herefter beslutter hr. Engelhardt at gøre Taras til en af sine personlige tjenere. Det meste af tiden tilbragte godsejeren i Wilno[2]. Her begynder Taras sit nye liv, som han fortæller om i sin selvbiografi: ”Min herremand beordrede mig til at stå stille og tavs i et hjørne af entreen, indtil han kaldte på mig for at bede mig om enten at tænde hans pibe eller give ham et glas vand. På grund af min medfødte oprørske natur havde jeg svært ved at adlyde herremandens befalinger om at stå musestille. Enten begyndte jeg at nynne gaydamak[3]-sange eller tegne på de malerier, som prydede væggene i herremandens gemakker. Jeg brugte en blyant, som jeg ret beset havde stjålet på kontoret”. Under et af besøgene i Wilno fik Taras kærligheden at føle for sin kunstneriske skabertrang. Da herremanden en sen aften vender hjem fra et bal, ser han, at Taras sidder i entreen og tegner. Taras var blevet så opslugt af sit arbejde, at han ikke havde hørt herremanden komme og havde derfor ikke lukket op for ham, som ellers var hans pligt. Engelhardt blev rasende, især fordi Taras havde tændt et stearinlys og dermed nær sat ild til hele huset. Som straf blev Shevchenko dagen efter pisket til bevidstløshed.

Engelhardt havde imidlertid fået øje på Shevchenkos malertalent og besluttede at gøre ham til sin personlige maler i stil med de mange herremænd, som på denne tid brugte livegne som private skuespillere, musikere og arkitekter. Han sendte Shevchenko på malerskole i Wilno, og da godsejeren i 1830 flyttede til Warszawa[4] kom Shevchenko i en periode i lære hos den kendte portræt-maler Francesco Lampi[5]. Pga. den polske opstand[6] er Engelhardt nødt til at flytte til Sankt-Petersborg[7], og for at spare på transporten af sine livegne, lader han politiet føre dem til den russiske hovedstad som straffefanger. Under en af disse ”straffetransporter” falder den ene af Shevchenkos fodsåler af. Da det er om vinteren, er han nødt til at bruge den tilbageværende støvle skiftevis på den ene og på den anden fod, for ikke at få forfrysninger.

Under opholdene i Wilno og Warszawa lærte Shevchenko polsk og stiftede bekendtskab med polsk litteratur, som på dette tidspunkt var domineret af national-romantikken, som senere skulle få en indflydelse på hans egen poesi. I Wilno blev Shevchenko forelsket i en polsk pige. Som livegen havde Shevchenkos kærlighed til et frit menneske ingen chancer, og dette gav Shevchenko en smertelig oplevelse af, hvilke begrænsninger datidens samfund stillede op for en livegen som ham. Efter ankomsten til Sankt Petersborg når Engelhardt frem til en erkendelse af, at der aldrig vil komme nogen god lakaj ud af Shevchenko og efterkommer den unge Taras’ bønner om at lade ham indskrive som lærling på kunstneren V. Shyryayevs værksted, hvor man specialiserede sig i væg- og loftmalerier. Shyryayev fik straks øje på Shevchenkos betydelige tegnertalent og lod ham udføre vigtige opgaver som fx tegningerne til alle de ornamenter, som pryder loftsmalerierne i Bolshoj Teatret i Sankt Petersborg[8]. Men Shyryayev var dog mere håndværker end kunstner.

Friheden og poesien

Den unge Shevchenko stilede højere, men blev hos Shyryayev efter de fire års kontraktlæretid var udstået. Shevchenko huskede Shyryayev som en hård og ubarmhjertig arbejdsgiver, som behandlede sine arbejdere dårligt og udbyttede dem på det groveste. For Shevchenko var der ikke de store fremtidsudsigter i at arbejde for Shyryayev, ikke mindst fordi Shevchenko allerede i 20-årsalderen var blevet en habil og efterspurgt portrætmaler. I 1837 møder Shevchenko en landsmand fra Kiev-egnen, studerende ved Kunstakademiet i Sankt Petersborg Soshenko. Shevchenko beretter om dette møde i sin selvbiografiske fortælling ”Kunstneren”. Shevchenko brugte de ”hvide” nætter i Sankt Petersborg til at besøge Sommerhaven, hvor han malede marmorstatuerne af de antikke guder og gudinder. En nat støder han ind i Soshenko, som beundrer den unge, fattige og forhutlede mands kunstnertalent. Bekendtskabet med Soshenko åbnede en ny verden for Shevchenko, hjalp ham ud af livegenskabet og skaffede ham den længe ventede frihed. Via Soshenko kom Shevchenko i kontakt med flere prominente kunstnerskikkelser som den ukrainske digter Yevgen Grebinka[9], som boede i Sankt Petersborg, den berømte russiske kunstmaler og professor ved Kunstakademiet i Sankt Petersborg Karl Bryullov[10], kunster og professor A. Venetsianov[11], den russiske digter V. Zhukovskiy[12] og andre fremtrædende personligheder, som det var overvældende for Shevchenko at blive præsenteret for. Så meget desto stærkere blev kontrasten til det trøstesløse liv i Shyryayevs værksted eller Engelhardts palads. Shevchenkos nye vennekreds sørgede for at frikøbe ham fra livegenskabet og gav ham mulighed for at studere ved Kunstakademiets øverste skole for tegning og billedkunst. Bryullov malede et portræt af Zhukovskiy, som blev købt af medlemmer af den russiske zarfamilie for 2400 rubler, hvilket var nok til at frikøbe Shevchenko fra livegenskabet hos hr. Engelhardt. Det skete den 22. april 1838, da Shevchenko var 24 år gammel.

Som en fri mand kunne Shevchenko nu blive optaget på Kunstakademiet i Sankt Petersborg, hvor han fik selveste Bryullov som sin lærer. Shevchenko tjente til dagen og vejen ved at male portrætter. Dette var et liv, som den unge livegne Taras ikke engang i sine vildeste drømme havde forestillet sig. Han var kommet fra en kold og mørk kælder ud i friheden, og nød dens luft i fulde drag som en lægende balsam for hans unge, indestængte sjæl. Han mødte berømte personligheder, læste bøger og gik i teatret. Dette var med til hurtigt at udvikle hans verdenssyn og få ham til at komme frem til nye erkendelser. For at udvide sin horisont lærte Shevchenko fransk og fik adgang til den omfattende fransksprogede litteratur i den russiske hovedstad. På Kunstakademiet gennemgik han kurser indenfor alle grundlæggende videnskaber og blev en dannet person, på trods af, at han aldrig havde gået i skole og var autodidakt. De første år i Kunstakademiet blev de lykkeligste år i Shevchenkos liv, og netop her vækkes hans digteriske talent til live. Stadig oftere begyndte han at få hjemve, og stadig oftere dukkede billeder af Ukraine, dets natur og historie, op i hans bevidsthed. I de historiebøger, han havde læst, fandt han omtalen af ukrainernes heroiske men tragiske frihedskamp under anførelse af de store kosakhetmaner[13]. Ifølge Shevchenko var det en hemmelig kraft, der forbandt hans tankevirksomhed med hjemstavnen og ”fortryllede” ham. Denne kraft udstrakte Ukraines med gravhøje belagte vidstrakte stepper for ham, fremkaldte ”skyggerne af martyrerne, vore stakkels hetmaner” og viste ham hans ”smukke men ulykkelige Ukraine i al dets melankolske og ubesmittede pragt.” Disse forestillinger blev til billeder og ord, og ordene blev nedfældet på papir. Skrivetrangen meldte sig hos den unge kunster, og han begyndte at tegne med ord. I begyndelsen skjulte han sin digteriske kreativitet for omgivelserne, men hans ukrainske digterven Yevgen Grebinka fandt Shevchenkos kladder og overtalte ham til at lade nogle af sine digte trykke i Grebinkas almanak ”Svanen” i foråret 1841. Men allerede året forinden så bogen ”Kobzar[14] af T. Shevchenko” dagens lys i Sankt Petersborg. Forklaringen var, at en anden landsmand, godsejeren Petro Matros fra Poltava-egnen, havde finansieret udgivelsen af Shevchenkos egen digtsamling. Året efter ”Kobzar” udkom ”Gaydamaki”.

Rejsen tilbage til Ukraine

”Kobzar” (barden) af T. Shevchenko” mødte hård kritik i de russiske tidsskrifter. De russiske journalister, hvis kendskab til det ukrainske sprog, levevis og historie formentlig har været overfladisk og præget af overklassens fordomme om ukrainsk som en sydrussisk bondedialekt, hånede selve ideen om at skrive på ”et bondesprog”. Shevchenkos ukrainske landsmænd derimod hilste bogen velkommen og roste forfatterens talent. Selvom Shevchenko ikke var den første forfatter, der skrev på ukrainsk, var han den første, som formåede at nå helt ned i folkesjælens dyb og fremstille Ukraines historie som en kamp for frihed og mod undertrykkelse. Ingen havde før ham skrevet på et så smukt og formfuldendt ukrainsk. Ukrainerne blev grebet af Shevchenkos digtning, og han blev hurtigt en kendt person i sit fædreland. Shevchenko var blevet en eftertragtet gæst i det ukrainske miljø i Sankt Petersborg og i selve Ukraine. Han beslutter sig for at besøge sit fædreland efter 15 års fravær. I begyndelsen af sommeren 1843 rejser Shevchenko først til den del af Ukraine, som ligger øst for Dnipro-floden, og besøger dernæst Højrebredsukraine, Kiev og sin fødelandsby syd for hovedstaden. Som det sidste stop på rejsen tager han en afstikker mod sydøst og besøger ruinerne af kosakfæstningen Khortytsa[15] på en ø midt i Dniprofloden. Overalt blev han budt velkommen i alle samfundslag, hvad enten det var hos bondefamilier eller landets rigeste familier, blandt andre den tidligere general-guvernør for Ukraine, fyrst Repnin[16]. 15 år forinden var Shevchenko blevet ført ud af Ukraine som en fattig og forhutlet livegen, og nu kom han tilbage for fuld udblæsning som en berømt og elsket digter og et nationalt samlingspunkt. Shevchenko lod sig imidlertid ikke forblinde af den pompøse velkomst. Overalt, hvor han kom frem, kunne han se, hvordan folket led under livegenskabets og hoveriets åg. Overalt så han uretfærdighed og ufrihed. Det var en sjældenhed, at herremændene var gode og humane overfor deres livegne. Ofte var det de samme herremænd, som havde budt Shevchenko så varmt velkommen i deres gemakker og ville have ham som deres ven, der udviste den samme hårdhed og ubarmhjertighed i deres omgang med tyendet som de fleste af datidens godsejere. Dette kunne ikke undgå at påvirke digterens følsomme sjæl, ikke mindst fordi han selv havde oplevet livegenskabet på sin egen krop og bedre end nogen anden i datidens litterære elite forstod urimeligheden i, at et menneske kan være underlagt et andet menneskes nåde. Ukraine, som engang havde været et frit land og hjemsted for mange store fyrster og modige frihedskæmpere, befandt sig nu i en dvaletilstand tynget af livegenskabets åg. Mindesmærkerne over kosakkernes bedrifter lå i ruiner, og der var ingen til at genopbygge dem. Det værste Shevchenko oplevede var, da han så, hvordan hans egne søskende led under herremandens vælde. Alle disse triste billeder rørte ved de dybeste strenge i hans hjerte og fremkaldte en dyb sorg og en forargelse over sine egne landsmænd, der havde ladet dette ske. Under et besøg i Poltava-egnen skriver Shevchenko digtet ”Den ødelagte gravhøj” – et symbol på Ukraine, som er blevet ”udplyndret” og hvis sønner ”er i udlandet som fremmedarbejdere”.

Under indtryk af de blandede følelser, der prægede han efter besøget i Ukraine, skriver Shevchenko på vejen tilbage til Sankt Petersborg via Moskva digtet ”Chygyryn”[17]. Efter hjemkomsten til Sankt Petersborg skriver Shevchenko digtet ”Son” (drømmen), hvor der tegnes et rørende billede af ”den ulykkelige enke” – Ukraine, et billede af det ”paradis”, hvor ”man stjæler pjalterne fra en krøbling og bruger det til at lave fodtøj til børnene”, hvor ”man korsfæster en fattig enke, som ikke kan betale skat og sender hendes eneste søn, hendes eneste håb til hæren”, hvor ”et opsvulmet barn ligger under hegnet og dør af sult, mens moren høster hvede under hoveriet”. I ”Drømmen” giver Shevchenko frit spil til sin forbitrelse over Ukraines bødler, de moskovitiske tsarer, fra Peter den Store til hans samtidige Nikolaj den 1., som hersker i en by, der er opført på ukrainske skeletter[18], og over de af Ukraines sønner, som tjener deres undertrykkere.

I foråret 1845 afslutter Shevchenko sin uddannelse i Kunstakademiet og får status af en ”fri kunstner”. Han rejser straks tilbage til Ukraine og er fast besluttet på at leve i Ukraine resten af sit liv. Han besøger sin hjemstavn samt regionerne Poltava, Chernigiv og Kiev og bliver igen grebet af den virkelighed, som han ser; nemlig folkets armod. I et senere digt fra 1848 beskriver han sine indtryk:

Mennesker, der er sortere end den sorte muld

Flakker omkring.

De grønne haver er visne og rådne.

De hvide huse er faldefærdige;

Gadekærene er groet til med ukrudt.

Landsbyen er som nedbrændt,

Menneskene er som zombier, -

Tavse går de til hoveriet

Sammen med deres børn.

