Oligarkiets opståen i Ukraine
af Ivan Nester
Baggrund
I sovjettiden var alle virksomheder statsejede, mens al privat virksomhed – i dag bedre kendt som ”bisnes” – var kriminaliseret.
De statslige virksomheder var styret af direktører, som blev overvåget af det sovjetiske kommunistparti.
Alle virksomheder og institutioner i Sovjetunionen havde således en partiafdeling, hvis leder skulle holde øje med virksomhedens direktør og øvrige ansatte.
Virksomhedens partiafdeling var underlagt den lokale distrikts-, by- eller oblastafdeling, som igen var underlagt partiets hovedafdeling enten på republik- eller unionsniveau. Således kunne kommunistpartiet holde øje med alt, hvad de enkelte virksomheder foretog sig.
Dette kontrolsystem af ”særlige afdelinger” på alle sovjetiske virksomheder og i institutioner blev opbygget af den sovjetiske diktator Josef Stalin, som efterfulgte Lenin som partichef i 1924. Dette er indgående beskrevet i den danske Stalin-forsker Niels Erik Rosenfeldts værker.
Kommunistpartiet tvang de sovjetiske virksomheder til at udføre direktiver ovenfra og i overensstemmelse med en produktionsplan - en såkaldt femårsplan. Det var med til at gøre den sovjetiske økonomi ekstremt ineffektiv, fordi de ansatte manglede motivationen til at optimere deres produktivitet. Den eneste motivation var frygt, med mindre man var overbevist kommunist, hvilket langt de færreste var.
På den ene side betød det sovjetiske kommunistpartis totale kontrol med de statsejede virksomheder, at virksomhedsledelsen og de ansatte – af frygt for straf og sanktioner – i store træk rettede sig efter produktionsplanerne. På den anden side betød den ringe produktivitet og manglen på basale fornødenheder, at virksomhedsdirektørerne og de ansatte i stigende grad begyndte at stjæle fra deres arbejdspladser.
Krisen i 1980’erne
Det kollektive landbrug var sovjetsystemets svage led. Fraværet af incitament medførte en omfattende produktionskrise i det sovjetiske landbrug, som medførte, at Sovjetunionen var nødt til at købe korn i udlandet. Og det selvom man før tvangskollektiviseringen i 1930’erne havde været selvforsynende med fødevarer.
Så længe oliepriserne var høje, var import ikke noget problem for Sovjetunionen. Men da oliepriserne falder drastisk i årene 1985-86, opstår der en hidtil uset fødevarekrise i landet.
Kommunistpartiets ledelse forsøgte at løse problemet ved at tillade en vis økonomisk frihed for udvalgte medlemmer af kommunistpartiet. Kommunistpartiets og sovjetsystemets legitimitetskrise var imidlertid alt for dyb til, at det kunne stille sig i spidsen for reformer, som dybest set gik imod dets ideologi.
På grund af legitimitetskrisen og den økonomiske deroute brød Sovjetunionen sammen, hvilket kulminerede i august-december 1991.
I mere eller mindre alle de 15 nye stater, som opstod på ruinerne af Sovjetunionen, gik de nye magthavere i gang med radikale økonomiske reformer, dvs. primært privatisering af statslig ejendom og sideløbende hermed state-building (nation-building).
”Legal” underverden
Fraværet af demokratisk kultur og civiliserede (”borgerlige”) institutioner i det tidligere Sovjetunionen betød, at den nye frihed medførte en høj grad af anarki. De nye myndigheder blev udfordret af den kriminelle underverden, der i høj grad forsøgte at overtage kontrollen med økonomien. I Sovjettiden havde dele af den kriminelle underverden haft en form for legal status som kommunistpartiets forlængede arm i undertrykkelsen og intimideringen af politiske afvigere; især i fængslerne og i arbejdslejrene. Den ”legale” underverden (Vory v zakone) blev i sovjettiden i høj grad brugt til at undertrykke de politiske fanger.
Styrket legitimitet efter 1991
Efter Sovjetunionens sammenbrud opstod der en ny konflikt i spændingsfeltet mellem denne gamle ”legale” underverden, de nye nationalstaters magtorganer og den nye ”unge” kriminelle underverden.
I de nye postsovjetiske stater blev det nu (dvs. fra 1991) stuerent for offentligt ansatte at berige sig. Det gjaldt i høj grad også politiet og de øvrige ordenshåndhævere. Dette skal ses i lyset af, at de nyopståede stater – og dette gælder nok især i et land som Ukraine – havde en større legitimitet end det hedengangne Sovjetunionen. Derfor var det nemmere for de nye staters myndigheder at få kontrol med deres del af økonomien.
På de statslige virksomheder begyndte direktørerne at udnytte deres position til at overtage – for ikke at sige stjæle – aktiverne. Det skete blandt andet ved at sælge virksomhedens produktion til forhøjede priser og stikke prisforskellen i egne lommer.
Ukraine
I Ukraine sørgede de store virksomheders direktører for at få udstedt store lån til sine virksomheder, som led under mangel på ordrer. Disse lån stak direktørerne i egne lommer ved at omveksle de lånte penge til dollars. De første ukrainske regeringers ekspansive pengepolitik (dvs. at man lod seddelpressen rulle) medførte hyperinflation, som skabte utilfredshed i samfundet og blandt dele af statsapparatet. Da pengepolitikken derfor igen blev strammet, mistede de statslige virksomheder deres mulighed for at få lån, og dermed for at udbetale løn til medarbejderne og betale sine kreditorer.
