Rurik, første konge af Novgorod – hvor kom han fra?
af civilingeniør, dr. scient.
Peter Lawætz
Kijev-munken Nestors krønike, der er nedskrevet omkring 1070, fortæller om dannelsen af den russiske stat (i Ladoga-området) fra midten af 800-tallet. Ifølge denne krønike indkalder beboerne omkring søen Ladoga en vis Rurik til at blive regent og skabe orden og fred. Det sker angiveligt i 862.
I området finder man foruden de oprindelige stammer af finner og slaver de såkaldte rus’er, som antages hovedsagelig at have været svenske handelsmænd – heraf navnet på finsk ruotsi (=svensk) – men der er nok også heri en gruppe danere, der eksporterede pelsværk gennem Hedeby. Man regnede derfor lang tig tid med, at Rurik kom fra området nord for Stockholm, nærmere betegnet Roslagen. I slutningen af det 20. århundrede fandt nogle historikere dog, at Rurik snarere lignede den danske prins og vikingehøvding Rørik, som optrådte omtrent på samme tid. Det er formålet med denne artikel at konsolidere denne påstand, da flere andre forslag til hans oprindelse stadig er på banen.
Hovedvægten for den hidtidige argumentation for Rørik/Rurik-identiteten har været en analyse af det fysiske, dvs. at oplysningerne om ham passer ind i en koordineret kronologi for en enkelt person. Mit arbejde har bl.a. gået ud på at studere navnene i Ruriks familie efter at have påvist, at Rørik som medlem af den danske kongeslægt fulgte bestemte opkaldsregler.
Overensstemmelsen er faktisk forbløffende.
Rurik har en lang række efterkommere kaldet rurikiderne. De nulevende gennemfører for tiden et DNA-projekt for dels at bekræfte Ruriks herkomst i Roslagen i Sverige, og dels at få kortlagt så meget som muligt af slægtens struktur sidenhen. For så vidt angår de tidlige år indtil o. 1000, passer det jo meget godt med formålet med mit arbejde. Der er dog afgørende komplikationer, som viser, at DNA ikke kan anvendes, medmindre man i forvejen har oplysninger fra andre kilder, som så i givet fald kan be- eller afkræftes.
1. Røriks familie/forslægt
Den danske kongeslægt i Vikingetiden bestod af to kongehuse, Skjoldungerne og Den frisiske Linje. Det startede i begyndelsen af 700-tallet med to halvbrødre. De to kongehuse skiftedes til at beklæde den danske trone indtil 1042, hvor de agnatiske efterkommere af begge huse blev myrdet. Man kan læse herom i min bog ”Af kongelig Byrd” (2017).
Som det fremgår af tavlen Figur 1 var der mange Rørik’er blandt Skjoldungerne. Tavlen illustrerer dog frem for alt, at familien brugte et særligt opkaldssystem kaldet repetition, hvor ældste søn fik farfa-derens navn (forudsat at denne var død), næstældste søn morfaderens osv. med tilsvarende for kvinderne. Det fremgår dog ikke af dette udsnit, at der desuden gjaldt, at hvis faderen døde under moderens svangerskab, fik en søn faderens navn (ikke aktuelt i denne studie), og at en datter fik moderens navn, hvis moderen døde ved barslen. Det sidste er et væsentligt element i den senere tilpasning af Ruriks efterkommere.
Kort over Skjoldungernes Kongesæde, Lejre på Midtsjælland, med Harald Hildetands Høj lidt nord Gammel Lejre.
Vores Rørik må være født o.820 og nævnes første gang 850 (Annales Bertiniani, AB 850), hvor han tager kommandoen over en dansk ledingsflåde og hærger i Friesland. Han må ikke forveksles med sin farbroder (jf. Figur 1), som netop optræder for sidste gang 850 (Annales Fuldenses, AF850). Ifølge AB 855 opnår Rørik kontrol med en stor del af Friesland samt handelsbyen Dorestad. I 857 får han Dorestad og Ditmarsken som len, som han taber igen ved et oprør 867. Han er 863 med i et angreb på Rhinlandet, men udover generelle forhold er det så slut med hans aktiviteter i Vesteuropa. 873 er sidste gang man hører om ham, hvor han forliges med den tyske kejser..