1845 er året for en række af Shevchenkos helt store digte, hvori hans sorg over sit folks vanskæbne og vreden mod folkets undertrykkere når nye højder og bliver sammenlignet med de gammeltestamentlige profeters forkyndelser i digte som ”Den store hule”, ”Landsbyen Subotiv”, ”Kaukasus”, ”Et venligt budskab til de døde, de levende og de ufødte landsmænd”, ”Den kolde slugt” og andre. Samme år skriver Shevchenko digtet ”Kætteren” eller ”Jan Hus”, digtet ”Daglejeren”, ”Davids salmer” og et af sine kendteste digte: ”Testamentet”.

”Kyrillosog Methodios”-broderskabet

Shevchenko slår sig ned i Kiev. I efteråret 1845 får han arbejde ved en regeringskommission (Kievs arkeografiske kommission), hvor han som officiel kunstner får til opgave at aftegne historiske seværdigheder i Ukraine. På opdrag fra kommissionen rejser Shevchenko til Poltava-regionen og Volyn-regionen og udfører aftegninger af gamle kirker og bygninger - eller ruinerne af dem – samt mindesmærker og landskaber af historisk betydning. I Kiev møder Shevchenko den kendte ukrainske forfatter Panteleimon Kulish[19] og professor i historie ved Kievs universitet Mykola Kostomarov[20], forfatter til den hidtil største bog om Ukraines historie og leder af en studiekreds dannet i Kiev af en række ukrainske intellektuelle patrioter og national-romantikere, som drømte om en forbedring af forholdene for deres landsmænd, en afskaffelse af livegenskabet, indførelse af obligatorisk skoleundervisning og om, at disse mål kunne opnås gennem en dialog med godsejerne og udbredelsen af progressive og ”bondevenlige” tanker blandt dem. Et andet mål for studiekredsen var drømmen om en forening af hele den slaviske verden i en føderation, hvor det enkelte folk havde retten til frihed og selvstændig udvikling. Denne slaviske føderation skulle basere sig på lighed og broderskab med Ukraine som leder og Kiev som hovedstaden. Før denne drøm gik i opfyldelse, skulle man imidlertid sørge for at forbedre forholdene for sit eget folk. Studiekredsen udviklede en idé om at stifte en forening, som skulle virke til udbredelsen af ideen om ”kærlighed til folkemasserne” og slavisk enhed. Foreningen fik navnet ”Kyrillos og Methodios”[21] og formulerede sine vedtægter. Der var enighed om, at foreningen måtte være hemmelig, selvom dens formål hverken var revolutionært eller ulovligt. Under tsar Nikolaj den 1. blev enhver forsamling af borgere betragtet som potentielt samfundsomstyrtende, og man skulle ikke alene passe på, hvad man gjorde, men også hvad man sagde og tænkte. Selvom Shevchenko ikke kunne deltage aktivt i broderskabets møder på grund af sine hyppige tjenesterejser, var han en brændende tilhænger af dets ideer og mål og fik en stor indflydelse på dets ideologi. Hans poesi var ifølge Kulish som ”en engels frelsende basun”, mens hans synspunkter dannede grundlag for den gennemgående linje i Kostomarovs ”Bogen om det ukrainske folks hverdag”, hvor Ukraines historiske skæbne er beskrevet i en bibelsk stil.

Brødrene nåede ikke at omsætte deres planer og samtaler til praktiske gøremål. En politiagent lyttede med under et af møderne i broderskabet og indberettede til ledelsen deres planer om at befri Ukraine og hele den slaviske verden. Myndighederne befalede straks at arrestere broderskabets medlemmer. Kostomarov blev anholdt i Kiev, lige inden han skulle giftes med sin forlovede; Kulish blev anholdt i Warszawa, hvor han var på studierejse betalt af regeringen for at forberede sit professorat ved Sankt Petersborgs universitet. To måneder forinden var Kulish blevet gift i byen Chernigiv med Shevchenko som sin forlover. Den 5. april 1847 blev også Shevchenko anholdt syd for Kiev under en færgeoverfart over Dnipro-floden.

De anholdte blev ført til Sankt Petersborg og anbragt i Peter-Paul fæstningen, hvor blandt andre hetman Pavlo Polubotok[22] var blevet pint ihjel i 1724. Tsar Nikolaj den 1. overværede personligt forhøret af brødrene, fordi han mistænkte dem for at nære et ønske om at løsrive Ukraine fra Rusland. Af samme grund behandlede myndighederne ”Kyrillosog Methodios”-broderskabets samtaler, skriverier og ungdommelige drømme som en statsforbrydelse. Shevchenko skulle nu stå til regnskab for sine tanker om ”Hetmanatets lykkelige tid og muligheden af Ukraines eksistens som en selvstændig stat”. Særligt hans digt ”Drømmen” var i søgelyset, fordi Shevchenko der kritiserede selveste tsaren og tsarinaen. Under forhøret nægtede Shevchenko at give køb på sine synspunkter og stod ved sine værker, og lod sig alene styre af hensynet til sine tilfangetagne kammerater. Den 30. maj 1847 faldt dommen over Shevchenko: Han blev sendt til Orenburg-regionen i Vestsibirien for at tjene som soldat. Tsaren kom med følgende personlige tilføjelse til dommen: ”han skal nøje overvåges og forbydes at skrive og tegne”. Shevchenkos bedste ven Kostomarov fik et års fængsel med efterfølgende forvisning til Saratov, mens Kulish blev forvist til Tula.

Fortsættes efter noterne.

[1]Grigory Savvich Skovoroda, (1722 - 1794) ukrainsk filosof og digter.

[2]Wilno hedder i dag Vilnius og er Litauens hovedstad, men var på Shevchenkos tid en del af Det russiske Imperium og under betydelig polsk indflydelse, ligesom den del af Ukraine, Shevchenko stammede fra.

[3]Gaydamakerne – ukrainske bønder, der i 1760erne gjorde oprør mod de polske feudalherrer i Højrebredsukraine – er også titlen på et af Shevchenkos berømteste digte.

[4]Polens hovedstad Warszawa var på Shevchenkos tid en del af Det russiske Imperium.

[5]Franz Xaver Ferdinand von Lampi, i Polen bedre kendt som Franciszek Ksawery Lampi (1782-1852) var en polsk maler af italiensk-østrigsk afstamning og repræsentant for romantikken i malerkunsten.

[6]Den polske opstand startede i november 1830 i Warszawa. Den kom til at omfattede Kongeriget Polen og spredtes siden til Højrebredsukraine og Hviderusland, hvor der boede et stort antal polske overvejende lavadelige familier. Opstanden brød ud i kølvandet på de europæiske nationale og revolutionære bevægelser, der var rettet mod tre absolutistiske imperier på kontinentet – Rusland, Østrig og Prøjsen.Opstanden blev udløst af Ruslands hårdhændede undertrykkelse af de polske national-liberale organisationer og indførelse af censur.

[7]Sankt Petersborg var på Shevchenkos tid hovedstaden i Det russiske Imperium.

[8]Bolshoj Teatret i Sankt Petersborg blev opført i 1784.

[9]Yevgen Grebinka (1812 — 1848) — ukrainsk forfatter og digter, oversætter af A. Pushkins «Poltava». Medvirkede sammen med fremtrædende russiske og ukrainske kulturpersonligheder ved frikøbet af Shevchenko fra livegenskabet. Til minde herom viede Shevcheko Grebinka sit digt ”Perebendya” (Visesangeren). Grebinka hjalp Shevchenko med at få trykt den første udgave af ”Kobzar”.

[10]Karl Bryullov (1799 — 1852) — russisk kunstner og professor i ”historiske malerier og portrætmalerier” ved Kunstakademiet i Sct. Petersborg. Vendte tilbage fra en udlandsrejse i maj 1836 og var en af hovedarkitekterne bag frikøbet af Shevchenko fra livegenskabet. I sin novelle ”Kunstneren” skriver Shevchenko om Bryullov, som han omtaler som ”Karl den Store”.

[11]Alex Venetsianov (1780 - 1847) – russisk romantisk maler kendt for sine idealiserede skildringer af bøndernes hverdagsliv, grundlægger af den såkaldte Venetsianov-skole og lærer ved Kunstakademiet i Sct. Petersborg.

[12]Vasiliy Zhukovskiy (1783 — 1852) — russisk digter og oversætter. En af grundlæggerne af russisk national-romantik. Til mindet om Zhukovskiys medvirken ved hans frigivelse skrev Shevchenko digtet ”Kateryna”. Digter handler om et uægte barn af en russisk officer. Zhukovskiy var selv et uægte barn af en russisk officer og en tilfangetagen tyrkisk pige.

[13]Hetman – en kosakanfører. Betegnelsen blev også brugt om kosakstatens folkevalgte overhoved.

[14]EnKobzar (ukrainsk: кобзар) var en omrejsende ukrainsk skjald, der sang til sit eget akkompagnement. Kobzarerne skabte, opbevarede og overleverede folkloren i form af historiske sange, dumy (melodiske recitativer i skiftende former), religiøse salmer, eventyr og overleveringer, der ledsages af et spil på de traditionelle strengeinstrumenter Kobza, Lira eller Bandura. Meget tyder på, at Shevchenko identificerede sig med en kobzar, heraf titlen på hans hovedværk. I sit digt ”Perebendya” fra 1838 giver Shevchenko en symbolsk fremstilling af sig selv som kobzar.

[15]Khortytsia – en ø i den sydlige del af Dnipro-floden i Ukraine. I midten af det 16. århundrede grundlagde kosakanføreren, fyrst Dmytro Vyshnevetskyi, også kaldet Bayda, her en fæstning, der af historikere betegnes som den første kosak-statsdannelse. Shevchenko havde samme opfattelse som de historiebøger, han hentede sin viden fra.

[16]Fyrst Nikolaj Repnin var General-guvernør for Ukraine i 1816-1835. General-guvernør institutionen eksisterede i Ukraine fra 1802 til 1856, hvor den blev nedlagt af tsaren.

[17]Chygyryn, en by i det nordlige Ukraine ved Tyasmyn-floden, var de ukrainske hetmaners hovedstad under hetmanerne Bogdan Khmelnytskyi og Petro Doroshenko (1648-76). Efter Doroshenkos fald modstod byen to tyrkiske belejringer for til sidst at blive jævnet med jorden af osmannerne i 1678. Byen blev senere genopbygget, men mistede sin betydning som fordums hovedsæde for kosakstatens overhoved.

[18]Sankt Petersborg blev grundlagt af tsar Peter den Store i 1703 i et sumpet terræn ved Neva-flodens udløb. I forbindelse med dræningsarbejderne og opførelsen af selve byen døde mange tusinde tvangsarbejdere, herunder et betydeligt antal ukrainske straffefanger. De mange ofre for byggeriet holdt ikke Peter den Store tilbage fra at grundlægge denne strategisk vigtige by med Moskva-imperiets første isfrie havn.

[19]Panteleimon Kulish (1819-1897) Ukrainsk forfatter, historiker, etnolog og oversætter. Han blev født ind i en fattig Kosak-landadel familie. Den berømte vestukrainske forfatter Ivan Franko betegnede Kulish som ”En af de ledende skikkelser i vor litteratur". Kulishs kendeste værk er den første ukrainsksprogede historiske roman ”Chorna rada” (Den sorte forsamling) fra 1846.

[20] Mykola Kostomarov (Nikolai Kostomarov) (1817-1885) Fremtrædende russisk og ukrainsk historiker, professor i historie ved Kievs Universitet og senere ved Sankt Petersborgs Universitet. I hans forfatterskab afspejles datidens romantiske tendenser. Han var en fortaler for brugen af etnografi og folkeminder og hævdede at være i stand til at opfatte den "nationale ånd" ved denne metode. Han konkluderede, at befolkningerne i henholdsvis Det nordlige Rusland eller Storrusland og Det sydlige Rusland eller Lillerusland; nemlig russerne og lillerusserne (ukrainerne), havde forskellig nationalkarakter og dannede to adskilte nationaliteter. I sit berømte essay "To russiskenationaliteter” - en milepæl i ukrainsk nationalisme - konkluderede han, at russere hælder i retning af autokrati, kollektivisme og statsopbygning, mens ukrainere hælder i retning af frihed, poesi og individualisme.

[21]De slaviske folks apostle, hhv. ca. 826/27-869 og ca. 815-885; brødre født i Thessaloniki. Oversatte bl.a. liturgien og dele af Bibelen til slavisk.

[22]Polubotok var hetman i 1722-24 og efterfulgte Ivan Skoropadskyi, der havde været hetman siden hetman Ivan Mazepas oprør mod Peter den Store i 1708.

TARAS SHEVCHENKO

1814-1861

UKRAINES NATIONALDIGTER

Taras Shevchenkos liv og værker

Af Ivan Nester

II.del

Det ufrivillige ophold ved Ural

Shevchenkos tid som rekrut var næsten værre end livegenskabet. Efter dommen blev Shevchenko eskorteret af en feltjæger til byen Orenburg, hvorfra han blev ekspederet flere hundrede kilometer mod øst, til Orsk syd for Ural-bjergene, nær grænsen til det nuværende Kazakhstan, og indskrevet som rekrut i 5. linjebataljon. Orsk ligger midt i en sandsteppe: Shevchenko beskriver denne ørken som ”en åben grav, der var parat til at begrave én levende”.