I 1992-1994 var Ukraine ramt af hyperinflation
Under normale markedsvilkår ville en sådan situation medføre konkurs. Men i Ukraine sørgede ejerne af de store statslige virksomheder i 1992-93 via sine lobbyister i et-kammerparla-mentet Radaen for at forhindre vedtagelsen af en konkurslov. I stedet begyndte de ukrainske statslige virksomheder nu at afregne i naturalier, dvs. betale for varer med andre varer, altså byttehandel (”barter”).
Byttehandel - barter
Medarbejderne på virksomhederne rundt om i Ukraine begyndte at få udbetalt deres løn i form af varer og produkter – i det omfang det var muligt. Skattebetalingerne til staten blev konverteret til kontantløse betalingstransaktioner, som blev sendt til en bank som tilgodebeviser (kreditnota). Når banken fik en meddelelse om, at virksomheden havde modtaget et pengebeløb, foretog banken en overførsel til kreditor (typisk skattevæsnet) på baggrund af tilgodebeviset.
Eksportvirksomhederne
Den eneste indtægtskilde i pengemæssig forstand var eksport af varer fra Ukraine til udlandet, som jo betalte med hård valuta.
De mest drevne af de nye forretningsfolk – de kommende oligarker – sørgede hurtigt for at infiltrere ledelsen af disse lukrative eksportvirksomheder og gik i gang med at berige sig sammen med direktørerne, der jo stadig kontrollerede virksomhederne.
Utilfredsheden med denne form for berigelse voksede i et samfund, hvor folk ikke havde fået løn i årevis. Derfor gik den nyvalgte præsident Leonid Kuchma i 1994 i gang med en altomfattende privatisering af de statslige virksomheder i Ukraine. De gamle direktører forsøgte at forhindre privatiseringen, fordi de ville beholde deres privilegerede status som direktører. Det er her de kommende oligarker for alvor kommer ind i billedet.
Infiltration
I modsætning til de gamle direktører så de kommende oligarker privatiseringen som en mulighed for at overtage store dele af den ukrainske økonomi og frigøre sig fra ”de gammeldags” direktører.
Dette var en af årsagerne til, at privatiseringen i Ukraine ikke foregik transparent som i lande som Polen, Tjekkiet og de baltiske lande. I Ukraine blev virksomhederne ofte solgt til den person, som havde kontakterne til direktøren for virksomheden. Og dette var som regel en yngre forretningsmand, som havde sørget for at infiltrere virksomhedens ledelse og skaffe sig den nødvendige kapital og viden forud for og i forbindelse med privatiseringen. Der er noget der tyder på, at nogle af overtagelserne skete efter voldelige opgør.
De vestlige lande og institutioner undlod at blande sig i den ukrainske privatiseringsproces, fordi Vesten primært var interesseret i at undgå at destabilisere Ukraine og opnå en likvidering af landets atomvåben. Husk på, at der i 1991 var 1272 atomare sprænghoveder på ukrainsk territorium. Alle rettet
mod mål i Europa eller USA.
Ukraine som bolværk
Ukraine blev allerede i 1990’erne af Vesten og USA set som et geopolitisk bolværk mod et kommende revanchistisk Rusland. Derfor måtte man skåne Ukraine, for at ikke at kaste det tilbage i armene på storebror i nordøst. Præsident Leonid Kuchma (1994-2005) og oligarkerne var meget dygtige til at læse og udnytte denne gunstige geopolitiske situation.
Vesten og Ukraine havde en fælles interesse i at sikre Ukraines uafhængighed og nation-building, som derfor kom til overtrumfe transparens og millimeterdemokrati under privatiseringen og de øvrige reformer i landet. Sådan opstod oligarkiet i Ukraine. I dag menes en lille gruppe af oligarker at kontrollere ca. 90% af Ukraines samlede produktion.
I 2015 formulerede Radio Libertys ukrainske redaktion definitionen på en ukrainsk oligark således:
En ukrainsk oligark har:
De vigtigste oligarker i dagens Ukraine
Rinat Akhmetov (født 1966) – DTEK (produktion og distribution af elektricitet), Tv-kanal ”Ukrayina”, dagbladet ”Segodnya”.
Fodboldklubben ”Shakhtar” Donetsk. (Fint forhold til Ihor Kolomoiskyi).
Gennadii Bogolyubov (født 1962) - ”Privat-group”, Bogolyubov Foundation, Consolidated Minerals. (Ihor Kolomoiskyi er hans nærmeste allierede).
Viktor Pinchuk (født 1960) – ”Interpipe”, Tv-kanalerne ICTV, STB og ”Novyi”, dagbladet ”Fakty”, Starlightmedia. (Modsætningsforhold til Ihor Kolomoiskyi).
Ihor Kolomoiskyi (født 1963) – ”Privat-group”, kanalerne ”1+1”, ”2+2” og TET, UIA airlines. Er tæt allieret med præsident Volodymyr Zelenskyi, men har sin egen fraktion i parlamentet.
I marts 2021 varslede USA sanktioner mod ham for korruption i hans tid som Dnipropetrovsk-regionens guvernør i årene 2014-15.
Petro Poroshenko (født 1965) – ”Roshen-group”, ”5-yi kanal”. Ukraines præsident i 2014-2019. Leder af partiet ”Europæisk Solidaritet” og parlamentets næststørste fraktion. (Blev ragede uklarr med Ihor Kolomoiskyi under sin tid som præsident).
De toneangivende ukrainske oligarkers formuer i
2020, ifølge Forbes Ukraine:
Rinat Akhmetov
2,8 mia. USD (Ukraines
rigeste mand)
Gennadii Bogolyubov
1,2 mia. USD
Viktor Pinchuk
1,4 mia. USD
Ihor Kolomoiskyi
1,0 mia. USD
Petro Poroshenko
1,4 mia. USD