Røriks farbroder Harald Klak giftede sig 2. gang med den norske Ingerid Helgesdatter, men da han døde 852, er det sandsynligt, at Rørik giftede sig med den jævnaldrende enke. Det kommer vi tilbage til.
2. Ruriks familie/efterslægt
Rurik kommer som omtalt til Ladoga-området o. 862, og man skal ikke tage dette årstal for bogstaveligt. Det kan godt have været 863-64, jf. Røriks
sidste aktiviteter 863. Det nævnes af Kijev-munken Nestor, at han medbringer to brødre Sineus og Truvor, men kritiske røster påstår, at ordene snarere dækker hans familie (sit hus) og gods (tros). Vi kan i hvert fald sige, at Rurik smager af det nordiske Rørik, mens de andre ”navne” ikke får nogen klokke til at ringe. Navneforandringen fra Rørik til Rurik synes naturlig, da ”ø” ikke forekommer udenfor Norden. (Der fandtes på denne tid også en Rorico i Maine i Frankrig, men han døde i Frankrig 866.)
Bogen ”Af kongelig Byrd” omtaler foruden skikken med navneopkald, som vi snarest skal komme tilbage til, også successionsreglerne i den danske kongeslægt. Grundliggende var der tale om et valg mellem alle mænd i slægten, der havde en konge som fader, bedstefader eller oldefader, men af hensyn til koordination mellem forskellige valgsteder skulle man foretrække den ældste, som ikke var uegnet af andre grunde. Princippet kaldes senioritet (eller horisontal arvefølge) og blev dengang benyttet overalt i Nordeuropa. I Ladoga-området (i det nuværende Rusland) strammede man op og forlangte, at ”oldefaderreglen” blev erstattet af, at faderen skulle have været storfyrste. Så vidt jeg har kunnet gøre op med estimerede fødselsår, var Rurik den ældste ledige i den danske kongeslægt i begyndelsen af 860-erne.
Nestor beretter, at Rurik engang efter 862 tager til Norden og kommer tilbage med en hustru Ingerid fra ”Urman” (antagelig Norge) og en svoger eller slægtning Oleg. 877 fødes sønnen Igor. Rurik dør 879, og Oleg indtræder i funktionen som formynder for Igor indtil sin død 912. Kronologisk hænger dette ikke for godt sammen bl.a. med en formynder i 33 år. Senere er der også særlige træk ved, at der i generationen efter Igor sker et spring til overvejende rent slaviske navne i modsætning til de slaviske versioner af nordisike navne (Oleg = Helge, Igor = Ivar). Man kan få fornemmelsen af den manglende realisme ved at se på Figur 2. Mit forslag til reparation er så vist Figur 3, som kan sammenlignes direkte med den forudgående figur.
Da Rurik dør, bliver Oleg valgt til regent. Han kan ikke som beskrevet i Nestor-krøniken være formynder i 33 år. Han må have været af kongelig slægt og regerede som konge/fyrste.
Det forekommer mere i overensstemmelse med de ”funktionelle” kendsgerninger (men savner enhver dokumentation), at Oleg/Helge er søn af Rurik/Rørik, og at Igor/Ivar så er søn af Oleg.
Hvis Oleg/Helge er søn af Rørik, er der grundlag for at søge efter forbilleder til navnet og dermed en chance for at gætte kvalificeret på slægtsrelationer. Oleg/Helge formodes født o.855 (så han efter en passende livslængde kan dø i 912). Den eneste Helge, vi kender et par generationer før, er Helge den Hvasse i Norge. Som allerede omtalt ovenfor blev hans datter Ingerid som ung gift med den gamle Harald Klak, der var forvist til Friesland. Efter Haralds død 852 var hun et oplagt parti for den nogenlunde jævnaldrende Rørik, som på det tidspunkt var aktiv i Friesland og omegn, og som i øvrigt samarbej-dede med Haralds søn Godfred i denne periode. Røriks og Ingerids ældste søn kan da passende være kommet til at hedde Oleg/Helge efter sin morfar. (Bemærk, at jeg har hentet navnet Ingerid i Kijev-munken Nestors krønike, så der er ikke tale om noget tilfældigt sammenfald.)