Shevchenko skulle som rekrut rapportere til sine overordnede, fra kommandanten til oversergenten. Jo lavere rang den overordnede havde, des mere brutal var han overfor sine undersåtter. Da turen var kommet til kompagnichefen, en fordrukken premierløjtnant, blev Shevchenko mødt af trusler om stokkeslag, hvis han ikke opførte sig ordentligt. Shevchenko blev indskrevet i kompagniet under streng overvågning af en underkorporal og blev indkvarteret på en kaserne. Nu begyndte den hårde hverdag med eksercits, daglige fornedrelser og en ubeskrivelig længsel efter hjemstavnen, ens nære miljø og alt det, som forskønnede livet i friheden. Shevchenko var under konstant overvågning og havde ikke engang glæden af at kunne tegne. Kun en sjælden gang kunne digteren slippe af sted med at forlade ”den stinkende kaserne” og tilbringe noget tid alene i ødemarken uden opsynsmændenes årvågne blikke. Livet på kasernen og den militære eksercits var fysisk og moralsk udmattende for Shevchenko. Denne tilstand giver han udtryk for i et af sine digte, som er præget af den trøstesløshed og bitterhed, som prægede opholdet i militærlejren:

Natten kommer til den stinkende hytte,

Tankerne sætter sig og knuser

Hundrede gange hjertet, håbet

Og det, som jeg ikke kan udtale…

Og alt i verden vil de bortjage,

Og standse natten: tiden vil flyde

År efter år, sekel efter sekel;

Og jeg vil med blodige tårer

Væde min seng…

Jeg beder til Gud om solopgang:

Jeg venter på lyset som på friheden og solen.

Fårekyllingen tier, trompeter lyder,

Jeg beder til Gud om skumring,

For de fører mig, gamle nar,

Til eksercitsens gabestok…

I løbet af Shevchenkos første år i forvisning måtte han helt undvære korrespondensen med sine venner og læsningen af bøger, bortset fra Biblen. I starten af 1848 begynder Shevchenko at modtage breve, bøger, penge og farver fra sine prominente venner som fyrstinde Repnina[1], Andriy Lyzogub[2], Osip Bodyanskyi[3], Ya. Kukharenko[4], S. Artemovskyi[5] og Fedor Lazarevskyi[6]. Forbuddet mod at skrive og tegne var det, der tog hårdest på Shevchenko. Han var tvunget til at nedfælde sine tanker i en notesblok, som han gemte under skosålen, så opsynsmændene ikke fandt den. Shevchenko mindedes sin hårde barndom, da han måtte gemme sig i krattet for at undgå stedmoderen.

På trods af skriveforbuddet lykkedes det Shevchenko at skrive ca. 20 digte under sit ophold i Orsk-fæstningen som fx de historiske digte ”Den rustne” (om hetman Mazepas tilhængere), ”Munken” (om oprørslederen Semen Paliy), digtene ”Fyrstens datter”, ”Soldatens brønd” og ”Drømmen”, hvori han beskriver Ukraines historiske steder, samt en række mindre poesier, hvori han enten mindes sin barndom eller udtrykker sin sorg over ufriheden.

Sommeren 1848 bliver Shevchenko kommanderet ud på en militær-videnskabelig ekspedition, hvis formål var at kortlægge Aral-søens[7] kystlinje med henblik på at afklare, om der fandtes steder egnet til beboelse og anlæggelse af fæstninger. Pga. sin uddannelsesmæssige baggrund blev Shevchenko sat til at lave aftegninger af landskaberne omkring Aral-søen.

T. Shevchenko ”Ved Aral-søens kyst”, akvarel 1848-49.

Hans overordnede var kaptajn-løjtnant Butakov, som viste sig at være en intellektuel og human person. På trods af alle strabadserne under rejsen i det ørkenagtige landskab ved Aral-søen, lod de nye omgivelser og miljø i første omgang til at inspirere Shevchenko. Han fik tegnet en lang række landskaber og scener fra de lokale indbyggere – kirgisernes – dagligliv. Men under den strenge vinter og forår 1848-49 blev digteren igen grebet af nostalgi under indtryk af den mennesketomme natur, der omgav ham. Sine indtryk nedfældede han i følgende vers:

Himlen er grå og bølgerne søvndrukne,

Og langs med kysten, så langt øjet rækker,

Er sivet bøjet, selvom det er vindstille,

Kære Gud, hvor længe skal jeg endnu

Lide i dette åbne fængsel,

Ved dette gudsforladte hav?

Den digteriske inspiration forlod dog aldrig helt Shevchenko, og han fik alligevel skrevet en del mindre betydningsfulde digte under sit ophold ved Aral-søen. Gang på gang kredser hans tanker om Ukraines historiske fortid og dets trøstesløse nutid. Billeder af den ukrainske dagligdag og natur bliver ved at dukke op i hans bevidsthed langt fra hjemstavnen. Gennemgående i hans lyrik er motiver som folkesange om kærlighed og kvindens skæbne. Netop under sin ufrivillige ekspedition til Aral-søen skaber Shevchenko berømte digte som ”Tytarivna”[8], ”Maryna”, ”Sotnyk”[9], balladen ”Hos denne Kateryna”, de historiske digte som ”Tsarerne”, ”På en hellig søndag”[10], ”Hvorfor er du blevet sort, du grønne jord?[11]”, ”Den sorte sky” og en lang række andre lyriske digte.

Efter Aral-ekspeditionen tager Butakov i efteråret 1849 Shevchenko tilbage til Orenburg med henblik på at færdiggøre kortlægningen af Aral-søen. Opholdet i Orenburg, hvor der boede en del landsmænd og tilhængere (navnlig hans venner - brødrene Fedir og Mykhaylo Lazarevskyi), samt en del deporterede polakker, var en stor opmuntring for Shevchenko. Vinteren i Orenburg endte imidlertid tragisk: en af officererne indgav en klage til Sankt Petersborg over, at Shevchenko ikke overholdt sit skrive- og tegneforbud, og at hans overordnede så gennem fingre med det. Herefter kom der en ordre fra Sankt Petersborg om at arrestere Shevchenko og sende ham til en fjern afkrog af landet. I april 1850 bliver Shevchenko anholdt og får konfiskeret alle sine papirer, breve og notesblokke.

Den kortvarige frihed endte med at koste digteren et fem måneder langt fængselsophold og en ny deportation, denne gang til fæstningen Novopetrovsk[12] øst for Det kaspiske hav, hvor Shevchenko tilbragte de næste seks og et halvt år i et gudsforladt og ørkenagtigt landskab næsten afskåret fra omverdenen. Om sommeren blev posten bragt med båd fra byen Astrakhan. Om vinteren var postleveringen indstillet i flere måneder pga. isen. Ved ankomsten til fæstningen blev Shevchenko indkvarteret på en kaserne, hvor en ældre soldat skulle agere opsynsmand og sørge for, at den rebelske digter passede sit arbejde på fortet og deltog i militæreksercitsen. Opsynet med Shevchenko var meget nidkært. Opsynsmanden skulle sikre sig, at Shevchenko hverken havde blyant, pen eller papir på sig. Hver gang Shevchenko forlod kasernen, blev han kropsvisiteret. Shevchenko beskriver kompagnichef Potapov og dennes assistent, premierløjtnant Obryadin, som tørre paragrafryttere, uuddannede og hjerteløse. Digterens korrespondance blev censureret af disse to personer. De første tre år af hans ophold måtte Shevchenko tage til takke med en sporadisk kontakt til to landsmænd blandt soldaterne – Skobelev og Oberemenko.

T. Shevchenko ”Novopetrovsk-fæstningen set fra havet”. Akvarel 1853.

Der gik næsten et helt år efter ankomsten til Novopetrovsk, før Shevchenko fik lov til at sende et brev til en af sine nære venner, komponisten Semen Artemovskyi. Senere genoptoges korrespondancen med professor O. Bodyanskyi, som begyndte at sende bøger til Shevchenko. I 1852 blev major Usakov udnævnt til ny fæstningskommandant. Shevchenko beskriver Usakov som en godhjertet og ædel person, der tillod Shevchenko at tegne og skrive, dog kun på russisk. For at holde forbudsovertrædelsen skjult for eventuelle stikkere og meddelere på fortet lod Usakov Shevchenko få adgang til sin familie, hvor Shevchenko kunne være i et intellektuelt mere berigende miljø end på kasernen. Fra 1852 til 1855 skriver Shevchenko en del noveller på russisk, blandt andet ”Tjenestepigen”, ”Fyrstinden” og ”Musikeren”.

Efter tsar Nikolaj I’s død overtog den mere liberale Aleksander II tronen i Rusland, som blandt andet under indtryk af nederlaget i Krim-krigen nu gik ind i en reform-periode. Flere prominente skikkelser i det daværende Rusland anmoder nu den russiske regering om at løslade Shevchenko. Initiativtageren til kampagnen er greve Fedor Tolstoy[13] - vice-præsident for Kunstakademiet, Fyrstinde Varvara Repnina, samt M. Lazarevskyi (bror til F. Lazarevskyi), der efter udstået tjeneste i Orenburg har fået en prominent stilling i Sankt Petersborg. Efter et langvarigt pres fra pro-Shevchenko lobbyisterneunderskrev tsar Aleksandr II den 10. april 1857 et dekret om amnesti til Shevchenko. Den 3. juni samme år modtog digteren den glædelige nyhed om den nyvundne frihed fra sin ven Lazarevskyi. Dette blev afslutningen på 10 år i ufrihed – en periode, der havde tæret på Shevchenkos helbred og tappet ham for kræfter, moralsk såvel som fysisk.

Den 2. august 1857 forlod Shevchenko Novopetrovsk med kurs mod Moskva via byerne Astrakhan og Nedre Novgorod. Undervejs fik han sig en ubehagelig overraskelse: der var udstedt et dekret om, at han ikke måtte opholde sig i Sankt Petersborg, Moskva og Ukraine, og derfor måtte vende tilbage til Orenburg. Shevchenkos venner gik på ny i forbøn for ham hos myndighederne for at få dem til at omstøde den husarrest, der reelt var tale om. Mens forhandlingerne stod på, måtte Shevchenko affinde sig med at tilbringe et halvt år i byen Nedre Novgorod. Byens intelligentsia tog med stor begejstring imod Shevchenko. Han havde nu igen fået muligheden for at skrive til sine venner og modtage bøger. Han interesserede sig i særlig grad for ukrainske litterære nyheder, som efter et tiårigt forbud som følge af arrestationen af medlemmerne af ”Kyrillosog Methodios”-broderskabet, igen var begyndt at vejre morgenluft, først og fremmest takket være Panteleimon Kulishs indsats. En anden af Shevchenkos venner, M. Shepkin[14], der var en af datidens kendteste skuespillere, rejste til Nedre Novgorod for at støtte Shevchenko under hans husarrest. Den relative frihed i Nedre Novgorod inspirerede Shevchenko til at skrive digtene ”Novicerne” (tilegnet M. Shepkin), ”Den åndssvage” og ”Musa”. Desuden malede Shevchenko et portræt af Shepkin.

Langt om længe kom myndighedernes tilladelse til Shevchenkos udrejse. Han tog til Moskva for at besøge nære venner og lokale landsmænd. Han mødtes med fyrstinde Repnina, Bodyanskyi, skuespilleren M. Shepkin, professor M. Maksymovych[15] og kendte russiske forfattere som Aksakov[16], Khomyakov[17] og Pogodin[18].

Det sidste besøg i Sankt Petersborg

Den 27. marts 1858 var Shevchenko tilbage i Sankt Petersborg. Såvel landsmænd som de ypperste repræsentanter for det russiske kultur- og åndsliv mødte ham med overvældende begejstring som en kær gæst og en frihedens martyr. Alle døre var åbne for ham og alle søgte hans opmærksomhed. Shevchenko blev modtaget i grev Fedor Tolstoys hjem som en nær slægtning og bosatte sig i Kunstakademiet, hvor han begynder at arbejde med et kobberstik, som kort tid efter indbringer ham titlen akademiker indenfor grafisk kunst.

I Sankt Petersborg møder Shevchenko en betydelig koloni af kendte ukrainere, herunder nogle af hans gamle venner fra ”Kyrillos og Methodios”-broderskabet: Kulish, Kostomarov og Bilozerskyi[19], der i mellemtiden her i Imperiets hovedstad havde stiftet en lokal afdeling af den ukrainske nationale bevægelse. De tog initiativ til at få udgivet ukrainske folkeoplysende bøger og få indstiftet et organ, som kunne forene den ukrainske intelligentsia omkring det nationale arbejde. Kulish stod i spidsen for denne bevægelse og grundlagde et ukrainsk trykkeri. Desuden udgav han en værdifuld etnografisk antologi ”Notater om Sydrusland”, sin historiske roman ”Den sorte forsamling”, værker af gamle og nye ukrainske forfattere, samt almanakken ”Bondehytten” og en række populære bøger til almuen. Denne kreds af national-orienterede ukrainske intellektuelle fik snart tilgang af en ny talentfuld forfatter ved navn Mariya Markovyshka, bedre kendt under sit pseudonym –Marko Vovchok[20], hustru til en af stifterne af ”Kyrillos og Methodios”-broderskabet, O. Markovych. Hun blev berømt i vide kredse for sine fortællinger om de ukrainske livegne bønders liv. Shevchenko hyldede hende som ”en blid profet, som afslører de grusomme” i sit digt ”Til Marko Vovchok” (For nylig var jeg hinsides Ural). Dette litterære og kunstneriske miljø inspirerede Shevchenko til at få genudgivet sine værker. På trods af de begrænsninger, som censuren stadig lagde ud for ham, lykkedes det i 1860 at få udgivet Shevchenkos hovedværk ”Kobzar” takket være økonomisk støtte fra Kiev-fabrikanten P. Symyrenko. Som led i sit arbejde for at udbrede det ukrainske skriftsprog til de brede befolkningslag udarbejder Shevchenko en lillerussisk ”ABC” til de ukrainske skoler, som tilhængerne af folkeoplysningen var ved at grundlægge. Denne ”ABC” udkom i starten af 1861.

Det sidste besøg i Ukraine

I sommeren 1859 rejste Shevchenko til Ukraine, hvor han besøgte sine gamle venner øst for Dnipro-floden og på Kiev-egnen (vest for Dnipro-floden), herunder sin fødelandsby Kerelivka, hvor han mødtes med sine brødre og søsteren Yaryna. Hans plan var at bosætte sig i Ukraine, hvor han havde udset sig et stykke jord udenfor byen Kaniv syd for Kiev. Shevchenko drømte også om at blive gift, men måtte skrinlægge planerne, da bondepigen Lykera, som gjorde tjeneste hos en rig familie i Sankt Petersborg, og som Shevchenko i sommeren 1860 havde udset sig som sin kommende hustru, afslog at følge ham tilbage til Ukraine. Også hans rejse til Ukraine fik en trist afslutning. Provinsens myndigheder havde sat Shevchenko under streng overvågning, da han stadig blev betragtet som en farlig person. De polske godsejere vest for Dnipro-floden[21] var også bekymrede for hans tætte relationer og til og samtaler med bønderne. En af godsejerne indgav en klage over, at Shevchenko angiveligt opildnede folket mod godsejerne. I juli 1859 bliver Shevchenko arresteret i landsbyen Prokhorivtsi på Poltava-egnen, hvorefter han blev overført til byen Cherkasy og derefter til Kiev, hvor han efter en afhøring og møde med selveste den russiske general-guvernør for Ukraine, fyrst I. Vasilchikov[22], blev løsladt, men med en besked fra Vasilchikov om straks af tage tilbage til Sankt Petersborg. Denne hændelse påvirkede Shevchenko meget stærkt og viste ham, at det var sikrest for ham at være i Imperiets hovedstad, Sankt Petersborg, hvor der var nogle, der kunne gå i brechen for ham. Nedtrykt forlod Shevchenko sin hjemstavn for sidste gang.

De to sidste leveår

Efter hjemkosten til Sankt Petersborg i efteråret 1859 fortsætter Shevchenko med sine planer om at bosætte sig i Ukraine og fører forhandlinger med sin fætter Bartholomæus Shevchenko om køb af et stykke jord ved Dnipro-floden. Fætteren var ansat som godsadministrator hos fyrst Lopukhin i Korsun[23]. Ti års forvisning, strabadser og skuffelser havde ikke knækket digterens ånd og havde ikke knægtet hans opposition mod politisk og social ufrihed. Og i denne sidste periode af hans liv skriver han nogle af sine mest indignerede og protestfyldte digte som ”Imitation af Ezekiel”, ”Afsnit XIV til Hosea”, ”Bønner”, som poemet ”Maria” og en række andre pragtfulde lyriske poesier. Men han var ved at blive indhentet af sin svære sygdom. De mange års forvisning havde undergravet hans organismes modstandskraft. Efter Julen 1860 forværres Shevchenkos helbredstilstand markant, og den 10. marts 1861 dør Ukraines store digter. Havde han levet nogle få dage længere, ville han have fået nyheden om livegenskabets afskaffelse og om den ”frihed”, som han havde kæmpet for, og som havde kostet ham det bedste tiår af hans liv. Shevchenko døde i Kunstakademiets hovedbygning, hvor han som akademiker havde sin egen lejlighed.

Shevchenko blev midlertidigt begravet i Sankt Petersborg på den såkaldte Smolenskiy-kirkegård, men straks efter begravelsen samlede en række af hans landsmænd sig til et stormøde, hvor det blev besluttet at bringe digterens legeme til Ukraine for at opfylde hans testamente, som hans skrev tilbage i 1845:

Når jeg dør, vil jeg begraves

I en gravhøj

På den brede steppe

I mit kære Ukraine:

Og de brede marker

Og Dnipro[24] og dens skrænter

Skal man derfra kunne se

Og høre, hvordan den brøler!...

Og når Dnipro-floden

Har skyllet fjendernes blod

ud i det dybblå hav

Vil jeg forlade disse høje og marker

Og flyve op til Gud

Men før denne dag, kender jeg intet til Gud

Begrav mig først, så rejs jer op

Og bryd de tunge lænker

Og bestænk med tyrannernes blod

jeres nyvundne frihed

Og husk at mindes mig

I den store, nye og frie familie

med ord, der er rare og milde

I april 1861 gav de russiske myndigheder tilladelse til at transportere Shevchenkos lig til byen Kaniv, syd for Kiev. Kisten, som var tildækket med rødt kinesisk silke, blev transporteret til Ukraine via Moskva, Tula og Orel. Det ukrainske samfund i Sankt Petersborg havde valgt maleren G. Chestakhivskyi og den yngste af Lazarevskyi-brødrene (Oleksandr, en kommende ukrainsk historiker) til at ledsage kisten. Inden afrejsen holdt det ukrainske samfund i Sankt Petersborg en højtidelig afsked med Shevchenkos legeme. Panteleimon Kulish forudsagde i sin tale, at ukrainerne aldrig ville forlade den vej, som Shevchenko havde anvist i sine udødelige værker. Overalt på sin vej gennem Ukraine blev kisten med Shevchenko mødt med stor respekt. Der blev afsunget sørgesange, nedlagt kranse og holdt taler. Den største afskedsceremoni fandt sted i Kiev, hvor blandt andet de to unge studerende V. Antonovych[25] og M. Dragomanov[26] holdt afskedstale for Shevchenko. Fra Kiev blev kisten sejlet ned ad Dnipro-floden med færgen til Kaniv. Den 10. maj 1861 blev Shevchenko stedt til hvile på Chernecha-bakken (Munkebakken) syd for Kaniv, hvor Shevchenko havde drømt om at slå sig ned og leve til sine dages ende. Tusinder af bønder fra de omkringliggende landsbyer stimlede sammen for at overvære begravelsen af ”ham, som skrev for friheden”. Ved jordpåkastelsen blev der dannet en gravhøj og sat et stort egetræskors. Senere, i starten af 1880-erne, sørgede det lokale herredsråd for Zolotonske distriktet med støtte fra godsejer Vasyl Tarnovskyi[27] for at opstille et støbejernskors på gravstedet, anlægge en lille have omkring den og opføre et hus til opsynsmanden og til turisterne. Fra da af blev Shevchenkos grav et helligt sted, som hvert år blev besøgt af hundreder og tusinder af mennesker, såvel ukrainere som tilhængere af de høje idealer, som den ukrainske nationaldigter havde kæmpet og givet sit liv for. I 1925 besluttede den sovjetukrainske regering i Kharkov at etablere Det statslige historisk-kulturelle naturfredningsområde ”Taras Shevchenkos grav”. I 1931 besluttede de sovjetukrainske myndigheder at opstille et nyt monument på Munkebakken og udskrev en konkurrence om udførelsen af en statue på Shevchenkos gravsted. Det kors, som havde stået på Shevchenkos grav siden 1884, var i mellemtiden, som led i den sovjetiske ateisme-propaganda, blevet afløst af en Shevchenko-buste udført at Kalen Tereschenko. Byggeriet af det Shevchenko-museum, der i dag er nyrestaureret og åbent for besøgende, blev påbegyndt første gang i 1934 af arkitekterne Vasyl Krychevskyi og hans elev Petro Kostyrko. Selve Shevchenko-skulpturen blev udført af den russiske skulptør Matvey Manizer og arkitekten Yevgeniy Levinson. Den 18. juni 1939 indviedes Shevchenko-museet og statuen i Kaniv. Næste gang der blev truffet beslutning om en istandsættelse af det nationale monument, var i 2002. Efter otte års omfattende restaurering blev det nye Taras Shevchenko litterær-historiske museum i det nationale Shevchenko-naturfredningsområde i Kaniv indviet den 23. august 2010. Museet bliver årligt besøgt af over 100.000 turister fra hele verden.

Endnu mens Shevchenko levede, havde hans landsmænd forstået at værdsætte den store, nærmest epokegørende betydning, som hans digtning havde for Ukraines nationale genfødsel. Denne forståelse blev formuleret af to af Shevchenkos samtidige og to andre markante ukrainske kulturpersonligheder: M. Kostomarov og P. Kulish. Kostomarov skrev, at Shevchenkos poesi havde brudt det slør, som havde skjult det ukrainske folks liv for omverdenen; folket havde valgt Shevchenko som sit talerør, som kunne fortælle hele verden om folkets skæbne, om dets glorværdige fortid og nutidens ufrihed. Kulish sagde ved Shevchenkos kiste, at alt det ægte menneskelige og ædle, der er i Ukraine, gik og vil gå under Shevchenkos fane. Nyheden om Shevchenkos død bredte sig hurtigt over hele Ukraine, hvor den blev set som en stor ulykke og en ægte national katastrofe, skriver Shevchenko-biografen D. Doroshenko. Der er her den Shevchenko-kult, som er uden sidestykke i verden, tager sin begyndelse. Shevchenkos ”Kobzar” blev det ukrainske folks nationale Evangelium.

Shevchenkos betydning

Taras Shevchenko indtager en unik plads i ukrainske kulturhistorie og i litteratur. Hans poesi dannede grundlaget det skriftlige moderne ukrainske sprog[28] og har i høj grad bidraget til fremvæksten af den ukrainske nationalbevidsthed. Hans indflydelse på forskellige facetter af Ukraines intellektuelle, litterære, og nationale identitet er mærkbar den dag i dag .

Hans litterære betydning har overskygget hans kunstneriske arbejde, selv om hans samtid værdsatte hans kunst ikke mindre, eller måske endda mere, end hans litterære arbejde. Et stort antal af hans billeder, tegninger, træsnit og kobberstik vidner om et unikt kunstnerisk talent. Han har også eksperimenteret med fotografering, og det er lidet kendt, at Shevchenko kan anses for at være pioner indenfor radering i Det russiske Imperium. I 1860 blev han tildelt titlen Akademiker ved Det imperiale Kunstakademi for hans præstationer indenfor radering.

Under Sovjetstyret var den officielle holdning at nedtone den stærke ukrainske nationalisme i Shevchenkos poesi. I stedet blev der sat fokus på de sociale og anti-zaristiske aspekter af Shevchenkos digtning som et led i klassekampen inden for Det russiske Imperium. Shevchenko blev præsenteret som en internationalist, der var fortaler for den underklasse, som blev udnyttet af et reaktionært politisk regime. Dette synspunkt er revideret betydeligt i dagens uafhængige Ukraine, hvor han nu betragtes som en ikonisk figur med en uovertruffen betydning for den ukrainske nationsbygning, et synspunkt, som den ukrainske diaspora hele tiden har forfægtet.

Et af de vigtigste kilder til studiet af Shevchenkos liv og værker er hans manuskript og kunstneriske arv. Langt størstedelen af manuskripterne befinder sig i Shevchenko Instituttet for litteratur i Kiev. En enestående Shevchenko-kollektion indsamlet af bibliografen Yu. Mezhenko fra 1911 til 1969 (der er mere end 15.000 enheder i samlingen) opbevares midlertidigt i Det ukrainske videnskabernes akademis centralbibliotek i Kiev. Den største samling af Shevchenkos kunstneriske arv, dokumenter om hans liv, virke og revolutionære arbejde findes i Shevchenko Statsmuseet i Kiev. Digterens manuskripter og arbejdspapirer forefindes endvidere i andre arkiver, biblioteker og museer i Ukraine, samt i videnskabelige bogsamlinger i Sankt Petersborg, Moskva, Krakow, Geneve o.a. Der findes til dato ikke et samlet register over Shevchenkos digteriske og kunstneriske arv i arkiver og på museer.

Shevchenko som kunstner

Taras Shevchenko startede sin kunstnerkarriere som tegner og billedkunster. Han skabte mere end 800 værker, herunder tegninger, malerier i vand- og oliefarver, kobberstik, bogillustrationer og deltog desuden i skulpturarbejde. Mere end 700 af disse værker forefindes i dag på Taras Shevchenko Statsmuseum i Kiev. Desuden opbevares nogle af hans værker på nogle af de største museer i Kiev, Lviv, Kharkiv, Odessa, Kaniv, Sankt Petersborg, Alma-Ata og Warszawa, samt i private samlinger.

Shevchenkos maleri ”Selvportræt” fra 1840 - en romantisk fremstilling af ham som en 26-årig ung mand, der udtrykker sin indre frihed og skjulte geni. Dette billede bliver for mange generationer selve indbegrebet af den unge Shevchenko. En særlig plads blandt Shevchenkos malerier indtager ”Kateryna” (se s. 17), hvis dybsindighed og alsidighed fører til modstridende vurderinger og tolkninger. Den akademiske komposition, det bløde og kække penselstrøg med delikat klassisk glans kolliderer med en for ukrainsk folkloretænkning typisk vilje til at vise den sociale genre indenfor en akademisk metoderamme. Dette værk er allerede blevet en metafor på Shevchenkos fleksible sprog, og dets indhold opfattes som aktuelt og perspektiverende på samme tid.