Sønnen Igor anses af historikere for at være det sikre startpunkt for Kijev-fyrsteslægten, men det er næppe rigtigt. Som man vil se af det følgende, kommer der en kognatisk overgang efter Igor. Igors hustru hedder ifølge Kijev-munken Nestor Olga fra Pskov, men kronologien passer ret dårligt, igen fordi Olga som formynderregent for sin søn Sviatoslav sidder i hele 19 år. Olga er derfor snarere to personer: Olga gift med fyrst Igor, og datteren Olga (af Kijev) opkaldt efter moderen, der så må være død i barselseng.
Nestor nævner i forbindelse med en fredsslutning mellem Kijev-staten og Byzans 944, at Kijev-delegationen omfatter to brodersønner af fyrst Igor. Igor må så også have haft en broder - efter opkaldsreglerne ved navn Rurik - og født efter den gamle (vores) Ruriks død o.880. Den yngre Rurik må være død før Igor 945, og så siger de specielle tronfølgeregler, at hans sønner ikke er valgbare som storfyrster. Disse sønner hedder Igor/Ivar og Akun/Hagen.
Fyrst Igor og Olga får to børn. Et notat af en samtidig jødisk historiker Schechter omtaler, at lederen af et russisk togt mod Persien i begyndelsen af 940-erne ved navn Helge (HLGW på hebraisk) bliver dræbt. Det kan kun være en søn af Igor med navn efter farfaderen.
Datteren Olga er herefter eneste efterkommer af Igor, og hun er derfor selv kvalificeret som regent. Ifølge en analyse refereret af Alexander Agamov på nettet (1997) er Olga gift med en ”indfødt” Volodislav. Olgas slaviske mand kan forklare ”sporskiftet” fra skandinavisk prægede navne til slaviske i den fortsættende familie. ”Y-DNA-mæssigt” er ”Rurikiderne” altså ikke længere Rurik-fyrsteslægt indtil o.1550, men genealogisk er der naturligvis stadig ”hul igennem”. For ikke at skabe unødig forvirring beholder vi ”rurikiderne” som benævnelse. For god ordens skyld skal det refereres, at der findes andre gæt på Volodislavs rolle, men det passer ikke særlig godt med realiteterne.
For god ordens skyld kan man også her spekulere på, hvor Igor har sit navn fra. Hvis han har det fra nogen kendt person, kan det kun være Regnar Lodbrogsønnen Ivar Benløs, der døde 873. Det er bare svært at knytte en familieforbindelse hertil. Det skulle da lige være, at Oleg/Helge var gift med en sen datter af Ivar, altså f. omkring 858.
3. Samlet vurdering af Ruriks herkomst
Selv om der forekommer en del kvalificeret gætteri i det foregående, er der mange argumenter, der til sammen støtter konklusionen om, at Rurik var af den danske kongeslægt og i starten af sin tilværelse hed Rørik.
Ordforklaring:
Y-DNA = det mandlige DNA. Nedarves udelukkende fra fader til søn.
X-DNA = det kvindelige DNA. Nedarves både fra fader og moder til både søn og datter. Mænd har nemlig ét Y-kromosom og ét X-kromosom. Kvinder har to X-kromosomer.
Agnatisk arvefølge = det forhold, at en trone alene kan arves på mandssi-den.
Kognatisk arvefølge = det forhold, at en trone kan arves på både mands- og kvindesiden. (Red.)
Det skal indrømmes, at den kijevske variant af princippet omkring senioritet i tronfølgen forekommer lidt uklar her i starten bl.a. med Olga som kvindelig regent, men det er jo ikke et bærende element. Jeg synes også, at det virker besynderligt, at der ikke er gjort mere ud af den omtalte analyse, der hævder at Olga var gift med en Volodislav. Det må siges at være et meget centralt punkt, som vi kommer tilbage til i forbindelse med DNA undersøgelsen. Det er formentlig et politisk spørgsmål, da det officielle Rusland vist meget nødig ser, at deres regenter og dermed rødderne for det politiske system indtil o.1550 stammede fra Norden.