At dømme ud fra Shevchenkos efterfølgende kunstværker kunne lærredet ikke tilfredsstille ham fuldt ud. Han ville male oprigtige følelser, ægte solskin og luft på samme måde som han kunne med vandfarver. Det er først med hans ankomst til Ukraine i 1843, at solen i Shevchenkos værker starter med at skinne for fuld styrke, og hans værker får luft under vingerne. En særlig plads i denne triumf som ung maler indtager hans lærred ”I en bihave”, hvor han afviser relativ akademisk farvelægning og introducerer en varm sommerdags ægte palet, hvor lyset lever sit eget liv, mens det flakker og spiller rundt om objekterne og personerne. Maleren genskaber følelsen af rum, blødhed og luft ved hjælp af lys, skygge og delikate farvenuanceovergange. Var Shevchenkos bestræbelser indenfor maleri ikke blevet afbrudt af forvisningen, og havde han fået chancen for at komme til Berlin, Rom og det øvrige Europa, som det var hans plan, ville

T. Shevchenko ”Kateryna”. Oliemaleri fra 1842.

T. Shevchenko ”I en bihave”. Oliemaleri fra 1843.

man have talt om ham som grundlæggeren af impressionismen indenfor billedkunst. Shevchenko som kunstmaler viser sine færdigheder i oliemalerier som portrætterne af Panteleimon Kulish, Platon og Hanna Zakrevsky, Tereza Mayevskaya, Yosyp Rudzynskykh, Oleksandr Lukyanovych og Illia Lyzogub. ”Potræt af Fyrstinde Keikuatova” er højdepunktet i Shevchenkos farveforståelse. Det er på en gang romantisk, let og tungsindigt; det tiltrækker ved sit enigmatiske gyldne lys og udtrykker en særlig ømhed og varme på trods af den generelle kolde tone.

10 år i forvisning fratog Shevchenko muligheden for at arbejde med oliemalerier. Men hans vandfarvemalerier og sepiamalerier havde allerede en kold skælven og den ægte sols fristelse. Maleren Shevchenko skabte i alt mere end 150 portrætter. De fleste af portrætterne er i vandfarver, som åbenbart syntes at være det nye fænomen i udviklingen af portrætgenren i Ukraine. Deres særlige romantiske og intime kammer udtrykker Shevchenkos specifikke antropocentrisme og hans overbevisninger, som forlener den portrætterede med et skær af lykke som den højeste værdi på Jorden. Shevchenko grundlagde portrætmaleriet i traditionel ukrainsk billedkunst. Den hurtige single-session blyanttegning af portrætterne fastlagde deres naturlige livlighed og udtryksfuldhed og det åndelige livs delikate atmosfære. Det gælder portrætterne af Andriy Lyzogub, Julia Srebdolska, Mykhail Schepkin, Mikhail og Maria Maxymovych og Lykera Prismakova. En særlig plads i Shevchenkos billedkunst indtager raderingerne af Fedir Tolstoy, Peter Klodt, Ivan Gornostaev og nogle selvportrætter.

Shevchenkos nationale holdninger bliver mere udtalte i hans landskabsbilleder, som udgør næsten halvdelen af hans værker. ”I Kiev” anses for at være Shevchenkos første landskabskomposition. Dette værk blev indlemmet i hans raderingsalbum ”Det pittoreske Ukraine”, hvor den unge Shevchenkos kunstneriske talent viste hans nation for omverdenen. Fascinerende ukrainske landskaber, gamle arkitektoniske monumenter, folkedragter og folklore opstår ud af disse raderinger. Shevchenko skrev: ”Man burde elske og burde være stolt af sin vidunderlige moder. Og jeg, en søn af hendes store familie, tjener Ukraines glorie; hvis jeg ikke kan tjene for det godes skyld. Hans landskaber er lette og sarte, udført med brug af et minimum af tekniske midler og genskaber nøjagtigt de lokale landskabers karakteristika som i ”I Orel”, ”Det ophøjede kors’ Kloster”, ”Chumakker mellem gravhøje”, som giver en følelse af uendelighed og en særlig forståelse af skønheden i overensstemmelse med en panteistisk verdensopfattelse. Man har den samme følelse af det altomfattende og antropocentriske i hans beskuelse af klosteret Pochayiv Lavra, som er broget med lyst blomstermønster og harmonien i menneskers væren. Hans landskaber fra Kaniv, Korsun og Cherkasy såvel som hans symbolske ”Poplen” er bogstavelig talt en miniatureudgave af Ukraine. Hans lille billede ”I Lykhvyn” med bondehuse omkring et gadekær er en genetisk videreførelse af den folkelige malertradition i en tilsyneladende fejlfri akademisk og yderst professionel komposition. Shevchenkos talent som landskabsmaler blev udviklet i forvisning, hvor han skabte mere end 400 vandfarvemalerier og sepias på papir. Maleren Shevchenko viser her sin dygtighed i genskabelsen af landskaberne omkring Aral-søen, bjergenes geologiske konstruktioner, Det kaspiske Havs eksklusive poesi, urgamle monumenter over de lokales håndgribelige kultur og tilværelse. Disse små sepias opfattes som staffelimalerier. De imponerer os ved objekternes næsten barokke simultane livlighed og livløshed, ved at søge en fælles plasticitet og ved deres iver efter at gætte hemmeligheden i tilstedeværelsen af ånd og liv i objekterne og deres skygger. I sine sene Sankt Petersborg-kompositioner så maleren efter et indre formål med bevægelsen i enhver eksistens og dens aktive udformningsbasis. Hans spil med indre naturfølelser vakte interesse hos de ukrainske avantgardemalere i starten af det 20. århundrede, blandt andre Arkhipenko, Burliuk, Bogomazov, Petritsky og Yermilov.

Shevchenkos kobberraderinger gav ham status som Akademiker med speciale i kobberstik og et eftermæle som sin samtids mester indenfor kobberradering. Hans kobberstik ”Selvportræt med et stearinlys” fra 1860 inspireret af den kendte hollandske gravør Ferdinand Boil opfattes symbolsk og mystisk på samme tid. I en håndevending afdækker det hemmeligheden i et genis storhed og kræver den samme oprigtighed og renhed af sjælen.

Shevchenko efterlyste grunden til de ukrainske kunstneres fremmedgørelse i forhold til det virkelige liv og deres manglende patriotisme: ”Vi ser ikke vor nation sådan, som den er blevet skabt af Gud”. Grundlaget for Shevchenkos magiske indflydelse på alt ukrainsk er, at han italesætter ”Ukraine” som nationsbegreb.

Fortsættes efter noterne.

[1]Fyrstinde Repnina var hustru til den tidligere general-guvernør i Ukraine, fyrst Repnin.

[2]Andriy Lyzogub - ukrainsk godsejer fra Chernigiv-egnen og en af Shevchenkos nære venner. I 1850 gik han i forbøn for Shevchenko hos den russiske regering.

[3]Osip Bodyanskyi - ukrainsk filolog, historiker, en af Ruslands første slavister, oversætter og udgiver af gammelrussiske og oldkirkeslaviske historiske skrifter, folklorist samt ukrainsk romantisk digter.

[4]Ya. Kukharenko - General-major og anfører for Kosakhæren i Kuban-regionen i det nordlige Kaukasus. Kubans første forfatter, historiker og etnograf.

[5]S. Artemovskyi - ukrainskkomponist, sanger, dramaskuespiller og forfatter til den første ukrainske opera.

[6]Fedor Lazarevskyi - Embedsmand ved Grænsekommissionen i Orenburg og en af Shevchenkos nærmeste venner under hans ophold i Orsk-fæstningen og Kos-Aral.

[7]Aral-søen er verdens fjerde største indlands ansamling af vand.

[8]Datter af en ”tytar” – en person, som finansierer byggeriet af en ortodoks kirke.

[9]Sotnyk – kaptajn i kosak-hæren; anfører for 100 mand.

[10]Digtet handler om Severyn Nalivayko, der ledede en kosakopstand i 1595-96.

[11]Digtet handler om slaget ved Berestechko i 1651. Kosakkernes nederlag til polakkerne og deres allierede i dette slag tvang hetman Bogdan Khmelnytskyi til at søge hjælp hos tsar Aleksej af Moskva, der som betingelse stillede, at Ukraine skulle anerkende tsarens overhøjhed. Shevchenko så dette nederlag som en fatal begivenhed i Ukraines historie.

[12]Byen Novopetrovsk i Kazakhstan hedder i dag Shevchenko.

[13]Fedor Tolstoy (1783-1873) – søn af greve P.A. Tolstoy. Russisk maler, tegner, billedhugger og repræsentant for klassicismen. Sammen med sin anden hustru, Anastasiya, gjorde Fedor Tolstoy sin indflydelse ved hoffet i Sankt Petersborg gældende for at få Shevchenko frigivet.

[14]Mykhaylo (Mikhail) Shepkin (1788-1863) – var ligesom Shevchenko oprindelig livegen. Stammede fra Kursk-egnen i Rusland. Frikøbt af den berømte ukrainske forfatter Ivan Kotlyarevskyi. Shepkin blev senere blandt andet kendt for sine roller i Kotlyarevskyis vaudevilles ”Natalka-Poltavka” (Natasha fra Poltava) og ”Moskal-charivnyk” (Soldaten, der kunne trylle).

[15]Mykhaylo (Mikhail) Maksymovych (1804-1873) – ukrainsk historiker, filolog, etnograf, botaniker og digter. Første rektor for Kievs Universitet, der i dag bærer navnet Kievs nationale Taras Shevchenko universitet.

[16]Sergei Aksakov (1791-1859) – russisk forfatter, litteratur-og teaterkritiker. Far til de fremtrædende russiske forfattere og slavofile: Konstantin, Ivan og Vera Aksakov. Medlem af Sankt Petersborgs Videnskabernes akademi.

[17]Alexei Khomyakov (1804-1860) – russisk digter, publicist, teolog og filosof. En af grundlæggerne af Slavofilisme. Medlem af Sankt Petersborgs Videnskabernes akademi.

[18]Mikhail Pogodin (1800-1875) - russisk historiker, journalist, forfatter, essayist, romanforfatter, udgiver og professor ved Moskvas Universitet. Medlem af Det russiske Akademi.

[22]Fyrst I. Vasilchikov var i årene 1852-1862 russisk general-guvernør for guvernementerne vest for Dnipro-floden: Kiev, Volynien og Podillya og var i modsætning til sin forgænger på posten, grev D. Bibikov, kendt som liberal.

[23]Byen bærer i dag navnet Korsun-Shevchenkivskyi.

[24]Floden Dnipro (dansk: Dnepr) har historisk delt Ukraine i Højrebredsukraine og Venstrebredsukraine.

[25]Volodymyr Antonovych (1834-1908) - ukrainsk historiker, arkæolog, etnolog og en af grundlæggerne af den ukrainske historieskrivning. Leder af de ukrainske historikeres Kiev-skole.

[26]Mykhaylo Dragomanov (1841-1895) ukrainsk liberal publicist, historiker, folklorist og kritiker. Onkel til den ukrainske forfatter Lesya Ukrayinka.

[27]Vasyl Tarnovskyi (1837-1899) ukrainsk mæcen og kunstsamler. Efter Shevchenkos død indsamlede han alt, der havde tilhørt Taras Shevchenko eller relaterede til ham. Således samlede Tarnovskyi på udklip fra russiske og udenlandske aviser og tidsskrifter, som han senere systematiserede i et album. Hvert år på Shevchenko-dagene var Vasyl Tarnovskyi vært for store mindefrokoster, hvor han inviterede digterens ligesindede og beundrere. Ifølge Gleb Lazarivskyi havde Tarnovskyi i sin samling Shevchenkos pas, porteføjle, blækhus, fjer, staffeli, farvepalet, bondeskjorte, det kinesiske silkelagen, som digterens kiste blev tildækket med, mange af Shevchenkos tegninger og malerier – mindst 300 af hans akvareller, manuskripter, breve, fotografier, otte digterbuster og det kendte maleri ”Kateryna”. Tarnovskyis samling dannede grundlaget for det senere Taras Shevchenko-museum i Kiev.

[28]Ivan Kotlyarevskyi (1769-1838). Ukrainsk digter. Mens han gjorde tjeneste i den russiske imperiale armé skrev han i 1798 det episke digt ”Æneiden” (ukrainsk: Енеїда), som anses for at være det første litterære værk skrevet på moderne ukrainsk. Selv om ukrainsk på hans tid var dagligsproget for millioner af mennesker, blev det ringeagtet af godsejerne og myndighederne som en ”bondedialekt” og var ikke anerkendt som skriftsprog indenfor Det russiske Imperium. I Kotlyarevskyis værk, som er en omskrivning af Virgils Æneiden, forvandlede digteren de trojanske helte til Zaporozje-kosakker og beskrev nogle af vigtigste begivenheder i 1700-tallets Ukraine.

Taras Shevchenkos liv og værker

Af Ivan Nester

III.del

Shevchenko og national-romantikken[1]

Den franske Revolution (1789) proklamerede nationen som en statslig-politisk formation med den deraf følgende ret for nationen til en uafhængig udvikling som en republik baseret på et folkeligt fællesskab som afløser for Middelalderens og Renaissancens politiske konstruktioner, der var baseret på undersåtternes loyalitet overfor kongen af Guds nåde. Disse tanker om en republikansk nationalisme blev via Napoleonskrigene forsøgt udbredt til resten af Europa.

Den klassicistiske diskurs med dens overnationale æstetisk-kunstneriske paradigme baseret på antikke teorier og kunstværker havde været dominerende indenfor europæisk kunst og kultur frem til slutningen af 1700-tallet. Kunstens nationale egenart blev ikke set som et kunstnerisk eller æstetisk problem under klassicismen. Da romantikken i slutningen af 1700-tallet begynder at fortrænge klassicismen, bliver kunsten og litteraturen i stigende grad orienteret mod de nationale kunstkilder og traditioner. Syntesen mellem den nationale og den romantiske strømning opstår i romantiseringen af det folkelige, hvis grundlæggende intention er en orientering mod folkloren og den folkelig-poetiske overlevering. National-romantikkens fremvækst i Tyskland hænger sammen med den franske besættelse og den efterfølgende nationale frihedskamp. Heidelberg-romantikkerne, som blandt andet tæller brødrene Grimm, påtager sig at genoplive folkekulturen, der opfattes som essensen i folkets dagligliv og nationale tradition.

Denne national-romantiske strømning breder fra 1810-erne sig til de Central- og østeuropæiske landes litteratur, herunder blandt andet til polsk litteratur og først og fremmest Adam Mickiewicz[2], som den unge Taras Shevchenko studerer i forbindelse med sit ophold i Vilnius i slutningen af 1820-erne. I lande som Polen bliver folkloren fundamentet og byggestenen i den nye national-romantiske litteratur i en epoke præget af national vækkelse. Dette gælder også den ukrainske romantiske litteratur, hvor folkloren under indtryk af et særdeles hårdt assimilationspres bliver selve indbegrebet af den nationale ånd og den eneste kilde til en selvstændig identitet.

Folkloren er selve basen og arsenalet i Shevchenkos poesi. Hans poetiske tænkning og sprog er beslægtet med de ukrainske folkeminders sprog. Shevchenkos poesi skulle komme til at spille en afgørende rolle i tilblivelsen af det ukrainske folks nationalbevidsthed. National-romantikkens dominans som åndsretning gjorde de uddannede klasser mere modtagelige for Shevchenkos poesi og skabte præmisserne for, at den kunne nå ud til et bredere publikum.

Ifølge nyere ukrainsk forskning var folklorens indflydelse på Shevchenkos poesi stærkest i starten af hans forfatterskab, i de lyriske poesier, ballader og visse historiske digte. Allerede før Shevchenko fandtes der i ukrainsk litteratur en romantisering af folkloren, som han imidlertid videreudviklede. Shevchenkos poesi er på en gang litteratur på et højt kunstnerisk niveau og dybt folkelig, hvor arketypiske nationale billeder er vigtige bestanddele; først og fremmest naturen og jorden. Visse fænomener antager et element af en symbolsk tilknytning til fædrelandet. I Shevchenkos poesi er det floden Dnipro, steppen, gravhøjene og havet, der symboliserer Ukraines glorværdige historie. Desuden opererer han med arketypiske levende personer af historisk og dagligdags karakter, som akkumulerer et historisk indhold – kosakken, skjalden, pigen, snebolletræet, poppeltræet, den forældreløse og andre symbolske elementer. De er først og fremmest hentet i folkloren og mytologien og var for de flestes vedkommende allerede blevet introduceret i litteraturen af Shevchenkos forgængere – de ukrainske romantiske digtere. Visse af disse arketyper gav Shevchenko en diametralt modsat symbolsk betydning, som fx gravhøjene. Hvor gravhøjene hos 1800-tallets ukrainske romantikere er symbolet på Ukraines svære skæbne, ophøjes de hos Shevchenko til at være ”den gravhøj, som Ukraine vil rejse sig fra”[3].

Aktualiseringen af den nationale historiske erindring er en vigtig del af den østeuropæiske romantiske litteratur og poesi i 1800-tallet. Disse romantikere brugte de historiske kilder til at opnå viden om historien og tolke fortiden uden at stræbe mod et sandhedsideal. I deres historiefilosofi hældede de til en irrationel og mystisk opfattelse af de historiske fænomener. Den romantiske historieskrivning baserer sig ikke på kildekritik og induktion, men derimod på en deduktion ud fra en idealiseret og mystificeret helhedsopfattelse. Disse historiefilosofiske tilgange findes både hos A. Mickiewicz og i M. Kostomarovs ”Bogen om det ukrainske folks hverdag” (se note 14).

Romantikerne var stærkt tiltrukket af mytologien og den nært beslægtede mytologiserede folklore. Jena-romantikkerne havde udråbt myten og symbolikken til at være den kunstneriske tankes hovedvirkemidler. De historiske helte og begivenhederne forbundet med dem antager i folklorens historiske erindring nogle mytiske og arketypiske træk.

Ligesom man ser det hos andre ukrainske romantiske digtere, sværmer Shevchenko om Kosak-Ukraine, hvis udspring opløses i en mytisk tåge, hvor man kun lige kan fornemme Middelalderens Kiev-fyrstendømme. Denne historiske tradition opstod i 1700-tallet og var dominerende op gennem 1800-tallet, også hos Shevchenko. I de daværende kosakkrøniker føres kosakkernes oprindelse tilbage til de urgamle folkeslag, som levede på det nuværende Ukraines sydlige stepper – skytherne og khozarerne. Shevchenkos eneste digt med en kobling til Middelalderens Kiev-Rusland er ”Yaroslavnas gråd”, som er skrevet i en ukrainsk folkloristisk og mytologisk stil. Hvor folkloren for de fleste af Shevchenkos samtidige digtere var noget udefrakommende, som de skulle studere for at optage den i deres poesi, var Shevchenko som en søn af folket vokset op med den ukrainske folklore og almuehistorier. Således havde Shevchenkos bedstefar Ivan deltaget i kosakopstanden ”Koliyivshchyna” og havde viderefortalt sine oplevelser til Shevchenko.

I moderne ukrainsk litteraturforskning er studiet af Shevchenkos rolle i skabelsen af ukrainsk identitet og den nationale ide relativt nyt. I 1991 udkom den ukrainske udgave af en bog Nordamerikas førende Shevchenko-forsker, G. Grabovych ”The Poet as Mythmaker: A Study of Symbolic Meaning in Taras Shevchenko”, som gav startskuddet til en Shevchenko-forskning med vægt på de mytologiske og mytedannende aspekter af digterens poesi – noget som havde været tabubelagt i sovjettiden. Ifølge Grabovych udgør den mytologiske tænkning og især den mytologiske opfattelse af Ukraine essensen i Shevchenkos poesi… Myten udgør selve basen i Shevchenkos poesi”. Selvom denne påstand er blevet imødegået i flere efterfølgende studier, synes der generelt at være enighed om, at Shevchenkos mytologi og mytedannelse harmonerer med hans samtids national-romantiske projekter i Centraleuropa, som bygger på en forestilling om national vækkelse og opnåelsen af national identitet og frihed. De nationale myter spiller en særlig stor rolle i denne proces[4].

Vi kan konstatere, at Ukraines skæbne og fremtid lå Shevchenko stærkt på sinde. Den sovjetiske Shevchenko-opfattelse påstod, at digteren i sin tilgang til emnet Ukraine baserede sig på en rationel og realistisk analyse. Ifølge ukrainsk post-sovjetisk Shevchenko-forskning antager Shevchenkos ukrainske historiefilosofi karakteren af en mytologi, som bygger på bibelsk-kristne og etnisk-nationale arketyper og ikke lader sig forklare eller begrunde rationelt, men snarere på det semantiske og retoriske niveau som en slags åbenbaring.

Shevchenkos ”Ukraine-myte”, der også i dag er genstand for omfattende litteraturkritiske diskussioner, blev ikke formet på én gang. I sin tidlige periode som digter (1838-45) koncentrerer Shevchenko sig om glorificeringen af Kosak-Ukraine og skabelsen af et idealiseret billede af denne periode som en epoke med frihed og stolthed for Fædrelandet. Han begræder epokens grumme afslutning uden dog endnu tydeligt at protestere over denne historiske uretfærdighed. ”Hvor blev kosakkerne af i deres røde våbenfrakker?”, hedder det i Shevchenkos digt fra 1838 - ”Taras’ nat” – ”Hvor blev friheden af, // Bunchukerne[5] og Hetmanerne? // Hvor forsvandt de? De blev brændt, // Har det blå hav mon oversvømmet dine gravhøje?”. Dette motiv gentager sig eller bliver parafraseret i mange af denne første periodes digte, som er gennemtrængt af nostalgisk længsel efter Ukraines glorværdige fortid, men som ikke rummer noget brændende ønske om en glorværdig fremtid. Hetmanerne er heltene, som forsvarede og ophøjede Ukraine. I skabelsen af dette billede af Kosak-Ukraine henter Shevchenko formentlig primært inspiration fra antologien ”Russernes historie”[6], som han menes at have studeret indgående. I samme periode skriver han digtet ”Chygyryn, Chygyryn[7]”. Digteren befinder sig ”I en stor ruin”, hvor ”Ukraine er gået i dvale, // dækket af ukrudt og groet til i mos”. Shevchenko kan ikke acceptere denne virkelighed og rejser sig mod den. Ikke med et rationelt og gennemtænkt program, men med hele sit væren; spontant og irrationelt og overbevist om denne virkeligheds totale uret. Digteren taler nu på et subjektiv-lyrisk plan: ”Efter aftenbønnen ville jeg gerne sove. // Men de forbandede tanker // braser ind i min sjæl // flår mit hjerte i stykker”. Således opstår der Shevchenkos poesi den hidtil højeste grad af emotionel intensitet. Hans totale afvisning af den ukrainske realitet og hans urokkelige tro og håb kommer til udtryk i kognitiv-mentale komplekser og kontroverser og visionære projektioner. Alt dette krævede ny sproglig ammunition, som Shevchenko ifølge den amerikansk-ukrainske sprogforsker George Shevelov[8] hentede i Bibelen. Et andet digt, der er typisk for Shevchenkos historiefilosofi i perioden 1843-47 er digtet ”Son” (Drømmen), som han skrev i forvisning i Orsk-fæstningen. Her betegner han Hetman-staten som ”Guds paradis”. Handlingen i dette lyriske digt er henlagt til byen Trakhtemyrov i hjertet af den daværende Kosak-stat. ”Den gamle” i digtet er digteren selv, som han drømmer om under sit ophold i stepperne:

Han sidder og kigger og tænker,

Mens tårerne triller… ”Ak! ak!.. –

Siger den gamle: - I tåber!

Har ødelagt Guds paradis![9]

Hetmanatet!!...”Han tænker

Og rynker panden…

I strid med realgeografien beskriver digteren et fantastisk landskab, hvor Ukraines fortryllende natur forenes med historiske relikvier. Her er både ”Trakhtemyrov som et bjerg” og ”Det gamle Pereyaslav[10]”, her er både ”Mazepas[11] katedral” og ”Bogdans[12] grav”: ”Mazepas katedral skinner og glimter, // Fatter Bogdans grav drømmer, // Piletræerne langs Kiev-vejen hælder, // dækker de tre gamle høje… Her begiver Shevchenko sig ud i såkaldt simultanisme i stil med den form for kunstmaleri, hvor objekter, der er fjernt fra hinanden i tid og rum, placeres ved siden af hinanden for at udtrykke en åndelig nærhed imellem dem.

Et andet træk ved Shevchenkos poesi er ifølge nyere forskning Guds nærvær, forventningen om, at han griber ind til Ukraines fordel og bringer tingene i overensstemmelse med ”den hellige sandhed”. Her opstår der hos Shevchenko en særegen dialog med Gud, en dialog fyldt af lidenskab og udtryk, som gang på gang gå over i flammende bønner, desperate nødråb, ubændige bebrejdelser og endog trusler. I hele Europas romantiske poesi finder man ikke en digter, der er så tæt på Biblen og de gammeltestamentlige profeters forhold til Gud og til positioneringen i forhold til ham som den højeste og almægtige kraft, men som også er tilgængelig for umiddelbar og omfattende kontakt.

Den mytebaserede og nationalromantiske digtning i Shevchenkos vers har spillet en afgørende rolle i forhold til at holde liv i den ukrainske nationale konstruktion i perioder med national og religiøs undertrykkelse. Meget tyder på, at Shevchenko har været sig historiemytens identitetsskabende rolle fuldt ud bevidst, hvilket blandt andet hans berømte digt ”Testamente” kunne tyde på. Bevidstheden om mytens identitetsskabende potentiale har at dømme ud fra hans verdenssyn og hans kreative patos inspireret ham til at mytologisere Ukraine og landets historie. Shevchenko er hverken en abstrakt eller ubevidst mytedanner, som forbliver i den primære mytedannelses rum, eller en oversætter af eksisterende myter. Med udgangspunkt i bibelsk og national mytologi skabte han implicit Ukraines myte i en eksplicit bevidsthed om sin historiske opgave og mission og sit værks kulturelle, nationsbyggende og politiske bestemmelse.

Det er fremherskende opfattelse i dagens Ukraine, at den ukrainske nationale ide blev grundlagt i Shevchenkos mytologiske digtning, hvor romantikken møder folkloren i en national-romantisk syntese, som ganske vist ikke var noget særsyn i den romantiske periode i 1. halvdel af det 19. århundrede, men som hos Shevchenko kommer til udtryk i form af en åndelig og poetisk maksimalisme, der er et særkende ved Ukraines nationaldigter og skaberen af hovedværket ”Kobzar”. I sin mytedannelse går Shevchenko ud fra Ukraines historiske realitet som en helhed, der indbefatter såvel fortiden som nutiden og en fremtidsprojektion, der var med til at organisere det ukrainske samfund etnisk, kulturelt og i sidste ende nationalt. Den etnocentrisme, som var kendetegnende for romantikken, antog i Shevchenkos digtning omridset af et nationsbyggende paradigme.