Andre har været mere konkrete i deres kritiske holdning. Det er således for nogle en anstødssten, at en udnævnt regent i Ladoga og Novgorod tager tilbage til Vesteuropa for at passe et eller andet der, måske i flere omgange, men hvorfor ikke? Regnar Lodbrogs søn Ivar Benløs opererede jo også både som regent i Dublin/Irland og som strateg i England i 860-erne. Dette spørgsmål har også været grundigt analyseret og kun endeligt løst ved DNA analyse. Som vi skal se, er denne udvej ikke mulig i Ruriks tilfælde.
4. Y-DNA teknikken generelt (beskrevet efter bedste evne)
Det mandlige kromosom Y nedarves kun fra fader til søn, altså agnatisk, så man har ved sammenligning kunnet konfirmere formodede slægtskaber mellem nulevende mænd. DNA har normalt en begrænset levetid, og det har derfor indtil for nylig ikke været muligt at undersøge skeletter. Det er det så ved at blive nu, og specielt DNA i tandemaljen bevares længere end andet. Når objektet er omkring 1000 år gammelt, er forventningerne dog begrænsede.
Der forekommer hele tiden mutationer i Y-DNA-profilen, så menne-skehedens DNA har gennemgået større udviklinger og i dag består af adskillige såkaldte haplogrupper, der er klassificeret alfabetisk fra A ned til R. Således kan det nævnes, at nærværende forfatter formentlig hører til gruppen R1a, som især forekommer i Mellemeuropa, da min slægt formodes at have sine rødder blandt de slaviske sorber ved Oder-floden. Størsteparten af de undersøgte, nulevende rurikider hører til gruppen N1c1, der overvejende er lokaliseret fra Karelen/Finland og mod syd til og med Belarus, tidligere storriget Litauen..
Inden for de enkelte haplogrupper er der forskellige haplotyper, der er karakteriseret af en serie markører ved en bestemt undersøgelsesteknik. Antallet af markører afhænger af undersøgelsens finhed og er enten 12, 25, 37, 67 eller 111. I de foreliggende studier er der anvendt 37, så der er tilstrækkeligt store variationsmuligheder, der gør den enkelte profil unik.
Mutationerne betyder, at markørerne karakteriseret ved et tal selv for nærtbeslægtede er forskellige. Ved 37 markører har jeg fundet, at der i gennemsnit forekommer ca. 0,3 mutationer pr. generation, og dette tal bekræftes af omfattende studier af Rollo af Normandiet samt studien her. Er der derfor (typisk for denne studie) 41 generationers afstand mellem de sammenlignede, kan man forvente omkring 12 en-hedsforskelle i markørprofilen. Bemærk, at man pga. Y-DNAs begrænsede holdbarhed kun har målt på nulevende personer, hvilket vil sige ”fætterskaber” over mange generationer. Til disse fætterskaber hører også deres fælles forfader i skikkel-se af en Most Recent Common An-cestor (MRCA), altså hvor langt man skal tilbage til nærmeste fælles forfader. Med forsigtighed kan placeringen beregnes af antallet af mutationer, idet man respekterer, at mutationsuret har en indbygget statistisk usikkerhed.
5. Y-DNA og Rurik-slægten
Man kan finde kildedata på hjemmesiden www.familytreedna.com/public/rurikid/, hvis man altså har lyst til at prøve slægtskaberne. Som nævnt har man konstateret, at de fleste rurikider (29 familier) tilhører haplogruppen N1c1. Det har derfor været naturligt på dette grundlag at søge efter Ruriks rødder i Ladoga-området (i det nuværende Rusland) eller i Roslagen i Sverige. Det sidste er for så vidt lykkedes derved, at man har fundet en familie i Roslagen med N1c1, men der har ikke kunnet vises en passende slægtstavle. Man skal også være opmærksom på, at der tidligere har været en betydelig indvandring af finner i dette område af Sverige, så det duer ikke uden yderligere dokumentation.