De ukrainske kosakker

I det 16. århundrede begyndte indbyggerne i de ukrainske byer og landsbyer at flygte fra livegenskabet i Storfyrstendømmet Polen-Lithauen og feudalherrernes undertrykkelse. De søgte hen mod området omkring Dnipro-flodens nedre løb og blev af tyrkerne betegnet som ”kosak”[13]. Kosakkerne stod i modsætningsforhold til tyrkerne og tatarerne og de polske feudalherrer. Polen kontrollerede på dette tidspunkt store dele af Ukraine, der formelt var en polsk koloni. Den konstante trussel om at blive angrebet fik kosakkerne til at opføre fortifikationer på en række mindre øer og næs i Dnipro-floden, hvor de kunne holde stand mod angriberne. Kosakkerne sluttede sig sammen i en militær organisation, de betegnede som ”Zaporozhskaya Sech” eller ”Zaporozhska Sich”. I dag dækkes dette landområde af den ukrainske region Dnipropetrovska samt af dele af de omkringliggende regioner på begge sider af Dnipro-floden.

Kosakkernes fæstningsværker i Dnipro-floden dannede rammen om militærtræning og var brohoved for deres udfald mod de østlige og sydlige nomadefolk. Legender og samtidige beretninger nævner sådanne kosak-fæstninger på øerne Khortitsa, Tomakovka, Bazavluk og Nikitinsky Rog samt ud til floderne Chertomlik og Podpolnaya. Fæstningen på øen Khortitsa var den største og ældste kosakborg og menes at være blevet opført i årene 1553-57. ”Zaporozhskaya Sech” som militær-politisk organisation blev nedlagt af den russiske Kejserinde Ekaterina den Store i 1775. Men i over to hundrede fungerede ”Zaporozhskaya Sech” som et arnested for det ukrainske folks kamp mod feudal og national undertrykkelse og som et administrativt, økonomisk og politisk centrum for Kosakstaten med sin egen hær, hvilket brød Polens magtmonopol i Ukraine. ”Zaporozhskaya Sech” blev en vigtig faktor i bevarelsen og udvidelsen af det ukrainske folks etniske territorium. Fra omkring slutningen af det 16. århundrede udgjorde ”Zaporozhskaya Sech” en veltrimmet militær-politisk organisation. Hæren var inddelt i regimenter og delinger og blev ledet af en hetman og en række atamaner. Hærens administration blev ledet af den øverste militære embedsmand, mens domstolen blev ledet af en dommer. Hetmanens militære assistenter (kosakkernes officerskorps) udgjorde den såkaldte starshyna (kosak-eliten).

Indbyggerne i ”Zaporozhskaya Sech” var ligeberettigede og kunne alle deltage i rådsmøder, hvor det ofte var dem, der råbte højest, der fik deres vilje. Under sådanne ofte spontane rådsmøder valgte eller afsatte ligeledes hetmanen eller atamanen samt deres nærmeste medhjælpere.

Medlemmer af kosakeliten havde den absolutte myndighed under felttog og havde ret til at fælde dødsdomme. I fredstid var elitens magt begrænset. I alt har der været 5-6.000 kosakker i selve ”Zaporozhskaya Sech”, hvoraf 10% skiftedes til at fungere som garnison, det såkaldte ”Kosh”, mens resten enten var på felttog eller beskæftigede sig med mere fredelige sysler som jagt, fiskeri og saltudvinding i Dnipro-flodens delta. Sech lå strategisk ud til søvejen mellem Polen og Sortehavsområdet, hvorfor handlen også spillede en vigtig rolle. På trods af den formelle ligeberettigelse for alle indbyggerne i Sech opstod der i stigende grad socioøkonomiske gnidninger mellem kosak-eliten og de mindrebemidlede kosakker.

Det polske styre måtte hurtigt erkende, at det ikke havde mulighed for at etablere fuld militær-politisk kontrol med kosakkernes ministat i Sech. I stedet begyndte polakkerne at opbygge aflønnede kosakdelinger, som skulle have polske adelige befalingsmænd og være loyale overfor de polske myndigheder. Den polske konge Stefan Batoriy oprettede i 1578 seks delinger med i alt 600 aflønnede (registrerede) ukrainske kosakker, der fik deres egen kaserne med et arsenal og hospital i byen Terekhtemyrov (ca. 100 km sydøst for Kiev). Til gengæld for dette forpligtede kosakkerne sig til at anerkende polske adelsfolk som deres befalingsmænd og afholde sig fra ”spontane overfald på tatarerne”, hvilket ofte havde skabt problemer for Polens udenrigspolitik. De registrerede kosakkers opgave bestod i at beskytte Polens sydøstlige grænser og holde øje med de mere uformelle dele af kosakmasserne. Status som registreret kosak gav betydelige fordele, først og fremmest betød den frigørelse fra livegenskabet. Derfor ansøgte et stigende antal kosakker om at blive registrerede. De polske myndigheder så ingen anden udvej end at udvide antallet af registrerede kosakker, som i 1630-erne nåede op på mellem 6.000 og 8.000 mand. Mange af de registrerede kosakker fik med tiden opbygget ikke betydelige formuer og jordbesiddelser. Der opstod en stor forskel på de relativt velstående registrerede kosakker og den øvrige kosakmasse, som sjældent ejede mere end bønderne. Det polske styre forsøgte at styrke de registrerede kosakkers loyalitet overfor den polske krone ved at give de rigeste af dem lavadelige privilegier og sidestille dem med den lokale polske lavadel. Ikke desto mindre viste det sig gang på gang, at de registrerede kosakker, når det kom til stykket, tog oprørernes parti, når de fattige kosakker og de ukrainske bondemasser greb til våben i et forsøg på at kaste det feudale åg af sig.

Den polske regering så med bekymring på, at kosakstaten i stigende grad opførte sig som en stat i staten. Polen, som i slutningen af 1500-tallet kommer under stigende pres fra Det osmanniske Rige og dets vasalstat på Krim, ser imidlertid ingen anden udvej end at bruge kosakkerne som en fremskudt militærstyrke, der kunne tage kampen op mod truslerne fra syd og øst, alt imens den polske hovedstyrke havde travlt med at klare de militære udfordringer i Vesteuropa. Kosakkernes ofte succesrige felttog mod de muslimske tyrkere og tatarer gav dem en øget tro på egen militære formåen og en messiansk opfattelse af sig selv som ”kristendommens vogtere”.

Det militær-politisk stadig mere pressede Polen var i stigende grad afhængig af kosak-hjælpetropper[14] uden dog at ville give dem politiske indrømmelser i form af en væsentlig forøgelse af antallet af registrerede kosakker og en lempeligere holdning til den ortodokse kirke. Kosakkernes militære erfaringer og deres stigende selvbevidsthed danner grundlaget for ideen om at gøre hele det polskkontrollerede Ukraine til en selvstændig kristen ukrainsk stat styret af en af kosakkerne valgt hetman. Den polske konge klagede til Sejmen: ”Det indre anarki, som medfører komplikationer og trækker os ind i konflikter med vore naboer, træder igen i forgrunden. De (kosakkerne) ignorerer deres forpligtelser til at være tro mod og tjene deres herrer, indfører deres egne regler og truer uskyldige menneskers liv og ejendom”.

Frem til udbruddet af den ukrainske kosakrevolution i 1648 forsøgte de polske regeringer med skiftende held at bruge de registrerede kosakker til at inddæmme og kontrollere de ukrainske undersåtter, men stødte hele tiden på kosakkernes modvilje mod at slå ned på deres mindre privilegerede landsmænd og trosfæller. Den ukrainske kosakrevolution medførte etableringen af en nationalstat, hvoraf den del (Hetmanatet), som lå øst for Dnipro-floden, eksisterede som en autonomi indenfor Det russiske Imperium frem til 1764.

Når man fremhæver kosakelitens særlige rolle, bør man hæfte sig ved, at det politiske system og den institutionelle model for en ikke-monarkisk statsdannelse, som denne elite havde udviklet, kom til at eksistere i over 100 år. Da folkemasserne imidlertid mistede muligheden for at øve reel indflydelse på begivenhedernes gang, hørte de også op med at være bærere af suveræniteten, hvilket i sidste instans førte til tabet af denne.

Den nationale befrielseskrig, som startede i februar 1648 med, at en deling oprørske kosakker indtog fæstningen ”Sech” og valgte Bohdan Khmelnitskij som hetman for Zaporozhskaya-hæren, varede efter mange forskeres mening frem til september 1676. Efter de ukrainske styrkers storslåede sejre ved fæstningerne Zhovti Vody og Korsun i 1648 udviklede kosakoprøret sig med lynets hast til at blive en fællesnational opstand. I løbet af juni-november 1648 kom den nationale frihedskrig og den sociale kamp, der var udgået fra bondebevægelsen og var gået over i en masseopstand, til at omfattede samtlige etnisk ukrainske områder under Polen og Litauen.

Det ukrainske folks nationale frihedskrig i midten af 17. årh. har aldrig været genstand for en tilbundsgående udforskning hverken i den ukrainske eller i den udenlandske historieskrivning. Blandt andet er den kronologiske afgrænsning af den ukrainske revolution den dag i dag et åbent spørgsmål. Men der kan gives et bud på nogle faser i revolutionens udvikling.

Den første fase (februar 1648 til juni 1652) var den mest intensive i den nationale frihedskrig og den sociale kamp. Denne fase var kendetegnet ved en hastig udvikling af de statslige institutioner, udformningen af den nationale statslige idé og etableringen af en politisk elite.

Den anden fase (juni 1652 til august 1657) var kendetegnet ved en negativ udvikling i kosakstatens økonomiske og geopolitiske stilling og en aktiv søgning efter udenlandske allierede med henblik på at nedkæmpe Polen.

Den tredje fase (september 1657 til juni 1663) var en periode med en markant skærpelse af den social-politiske kamp, som mundede ud i en borgerkrig, der førte til en opsplitning af Kosak-Ukraine i to hetmanater (Højrebredsukraine og Venstrebredsukraine) samt udskillelsen af Zaporizhska Sich i en særskilt politisk enhed.

Den fjerde fase (juli 1663 – juni 1668) var kendetegnet ved den polske og den russiske regerings forsøg på at dele den ukrainske stat (hvilket skete ved aftalen i Andrusov i 1667).

Den femte fase (juli 1668 – september 1676) var kendetegnet ved en fornyet intensivering af den politiske kamp, en øget indblanding fra fremmede staters side i Ukraines interne forhold, afviklingen af de statslige institutioner i Højrebredsukraine samt polske, russiske, tyrkiske og Krim-tatarske troppers omfattende hærgen i landet.

Statsbygningen var en meget vigtig del af den revolutionære proces. På trods af forskellige synspunkter og vurderinger kan forskerne enes om den konklusion, at den revolutionære proces førte til etableringen af en nationalstat. I løbet af revolutionens første år aftegnede der sig en tydelig kamp mellem to tendenser i holdningen til den ukrainske styreform; nemlig den republikanske, som blev støttet af Zaporizhska-hæren, og den monarkiske, om blev støttet af tilhængerne af hetmanatet.

Efter den tyrkiske hærs nederlag ved Wien i 1683, blev Ukraine delt i Højrebredsukraine og Venstrebredsukraine. Højrebredsukraine kom igen ind under Polen, mens Venstrebredsukraine blev en autonomi indenfor Moskva-imperiet med en folkevalgt hetman, der skulle godkendes af Tsaren. I Venstrebredsukraine gjorde hetman Ivan Mazepa i 1708 oprør mod den russiske tsar Peter den Store i et forsøg på at samle de forskellige ukrainske landsdele til en samlet uafhængig stat under svensk protektorat.

Afviklingen af kosakstaten og genindførelsen af livegenskabet i Højrebredsukraine var en medvirkende årsag til flere kosakopstande vendt mod det polske overherredømme. Modsætningsforholdet mellem den polske adel og de ukrainske livegne bønder resulterede i fænomenet ”gaydamakerne”[15]. Gaydamakerne var bønder, der var flygtet fra livegenskabet, og som foretog væbnede overfald på godsejere, godsforvaltere og andre velhavere i det polskkontrollerede Højrebredsukraine. De ukrainske bondemasser sympatiserede med gaydamakerne, som de betragtede som beskyttere mod herremændenes udbytning og undertrykkelse. Gaydamakerne søgte tilflugt på stepperne i Zaporozhye og i Venstrebredsukraine, der var kontrolleret af Rusland. Selvom myndighederne i Venstrebredsukraine slog ned på gaydamakerne og søgte at fordrive dem fra området, nærede de menige kosakker en udbredt sympati for dem, gav husly og leverede våben til gaydamakerne. Ofte sluttede kosakkerne sig til gaydamakernes væbnede enheder som anførere. Under ledelse af kosakanførere formåede gaydamakerne således flere gange at gennemføre væbnede opstande mod det polske styre; nemlig i 1704, 1734, 1750 og 1768. Da Rusland i 1734 blandede sig i det polske kongevalg og sendte soldater for at fordrive den anti-russiske kandidat Stanislaw Leszinski, indledte gaydamakerne en opstand på Kiev-egnen under anførelse af kosakken Verlan. Opstanden blev i første omgang slået ned af russerne, men kort tid efter udbrød der en ny gaydamak-opstand, denne gang under anførelse af Zaporozje-kosakken Gryva. Opstanden varede i to år, indtil kosakanføreren Sava Chalyi gik over på polakkernes side. Chalyi blev senere dræbt af andre kosakker som hævn for dette forræderi. En endnu større gaydamak-opstand fandt sted i 1750 og kom til at omfatte hele Kiev-området.

Op gennem det 18. århundrede var den polske stat stærkt svækket grundet det såkaldte adelsanarki. Den polske hær eksisterede nærmest kun på papiret, og derfor måtte de store adelige polske jordbesiddere i Ukraine – Potocki’erne, Lubomirski’erne, Branicki’erne og andre – etablere deres egne væbnede styrker for at kunne forsvare sig mod fx bondeopstande. De såkaldte ”gårdmilitser” talte ofte flere tusinde tungt bevæbnede krigere. Størstedelen af disse militser udgjordes af ”gårdkosakker”, som var blevet rekrutteret blandt livegne bønder, der som belønning blev fritaget fra hoveriet. Gårdmilitserne var inddelt i regimenter under anførelse af kosakoberster, som godsejerne forsøgte at lokke med diverse privilegier for at sikre deres loyalitet. Alligevel skete det meget ofte, at disse kosakoberster og deres underordnede endte med at slutte sig til gaydamakernes opstande, endda i ledende roller, som det skete med ovenomtalte oberst Verlan, der havde været øverstkommanderende for fyrst Lubomirskis gårdmilits. Denne loyalitetskonflikt kom for alvor til udtryk under den største af alle gaydamak-opstande i det polske Ukraine, nemlig 1768-opstanden, som Shevchenko beskriver i sit berømte digt ”Gaydamakerne”.

Opstanden i 1768 var en udløber af såvel social som religiøs undertrykkelse af ukrainerne. Den ortodokse gejstlighed, som oplevede en betydelig forfølgelse fra den græsk-katolske kirkes side, sympatiserede med oprørerne. Den græsk-katolske kirke, også kaldet den uniate kirke, var blevet skabt i 1596 som led i et forsøg på at få den ukrainske befolkning omvendt til katolicismen eller i det mindste gøre den mere loyal overfor den katolske kirke. De ukrainske ortodokse gejstlige så sig nødsaget til i al hemmelighed at rette henvendelse til den russiske regering for at søge om beskyttelse. Abbeden ved Motronynskyi-klosteret syd for Kiev, Melkhysydek Znachko-Yavorskyi, flygtede til Sich, hvorfra han rejste videre til den russiske hovedstad, Sankt-Petersborg, for at bønfalde kejserinde Ekaterina II om beskyttelse. Den snu russiske regent vidste udmærket, at enhver indre splittelse i Polen var en fordel for hende, og hun lovede derfor den gejstlige ukrainer undsætning. Abbeden rejste opmuntret af kejserindens løfter nu tilbage til sit kloster, hvor han sammen med nogle gesandter fra Zaporozhska Sich, først og fremmest kosak-anføreren Maksym Zaliznyak, lagde planer for et oprør mod det polske overherredømme i Højrebredsukraine.

Den politiske situation i datidens Polen var gunstig set med oprørernes øjne. En del af den polske lavadel var omkring 1768 blevet så utilfredse med den polske konge Stanislaw Poniatowski, som de betragtede som alt for eftergivende overfor russerne og den ortodokse kirke i de ukrainske områder, at de stiftede en såkaldt konføderation med det formål at få kongen afsat. Rusland kom den polske konge til undsætning med en hær, som belejrede konføderationens styrker ved byen Berdychev sydvest for Kiev. Nu besluttede de ukrainske oprørsledere, at tiden var inde til gå til angreb på polakkerne i området. Under ledelse af Zaliznyak brød en mindre deling af gaydamaker ud fra Motronynskyi-klosteret, og i løbet af kort tid lykkedes det dem at erobre en lang række byer i Højrebredsukraine. I alle byer og landsbyer gik oprørerne meget hårdt til værks overfor de polske lavadelige og deres jødiske godsforvaltere og tjenestefolk. Folket tog del i myrderierne, plyndrede ofrenes ejendom og fik tilslutning fra stadig nye oprørsdeltagere. Zaliznyak fortsatte til byen Uman syd for Kiev – en stor handelsby, der tilhørte den polske adelsslægt Potocki’erne. Potocki’erne havde beordret deres ”gårdmilits” til at forsvare byen. Militsen bestod af kosakker under ledelse af kosak-løjtnant Ivan Gonta. Gonta og hans kosakker gik imidlertid over på oprørernes side, som derfor let kunne indtage Uman. Gaydammakerne gennemførte et såkaldt ”pogrom” mod polakker og jøder, som kostede ca. 2000 mennesker livet. Det efterfølgende kosakråd, der blev afholdt i Uman, udråbte Zaliznyak til Ukraines hetman, mens Gonta blev forfremmet til oberst for Uman. Gaydamakerne fortsatte deres oprørsfelttog fra Uman videre mod nord og vest. Nu blev ikke alene den polske regering, men også den russiske bekymret for, at oprøret ville komme ud af kontrol. Den russiske general Krechetnikov rykkede mod Uman, hvor han indledte tilsyneladende venskabelige forhandlinger med oprørslederne og fik lokket Zaliznyak, Gonta og andre gaydamak-ledere over til en banket i sin lejr. Der blev alle oprørslederne arresteret, hvorefter gaydamakernes hær gik i opløsning. De 840 tilfangetagne ukrainere, der formelt var undersåtter af den polske krone, blev udleveret til de polske myndigheder, mens de resterende, der var russiske undersåtter, blev retsforfulgt af russiske militærdomstole. Polakkerne dømte og henrettede gaydamakerne i landsbyen Serby og byen Kodni syd for Zhytomyr. Især Gonta gik en grusom død i møde. Hele hans familie blev udryddet. Zaliznyak og 250 af hans kammerater blev dømt af de russiske myndigheder i Kiev. De blev pisket, fik næseborene revet op, blev brændemærket på panden og kinderne og sendt til tvangsarbejde i Sibirien.

Op gennem det 18. århundrede blev Zaporozhska Sich som et område, der var fri for livegenskabet, ved med at være et yndet tilflugtssted for livegne bønder, der flygtede fra de dele af Ukraine, der enten var under polsk eller russisk adelsvælde. Den russiske regering havde et tvetydigt forhold til de frie kosakker, fordi de på den ene side ofte deltog i blodige bondeoprør mod adelen, men på den anden side også var aktive i de russiske forsøg på at erobre Sortehavsregionen fra den tyrkiske sultan. I 1770 menes der at have levet 200.000 mennesker i Zaporozhska Sich, hvoraf flertallet var kosakker, dvs. frie og bevæbnede mænd. Kosakeliten kontrollerede blandt andet den lukrative handel ad Dnipro-floden. De sociale spændinger tog til mellem det rige lag af kosakanførere og de mindrebemidlede kosakker. En opstand blandt de menige kosakker rettet mod kosakeliten i 1768 tvang således de rige kosak-anførere til at søge tilflugt i de nærliggende russiske militærgarnisoner. Kun efter indblanding fra den kejserlige russiske arme blev den etablerede orden i Sich genoprettet for en stund. Men de idelige sociale konflikter i området kombineret med kosakkernes modvilje mod at lade russerne kolonisere Sortehavskysten og Krim overbeviste til sidst Ekaterina den II om, at tiden var inde til at gøre en ende på Sich. Efter sejren over Krim-tatarerne i 1774 beordrede hun at jævne Sich med jorden. Den 4. juni 1775, mens de fleste kosakker fra Zaporozhska Sich endnu befandt sig ved den tyrkiske front, omringede de dele af den russiske hær, der var på vej hjem fra fronten, Sich og jævnede den med jorden. Kosak-hetmanen Kalnyshevskyi, der ellers havde fulgt en prorussisk kurs, blev sammen med hele kosakeliten arresteret og sendt til øgruppen Solovki i det nordligste Rusland. En deling på 5.000 kosakker nåede at komme i sikkerhed på den tyrkiske side af grænsen i nærheden af Donau-flodens munding. Ca. halvdelen af Zaporozhska Sichs territorium blev uddelt til russiske magnater, mens resten blev udstykket til serbiske og tyske kolonister. Ekaterina den II forsøgte at slette enhver folkelig erindring om Zaporozhska-kosakkerne. Samtidig med dekretet om likvideringen af Zaporozhska Sich beordrede hun, at enhver omtale af den gamle kosakstat ville være at sidestille med majestætsfornærmelse. I 1792 bliver resterne Zaporozhska-kosakkerne deporteret til Kuban-området i Rusland og etablerer sig i det nye områder som russiske grænsetropper under betegnelsen ”Kuban-kosakker”. Kuban-kosakkerne eksisterer frem til 1921, hvor de bliver interneret af de kommunistiske myndigheder. Kosak-kulturen genopstod i Ukraine efter uafhængigheden i 1991.

[1]Nationalromantikken er uløseligt forbundet med den tyske filosof Johann Gottfried von Herders tanker om folkekultur. Herder ville bevise og begrunde, at ethvert folkeslag havde sin egen separate kultur. Samtidigt skabte Herder begrebet Volkstum (det nationale, det folkelige eller nationalitet), som blev vigtig for den nationalromantiske bevægelse. Det var i folkekulturen, ofte forstået som synonymt med almuekulturen eller bondekulturen, at nationalromantikkerne mente at finde den reneste og naturligste form for kultur. Herders tanker om det kulturbaserede nationsbegreb skulle komme til at præge 1800-tallets national-romantiske strømninger i Europa.

[2] Adam Bernard Mickiewicz (1798-1855). Polsk romantisk digter og historiker. Den politiske situation i Polen i det 19. århundrede blev klart afspejlet i den polske litteratur, som efter Polens deling blev tiltagende patriotisk. Mickiewicz's værker havde dengang en meget stor indflydelse på den polske nationale bevægelse som fortolker af folkets håb og idealer.

[3]D. Nalyvaiko ”Shevchenko, romantyzm, natsionalizm” // Slovо і chas. – № 3. – 2006.

[4]Mens folkloren primært tjener til at vække den nationale følelse og den emotionelle forestilling om ”fædrelandet” og den nationale erindring, er mytedannelsen grundlaget for national aktivisme og konsolidering. Ifølge Friedrich Nietzsche har myten en evne til at forene, organisere samfund etnisk-kulturelt og give dem en livsvilje og en mening med tilværelsen.

[5]Bunchuk (ukrainsk: Бунчук; polsk: Buńczuk) er et stykke hestehale fæstnet til toppen af en stang, som er dekoreret med en trefork, kugle eller halvmåne. Bunchuk’en blev brugt i stedet for et flag eller sammen med det af nomadefolk i Eurasien som Skyther, Sarmater, Hunner, Avarer og andre. I det 13. - 18. århundreder fungerede den som et symbol på magt i Krim-khanatet, hos tyrkiske sultaner og deres ministre, samt polske hærførere og ukrainske kosakanførere (såvel for Zaporozhje, Don og Kuban). Traditionen for at bruge Bunchuk er bevaret den polske hær.

[6]”Russernes historie” (ukrainsk: Історія русів). Ukendt forfatter. Visse forskere hælder til den opfattelse, at forfatteren var ærkebiskop Gregory Konysky, andre nævner Grygory Poletyka, atter andre nævner fyrst Aleksander Bezborodko. Der er dog enighed om, at værket udgik fra kredsen omkring det patriotiske samfund i Novgorod-Siversky i 1780-90erne, der var nært beslægtet med fyrst A. Bezborodko, som var leder af den ukrainske general-guvernørs kancelli.

[7]Chygyryn. I dag en mindre by i det nordlige Ukraine. 1648-60 var byen hovedsæde for hetman Bogdan Kmelnytskyi og dermed hovedstaden i kosakstaten.

[8]George Yurii Shevelov (1908-2002) - slavisk sprogforsker, filolog, essayist, litteraturhistoriker og litteraturkritiker. Var i lang tid professor i slavisk filologi på Columbia University. Han udfordrede den fremherskende opfattelse af et fælles østslavisk sprog, hvorfra ukrainsk, hviderussisk og russisk senere har udviklet sig, og hævdede i stedet, at disse sprog var opstået uafhængigt af hinanden.

[9]Shevchenko sigter formentlig til de interne stridigheder i kosak-eliten, som ofte førte til, at tyrkiske, tatariske eller moskovitiske tropper fik adgang til ukrainsk territorium, hvor de hærgede og plyndrede.

[10]Pereyaslav blev i anden halvdel af det 16. århundrede centrum for de ukrainske kosakker. Hetman Bogdan Khmelnytskyi sammenkaldte i 1654 "Pereyaslav-rådet", hvor de ukrainske kosakker stemte for en militær alliance med Moskva. Traktaten førte til oprettelsen af Kosak-Hetmanatet i Venstrebredsukraine under Moskvas overhøjhed og udbruddet af den polsk-russiske krig i 1654-57 og den ukrainsk-russiske krig i 1657-59. Byen hedder i dag Pereyaslav - Khmelnytskyi.

[11]Ivan Mazepa (1639-1709) Hetman af Venstrebredsukraine i 1687-1708. Han var berømt som en mæcen for kunst og spillede også en vigtig rolle i slaget ved Poltava i 1709.

[12]Hetman Bogdan Khmelnytskyi (1595-1657).

[13]Ordet “kosak” menes at være afledt af det tyrkiske ”quzzaq” (eventyrer).

[14]Zaporozhje-kosakkerne deltog blandt andet i det polsk-litauiske felttog mod Moskva i 1605-09. Efter slaget ved Khotyn i 1621 (daværende Moldavien, nuværende Ukraine) mellem Polen og Den tyrkiske Sultan, hvor en kosakhær på 40.000 mand undsatte en polsk garnison, der var ved at blive løbet over ende af en tyrkisk hær på 150.000 mand, og dermed forhindrede osmannernes erobring af de sydlige dele af Polen-Litauen, krævede de hjemvendte kosakker at blive optaget i registret som belønning for deres indsats under slaget.

[15]Gaydamaki er afledt af det tyrkiske ord haydimak – at overfalde, at angribe.