Noget helt andet er, at Y-DNA kun nedarves fra fader til søn. Som vi har set i det foregående, er der tidligt i slægten et kognatisk skift, hvor den yngre Olga gifter sig med en ”indfødt” Volodislav og derved fører slægten videre, da den relevante agnatiske tronfølger Igors søn Helge ser ud til at være død før Igor. Olgas søn Sviatoslav har derfor en Y-DNA-profil, der afspejler lokale forhold (N1c1) og ikke Ruriks, som vi ikke kender. Vi kan også vende dette om, da Rurik med en dansk baggrund næppe kan tilhøre haplogruppen N1c1, og så må denne egenskab ved rurikiderne stamme fra et kognatisk skift, som herved bekræftes.
Der er ellers fundet familier, der hævder at nedstamme fra Rurik eller deromkring, men som udviser andre haplogrupper med hovedvægt på R1a. Tre af dem – familierne Volkonsky, Obolensky og Bariatinsky – dukker op i begyndelsen af det 13. århundrede og hævdes at stamme fra storfyrsten St. Mikhail (1179-1246). Der må også her være tale om et kognatisk skift. Det er dårligt dokumenteret, da forholdene var kraftigt forstyrret af den mongolske invasion på denne tid. Der mangler faktisk to generationer i den officielle stamtavle. (54% af Ukraines mandlige befolkning hører i dag til haplogruppen R1a, red.)
De fremmede profiler kunne man jo også forestille sig fremkommet ved, at fyrstinde Olgas broder Helge og fætrene Igor og Akun havde børn, som vi ikke kender, fordi de efter de specielle successionsregler ikke arvede nogen trone og derfor faldt udenfor. De kunne have bevaret Ruriks DNA-profil. Vi har blot ikke noget at sammenligne den med, da vi ikke har andre agnatiske efterkommere af det danske kongehus, der hed Skjoldungerne. Vi har nogle skeletter, men de kan næppe bruges.
6. Konklusion
Det fremgår af afsnit 1 og 2, at der må være en tæt tilknytning mellem Rørik og Rurik, dels det kronologiske, som andre har anført, og dels opkaldsreglernes opfyldelse, for ikke at glemme senioritetsprincippet. Det er svært at afgøre, hvor meget bevis, der skal til, men her kan der næppe skaffes mere.
Det skal dog nævnes, at jeg ved at indføre et par ekstra generationer har modificeret lidt på Ruriks efterkommere for at få det til at se mere realistisk ud. Årstallene fra Kijev-munken Nestors krønike er ikke ændret herved.
Med hensyn til Ruriks efterkommere, så knækker tråden desværre for en agnatisk efterfølger i oldebarnsleddet, da der åbenbart o.940 er et stort mandefald blandt dem, der indgik i tronfølgen. Resultatet er et kognatisk skift, hvor Olga gift med en lokal stormand Volodislav leverer de efterfølgende rurikider. Dermed afskæres chancen for at føre nulevende personers Y-DNA tilbage til Rurik. DNA-resultaterne modsiger derfor ikke, at Rurik stammer fra den danske kongeslægt, men de kan til gengæld heller ikke bruges til nogen bekræftelse. Man må stole på de skriftlige medier.
Rurikidernes DNA-projekt går også ud på at belyse slægtens struktur mere præcist. Det har vi ikke været dybt inde i her, men har illustreret vanskelighederne ved de kognatiske skift, som ikke altid er lige veloplyst. Der er også et problem med mutationsuret, som på kort sigt er ret upålideligt, fordi det er baseret på statistiske begivenheder. Faktisk kikser det også på længere sigt, fordi man let kommer til at mistyde den fælles forfader MRCA (Most Recent Common Ancestor).
Vi må konkludere, at Y-DNA ikke er egnet til strukturering af større slægter uden et rimelig udviklet grundlag i form af eksisterende dokumentation for formodet slægtskab. Denne konstatering er sådan set ikke ny. Det er således også ret beskedne resultater, man har fået ud af en lignende analyse af McDonald-klanen, der ellers anses for at være den bedst kendte større slægt.
Hovedkonklusionen i denne artikel er, at den første fyrste i Ladoga-området (i det nuværende Rusland) Rurik var en dansk prins, hvis baggrund før 862 er kendt. Selv om der her er anført mange gode argumenter for denne konklusion, kan man stadig forvente, at der vil blive fremført andre løsninger. Man må så håbe, at der kommer indlæg, der tager hensyn til de her fremførte forhold.
Peter Lawætz, 24. november 2017
peter@stlnet.dk
